Leipzig 1730. Man kan også høre den her med Nigel Kennedy.
Omskåret fra afverdenen
(Ib Rehné, Cairo) Nogle dage går alt galt. Det er som om, det hober sig op altsammen og vælger en enkelt dag. Det begyndte med, at jeg skulle lave fried rice i går. Så røg sikringerne til mine kogeplader, og der gik flere timer med at skifte en enkelt sikring. Da det var gjort, satte min router ud. Nettet satte ud hver 30 sekund, og jeg kunnne ikke skrive 10 sammenhængende ord i de femten sekunder, nettet var oppe.
Jeg ringede til den venlige og moderne udbyder, som sagde: “Jeg kan se, det er en hammergammel router, du har (5 år). Men da du er en gammel kunde (5 år), har jeg et tilbud til dig. Denne router, som du får gratis.” Man blir hurtig gammel i dag. En af dagene, altså, og jeg havde lige en idé om, hvad jeg ville skrive. Jeg var allerede gået glip af de bøllebank, Angela Merkel fik i går aftes. Demokratiet virkede, og efter kun godt 6 måneder. Fabelhaft.
Så kom jeg i tanker om, da jeg i 2007 var i Gislaved på den smålandske landsbygd for syv år siden, hvor vi alle sammen gik på nettet via Kim Møllers mobiltelefon. Det var dyrt og langsomt, men det virkede. Jeg satte min lid til min 4 G, og nu er jeg ikke så omskåret længere. Jeg ville også meget gerne gøre opmærksom på en kommentar af sognepræst Marie Høgh med den upåfaldende rubrik: Demokratiet har et problem
Efter moskedokumentaren, der viste at imamer prædikere koran og hadith i moskeerne, – surprise ! – har der været nogle nådesløse kommentarer i pressen, bortset fra politikernes. Deres viser, at de grundlæggende ikke fatter islam. Jeg har en ven, der har boet i Japan det meste af sit liv, og trods han gode forudsætinger, forstår han dybest set ikke japanerne, så kan man bebrejde provinsielle danske politikere? Jo, det kan man, for så længe de ikke gider sætte sig ind i islam, fortsætter de med at bringe de vores efterkommere i fare. De fik ideen hen over hovedet på danskerne og demokratiet, så det er deres ansvar, hvad der sker. Enhver milliard kroner og ethvert dødsoffer, er deres ansvar. Der er ikke én måde, danske politikere kan få imamer til at prædike andet end koran og hadith.
De tror, visse muslimer er flove over at være taget med bukserne nede, men det er som man kan se i deres kronik, slet ikke tilfældet. At det kommer bag på danske politikere, er netop problemet. Skyld og synd er ikke vigtige begreber i islam. Sandhed er heller ikke. Skyld i islam, er de andres skyld. Det nytter ikke at være provinsiel og bedømme dem efter europæiske, kristne normer. Vi bør ikke være på talefod om det, det er nyttesløst.
Enhver dommer i Danmark har set muslimske forbrydere benægte deres forbrydelser trods video og DNA-beviser. Det er to verdener, der støder sammen. Sandheden i Mellemøsten, er hvad der passer mig idag. I morgen passer noget andet mig. Envher europæer, der har været i Mellemøsten, har måttet kæmpe med det. Jeg var meget ung, da jeg var der, først årtier efter har jeg forstået noget af det. Hele bedrager og svindelsystemet i Mellemøsten, som jeg havde set med andre øjne, forstod jeg først årtier senere. Kampen mellem klanerne, kampen i familierne, kampen mod de korrupte stater. I alle andre samfund end dem, er islam et socialt opløsningsmiddel. Selv i dem, der indbilder sig at islam garanterer deres sociale orden. Islam er en gift, især for muslimer.
Hvis danskere vil sameksistere med islam, må de lære, hvad Singapores mangeårige leder Lee Kwan Yew, har erfaret. Sameksistens med islam har ikke noget med “dialog” at gøre, det handler om at vise, hvem der bestemmer. Hvis vi ikke vil det, har vi tabt magtkampen, for ethvert samliv med islam er en magtkamp. Hører man de uvidende danske politikere, indser man at vi vil tabe, indtil vi vælger nogle nye.
Islam er 80 procent politik og 20 procent religion ifølge den tidligere professor i sharia, Sam Solomon, og før vore politikere opdaterer sig på det, har vi tabt den kamp, vi allerede er påført af selvsamme politikere. Det overordnet vigtigste spørgsmål i dag, er at holde antallet muslimer i Danmark nede på et minimum, nu skaden er sket. Vi der ikke er politikere, kan tillade os at sige det. Vi er ikke i dialog med islam, vi er i kamp. PET, Hedegaard og Westergaard ved, det er en fysisk kamp på liv og død.
Vi frygter for vort fædrelands fremtid: Luk grænsen og red landet, skriver tre store personligheder i kampen for Danmarks eksistens. Besind jer politikere før det er for sent. Også for jeres egen skyld, i kommer galt afsted. I kommer til at gå med livvagter resten af jeres liv, hvis der overhovedet er nogen, som vil beskytte jer. Danske politikere skal ikke tro, de nødvendigvis vil blive skånet for den vold, de har påført befolkningen. Marie Høgh har forstået det.
Fortsæt med at læse “Bach: Concerto in A minor BWV 1041 – Andante”
