Gudrun Schyman taler i Gøteborg i går. Det er tolket på tegnssprog, men jeg vil alligevel gerne have, at der er nogen der oversætter det for mig. Schymans lyriske tomhed er dyb som en tyrkisk mineskakt, men den må kunne afkodes i mange etager af rigtige Schymanologer. Er hun helt ædru? Kan hun tåle de kødfrie mandage?. Man kan også høre præsten Lars Gårdfeldt ved samme ‘home-party’, “svensk författare, präst och HBT-aktivist,” men det hjælper ikke meget på substansen.
Mens Schyman stod og var følsom, smadrede hendes kvindelige rødgardister Sverigedemokraternes valgstue på Sergels Torg i Stockholm. Feminister slog sönder SD:s valstuga. Schyman siger, at “FI ikke går til valg med knyttede næver, men med kærlighed” så nogen højere oppe i det uhierakiske parti har klogeligt slettet FI’s fotos på Twitter af hærværket i Stockholm.
Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg le råt af hele kvindekønnet takket være floskelorkanen Gudrun. Socialdemokraternes leder har rost hende, selvom hun først og fremmest er socialdemokratiets lyseviolette mareridt. Skulle nogen synes, at hendes følsomhed lyder en kende påtaget – for mig at se er alt ved hende af granit, is, beregning og forurettethed – så skriver Kjell Albin Abrahamson i sin ny bog “Låt mig få städa klart!” om hende:
“Hon var en duktig socialarbetare på socialförvaltningen i Ystad. Hon klarade vårdnadstvister bättre än någon annan eftersom hon aldrig blandade in känslor.”
Valgkampe er sandelig onde tider for os, der i forvejen ikke er alt for forgabte i det politiske reklamebureau. Jeg skal gøre hvad jeg kan, for at surfe uden om enhver debat om valget til Mickey Mouse parlamentet på søndag. Jeg har ikke besluttet mig for, om jeg vil medvirke til dets ubetydelige legitimitet ved at gå hen og stemme. I snit 57 % af europæerne bliver på sofaen, og stemmeprocenten daler for hvert valg, de afholder. Danmark ligger noget over gennemsnittet, Sverige kun lidt.
Dette ‘parlament’, der ikke kan fremsætte lovforslag (det gør kun kommissionen), ikke har en opposition, ikke vælger en regering, ikke engang vælger EU’s ‘præsident’ eller ‘udenrigsminister’, som ikke tjener andet formål end at udbetale bestikkelsesagtige lønninger til de 766 medlemmer, hvoraf 1.7 procent (13) er den ‘danske, demokratiske indflydelse’.
Hvis jeg brugte sådanne ord, ville jeg kalde det ‘demokratisk narrefisse’, men det gør jeg jo ikke. Tror Fanden Knold og Tot vil derned, afdankede politikere for at få en forgyldt alderdom, unge for at tjene en lille formue, de aldrig kunne tjene i Folketinget. Europe – The theft of democracy, kaldte Condell det. Gudrun Schyman tjener kun 550.000 om året i øjeblikket så jeg, “mere end fordobl min årsløn”, er hvad hun siger i sin vamle tale fra Gøteborg.
Danish-Iranian Artist Shreds the Koran
Danish-Iranian artist Firoozeh Bazrafkan didn’t learn her lesson back in September when a Danish high court found her guilty of racism for making anti-Islam comments. Now she has put together a bold art gallery exhibition that is guaranteed to further offend the hair-trigger sensibilities of European Muslim fundamentalists and their multiculturalist abettors.
Unambiguously entitled “Blasphemy,” the exhibition in the small town of Skanderborg in central Denmark consists of the shredded remains of a Koran piled onto an Islamic prayer rug. “I want to continue to remind people that it’s okay to disagree,” says Bazrafkan, who is particularly critical of Iran’s Islamic regime as well as religion in general. “But it takes place under democratic rules” – an undeniably reasonable position, but she’s not up against reasonable forces.
Bazrafkan has a history of such provocative – sometimes sexually so – art installations and performance art pieces against either the Iranian regime or Islam…Frontpage Magazine
Stockholm Syndrome
Ivar Ekman interviewer blandt andet Tino Sanandaji i en lang artikel om det neddroslede velfærdssamfund Sverige i Foreign Affairs: Stockholm Syndrome, How Immigrants Are Changing Sweden’s Welfare State. Klik og se en kamel i snevejr.
And yet Sanandaji now argues that Sweden should stop taking in people who share his background. “Immigration has meant that Sweden has imported a bunch of social and economic problems that to a degree didn’t exist before,” he tells me, sitting in a modern conference room at his office in the upscale Östermalm neighborhood of Stockholm. “For a number of reasons — a long period of peace, a homogenous population — Sweden has had a unique combination of welfare, growth, and equality. That idyll is to a certain degree over.”









