Af Britta Mogensen, antropolog
Nu da valget er overstået, kan vi konstatere, at Morten Messerscmidt oversteg de vildeste forventninger i personlige stemmer, nemlig 465.758.
Det har ellers været utroligt svært at følge med i det, der skulle forestille at være kandidaternes debatter med hinanden. Jeg opgav simpelthen, da jeg var ude af stand til at skelne den ene kandidats råb fra den anden. Magen til afbrydelser og skrigeri og mig-mig-mig erindrer jeg ikke at have overværet før i en politisk debat. Og hvis debattørerne ikke skreg i kor, hjalp TV-værterne med til hylekoret ved at afbryde og råbe endnu højere. (grafik: Gult: DF flertalsvalgkredse)
Prisen i afbrydelser og skrigen går dog ubetinget til Margrethe-Meget-Afhænger-Af-Mig-Auken (SF). Det ville være nemmere at stoppe en tsunami end hendes talestrømme. Et behjertet menneske i hendes familie eller omgangskreds kunne med fordel have vejledt hende lidt i pli.
Vi skylder dog trods alt Auken tak for den enestående valgkamp, hun har ført for Messerschmidt. Han har konstant været på hendes læber.
Noget mere civiliseret gik det for sig under udsendelsen 1264 K på TV2 News lørdag formiddag med Morten Messerschmidt (DF) og Morten Helveg Petersen (R). MM måtte ganske vist et par gange ved afbrydelser høfligt sige til MHP ”må jeg lige gøre dette færdigt”, men alt i alt var der tale om to debattører, der gav hinanden plads til at fremføre synspunkter.
Jeg har altid gerne ville lade tvivlen komme de politikere til gode, der arbejder hårdt på at forære danskernes land til EU. Jeg forstår den kedsommelighed, der kan bemægtige sig en, når man skal læse tusinder af sider af traktater, forordninger, direktiver, love m.v. Det kan vel taget pippet fra den bedste. Den vildfarelse bragte Morten Helveg Petersen mig dog ud af, da han oplyste, at de skam godt vidste, hvad de skrev under på. Og de vidste, hvad der stod på alle disse mange tusinde sider. Til det er der så kun at sige: ”Tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gøre.”
Befolkningerne – ikke blot i Europa, men i alle verdens lande – er meget bevidste om deres eget territorium. Det kan vi godt forstå, så vé den dansker, der ikke mener, at et folk har ret til sit eget territorium og egen suveræne stat. Hvis altså bare disse folk geografisk er placeret uden for EU. For indenfor skal vi med djævelens vold og magt være én eneste stor Nation. Derfor har EU-fanatikerne et helvedes hus med at prøve at få os alle kogt i den samme gryde, så vi kommer til at elske EU-landet og favne det som vores eget. Grænserne skal væk, vi er jo alle unionsborgere, så mit land er dit land og dit land er mit land. Så kan vi blandes i ét stort miskmask og glemme alt om, at vi engang var suveræne nationer med hver vores kultur, historie, traditioner og egenart.
EU-fanatikerne, som godt er klar over, at de ikke har ret meget medvind i befolkningen, har dels forsøgt med de evindelige trusler om, at EU-kritikerne slet ingen indflydelse får, dels har de under valgkampen lovet at ville tage danskernes modstand mod EU alvorligt. Løfter, vi nok barmhjertigt bør lade glemslens slør falde ned over. For disse løfter fik vi først, da det gik op for dem, hvor enorm stor modstanden er.
Eurokraterne har dog ikke en jordisk chance for at stoppe dette makværk, dette monster af en udemokratisk, uigennemskuelig kolos af en magtfuldkommen megastat. Det kræver andre kræfter, nemlig de parlamentsmedlemmer, som de europæiske nationalstater nu sender til EU. Måske vil der blandt eurokraterne være nogle, der vil fatte, hvad det er, befolkningerne har sat i gang. Hvis ikke, sender vi en endnu større gruppe af sted næste gang.
Intet af det, vi og de andre EU-lande bliver dikteret, er forankret i vores folks kulturer, traditioner og skikke, men er alene opfundet af nogle magtsyge EU-fanatikere, som insisterer på, at 28 EU-lande og et antal EØS-lande skal forkaste deres egenart og underkaste sig et diktatur, der gør det iranske mullahregime rangen stridig.
Diktator og maoist José Manuel Barroso skal nu afløses af en ny diktator for Kommissionen. Han var lørdag aften inviteret i studiet på TV2 News til det politiske magasin Lykketoft og Ellemann. Hans utiltalende og selvforherligende fremtoning bekræftede alle mine fordomme om magtgale personager. Plusordene flød ustoppeligt ud af munden på ham som skidt fra en spædekalv, krydret med vammel smiger af de to danske politikere. Og da udløbsdatoen for tidligere skældsord af anderledes tænkende for længst er overskredet, havde han fundet på et nyt, nemlig eurofober. Sygeliggørelsen af modstandere er helt i tråd med maoistisk (og andre totalitære ismers) tænkning. Han havde ikke set skriften på væggen, så han erklærede selvbehageligt og skråsikkert til sidst: Parlamentet får mere magt.
Vreden og modstanden mod EU er ikke blot ideologisk. Den er også helt nede på det lavpraktiske, hvor de, der kan ikke kan flytte sig væk, dagligt udsættes for og må kæmpe imod politikernes nationale selvmordsprojekt.
Vores lovgivere har uddelegeret retten til at lovgive i Danmark til andre organer, som vi aldrig har stemt på, og disse har meget store hjerter, der kan rumme alverdens overskudsbefolkning. At mene, at en ekstrem beskatning må gå til landets egne borgere i nød er småtskåret, umenneskeligt, menneskefjendsk, racistisk, fascistisk og nu også eurofobisk.
Schengen med de grænseløse grænser
Fortsæt med at læse “Efter valget”
