Når man ikke flyver, kommer man ikke så tit i Kastrup. Det var engang et fattigt fiskerleje med en uprætentiøs kirke, der i 70 erne blev udbygget og moderniseret. Den nye kirke fik Svend Wiig Hansen i opgave at udsmykke, og resultatet blev Det Sårede Menneske. Jeg og en af hans elever fra akademiet, Johannes Cramer Møller, var foruden glarmester Freese håndværkerne på jobbet i fire år.
Jeg var der for nylig med to gode venner, man godt kan invitere til den slags koncerter, nemlig Fauré s Requiem og Cantique de Jean Racine. Det var først, da jeg kom en halv time ind i koncerten, at det slog mig, jeg ikke havde været der i 36 år, bortset fra Svend’s bisættelse i 1997. Jeg kan ikke rumme alle de år i èn tanke. Erindringerne om en forgyldt tid kom tilbage, alle de mange venner, som kom forbi Kastruplundsgade.
Jeg kom i tanker om Ole Sarvig, der kom forbi i 1980, et år inden sin død. Sarvig skrev bedre om billedkunst end de fleste forfattere – Edvard Munchs Grafik, 1948 og Krisens Billedbog, 1950 – og Wiig illustrerede hans sene digte og salmer på Brøndums Forlag. Jeg kunne have sagt: “Jeg har læst alle dine bøger,” men det gjorde jeg ikke. Jeg var for ung, og han var for gammel, går jeg ud fra. Jeg vidste ikke, han levede på så lånt tid.
Jeg kan forstå på Støvring og Søren Ulrik Thomsen, at Sarvig oplever en renæssance. Jeg vil genlæse ham. Først ”Midtvejs i det tyvende århundrede” og “De Rejsende, en undergangsroman.”









