97% af samtlige kreative nyskabelser gennem tiderne er udtænkt i Vesten. Forklaringen er Vestens åbne og konkurrerende samfund. Så klart er budskabet fra forfatter og investor Lars Tvede, som i sin nye bog ‘Det kreative samfund’ udfolder sin analyse af civilisationernes historie. De store mellemøstlige og østasiatiske civilisationer var førhen foran os i Vesten, men så slap vi kreativiteten løs. Hvad skete der? – Og kan vi fastholde vort historiske momentum?
I bogen argumenterer Lars Tvede for Vestens overvældende andel af verdenshistoriens samlede opfindelser. Men han tegner samtidig et billede af en vestlig nutid præget af gældsætning og strukturkrise, og hvor overdreven politisk regulering er ved at bremse os. ‘Det kreative samfund: Hvorfor kom Vesten foran?’
Jeg var der i et stopfuldt Cepos, og kan meget anbefale at høre det. Lars Tvede begynder minut 5:10. Kai Sørlander anmeldte Tvedes bog i Weekendavisen den 17.1.2014 Anm: Falske forestillinger (ikke online) og skrev blandt andet:
Tvede blotlægger altså en simpel historisk dynamik, som indebærer, at civilisationer bliver stærke og rige, når der er omstændigheder, som fremmer kreativitet og samhandel. Til gengæld vil de så igen svækkes, når disse omstændigheder ikke længere er til stede. Civilisationer kan med tiden få dårlige ideer, som undergraver deres egen kreativitet og samhandel. De kan stivne i traditioner og regler, som blokerer for nytænkning. Generelt har civilisationer en næsten uundgåelig tendens til at sande til og blive dekadente.
Disse enkle historiske dynamikker illustrerer Tvede med et rigt eksempelmateriale. Han fortæller om Kinas opblomstring og forfald. Og en tilsvarende historie om Romerriget. Desuden informeres vi om, hvorledes den islamiske kultur kvalte sig selv indefra.
Det er en øgning på 325 procent siden 2012. Trafikken over Middelhavet er ikke en krise. I ‘krise’ ligger, at noget har en begyndelse og en slutning. Invasionen af Europa sydfra er en menneskelig lavine, som kun lige er begyndt at rulle, og som kan feje europæisk kultur i Europa af vejen på få årtier. Lavinen har en begyndelse, men ingen ende som er i sigte. Syrienkrigene vil gå over om fem eller ti år, men der vil komme andre og større ulykker end dem, der nu rammer Syriens ‘kun’ 21 mio. indbyggere.
Forestil jer, at Egyptens 86 mio sank ned i noget lignende, eller at det sker om tolv år, når der er 100 mio egyptere. Egypten vokser med over en mio. mennesker om året. (Alene Pakistans og Bangladesh’ befolkningsøgning på ét år er på 5.5 mio., mere end hele Norges befolkning.) Verdens befolkning øger med 75 mio. om året, og øgningen sker næsten udelukkende i de mest dysfunktionelle lande, som derved bliver endnu mere dysfunktionelle og flygtningeproducerende i en ond cirkel.
Afrikas befolkning er fordoblet til 2.4 milliarder i 2050, det femdobbelte af EU’s, om kun 36 år. Det er denne generations europæere, som skal beslutte sig for om det vil leve eller fejes over i dyngen af 200 forsvundne civillisationer i menneskets historie, og ingen politiker siger noget der tyder på, han har indset det. De hopper fra tue til tue, de har ikke noget der ligner et svar, og intet der afslører at de ser bare 30 år ud i fremtiden.
Italienerne sender invasionsstyrken nordpå, men også det er kun at købe sig tid. Svarer nationale politikere ikke snart, svarer EU at vi skal aftage Afrikas givetvis mere og mere lidende befolkningsoverskud, og så er løbet kørt for vestlig kultur i Europa i al fremtid.
Enhver europæisk vælger må naturligvis forlange af de politikere, de lønner, at de omgående holder op med at forråde deres folk på dette eksistensspørgsmål og at de sætter sig bare overfladisk ind i de demografiske realiteter. Indvandring til Europa kan ikke afhjælpe en brøkdel af verdens befolkningsproblemer, men den kan opløse Europa.
Skaderne på Europa er allerede så betydelige, at ingen politiker længere kan påberåbe sig at være i god tro. Hele Europa vil komme i en svensk situation, eller det der er værre. Fortsat benægtelse eller passivitet vil af visse oprindelige europæere uvægerligt blive opfatttet som bevidst krigsførsel, og så bliver det meget, meget lidt sjovt at være europæisk politiker og apologet for en ‘multikultur’, der ikke et sekund på 40 år har haft noget folkeligt flertal. Hvor mange livvagter kan PET levere? Hvem ønsker sig sådanne tilstande? Se hvad der er under opsejling, og undgå det mens der er et årti eller to tilbage. Vi er i færd med at lade os ødelægge af en asylkonvention, der stammer fra før internettet, mobiltelefonen, ja, før der fandtes TV i Danmark, og der er næsten ingen politiker, der ikke betragter den som Moses tavler.
The number of refugees landing in Italy rose tenfold in January, the country’s deputy interior minister has said, complaining of an “incessant and massive influx of migrants”.January 2014 saw a total of 2,156 migrants in Italy, compared to 217 the previous year, the official added.” In 2013, Italy was subjected to an incessant and massive influx of migrants from North Africa and the Middle East”.
The average Dutch household could be better off by over €9,800 a year [73.182,07 DKK] and national income will grow by more than €1.5 trillion if Holland leaves the European Union, according to a study.
Research by the British Capital Economics research group into “Nexit” – a potential exit by Holland – found that the country could benefit significantly over the next two decades if it were to swap the EU and the euro for a status similar to Switzerland or Norway.
Man skulle ikke tro, Sverige havde bevilliget 1 640 978 mio opholdtilladelser og mangler boliger, arbejde og endda pladser til 5.300 asylsøgere om måneden. Life is jolly good at Migrationverket. Deres nye You Tube kanal på mange sprog, er pædagogik på eksport og et land på udsalg (rea) i en industriel skala. Som jeg skrev, landets ledere er blevet psykotiske, og befolkningen er lammet af det fra Medicinsk Kompendium bekendte “uppgivenhetssyndrom”.. Sverige vil blive, og er det allerede med jævne mellemrum, en sikkerhedstrussel for sine naboer. Danske og norske politikere kan dukke sig, men de vil blive røget ud af deres huller af begivenhederne før eller siden.
Sweden: “I felt like I was interviewing dissidents in China again”
The Englishman Iain Channing returns to Sweden, the country he lived in during the 1980s. What has happened to the safe and well ordered country that was so admired throughout the world? Do people really appreciate the politicians’ radical experiment in social engineering? And what about Malmö – Sweden’s preeminent test tube? Here is Channing’s report – the second of three.
“And if you tell people that you have voted for the Sweden Democrats, they will call you racist. And so everybody …” he said no more, but made a zipping motion, moving his hand across his mouth. “Everybody thinks the same about this, but nobody dares say anything. Swedes, you know, do not like to be judged.” I felt like I was interviewing dissidents in China again.
“Why don’t Swedes simply vote for the Sweden Democrats and not tell anybody?” “I don’t know. Sorry, I don’t read much. I don’t understand this mång- mång- stuff (multi- multi- stuff—he couldn’t remember the word “multicultural,” mångfaldig). I just know it has gone too far. Do you have the same problem in your country?”. “Yes. Pretty much.”
I asked him if he had thought of emigrating, trying his luck elsewhere. “Oh yes, many times. To America or Canada. But I wouldn’t go unless there was something already fixed up in advance. If I went would they give me social contributions when I got there?” “I doubt it.” Kebabland – Part 2 Lukewarm feelings for Sweden, Iain Channing
“Hier stehe ich, ich kann nicht anders”
Islam continues to grow in power and influence across Europe. But at a recent concert in Speyer Germany, 25 kilometers south of Worms, one Christian woman decided to stand up to it. “DITIB: The Armed Man: A Mass for Peace” by Welsh composer Karl Jenkins was supposed to be an interfaith event to bring Christianity and Islam together.
But when the Muslim imam began his call to prayer during the concert, he was interrupted by a small woman in the balcony proclaiming that “Jesus Christ alone is Lord of Germany,” and shouting, “I break this curse.” She also invoked the name of Martin Luther and warned the audience that what was happening was “a lie.” The video went viral.‘Brave German Woman’ Rebukes Islam’s Lie –Soeren Kern: Germany Aiming to Become More Muslim Friendly
“I love his music, and I love the fact that he is such a brave, talented man. He became involved in the Russian Orthodox church at a time when that was dangerous, and for the last 20 years he has written religious music for ensembles that might have existed in the middle ages. He’s completely out of step with the zeitgeist and yet he’s enormously popular, which is so inspiring. His music fulfils a deep human need that has nothing to do with fashion.”Steve Reich: The Reich stuff
The Trisagion (Greek: Τρισάγιον “Thrice Holy”), sometimes called by its opening line Agios O Theos or by the Latin Tersanctus, is a standard hymn of the Divine Liturgy in most of the Eastern Orthodox, Oriental Orthodox and Eastern Catholic churches. The hymn is of great antiquity, and perhaps much older than the event assigned by the Greek Menology as connected to its origin.
The tradition recounts that during the reign of Theodosius II (408-450), Constantinople was shaken by a violent earthquake, 24 September, and that whilst the people, the emperor and the Patriarch Proclus of Constantinople (434-446) were praying for heavenly assistance, a child was suddenly lifted into midair, to whom all cried out Kyrie eleison (‘Lord, have mercy’). The child was then seen to descend again to the earth, and in a loud voice he exhorted the people to pray : Holy God, Holy Strong, Holy Immortal, have mercy on us.’ After giving this exhortation, the child reposed. Trisagion
(kilk foto f. helskærm) – Da jeg forsinket af et møde kom forbi de pæne Radikales partikontor i den pæne gade over for Kogens Have kl 18, var facaden renset for venstreuatonom-SF-grafitti, men jeg så, at facaden skulle have været rød. Glasskårene var fejet op, men det kan da ikke udelukkes, at ‘aktivister’ giver mig en ny fotolejlighed.
Jeg går overhovedet ikke ind for angreb på personer eller ejendom, men det er jo urkomisk hykleri at se de Radikale ømme sig hysterisk over hærværk og hetz, der har ramt utallige andre med andre synspunkter. Hvorfor tror De Radikale, at Dansk Folkepartis lokalkontor ligger på det terrorsikrede Christiansborg, hvor det ikke kan angribes af….ahømmm, aktivister? Lad os nøjes med at kalde det en ‘en poetisk retfærdighed’, at nogle på venstrefløjen angriber deres partikontor i disse tider hvor Rikke Hvilshøj, Morten Uhrskov, Kurt Westergaard og Lars Hedegaard skal opleve politisk chikane og det, der er værre. SF og de Radikale har smagt deres egen anstændighedsmedicin, quelle horreur.
Den usvigeligt nævenyttige Margrete Auken er oprørt og forstår godt sin datters karrieretræk. “Forfærdelige svinestreger over for hende”. Det gør vi andre også: Hun vil ikke være præst, hun vil være professionel politiker, og hun kan ikke vente til SF bliver regeringsmodent igen om 50 år, for da er Ida Auken 86 år gammel. Lad dog barnet, Margrete! Ro på, hun kravler, hun er allerede EU- og erhvervsordfører for Radikale.
Nu er socialdemokraterne ikke den sikre karrierevej, det var for bare 15 år siden, så det kan da ikke udelukkes at Astrid Krag og Auken junior er DF’ere om ti år. Socialdemokraterne har brug for revl og krat, ‘strandgods’ ville være ordet, og det har de fået. Ole Sohn har nok foretaget sit sidste strategiske træk, kommunisten Sohn ender som den velhavende, agtede, ældre statsmand. Kan man bebrejde mig, jeg i det store hele ikke kan døje politikere, og surfer væk så snart én dukker op på kanalen? Claes Kastholm har også set karrierepolitikere nok, til at genkende opportunister uden substans: Den søde Kløe:
Da Astrid Krag kandiderede til formandsposten i SF efter Villy Søvndal, erklærede hun, at hun brændte for SF. I dag, 15 måneder senere, erklærer hun, at hun brænder for Socialdemokratiet…. Da Ida Auken var medlem af Thorning-regeringen, erklærede hun ved enhver given lejlighed, at hendes mål i tilværelsen var at føre SF-politik ud i livet. Nu, nogle døgn efter at SF er trådt ud af regeringen, erklærer hun, at hun har værdier til fælles med Det Radikale Venstre…… Astrid Krag og Ida Auken har tre ting til fælles: De har en umættelig trang til at belære andre om, hvordan de bør leve. Den anden er en ustyrlig længsel efter magtens søde kløen. Og den tredje er, at de har indset, at skal det nogensinde klø igen, så må de finde nogle partier, der ikke er dødens pølse for magtstræbere. I daglig tale hedder den slags banal opportunisme og levebrødspolitik. Når der er tale om kvinder fra den finere del af venstrefløjen, hedder det ny erkendelse
1. The EU Promotes Crime and Instability
2. The EU Weakens Europe’s Cultural Defenses
3. The EU Promotes a Bloated Bureaucracy
4. Excessive Regulation and Centralization is bad for Freedom and for Prosperity
5. The Lack of a Real Separation of Powers in the EU Invites Abuse of Power
6. The Lack of Transparency Leaves the EU Vulnerable to Hostile Infiltration
7. The EU Leads to Less Freedom of Speech
8. The EU Fails to Consult its Citizens and Insults Them When Doing So
9. The EU Undermines Political Legitimacy and Connections between Rulers and the Ruled
10. The EU Spreads a Culture of Lies and Corruption
The European Union (EU) is not good for prosperity in Europe. Perhaps it would have been so if it had remained a free trade zone, as it was first claimed to be. However, the bloated and excessively centralized bureaucracy of the EU today is clearly harmful to ordinary Europeans. It is nonsense to believe that this ramshackle, top-heavy Frankenstein monster is going to make Europe more competitive.
As I warned in 2008, the EU does not protect the peace in Europe. On the contrary, it undermines stability in the continent by dismantling border controls at a time of the greatest population movements in human history. Many immigrants come from unstable countries whose instability spills over to European states. Through its senseless immigration policies, the EU may become partially responsible for triggering internal conflicts in several European countries. It may be remembered as the “peace project” which brought war to Europe again.
The European Union has created a borderless region from Greece to France and from Portugal to Finland, yet the citizens of these countries still pay most of their taxes to nation states whose borders are no longer upheld. It is ridiculous to pay up to half of your income to an entity that no longer controls its own territory or legislation. Unless national borders are re-established, the citizens of EU member states no longer have any obligation at all to pay taxes.
EUSSRThe EU promotes a ridiculous amount of laws and regulations, yet street crime goes largely unpunished. Laws are used to punish law-abiding citizens while real criminals rule the streets, although this flaw is admittedly shared with many national governments. European authorities make a mockery out of the social contract every single day as they fail to uphold law and order.
In Scandinavia, the cultural critic and columnist Kasper Støvring published a book in early 2014 making many of the same arguments: The EU does not promote “peace” in Europe. On the contrary, it could be sowing the seeds of future conflicts by systematically breaking down dozens of European nation-states at the same time. The open borders through its Schengen Agreement and the legal and illegal mass migration promoted by the EU’s policies are particularly dangerous.
What has changed since 2008? Nothing. At least, nothing positive. If anything, the problems are worse today than they were some years ago.
Frankrig har med sine tidligere kolonier og engagement i tredieverdenslande tidligt oplevet indvandringen i en større skala, end vi kender i Danmark. Af landets 65 millioner indbyggere menes over 6 millioner at være muslimer, der fortrinsvist har bosat sig i forstædernes store boligkomplekser. Den 35-årige historiker Gérald Pichon, der i en årrække har boet i sådanne boligområder, beskriver i bogen Hvide svin! hvordan dette nye Frankrig opleves af den oprindelige befolkning.
Kommissær Lucienne Bui Trong fra det franske efterretningsvæsen har ud fra studier af volden i byer anført, at 85% af gerningsmændene stammer fra Maghreb-landene. Ofrene for vold, voldtægter, pengeafpresninger og bilafbrændinger er fortrinsvist hvide, fortæller stifteren af SOS Racisme, Julien Dray.
Når franskmænd bliver bestjålet af indvandrere, er der oftest ikke tale om berigelseskriminalitet, der sker af sociale årsager, sådan som fornægtere af den anti-hvide racisme mener. Det er ikke offerets smartphone eller mærketøj, som gerningsmanden går efter. Det er ydmygelsen af offeret, der motiverer gerningsmanden, når han udviser sin dominansadfærd. Ydmygelsen af et folk er særlig effektfuld, når man voldtager dets kvinder. (“tournante” som forekommer i videoen = gruppevoldtægt, at tage tur, at skiftes.) Kirsten Valeur: ”De kalder os hvide svin” (Pichons bog SALE BLANC ! Chronique d’une haine qui n’existe pas er oversat til dansk og kan købes her)
Vore det val idag och lärarna fick bestämma så skulle vänsterblocket med S, MP och V ha en tydlig segervittring. Hela 40,2 procent av lärarna säger att de definitivt skulle rösta på dagens opposition mot 18,7 procent för sittande regering. Det visar Orvesto Konsuments nya siffror som Lärarnas tidning har tagit del av.
Av lärarna i undersökningen har 12,2 procent uppgivit att de definitivt skulle lägga sin röst på Miljöpartiet mot 8 procent i övriga befolkningen. Samtidigt är MP det parti med störst andel potentiella väljare bland lärarna. 37,1 procent anger att de kanske skulle välja Miljöpartiet om det vore val idag. Motsvarande siffra för Socialdemokraterna är 33,5 procent.
Sverigedemokraterna har däremot betydligt sämre stöd bland lärarna. Bara 3 procent svarar att de definitivt skulle välja SD mot 6 procent av samtliga väljare. Hela 63,8 procent av lärarna markerar också att de aldrig skulle kunna tänka sig att rösta på SD. I resten av befolkningen är det 48,2 procent som anger att de aldrig skulle rösta på SD. Det största regeringspartiet, Moderaterna, har också ett svagare stöd bland lärarna med 9,3 procent mot 14,6 procent för resten av befolkningen.Lärarnas Nyheter: Vänstern vinner valet om lärarna får bestämma
Skolelærere og journalister er langt til venstre for resten af befolkningen. At det ikke skulle præge deres undervisning og journalistik, holder ikke for en nærmere prøvning. Selv gode mennesker er kun mennesker. Hvorfor de er røde, har jeg ingen anelse om. Mine egne skolelærere var det ikke. Jeg havde en historielærer, som sad i Borgerrepræsentationen for SF, men vidste vi det ikke i forvejen, ville vi aldrig have gættet det, og sådan bør det være. I Sverige stemmer over en halv million skoleelever i skolevalg af pædagogiske grunde. det mener jeg, er en politiserende uskik. En uddannelse i demokrati skal ikke være andet end indirekte via viden om verden. Demokratiske, rettænkende og lykkelige børn er ikke statens eller pædagogers anliggende – eller burde ikke være.
Venstrefløjen i Europa sidder således på centrale fag i meningsdannelsen, når den alligevel står svagt med kurs mod det værre, kan tolkes på flere måder. F.eks. at journalistik og undervisning har en ringere påvirkende effekt end antaget af journalister og skolelærere, eller hvis man vil være urimeligt venlig, at de røde lærere og journalister er 110 % saglige og objektive. Se også Erik Meier Carlsen om venstrefløjen i Europa: Moralismens nederlag. Skolelærere er dog for ingenting at regne imod indvandrere. Man kunne sige, at de kristelige sosser kunne have sparet sig pinlighederne:
VÆLGERANALYSE: Positionen som landets største arbejderparti tilhører ikke længere hverken V eller S. Dansk Folkeparti er nu størst blandt de eftertragtede arbejdervælgere, viser professor Risbjergs nye vælgeranalyse.
DF fik 18,0 pct. af arbejdernes stemmer ved folketingsvalget i 2011, men nu står partiet til at få hele 26,7 pct. blandt arbejderne. Dermed overgår DF akkurat både Socialdemokratiet (24,6 pct.) og Venstre (24,1 pct.) som arbejderparti.
“Dansk Folkeparti har med kritik af Socialdemokratiets velfærdspolitik fået større tilslutning fra traditionelle socialdemokratiske kernevælgere som arbejdere, lavere funktionærer og arbejdsløse, og DF truer dermed i stigende grad Socialdemokratiets traditionelle rolle i dansk politik,” siger Søren Risbjerg Thomsen. DF har altid stået stærkere blandt arbejderne, end blandt det samlede vælgerkorps. Men det er første gang nogensinde, at DF er det største arbejderparti i Risbjergs vælgeranalyser. Altinget.
Ett år: ”Alle kan tilgis, bare ikke meg”
I dag er ettårs dagen for attentatet mot redaktør, forfatter og historiker Lars Hedegaard. Et attentat norsk media har viet svært lite oppmerksomhet, det til tross for at det skjedde i vår tidligere hovedstad København, og til tross for at alt tyder på at det var et angrep på oss alle: på vår sivilisasjon – vår ånd. Hedegaard mistet det frie livet. Det gjør vondt. Også for de som evner å ta innover seg det nye Europa.
Det var noen ord som falt i København i fjor som jeg aldri kommer til å glemme. Jeg hørte dem selv, for jeg var så heldig å ha anledning til å være til stede da Lars Hedegaard for første gang etter attentatet møtte offentligheten – vel og merke i et barrikadert Folketing. Han sa:
Jeg savner familien min og vennene mine. De kan ikke besøke meg, og jeg kan ikke besøke dem. Jeg savner å sitte sammen med venner og diskutere politikk og samfunn. Jeg savner å gå tur på stranden og tur i skogen. Jeg vet ikke hvor jeg skal bo i fremtiden. Jeg får ikke tilbake et alminnelig liv.
