
Man kan sige, at dette er den første anmeldelse bogen får i MSM overhovedet, idet man roligt kan kan se bort fra Aftonbladets svinetreg, der var sigende om avisen, men ikke om bogen. Jeg må desværre ikke gengive den hele for Weekendavisen, hvad jeg ikke kan fortænke dem i, men det må udlandet, så jeg linker, når det dukker op. Det er en stor glæde for os, der har læst og omtalt bogen, at Nordens bedste avis giver den plads. Hvis jeg skal sige det lidt uformelt, så udstiller Weekendavisen og letter ben op af det samlede svenske journalistkporps med denne anmeldelse.
Debatbog. En ny svensk debatbog påpeger, hvor nemt det er at være tolerant, når man bor i en velhaverghetto.
MED undtagelse af Sverige. Her [i Sverige] lever den politiske og intellektuelle elite stadig i en boble, hvor man er racist og fremmedfjendsk, hvis man er af den overbevisning, at landet umuligt kan klare, at den nuværende asylpolitik fortsætter. Sverigedemokraterna, som er Dansk Folkepartis svenske sidestykke, holdes ude af samarbejdet i Riksdagen, fordi alle de andre partier er enige om at anse dem for racistiske. Og de få intellektuelle, der har forsøgt at sætte gang i en realistisk og åben demokratisk debat om indvandringspolitikken, er foreløbig blevet frosset ude.
Det er Sveriges tragedie. Derfor er denne bog så vigtig. Den er skrevet af Karl-Olov Arnstberg, som er professor i etnologi, og Gunnar Sandelin, som er journalist, og den forsøger at belyse alle de fakta, som skal med i en rationel stillingtagen til den svenske asylpolitik. Bogen indeholder kapitler om indvandringens omfang og karakter, om dens omkostninger og om den kriminalitet, som indvandrerne begår. Desuden fortæller den om de teknikker, hvormed asylansøgere kan bedrage sig til opholdstilladelse, og om de organisationer, som mod betaling bringer asylansøgerne frem til Sveriges grænse. Og komplementært til alt dette dokumenterer bogen også, hvorledes den svenske debat om asylpolitikken er blevet undertrykt. Folket skulle ikke høres, men opdrages. I den forbindelse sluttes med et kapitel om forskellen mellem Danmark og Sverige. Anm: Racisterne er de andre, Weekendavisen, 17.05.2013 Sektion: Bøger (ikke online)
Somaliere kan sendes hjem
Det burde naturligvis også gælde de tusinder, danske politikere har givet evigt ophold mod befolkningens ønske:
Efter knap to års pause vil Danmark igen begynde at afvise somaliske asylansøgere og sende dem tilbage til deres uroplagede hjemland på Afrikas Horn. Det er konsekvensen af en ny afgørelse fra Flygtningenævnet. Et flertal af nævnets medlemmer vurderer, at risikoen for eksempelvis vold, terror og drab i den somaliske hovedstad Mogadishu ikke længere er stor nok til, at Danmark som udgangspunkt skal tage imod alle somaliske flygtninge.
»Nævnet har ikke fundet, at de generelle forhold i og omkring Mogadishu i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 7 (Flygtningekonventionen, red.),« skriver nævnet efter at have vurderet fem konkrete prøvesager.I februar vurderede Udlændingestyrelsen på baggrund af en dansk-norsk fact finding-mission til Somalia, at sikkerhedssituationen var forbedret i en sådan grad, at hjemsendelserne kunne genoptages, og det er den vurdering, som Flygtningenævnet nu har blåstemplet. Danmark vil sende somaliere hjem
Husby er ikke et sted i Sverige
Af CHRISTIAN SKAUG
Saken er rett og slett at det ikke er noen verdens ting å gjøre, annet enn å håpe på at den sosiale mobiliteten på slike steder ikke er null, og la være å forsterke problemene med en vanvittig innvandringspolitikk, slik at disse ikke vokser ukontrollert.
Det vil si, geografisk, juridisk og folkerettslig er det naturligvis det, men økonomisk bare i begrenset grad, og sosialt nesten ikke i det hele tatt. Og skal man forstå hvorfor det ble slik, er det nødvendig å gå tilbake til 1960-tallet.
På den tiden var det boligmangel i Sverige, og staten iverksatte det såkalte Miljonprogrammet, hvor man tok sikte på å bygge intet mindre enn en million boliger på kort tid. Mange av disse boligene er å finne i blokker i de forstedene som i dag anses som problemområder, men som en gang i tiden befant seg i nærheten av levende industriområder.
Hva gikk galt?
Med utviklingstrekk som bl.a. globaliseringen var deler av den gamle svenske industrien ikke lenger konkurransedyktig. Etter nedlegging flyttet folk etter de nye jobbene, og boligmangelen avtok også av demografiske årsaker – befolkningsveksten gikk ned da abortloven ble liberalisert også i Sverige.
Da innvandringsbølgen begynte for alvor på 1990-tallet, skjedde det ulykksalige. Store grupper av personer fra land langt borte ble plassert i blokkene som mange svensker hadde flyttet ut av. De innfødte som ble igjen, var overveiende av den mindre ressurssterke delen av befolkningen som ikke hadde funnet råd til å oppgradere til en bedre bolig annetsteds, kanskje fordi man ikke hadde funnet jobb i en annen bransje enn den nedlagte man hadde arbeidet i.
For sosiologer verdt sitt salt var dette selvsagt ingen overraskelse. Noe lignende var allerede skjedd i Frankrike, og tidlig på 2000-tallet kom de første bekymrede rapportene om utanförskap: områder hvor utdannelsesnivået, yrkesdeltagelsen, valgdeltagelsen og nær sagt enhver annen indikator på deltagelse i sivilsamfunnet, var langt lavere enn gjennomsnittet – med de resultater enhver kan tenke seg.
Fortsæt med at læse “Weekendavisen recenserar Sandelin og Arnstberg”