Søren Villemoes har i dag en stor indigneret artikel i Weekendavisen. Hvor er svenske aviser store baggrundsartikel? Ingen steder, de sparker alle nedad på Park, kunne man sige med en udtrådt svensk kliche. Hvor er Amnesty, kunstnerne, deres fagforeninger, politikerne, juristerne? Dan Park bliver kun forsvaret af ludfattige nichemedier, ikke af nogen af dem, der har noget, de kan få klinket.
Lars Vilks har skrevet, Thomas Nydahl, Uwe Max Jensen, Document i Norge, Ingrid Carlqvist, svenske blogs – og denne i al beskedenhed. Dan Park er for farlig at støtte for et sølle princip som ytringsfrihed. Det nytter intet, at minde bangebuksene om, at de kan være de næste, der mister den. De er for lammede af angst, til at vippe med ørerne. De ser ikke at HMF lovgivningen er gået amok og har fået sit eget, selvkørende diktatur. (I dag: Hånade muslimsk gudstjänst på Facebook – åtalas för HMF)
Grænsen mellem angst og forræderi, kan være svær at drage i Sverige. Det afskyelige Aftonbladet falder nok mest i den sidste kategori: Domen har inget med yttrandefrihet att göra. Avisen har hård konkurrence blandt røvslikkerkollegerne, der aldrig har brudt sig om dissens. “Park bär ansvar för sina rasistiska bilder. Kan man ikke lukke munden på afvigerne, kan man altid bure dem inde. Det svenske sprog er en billig luder i munden på disse statsopportunister. Tænk hvis en dag åndelig prostitution blev forbudt i Sverige, så skulle de trække på nettet ligesom hæderlige kvinder. – Fredag forlyder det, dommen bliver anket. Et par klip fra Weekendavisen:
Det blev slået fast i torsdags, da den 46-årige Dan Park blev idømt seks måneders fængsel, og hans gallerist Henrik Rönnquist fik en betinget dom. Vi tager den lige én gang til: Seks måneders fængsel! Et halvt år! Til sammenligning slap den kinesiske kunster Ai Weiwei med blot 81 dage i detentionen. Kan det virkelig passe, at vi er begyndt at konkurrere med kineserne om at bure uønskede kunstnere inde? Ja. Det kan det.
Pressefotos fra den 5. juli giver et stillbillede af noget, der ligner absurd teater. Man ser politiet, der fører Dan Park ind i et salatfad, og en betjent, der med et alvorstungt ansigtsudtryk bærer hans forbryderiske værker ud af galleriet. Der er noget helt galt med disse billeder. Og det er ikke videre betryggende, at menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International pure har afvist at støtte Park. Som en talsmand fra organisationen i Sverige sagde: »Amnesty vil overhovedet ikke støtte en person, der bruger sin ytringsfrihed til at sprede hadpropaganda og hate speech.« ….Det kan ikke siges meget klarere. Men det er stadig oprørende at tænke på, at en kunstner i vores naboland nu kan se frem til ni måneders fængsel og en samlet bødestraf på 80.000 kroner.
Dommen er ikke blot bekymrende og uretfærdig. Den er også en gave til de grupper i Sverige, der vinder frem ved at fremsætte anklager om politisk korrekte Stasi-lignende tilstande hinsidan. Med dommene over Dan Park er det blevet sværere at argumentere imod disse ofte meget skingre og højreradikale strømninger i den svenske modkultur.
Og inden man begynder at sætte dette ind i en lang liste over anklagepunkter mod udviklingen i vores naboland, så bør man se sig i spejlet. Der er i teorien intet til hinder for, at en Dan Park kunne have oplevet samme juridiske forløb her i landet. Den danske racismeparagraf er meget lig den svenske, og den har en strafferamme på op til to år. Det bør vække kritik, bekymring og eftertanke, at vi i Skandinavien er begyndt at fængsle kunstnere og kriminalisere provokerende kunst. (Weekendavisen, 22.08.2014, ikke online.)
Se også Lars Vilks 1888: Tingsrätten och konsten. Han skriver blandt andet:
Fortsæt med at læse “»Vores ytringsfrihed er bortløbet«”

I have written several times before about the rapidly changing global demography, but sometimes a message needs to be repeated until it sinks in. Just ask Coca-Cola.




