I Sverige er der jo knæsat den holdning, at indvandrings- og islamkritikere i virkeligheden er ‘antidemokrater’. De er i konflikt med landets grundlæggende værdier, dets ‘värdegrund’. (Hvis Danmark har en ‘värdegrund’, så er det ikke noget vi bærer i knaphullet.) Der er ingen andre samfund i Europa , der mener noget så vanvittigt, selvom Norge har en rem af huden. Hvordan kan det være?
Sverige er et kollektivistisk samfund, der gennem århundreder har opbygget en konformitet, som har tjent det godt. Det var praktisk når man skulle samle forråd til vinteren eller brække tonstunge klipper op for at dyrke en mark, at folk mente det samme samtidigt. Nu er landet imidlertid blevet ‘mangfoldigt’ og demokratisk, men landets sjæl lever stadig i forgange århundreder: Derfor er det i virkeligheden suspekt at være uenig, uenighed er ‘antidemokratisk’ (oversat: det splitter fælleskabet) trods det, at demokrati netop er en måde at administrere uenighed på. Den svenske psyke behøver slet ikke et demokrati.
Sådan havner man i det vitterlige vås, at dissens er udemokratisk, der dog har en betydelig sidegevinst: Hvis man kan dømme politiske modstandere ud så nemt, slipper man lange diskussioner og for at forholde sig til besværlige ting som kultur og statistikker over økonomi og kriminalitet, man behøver ikke forholde sig til virkeligheden. Det er vældig tidsbesparende for dovne og hovne mennesker.
Det er af samme grund, man kan mene, at det er kulturminister Lena Adelsohn Liljeroths demokratiske sindelag, der ikke stikker ret dybt. Der er intet der er hende modbydeligere end ‘mangfoldighed’ og ‘forskellighed’. Lige under polituren har hun et urfjeld af svensk folkesjæl: Vi holder sammen eller du bliver udelukket af flokken, som det er sket for så mange andre svenske dissidenter fra fagforeningsmedlemmer til kunstnere, rigtige kunstnere ikke artister. At man overhovedet kan være dissident i et demokrati, siger i virkeligheden det hele. Den nationaldemokratiske Nya Tider er med danske øjne ikke videre ekstrem, der har en let odeur af den sædvanlige svenske antipati mod jøder og Israel, der giver hele nationen så mange skyldfølelser, at de opfører sig underligt. Iøvrigt har masseindvandringen ingen demokratisk flertalsforankring, det er allerede der, det hele løb af sporet. Der skal stadig mere totalitære metoder til for ikke at få afsløret et politisk total- haveri. Svensk ikke-debat er kluntet damage-control udført af….ikke-demokrater. Antidemokratiska tidningar bör inte få statsstöd
Rätten att yttra alla typer av budskap, även antidemokratiska, skyddas i grundlagen. Men att få presstöd är ingen rättighet som tillkommer samtliga tidningar. Min uppfattning är klar: Skattemedel ska inte användas för att främja spridningen av åsikter som strider mot demokratins grundläggande värden. Det skriver kultur- och medieminister Lena Adelsohn Liljeroth (M), inför Presstödsnämndens beslut om presstöd till högerextrema Nya tider. Sverige ska vara ett tolerant och humant land, med mångfald och respekt för individens grundläggande fri- och rättigheter. I detta ligger acceptansen för att vi är olika. Antidemokratiska tidningar bör inte få statsstöd
Lad syrerne blive i deres egen kulturkreds
Det indlysende er naturligvis det sidste asylindustrien (hvortil hører næsten hele den svenske rigsdag og hele pressen) kommer i tanker om. Blandt fordelene for dem ved ikke at komme til Vesten, nævner Daniel Pipes at de undgår:
Hunde som kæledyr, Et svinekødspræget køkken og et socialt samvær gennemsyret af alkohol, Upassende klædte kvinder, ballet, skønhedskonkurrencer hvor deltagerne er iført badedragt, singlekvinder som bor alene, kønsblandet badning, dating og lovlig prostitution. Lesbiske barer, homoseksuelle pride-parader og homoseksuelle ægteskaber. En afslappet holdning til hallucinogener. Blasfemiske romaner, politikere som er imod Koranen, organisationer for frafaldne muslimer og en præst, som gentagne gange i fuld offentlighed afbrænder Koraner.
Selv undgår vi naturligvis endnu mere muslimsk kaoskraft, at sende vores børnebørn i krig og statsministre som Thulesen Dahl, Wilders og Le Pen. Daniel Pipes fra Let Refugees Remain in Their Own Culture Zones:
Pausen i krisen om kemiske våben giver mulighed for at vende opmærksomheden mod den kolossale strøm af flygtninge, som forlader Syrien, og genoverveje nogle af de fejlagtige forslag vedrørende deres fremtid.
Omkring en tiendedel af Syriens 22 millioner indbyggere er flygtet ind over en international grænse, de fleste til nabolandene Libanon, Jordan og Tyrkiet. Da disse lande er ude af stand til at håndtere dette, har deres regeringer begrænset adgangen, hvilket har skabt international bekymring for syrernes tilstand. FN’s højkommissær for flygtninge, António Guterres, foreslår, at hans afdeling (citeret i Guardian) “forsøger at genbosætte ti tusinder af syriske flygtninge i lande, som har bedre råd til at rumme dem,” ihukommende det irakiske genbosættelsesprogram efter 2003, hvor 100.000 irakere blev genbosat i Vesten. Også andre ser instinktivt mod Vesten for at finde en løsning; USA’s Konference af Katolske Biskopper har for eksempel opfordret de vestlige stater “til at gøre mere” for de syriske flygtninge.
Appellen er blevet hørt: Canada har tilbudt at tage 1.300 syriske flygtninge og USA 2.000. Italien har modtaget 4.600 syriske bådflygtninge. Tyskland har tilbudt (og er begyndt at modtage) 5.000. Sverige har tilbudt asyl til de 15.000 syrere, som allerede befinder sig i landet. Lokale grupper forbereder sig på en betydelig tilstrømning overalt i Vesten.
Fortsæt med at læse “‘Yttrandefrihet är bra så länge alla yttrar samma sak’”