Socionomen og journalisten Gunnar Sandelin skriver dagens Politiken kronik. Som dansk skal jeg bare bemærke, at den står vældig godt netop dér, og så kan den trøste Politikens litteraturredaktør Jes Stein Petersen, der var tydeligt  rystet over at blive kaldt ‘racist’ i Sverige. Man vænner sig til det, det gør kun ondt de første par gange. Nedenfor linker jeg til teksten på svensk.

Mit debatindlæg blev afvist af ni af vores største aviser. Nu kan du læse det her.

I 2008 fik jeg offentliggjort en omfattende artikel om, hvordan journalisterne mørklægger sandheden om indvandringen i Sveriges største dagblad, Dagens Nyheter. Et af de mange eksempler på en mere eller mindre bevidst fejlinformation, som denne artikel tog op, var, at journalister er tilbøjelige til at omtale alle asylansøgere som flygtninge, skønt det kun er nogle få procent af dem, der siden 1980 har fået opholdstilladelse i Sverige, som har opnået flygtningestatus.

Tekster, der indtager en grundlæggende kritisk og restriktiv holdning til den svenske asyl- og migrationspolitik, har altid været svære at få offentliggjort i den landsdækkende presse, men i dag er det nærmest umuligt.Det er derimod ikke noget problem at føre endeløse diskussioner om den fejlslagne integration, hvis elendige resultater der i det store hele hersker enighed om. Men hvis man vil have emnet på dagsordenen, er man samtidig nødt til at betone, hvor vigtigt det er, at Sverige i kraft sin generøse flygtningepolitik bevarer sin rolle som hele verdens ledestjerne.

Man må tale om, hvor vigtigt det er med mangfoldighed, og at alle er ligeværdige. Skribenten må absolut ikke stille spørgsmålstegn ved den fortsatte asylstrøm til vores land. For et par år siden blev et af mine debatindlæg afvist af ni af vores største aviser, og i november takkede de seks største aviser igen nej.

Fortsæt med at læse “»Her er det debatindlæg, svenskerne ikke måtte se«”

Udsigt fra Mount Tabor mod Nazareth, © Rachel Adelberg Johansen

Da en franskmand kom til Danmark

Jeg plukker lidt fra Kasper Støvrings længere tekst: Da en franskmand kom til Danmark og talte om assimilation, homogenitet og nationalfølelse

Frankrig er i oprør, for det højrenationale parti Front National er stormet frem ved de seneste kommunalvalg, og til EP-valget til maj står partiet også til massiv fremgang. Nu er det godt nok lidt af en tilsnigelse at sige, at det skyldes Front National, at Frankrig er i oprør; nej, Frankrig er i oprør, og derfor har Front National fået fremgang. Folket gør oprør mod den elite, der selv er oprørt over, at befolkningen kan finde på at stemme på Front National.

Hvad oprøres den franske befolkning over? Over massiv indvandring, der har medført kolossale omkostninger i form af vold, kriminalitet og parallelle samfund i en grad, vi slet ikke kender til i Danmark. Så slemt står det til, at politikere har fået stor opbakning til deres forslag om militær indgriben i byen Marseilles, der går for at være Europas farligste by. Her udgør andelen af nordafrikanske indvandrere og deres efterkommere en endog meget stor del af indbyggerne. Har man lyst til at få et indtryk af tilstandene i Frankrigs ”sensitive zoner”, kan man læse Theodore Dalrymples essay om ”barbarerne ved Paris’ porte”, der godt nok er nogle år gammel. Men udviklingen er eskaleret siden da.

Forleden gæstede den franske filosof Alain Finkielkraut Danmark, og det var artige sager, han havde at fortælle danskerne. Han blev da også interviewet i stort set samtlige aviser, i bl.a. Berlingske, i Politiken, i Kristeligt Dagblad og i Information samt Deadline.

Det er da interessant, synes jeg, at en højtuddannet fransk intellektuel, andengenerationsindvandrer med jødisk baggrund, hvis far sad i nazisternes koncentrationslejr – det er da interessant, at en sådan mand kommer til Danmark for at forsvare det forbudte: assimilation, homogenitet og nationalfølelse. Så her følger en rekapitulering af de forskellige interviews og mine kommentarer dertil, inden jeg afslutningsvis vender mig mod mit eget anliggende.[..]

Fortsæt med at læse “Postkort fra Israel”

New Robert Spencer book, Arab Winter Comes to America, out today. Måske Pat Robertson skulle finde et retrætejob….

Vores svenske EU-fremtid

Med det tryk der kommer på Sydeuropas grænser denne sommer, har vi en fælles EU-asylpolitik inden vi ved af det. Hvordan vil folkepartisten (Venstres svenske søsterparti) Cecilia Wikström tackle at Afrikas befolkning fordobles indtil 2050? Hun vil gøre det nemmere for millionerne at komme til Europa, det ville ikke nytte at spørge hende, hvor hendes grænse for indtag til Europa går, for hun har ingen. Venstre er stort i Danmark, men Folkpartiet ligger og roder på 5 %. “Hur vill du att en europeisk asylpolitik ska se ut?”

– Jag vill att människor ska kunna söka asyl vid alla EU:s ambassader och att vi ska upprättar temporära asylkontor där flyktingarna finns. För det första vill jag få med mig andra partier för det, sedan få fram ett lagförslag från kommissionen. Och så vill jag bli rapportör [ansvarig EU-parlamentariker] för det. Och sen vill jag baxa det hela vägen i mål.

Skulle det inte innebära att hela befolkningen i ett land som Syrien skulle kunna söka och få asyl till EU?

– Jo, men om de sprids ut över hela EU är det möjligt. Idag är det 10 länder som tar emot 90 procent av de asylsökande. 18 länder gör ingenting.

Wikström kan lide ordning och reda, dvs. ikke alt det demokratiske bøvl, hun vil have en forbundsstat:

Jag trycker inte att federalism är något fult, jag törs säga f-ordet. Jag tror inte att det blir ordning och reda förrän vi har genomfört federalism fullt ut. Hela den ekonomiska krisen har visat det. Men det innebär inte att man skjuter makt uppåt utan att man fattar beslut där de bäst beslutas, antingen nära medborgarna eller gemensamt på EU-nivå. Cecilia Wikström: Jag törs säga F-ordet

Forleden sprængte den ubefæstede, sårbare Viktor Kristensen sig selv til døde i Irak efter at være blevet hjernevasket i den salafistiske Århus-moské.

Af de 27 danskere, der befinder sig i Syrien, er de 22 kommet på Grimhøjvej. Det er moskéen, der radikaliserede Ahmed Akkari. I februar 2008 kom det frem, at de tre mænd, der mandag den 11. februar blev anholdt for mordplaner mod bladtegneren Kurt Westergaard, havde haft deres gang i moskeen. Guantanamofangen, Slimane Hadj, der nu er død i Syrien, havde sin gang i moskeen. 9/11 blev fejret i Århus, to af dem, der fejrede angrebet den dag, var Abu Bilal og Abu Khaled, som siden er blevet imamer i moskéen på Grimhøjvej. Rayêd Hlayhel, der var en af opviglerne under Muhammedkrisen, kom derfra. Han forlod heldigvis forladt landet Damark for flere år siden, desværre aldeles frivilligt.  Endelig har moskéen et syndigt rod i regnskaberne.

At den moské stadig får kommunal støtte, og ikke er blevet lukket for længst, fortæller én, hvad man behøver vide om de danske amatører, der kalder sig politikere. Først installerer de på egen hånd disse fascister i Danmark, så støtter de dem med penge og lader dem operere uforstyrret, endelig er de automat ‘chockerede’ når noget går galt.

Man kan jo ikke, hvis det nu går rigtig galt, fortænke danskere i at tænke den tanke, at deres politikere insisterer på at påføre dem krig, hvad enten de nu gør det af ren dumhed og inkompetence,  eller helt bevidst. Den dag bliver det skide skægt at være politiker i Danmark. Desværre vil det være blevet endnu skæggere at være dansker.  – Akkari: Moskeer snyder kommuner for formuer, Anklager mod omstridt moske: Unge sendt på indbrudstogt, Akkari: Moskeer går målrettet efter unge som Victor, Politikere langer ud efter omstridt østjysk moské “Han burde flytte hjem, hvor han kommer fra,” og videre i den sædvanlige dur. Hvorfor ikke bare sige BØH, hvis det er helt umuligt at holde mund?

Henrik Gade Jensen: Akkari og afhoppernes barske skæbne

Det er renegaterne, afhopperne, der skriver historien. For det er kun afhopperne, der har det personlige kendskab og derfor er troværdige i deres vidnesbyrd. Desværre har de vestlige opinioner altid været forbavsende negative overfor afhoppere. Kommunismens afhoppere er næsten altid mødt med stor mistro. De har været genstand for en målrettet og koldblodig smædekampagne fra kommunister og venstreorienterede, og det har smittet alt for meget af på den almindelige, pæne opinion. Lad os tage et par eksempler: [..]

Det samme gælder med forbavsende lighed også Ahmed Akkaris opgør med islamismen. Same procedure as last time. Hans troværdighed beklikkes og hans personlige motiver gøres suspekte. Han har nok et psykologisk problem, vil gerne i medierne og vil gerne tjene penge. Og han bebrejdes, at hans bog kan bruges af de værste mennesker (Lars Hedegaard, DF og andre konsortier). [..]

Lige så præsenterer Ahmed Akkari den danske offentlighed for et personligt erfaret og meget vigtigt indblik i islamistiske miljøer i Danmark. Ikke fordi der er så meget nyt, som en kritisk dansker ikke var klar over (bortset fra PET og Hans-Jørgen Bonnichsen, der intet anede. Hvad laver PET?). Men fordi insiderens viden altid er mere troværdig end vore andres fordomme. ”Det er kun os eks-kommunister, der ved hvad det drejer sig om”, sagde Koestler, og derfor fik deres vidnesbyrd så stor betydning. Jyllands Posten

og mere tindrende forårslys. Economist journalisten Edward Lucas skriver: I hope I’m wrong but historians may look back and say this was the start of World War III. Det er ikke til at tage ind sådan en dag. © Snaphanen, click f. fullscreen.

Fortsæt med at læse “Forårsselfies og torden i øst”

Weston påpeger i dag blandt andet det bekvemt oversete faktum, at vi aldrig er blevet spurgt og at der aldrig er målt noget folkeligt flertal for masseindvandringen.(Se Hvem ejer multikulturen?) Multikulturalisterne er kørt hen over demokratiet uden skrupler, ja i Sverige er den statslige propaganda lykkedes med at knæsætte, at “indvandringsmodstand er udemokratisk.” Det vitterlige vås der kun kan lykkes i et semi-totalitært land. Det næste de vil gøre, er at skovle os ind i en fælles EU asylpolitik og åbne op for de kommende millioner, der venter på at krydse fra Afrika. Ingen forestiller sig vel en EU-flådeblokade i Middelhavet. Da vil det endegyldigt være kørt for Europa.

Paul Golding, Britain First, anholdt og løsladt igen

Han konfronterer her Abu Izzadeen

born Trevor Brooks, 18 April 1975), is a British spokesman for Al Ghurabaa, a Muslim organization banned under the Terrorism Act 2006 for the glorification of terrorism, that operated in the United Kingdom. He was convicted on charges of terrorist fund-raising and inciting terrorism overseas on 17 April 2008, and sentenced to four and a half years in jail. He was released in May 2009, after serving 3 and half years, including time on remand.

CHAIRMAN PAUL GOLDING HAS BEEN ARRESTED og STATEMENT FROM CHAIRMAN PAUL GOLDING REGARDING HIS ARREST

The heavy-handed Essex police also raided a family member’s house twice in the last few days, both in the early hours of the morning, a course of action that was completely unnecessary.

Tommy Robinson er savnet, men han er i fængsel hele dette år.

“Fascimen kæmper ikke for at leve, den lever for at kæmpe.” Hamed Abdel-Samad om det prekære emne islam/islamisme. Det letter forståelsen at kalde ‘islamisme’ for rettroenhed. Ingen muslimske ledere har kunstbegrebet ‘islamisme’ i deres ordbog. Det findes, for at Politiken, de Radikale og den svenske Riksdag kan sove roligt om natten lidt endnu. Må de dø som Svend Auken, inden de vågner, det er så venligt ment, som jeg kan. Video: Hamed Abdel-Samad auf Phoenix (tysk, utekstet)

England: Ramadan-kompatible eksaminer

GCSE betyder General Certificate of Secondary Education, eksaminer for 14-16-årige

Proposals to bring forward GCSE and A-level examinations so Muslim pupils aren’t fasting for Ramadan during the exam season are to be debated at an education conference this month.According to the Mail On Sunday, another option to be discussed at the Association of Teachers and Lecturers Union (ATL) conference is holding exams in the morning when fasting pupils are less likely to be hungry.

It has also been suggested that Muslim students who feel their performance has been affected by their fasting could be eligible for extra marks due to ‘extenuating circumstances’. The problem has arisen because Ramadan, a holy period in the Islamic calendar requiring Muslims to fast during daylight hours, will fall progressively earlier in the summer from next year – eventually clashing with the May-June exam season in 2016.Plans to overhaul GCSE timetable to avoid clash with Ramadan (Did Muslim hardliners try to infiltrate and takeover 25 Birmingham schools? Probe into ‘Trojan horse’ plot expands)

The EU has no extensions to offer for a clash of civilizations

There’s an area of French society bleak beyond any let’s-pretend action-plan or incantatory chorus about brotherhood. The country’s existential problem of coming to terms with more than five million Muslims in its midst—and how these immigrants and citizens accommodate (or flout) French law and custom—is deepening into a new phase of what is described as intolerance, seeming incompatibility, and political polarization.

Minus the multi-syllabic wadding, reality says France is knee-deep in racial and religious nastiness. It is widely perceived at schools, in the metro and on the streets. And it precludes evasion.”An unhealthy climate grows day after day in our country,” the leaders of four major religious denominations warned in a statement over the weekend. “It’s urgent to react and get a grip on ourselves.” But the problem doesn’t go in a single direction. It involves a dissolving and disputed notion of French identity.

As real as discrimination against Muslims has become, researchers describe the growth of Muslim communities at the edges of large French cities that are developing parallel cultures. They are said to demand an allegiance to fundamentalist Islam, thus antagonizing the national majority’s notion of the French way of life.The result is a kind of double sense of victimization: Muslims are drawn by extremists into a rage about “Islamophobia,” while poor whites are lured toward the hard right with promises of understanding and protection by the National Front. Ultimately, France can handle its tribulations with big deficits, low competitiveness and tardiness in meeting European Union fiscal-consolidation targets. But the EU has no extensions to offer for a clash of civilizations that exemplifies Europe-wide concerns. WSJ.

I år er det 50 år siden albummet A Hard Days Night med The Beatles udkom. På onsdag den 16.april er det nøjagtigt at 50 år siden, at titelsangen blev indspillet.

Beatles lød på scenen, som de lyder på LP’en, som jeg stadig har, og som man kan høre det på deres BBC indspilninger. George Harrison introducerer den 12-strengede Rickenbacker, som man hører allerede fra åbningsakkorden. Det var lige akkurat mens TV slog igennem i Danmark, men de viste ikke sådan noget.

At gå i biografen og se filmen, var som at gå til en rigtig koncert. Jeg har altid bedst kunnet lide The Beatles efter de blev rutinerede, men inden de blev eksperimentelle og mondæne, nemlig fra juli 1964 til december 1965. A Hard Day’s Night, Beatles for Sale, Help! og Rubber Soul, 3. december 1965 – mens de endnu havde en legesyg duft af havnebyerne Liverpool og Hamborg. Det var uskyldigt og heldigt at være 14 år i 1964, og uskyldighed er hvad jeg ønsker alle på den alder. Det bliver nok svært.

Lad mig minde om min ven, som kom i John Lennon’s hjem hos tante Mimi Smith i Liverpool, gik i skole med ham, og senere på art-school, men som stort set ikke vil tale om ham, fordi han ikke kunne lide ham og ikke vil tale dårligt om de døde. Jeg har prøvet at få ham til at snakke til mikrofon, og det har ikke nyttet noget. Man kan se hele Richard Lesters film her, dens britiske charme og ironi holder: The Beatles – A Hard Day’s Night film (1964)

Vi behöver hjälp! Vi vet att många av våra följare kommer från Staffanstorp, eller har vänner och bekanta i området. Våra poliskolleger i Staffanstorp behöver er hjälp. Under eftermiddagen besökte ett ungdomsgäng biblioteket i Staffanstorp. Av någon okänd anledning valde dessa att välta omkull hyllor med böcker och de bar sig allmänt illa åt. De sprang senare från platsen. Har ni sett något eller vet något om händelsen? Ring 114 14 eller skicka ett meddelande till tipsapolisen.skane@polisen.se. Du kan vara anonym. Bibliotek vandaliserat av “ungdomsgäng”

»Muhammedkrisen var kun et komma«

Jyllands Posten interviewede i søndags sin fhv. chefredaktør, den desillusionerede Carsten Juste, der ikke kunne istemme glæden over Akkaris bog, der foruden at være forbigået i tavshed af en hel del danske kunstnere og intellektuelle, har mødt total tavshed i norske og svenske medier, der over en bank svigtede Danmark i 2006 med undtagelse af Vebjørn Selbekk, Hans Rustad og Hege Storhaug. Ikke havde de ventet at få trukket bukserne ned kun otte år efter. Til orientering for nordmænd og svenskere, fylder Ahmed Akkaris bog så meget i danske medier, at det er umuligt bare at gengive en brøkdel.

Intet er så svært for angiveligt voksne mennesker, som at sige: “Jeg tog fejl” og det til trods for, at enhver intellektuel hver morgen skal spørge sig selv, om hans standpunkter holder, ligesom enhver naturvidenskabsmand skal torpedere sin nye teori, for at se om den holder, ethvert nyt medikament skal testes hundreder af gange i dyreforsøg. Men ikke Bo Lidegaard, Uffe Ellemann og talrige danske anstændighedskunstneres fejlslagne vurderinger, der er rigtige selv når de er forkerte.

Ingen af alle partierne bag Udlændingeloven af 1983 har indrømmet de tog fejl, selvom deres langt senere handlinger viser, de udmærket ved, de tog fejl, og danske socialdemokrater til dato betaler for det. Der var en enkelt dansk historiker og eks-kommunist, der ransagede sig selv efter kommunismens fald, det var alt, bortset fra Ole Sohn, der havde en politisk karriere og pension at tage hensyn til. Så svært er det at sige: “Jeg tog fejl.” Jeg kan naturligvis også tage fejl, hvis jeg ikke er den første til at opdage det, håber jeg at jeg kan indrømme det i denne hørm af  selvfedme, påståelighed og forfængelighed. Fra I dag ser det kun ud til, at vi tabte. (ikke online).

»Der går en rød tråd af danskhed gennem hele forløbet – både det at vi trykte tegningerne og nu Akkaris undskyldning. Den danskhed kan jeg næsten ikke holde ud. Den måde vi nu alle sammen står og omfavner hinanden og lader, som om sagen er slut. Det er svært at sætte ord på, men der er noget latterligt over det. Som om vi ikke tager tingene rigtig alvorligt eller rigtigt højtideligt.

Her er der tale om en mand, der har sat Danmark på den anden ende, kostet millioner for erhvervslivet, skilt et folk ad, sat ambassader i brand, kostet menneskeliv og bragt tusinder af mennesker i fare. Nu skriver han så en bog om det, og så står de alle sammen og klapper og giver hånd – i skøn forening med de gamle arvefjender. Jeg er tæt på at brække mig. Det er åbenbart en del af den danske folkekarakter.«

For Carsten Juste er Akkaris bog og undskyldninger ikke noget punktum, understreger han. Det er et komma. Muhammedkrisen er ikke forbi. Den er hverdag. Han lever stadig med politibeskyttelse og bor stadig bag en ståldør med adskillige låse på en hemmelig adresse, hvor der er sikkerhedsrum og direkte forbindelse til politiet, og han står stadig højt på al-Qaedas dødsliste.

Fortsæt med at læse “»De unge valgte at opføre sig dårligt«”

Apropos EU, som Weston ikke giver mange potter the for i videoen, skriver Uhrskov i dag i Udmeldelse:

Når skotterne senere i år stemmer om uafhængighed fra Storbritannien, skal de lige huske på, at de ikke skal regne med optagelse i EU. Sådan siger kommissær Manuel Barroso. Hensigten er naturligvis at true skotterne til at stemme nej til selvstændighed. Barroso er for øvrigt formand for EU-kommissionen. Sjovt som EU har indforskrevet sig i traditionen fra det tidlige Sovjetunionen, hvor ministre også gik under stillingsbetegnelsen “kommissærer.”

Da Schweiz tidligere på året stemte ja til at lade Schweiz selv styre indvandringen til landet, var formand for EU-parlamentet Martin Schulz hurtigt ude og true schweizerne med bål og brand og økonomisk deroute, hvis ikke det trodsige folk kom på bedre tanker. Sådan handler det EU, der skulle forestille at være slutpunktet for al menneskelig lykke.

Samme Martin Schulz er glad for at true. Da endnu en skibskatastrofe med fattigdomsflygtninge fra Afrika havde fundet sted, kunne dette generøse menneske proklamere, at han ikke ville acceptere, at der kunne være medlemslande, der meddelte, at de ikke ønskede at tage del i den uendelige strøm af mennesker fra Afrika. En rigtig hædersmand er denne Martin Schulz.

Ur led är tiden: Miljøpolitik i Nysverige

Forleden var der gräl, stress, sömnsvårigheter, ångest, högt blodtryck på fredsforskningsinstituttet SIPRI, og idag ligner det skinhellige Miljøparti parlamentet i Kabul eller Kiev. Går alt efter planen, tæver de snart hinanden i Riksdagen. Här ryker deltagare ihop på MP-mötet:

Fortsæt med at læse “Paul Weston at Kent University, April 9, 2014”