Dan Park er fræk ad Helvede til, og der er næppe nogen, han ikke kan provokere, og det er måske netop hans bedrift: At ligesom Lars Vilks virke som en gammeldags fremkaldervæske på svenske magthavere og kunstetablissementet.
Det er der ikke mange svenske (eller danske) kunstnere, der kan prale af, selvom de alle hævder, at netop det provokerende er det interessante ved kunsten. For en ordens skyld, er jeg helt uenig i det. Hvis man ikke har andet end ‘provokation’ at byde på har man noget, men ikke meget. De fleste ‘provokerende kunstnere’ kan ikke engang provokere, og så kommer kunst endda af at “kunne.” De kan altså ingenting.
Tag Elisabeth Ohlson Wallin, der har hele etablissemnet i ryggen for at være provokerende, hvor de eneste hun har provokeret med sine trivielle propagandafotos, er en lille niche af svenske kristne. Wallins billeder viser, hvordan hendes idealverden ville se ud, hvis alle var svenske feminister, pseudokommunister og lesbiske, og det kan virkelig ikke provokere nogen i den svenske elite, som hun har holdt sig så gode venner med. Meget magert er et resultat for en erklæret provokatør, men det gav kors og bånd og stjerner på. Det er altid nyttigt at fedte for magten og censurere sine egne eventuelle tanker.
Park udstiller deres livsløgn, og det er det hele værd uanset om han evt. skulle være “nazist” hvilket foreligger ubevist. Ingen har gjort set siden Vilks i 2007. Så ligegyldige og irrelevante er det svenske velfærsdskunstliv. Hvem interesserer sig for hofsnoge? Det skulle da lige være hoffet selv, og deres andre snoge: journalisterne, som også lever i den livsløgn, at de er magtkristiske og alternative.
Park viser, at hvis man udfordrer deres livsløgn, er der ingen grænse for hvilke yderligheder, de er parate til at gå, og det er i sig selv en sjælden bedrift, især i et konformt land. Han illustrerer, at det multikulturelle Sverige er blevet en totalitær stat. Det var jo Mikael Wiehe, vi var vant til at få den besked fra, men den gamle kommunist er blevet ‘dansband’ musiker, nu hans egentlige projekt gik lidt i vasken i 1989. Det går stadig fint med at smadre fædrelandet, for Wiehe er i virkeligheden også på magtens side, han har bare ikke opdaget det.
Park risikerer alt, Wallin blot hyldest og anerkendelse. Park risikerer fysisk tæv, fængsel og endda sit liv, og han gør alligevel, hvad han gør. Wallin er sandelig en modig kunstner, og Park er en farlig forbryder, ikke?
Billedet forestiller Elin Krantz og hendes morder, ethiopieren Ephrem Tadele Yohannes, en af de ret kriminalsager jeg har valgt ud af dødsofre for svenske multikulturalister. Det er et højpolitisk billede, for svenske medier og politikere gik i de dage rundt og dukkede nakken som de fejge personer, de er over et meget ‘ubekvemt’ mord, som aldrig ville være sket uden deres ivrige medvirken.
Elin Krantz er blevet ikonisk for, hvad Riksdagen gør ved Sverige, så hendes skæbne er stadig værd at læse om, hvis hendes død ikke skal være fuldstændig meningsløs.
Resten af deres brutalitet mod deres landsmænd er helt uoverkommeligt for en enkelt person at dokumentere. Elin, et offer for svenske politikeres fremmedpolitik, Søndagskrönika: Ett politiskt mord, Söndagskrönika: Ett politiskt mord, del 2. Se alle billederne på Den Fri. Se også Dan Park – samhällets fiende nummer 1?
Roger Scruton: Ray Honeyford havde ret
Thirty years ago, as editor of the Salisbury Review, I began to receive short articles from a Bradford headmaster, relating the dilemmas faced by those attempting to provide an English education to the children of Asian immigrants.
Ray Honeyford’s case was simple. Children born and raised in Britain must be integrated into British society. Schools and teachers therefore had a duty, not merely to impart the English language and the English curriculum, but to ensure that children understood and adhered to the basic principles of the surrounding society, including racial and religious tolerance, sexual equality and the habit of settling conflicts by compromise and not by force.
Honeyford complained of the damage done by the multicultural ‘experts’, whose sole aim seemed to be ghettoisation. He recounted his efforts to explain to parents that it was in fact against the law to take their children out of school for weeks on end during term time. As a result of these efforts, Muslim activists packed a meeting in his school in order to make loud and threatening protests. Honeyford wrote from a spirit of genuine concern for children whom he was trying to protect — girls who were being forced into marriage, boys who came to school already exhausted from their lessons in the madrasah, children who were being brought up to believe that they were living in an alien place to which they did not belong and to which they owed neither loyalty nor gratitude.





