Reinfeldt vs Åkesson i statsministerns frågestund Ligesom Cameron i dag er tvunget til at forsvare det uforsvarlige, hører man tydeligt at Reinfeldt også er. De er begge tiltagende lænket til en ulykke, og de kommer til at stå og falde med den. Utländska medier gör kopplingar till Paris undtagen Politiken, selvfølgelig, der i virkelighenden er en svensk avis for dansk middelklasse af offentligt ansat hunkøn.

Drummer Lee Rigby, R.I.P.

The soldier murdered in a terrorist attack near a military barracks in Woolwich has been named as Drummer Lee Rigby. The 25-year-old, of 2nd Batallion the Royal Regiment of Fusilliers, was killed in front of shocked onlookers.Sky News understands Drummer Rigby, from Manchester, had served two tours in Afghanistan, the latest of which was in 2009. His batallion is currently training in Cyprus but he was on attachment to the London headquarters as a recruiter. Woolwich Terror Attack: Soldier Named

‘Nordmanden’ Ubaydullah Hussain hylder terrormordet i England

Dette kan man endnu slippe afsted med, men de tosser der hylder terroristen Breivik klapper fælden med det samme over.

«Gledelige nyheter fra England. En terrorist svin fra det britiske militæret slaktet av våres modige brødre mens de ropte Allahu Akbar. Måtte Allah SWT akseptere deres handling og intensjon, og ydmyke fiender av Islam på verst mulig måte.» Ubaydullah Hussain hyller machete-drapsmannen i London

Douglas Murray: Nothing to do with Islam?

London mayor: “it is completely wrong to blame this killing on Islam”

Immediately after the 7/7 bombings the then police-chief Brian Paddick told a press conference: ‘Islam and terrorism do not go together.’ Now, after Woolwich, the Prime Minister has said, ‘There is nothing in Islam that justifies this truly dreadful act.’

Even after all these years our leaders continue to make this terrible mistake. Politicians or police chiefs must not make theological pronouncements. Though undoubtedly guided by good intentions, their line does not help but in fact exacerbates a problem – on all sides.

Fortsæt med at læse “Åkesson: “Hur långt ska det behöva gå?””

Svenske feminister m/k har skabt et kvindefjendligt samfund. Det er tone Riksdagen ikke behøvede høre på før 2010, da anstændige mennesker havde ordet for sig selv. Sidder de og vrider sig? Richard Jomshof (SD) debattade sexualbrott i riksdagen

Gjort fremmed i sit eget land

eller skal man være mere præcis og sige ‘etnisk fordrevet af sine egne politikere’?

Patrick Åserud har fått nok av press om salamifrie matpakker, blondinehets og elendige språkmiljøer. Han flytter fra et lokalmiljø han mener er i ferd med å knekke sammen under vekten av mislykket integrering. – Jenter blir mobbet for å være blonde, og farger håret mørkt for å passe inn. Det er ikke greit å være homofil på skolen, ikke ateist og i hvert fall ikke jøde. Særlig de siste tre årene har det vært skremmende å se og høre om det som skjer, sier Åserud.

Han føler at det er han og familien som må integreres som minoritet i eget land. – Jeg har vært positiv og optimistisk tidligere. Men det går en grense når det blir et flertall som ikke snakker godt norsk. Vi er mange som føler dette sterkt, uavhengig av hudfarge. En indisk familie jeg kjenner forventes å leve som muslimer fordi de er brune i huden.

– Det er ikke godt å si. Jeg frykter Rosengård-tilstander (belastet forstad i Malmø, journ.anm). Der avfyres skudd på gaten i gjennomsnitt en gang hver uke. Jeg ønsker det beste for byen, men jeg føler ikke jeg kan bære integreringen på mine skuldre, sier Åserud. Det er vanskelig å være etnisk norsk her

Uhrskov: Svensk ‘elites’ fortrængninger

TV2 News interviewede i dag onsdag en journalist fra avisen Dagens Nyheter. Hun kunne berolige med, at der den seneste nat kun er blevet brændt biler af i de svenske ghettoer

For det første gælder det om for enhver pris at holde fast i mantraet om, at det alt sammen skyldes socio-økonomiske omstændigheder. Ikke syv vildt brændende forstæder kan få den svenske journaliststand til at se på, om der er en generel forskel i adfærd mellem medelsvensson og så den gennemsnitlige ikke-vestlige indvandrer og efterkommer i Sverige, i dette tilfælde uden nogen tvivl den gennemsnitlige muslimske indvandrer og efterkommer.

For det andet påpeges det uafladeligt, hvor væmmeligt det er, at det er ”racisterne”, der vinder på det her. For den uindviede hænger termerne racist og racisme særdeles løst i Sverige. Den svenske ‘elite’ fortrænger den ikke-vestlige indvandrings konsekvenser

Masked English Defence League supporters flood Woolwich: Far-Right clash with police near scene of killing Ritzau skriver Højreekstreme amok efter drab på soldat. Som man ser på video, går de fredeligt og frivilligt derfra

Michael Adebolajo tilhørte forbudte Al Muhajiroun

Former leader of banned group confirmed that he had known the man who was seen on video in the immediate aftermath of horrific killing. Both he and the other suspect in the Woolwich murder are thought to have converted to a radical form of Islam. They are not thought to have links to terror groups based in Nigeria, such as the jihadist organisation Boko Haram, however. Adebolajo was reportedly known to Al Muhajiroun, the banned Islamist organisation, and went by the name of Mujahid.

Anjem Choudary, the former leader of the group, confirmed he had known him, The Independent reported. He claimed he had converted to Islam in 2003 and had stopped attending meetings of Al Muhajiroun and its spin-off groups two years ago. He said he had also known “Mujahid” as Michael. Woolwich attack: knife-wielding suspect named as Michael Adebolajo, Woolwich attacker named ‘Mujahid’ was known to banned Islamist organisation Al Muhajiroun (Full video and transcript of UK jihad murderer: “We are forced by the Qur’an”)

Begge terrorister kendt af MI 5

A British government official says both suspects in the brutal killing of a solider were part of previous security services investigations for possible terror links. The official, who spoke on condition of anonymity because he was not authorized to speak about the investigation, said he could not provide other details because the suspects may face trial.

Investigations by Britain’s domestic security service, MI5, can include undercover surveillance, phone tapping and communications intercepts.UK OFFICIAL: SUSPECTS PART OF PREVIOUS PROBES

Daniel Pipes hos Ezra Levant

Middle East expert Daniel Pipes joins Ezra Levant to discuss the difference between Islam and Islamism as well as the issues surrounding the US senate vote to arm Syrian jihadists.

 

ITV News has obtained footage of a man with bloodied hands addressing a camera on a south London street.He makes a series of political statements before walking towards a man, believed to be a soldier, lying prone on the street.He then talks calmly to another man stood nearby.Warning: Some viewers may find the graphic content in this video distressing

‘We swear by almighty Allah we will never stop fighting you’: Chilling words of bloodied man ‘after he hacked soldier to death in terror attack’, Attacker tried to behead and disembowel British soldier – En af terroristerne udtaler sig til mobilkamera efter dekapiteringen af en engelsk soldat inden politiet er ankommet. Mordet skete få hundrede meter fra den lokale kaserne, morderne har formentlig ventet på en soldat de kunne slå ihjel. BBC har vist klippet fra ITV, der er nede lige nu. Cameron vender tidligere tilbage fra besøg i Paris. Den engelske regering holder krisemøde i den såkaldte Cobrakomitte. – Ensamvargar eller små grupper motiveras att begå den här typen av illdåd. Om det här är en trend är det allvarligt. Ja, mon ikke? Et psykologisk vendepunkt,

I Sverige fortsætter indvandreropstanden på fjerde nat. Politistiation i brand, skadet polis, bilbrande. Man kan følge elendigheden direkte her. Flere bilbrande i Malmø.

Toleransens förkämpar klagar på ordningsmakten.

Av  Thomas Nydahl

Nå, hur blir man en människa? Det lilla jag har med andra människor att göra försöker jag vara vänlig och hjälpsam. Det är alltid det bästa. Men det hindrar mig inte att hårt försvara de sekulära idealen i diskussioner, det hindrar mig inte heller att i ord och skrift vända mig mot islamismen och/eller andra totalitära ideologier. Och jag har lärt mig att jag i strider kan vara mycket hård och att jag också kan vända människor och sammanhang ryggen om de tycks mig föraktliga.

Adorno skriver att det gängse argumentet för tolerans är en bumerang. Alla människor är inte lika, men den myten, säger han, “passar det här samhällets allra skummaste tendenser”. Varför? Jo, för att viljan att avskaffa varje mänsklig skillnad leder till det totalitära, i slutänden till koncentrationslägret. Man får inte använda vänskapligheten som måttstock, eftersom “toleransens förkämpar” alltid “tenderat att visa intolerans mot varje grupp som inte anpassar sig”. Nå, måste vänligheten alltså vara intoleransen baksida? Jag tror inte det. Men jag tror att Adorno har rätt i att man ytterst bekämpar det som skadar ett demokratiskt statsskick med yttrande- och tryckfrihet inskrivet i grundlagen. Det gör man inte för att man egentligen tycker illa om individerna, man gör det om de som kollektiv försöker avskaffa demokratins anda.

Jag läser nu med förundran vad som skrivs efter tre nätters alltmer spridda bränder och upplopp. Det största problemet för media- och politikerklassens tycks vara att ordningsmakten försöker återställa ett uthärdligt tillstånd, vilket förmodligen de allra flesta människor bosatta i dessa områden längtar efter. När de boende talar om scener som får dem att minnas Irak och Afghanistan skrivs det “debattartiklar” om poliser som använder ett nedsättande språk. Nå, vilket är hönan och vilket är ägget?

Själv uppväxt i en förort och boende i en förort med min familj fram till 1982 (då jag inte bara tröttnat på Bellevuegården, Lindängen och Nydala utan på hela Malmö) kan jag inte erinra mig att vår “maktlöshet”, vårt behov av “att ha någonstans att vara” eller eventuellt “värmen” fick oss att elda upp bilar, hus och hem eller kasta sten och krossa rutor. Jag har alltför intima band med det fattigfolk som bor i förorterna för att köpa så billiga argument. Det som förvånar mig är att kultursidorna – från Sydsvenskan i Malmö till Expressen och Aftonbladet i Stockholm plus oändliga rader lokala avnämare – med sådana argument tror sig “förklara” eller ens “analysera” situationen. De är kanske livrädda för att någonting av getto-, etnifierings- och särartskulturens bräckliga ideologibygge ska rasa. Jag tror att varje utbrott av besinningslöst våld för oss allt närmare avgrunden, både på de orter där det nu sker och i ett större riksperspektiv.

Menighedsrådsformand frabad sig, at en eks-muslim, der nu er blevet folkekirkepræst, skulle holde et foredrag i kirkens regi. Sogne- og migrantpræst Massoud Fouroozandeh var forarget, efter at han tirsdag i sidste uge havde talt med præsten for Tveje Merløse Kirke i Holbæk. Med stor beklagelse havde sognepræst Lisbeth Thomsen meddelt ham, at hun alligevel ikke kunne betale ham det aftalte honorar for at komme og holde foredrag i kirken om forskelle og ligheder mellem islam og kristendom. Den lokale menighedsrådsformand ønskede nemlig ikke Massoud Fouroozandehs navn sat i forbindelse med kirken og så det ikke som kirkens opgave at betale for arrangementet, lød forklaringen.

”Grunden var tilsyneladende, at han mener, det vil genere de lokale imamer, at jeg holder mit foredrag om min vej fra islam til kristendom,” siger Massoud Fouroozandeh, som er konvertit og Danmarks første teolog med muslimsk baggrund.

I en intern mail skriver menighedsrådsformanden, at han er bekymret over, at Massoud Fouroozandeh tager afstand fra enhver form for sameksistens og religionsmøde med muslimer, hvilket ifølge formanden ikke er i tråd med kirkens overordnede linje. Men den bekymring er der slet ikke hold i, siger Massoud Fouroozandeh.

”Jeg tager ikke afstand fra muslimer, kun fra fanatisk islamisme. Det er utrolig dobbeltmoralsk, at formanden ikke ønskede min tilstedeværelse, når han og kirken netop går ind for dialog mellem kristne og muslimer. Endnu mere grotesk er det, at Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København inviterede imamen Abdul Wahid Pedersen til at tale pinsedag, mens en kristen sognepræst som mig åbenbart er for kontroversiel til at tale i kirken i Holbæk,” siger han. Præst skulle holdes væk fra kirke af hensyn til muslimer, Imamen er velkommen, mens præster får den kolde skulder

Svenskene er redde

Af HANS RUSTAD

Fryk­ten mer­kes mel­lom lin­jene i Aft­on­bla­det og andre svenske medier. Når det skjer i din egen bak­gård er det vans­ke­lig å beholde masken.

Offi­si­elt hol­der myn­dig­he­tene den på. Stats­mi­nis­ter Fred­rik Rein­feldt var taus i to dager før han kom­men­terte, på god avstand. Det var ingen leder, det var nær­mest en obser­va­tør som uttalte seg. Jo høy­ere på strå politi­tals­menn sit­ter, jo mer for­sik­tig er de. Men repor­terne begyn­ner å bli utål­mo­dige. De får ikke nok fakta å fylle sen­din­gene med.

En del av Husby gård fra 1800-tallet ble flam­me­nes rov i natt. En per­son er pågre­pet, på ste­det. Men når politi­le­de­ren blir spurt om hvem det er, skyl­der han på hen­syn til etter­forsk­nin­gen. Disse hen­syn, som alle vet er poli­tiske, vil i leng­den ikke over­leve den type inti­fada vi har sett begyn­nel­sen på i Sve­rige. Folk er i stand til å regne: 2 + 2 = 4. Fortsatt. Fryk­ten spres gjen­nom masse­me­die­nes rapportering:

Vid 23.30-tiden kom flera rap­por­ter om brän­der och upplopp runt om i hela Stock­holm. I Husby gård sat­tes ett trähus som hyser en kon­st­hall i brand. Enligt uppgif­ter till Aft­on­bla­det är en per­son gri­pen för mord­brand i Husby gård.

I Jakobs­berg ska polis­hu­set ha angri­pits på något sätt, enligt uppgif­ter till Aft­on­bla­det. En större polis­styrka och polis­he­li­kop­ter är på väg till platsen.

– Vi är på väg till plat­sen för att kon­trol­lera de här uppgif­terna om skadegörelse, säger Towe Hägg vid Stock­holms­po­li­sens länskommunikationscentral. I Vårby upp­ges flera bilar ha satts i brand.

“Brän­der och upplopp runt om i hela Stock­holm”. Det lyder som krig.

Den kvin­ne­lige politi som ble inter­vjuet iført hjelm med visir opp­trådte “san­sad”, men var tyde­lig pre­get: De hadde ryk­ket ut til Jakobs­berg og ble møtt av 30 ung­dom­mer som hadde okku­pert en rund­kjø­ring og angrep politi­bi­lene med sten. Ruter knus­tes. En del av dem ryk­ket frem mot politi­hu­set like i nær­he­ten og angrep det med sten: et titalls ruter ble knust. Like i nær­he­ten brant en bil.

Bud­ska­pet er tyde­lig: Man angri­per ordens­mak­ten, også i dens hoved­kvar­ter. Det er en offen­siv approach. Man går til angrep. Det er krigsstrategi.

Ved å tenne på biler viser opp­rø­rerne at de har makt, makt til å ødelegge sam­fun­net, og poli­tiet, sta­tens volds­makt, er maktesløs. Det er en mak­tes­løs­het som sprin­ger ut av situa­sjo­nen: brannstifterne/opprørerne er mange, de er sivile, mas­kert og kan kom­mu­ni­sere via sms og nett.

Men den vir­ke­lige mak­tes­løs­het befin­ner seg et helt annet sted: I hodet på Fred­rik Rein­feldt, regje­rin­gen, Riks­da­gen, pres­sen og aka­de­mia. Det er der benek­tel­sen og avstå­el­sen av auto­ri­tet har fun­net sted. Kon­ti­nu­er­lig, systematisk. Nå kom­mer regningen.

Ikke rart man har vans­ke­lig for å innse hva man selv har stelt i stand. Også fordi vol­den har en psy­kisk dimen­sjon: volds­men­nene kommuniserer. Ved å brenne ned omgi­vel­sene ydmy­ker opp­rø­rerne det svenske sam­fun­net, van­lige svens­ker og poli­tiske myndigheter.

I rui­nene lig­ger deres triumf.

Auto­ri­tet

Fortsæt med at læse “Folkekirkens luskefise”

For tredje nat i træk stod biler i brand i hele Stockholm. Politimord er skyld i uro. skriver Politiken. Ja, ja, så siger vi det.

Sammanfattning: Flera bilar har brunnit runt om i Stockholm – Jakobsberg, Vårberg, Norsborg, Kista, Tensta. I Jakobsberg kastade 20-30 personer sten mot polishuset. Kravallpolis är på plats och helikopter har satts in. I Husby brann konstföreningen Husby Gård.

JUST NU: Bilar brinner – över hela Stockholm, Svenskt kulturarv brinner – Husby gård från 1800-talet i lågor. JUST NU: Bränder i flera förorter i Stockholm. – Er det nu Sveriges multikulturelle sandslot braser sammen? Ikke elitens, der skal meget mere til, og der kommer meget mere. Den politiske klasse skal stemmes ud, før de ændrer mening.

Tolv steder i Stockholmsområdet har der været optøjer. De journalistiske eftersnakkere? “Få sin egendom förstörd, sin trygghet rubbad och därtill ännu mera hatad av rasisterna. Den senare gruppen är tyvärr den som vunnit mest på Husbyupploppen.” Hvilket fremragende argument imod indvandreropstande! Det interessante er, hvordan dette påvirker den almindelige svenske vælger, hvornår er deres grænse nået? Alle har en grænse, også en svensker. Var det for at tone den ned, at statsministeren i sit alt for sene fremtrænde, lød ekstra flegmatisk og valiumstynget? For den ubehagelige sandhed bag al sniksnakken er, at hvis bare en brøkdel af Sveriges 200 ghettoområder beslutter sig for noget lignende, er der intet nogen svensk myndighed kan stille op. Så er der en ny magtaktør, alle andre må tage til efterretning, en ganske naturlig følge af at give sit land til andre. Bliver det ikke denne gang, bliver det når disse hundredetusinder af mennesker får en fælles sag.

Selvmord over homoægteskaber – virkelig?

Forfatteren Dominique Venner skrev dette på sin sidste blogpost i dag, inden han skød sig i Norte Dame de Paris. Det var nok at stramme den, men var det hele grunden? Jeg har ikke set den i noget europæisk medie, og hvad nytter det at dø for en politisk sag, når den holdes hemmelig?

The demonstrators on the 26 May will have reason to shout out their impatience and their anger. An infamous law that, once voted, can still be repealed.

I’ve just heard an Algerian blogger: “In any case,” he said, “in fifteen years the Islamists will be in power in France and they will abolish this law.” Not to make us feel good, I’m sure, but because it is contrary to Sharia (Islamic law).

It may well be the only point in common, superficially, between European tradition (which respects women) and Islam (which doesn’t). But the peremptory statement of this Algerian sends a shiver down your spine. Its consequences would in other respects be as giant and catastrophic as the detestable Taubira law. [a law on slavery] via Dominique Venner Expressed Fears of Islamisation in Last Blog Post Before Suicide, “Europe is in Hibernation”: Dominique Venner on the Shock of History And the Peril, But Also Redemptive Opportunity, of Alien Immigration into Europe.

Medierne vælger hans bemærkninger om islamiseringen fra, til trods for at de synes at være hans dybeste motivation. Man vælger jo selv, hvad man vil dø for, jeg skulle ikke nyde noget af at dø for noget så hysterisk. Er homoægteskaber vigtige ? Ikke i den virkelige verden. En til to procent af befolkningen er homoseksuelle, og ud af dem har det i al fald i Danmark været et forsvindende fåtal, der viste interesse for at blive kirkeviet, antagelig bryder de sig hverken om Gud eller folkekirken.

Men fænomenet har en voldsom symbolbetydning, navnlig for politikere, der ikke har noget på hjerte, og i Frankrig har den været enorm, gigantisk ophidselse og demonstrationer. Her i Norden mest blandt fjantede unge, kvindelige politikere, der alligevel aldrig beskæftiger sig med andet end ‘at sende signaler’ oftest af juvenil, moraliserende art – tænk Stampe og Allerslev og selvfølgelig samtlige svenske, der altid vader i homokarneval for at få det godt med sig selv over ingenting. Bortset fra at jeg mener, at alle med vielsesmyndighed selvfølgelig skulle tvinges, når nu kristne skal, er jeg fuldstændig ligeglad med en sådan lov. Næsten lige så ligeglad som de homoseksuelle er i det virkelige liv. Måske er de som børn, der tigger om legetøj, de ikke gider lege med, når de får det. Dette er blot en gisning. Essayist Venner: Selbstmord gegen Islamisierung

Hans handling synes at være en del af logikken i “det politiske offer”, ifølge et brev, han havde efterladt til sin venner i dag på Radio Courtoisie og det blev læst op af en anden højre aktivist Bernard Lugan lige efter annonceringen af hans død.

“”Jeg er sund i krop og sind, og jeg er fyldt med kærlighed til min kone og børn. Jeg elsker livet, men i dets aften dette, foran de enorme farer for mit franske folk og de europæiske lande, føler jeg pligt til at handle mens jeg endnu har styrke. Jeg mener, det er nødvendigt at ofre mig selv for at bryde den apati, der plager os. Jeg vælger et meget symbolsk sted, (…) som jeg respekterer og beundrer. Min handling rummer en etisk vilje. Jeg giver min død for at vække den slumrende samvittighed. Jeg en forsvarer for alle folks identitet og ret til et hjem. Jeg er imod den kriminelle udskiftning af vores folk, ” forstået som indvandringen. Une lettre lue sur Radio Courtoisie(Snaphanens oversættelse)

Man kan sige, at dette er den første anmeldelse bogen får i MSM overhovedet, idet man roligt kan kan se bort fra Aftonbladets svinetreg, der var sigende om avisen, men ikke om bogen. Jeg må desværre ikke gengive den hele for Weekendavisen, hvad jeg ikke kan fortænke dem i, men det må udlandet, så jeg linker, når det dukker op. Det er en stor glæde for os, der har læst og omtalt bogen, at Nordens bedste avis giver den plads. Hvis jeg skal sige det lidt uformelt, så udstiller Weekendavisen og letter ben op af det samlede svenske journalistkporps med denne anmeldelse.

Debatbog. En ny svensk debatbog påpeger, hvor nemt det er at være tolerant, når man bor i en velhaverghetto.

MED undtagelse af Sverige. Her [i Sverige] lever den politiske og intellektuelle elite stadig i en boble, hvor man er racist og fremmedfjendsk, hvis man er af den overbevisning, at landet umuligt kan klare, at den nuværende asylpolitik fortsætter. Sverigedemokraterna, som er Dansk Folkepartis svenske sidestykke, holdes ude af samarbejdet i Riksdagen, fordi alle de andre partier er enige om at anse dem for racistiske. Og de få intellektuelle, der har forsøgt at sætte gang i en realistisk og åben demokratisk debat om indvandringspolitikken, er foreløbig blevet frosset ude.

Det er Sveriges tragedie. Derfor er denne bog så vigtig. Den er skrevet af Karl-Olov Arnstberg, som er professor i etnologi, og Gunnar Sandelin, som er journalist, og den forsøger at belyse alle de fakta, som skal med i en rationel stillingtagen til den svenske asylpolitik. Bogen indeholder kapitler om indvandringens omfang og karakter, om dens omkostninger og om den kriminalitet, som indvandrerne begår. Desuden fortæller den om de teknikker, hvormed asylansøgere kan bedrage sig til opholdstilladelse, og om de organisationer, som mod betaling bringer asylansøgerne frem til Sveriges grænse. Og komplementært til alt dette dokumenterer bogen også, hvorledes den svenske debat om asylpolitikken er blevet undertrykt. Folket skulle ikke høres, men opdrages. I den forbindelse sluttes med et kapitel om forskellen mellem Danmark og Sverige. Anm: Racisterne er de andre, Weekendavisen, 17.05.2013 Sektion: Bøger (ikke online)

Somaliere kan sendes hjem
Det burde naturligvis også gælde de tusinder, danske politikere har givet evigt ophold mod befolkningens ønske:

Efter knap to års pause vil Danmark igen begynde at afvise somaliske asylansøgere og sende dem tilbage til deres uroplagede hjemland på Afrikas Horn. Det er konsekvensen af en ny afgørelse fra Flygtningenævnet. Et flertal af nævnets medlemmer vurderer, at risikoen for eksempelvis vold, terror og drab i den somaliske hovedstad Mogadishu ikke længere er stor nok til, at Danmark som udgangspunkt skal tage imod alle somaliske flygtninge.

»Nævnet har ikke fundet, at de generelle forhold i og omkring Mogadishu i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 7 (Flygtningekonventionen, red.),« skriver nævnet efter at have vurderet fem konkrete prøvesager.I februar vurderede Udlændingestyrelsen på baggrund af en dansk-norsk fact finding-mission til Somalia, at sikkerhedssituationen var forbedret i en sådan grad, at hjemsendelserne kunne genoptages, og det er den vurdering, som Flygtningenævnet nu har blåstemplet. Danmark vil sende somaliere hjem

Husby er ikke et sted i Sverige

Af CHRISTIAN SKAUG

Saken er rett og slett at det ikke er noen ver­dens ting å gjøre, annet enn å håpe på at den sosiale mobi­li­te­ten på slike ste­der ikke er null, og la være å for­sterke pro­ble­mene med en van­vit­tig inn­vand­rings­po­li­tikk, slik at disse ikke vokser ukon­trol­lert.

Det vil si, geo­gra­fisk, juri­disk og folke­retts­lig er det natur­lig­vis det, men økono­misk bare i begren­set grad, og sosi­alt nes­ten ikke i det hele tatt. Og skal man for­stå hvor­for det ble slik, er det nød­ven­dig å gå til­bake til 1960-tallet.

På den tiden var det bolig­man­gel i Sve­rige, og sta­ten iverk­satte det såkalte Mil­jon­pro­gram­met, hvor man tok sikte på å bygge intet mindre enn en mil­lion boli­ger på kort tid. Mange av disse boli­gene er å finne i blok­ker i de for­ste­dene som i dag anses som pro­blem­om­rå­der, men som en gang i tiden befant seg i nær­he­ten av levende industriområder.

Hva gikk galt?

Med utvik­lings­trekk som bl.a. glo­ba­li­se­rin­gen var deler av den gamle svenske indu­strien ikke len­ger kon­kur­ranse­dyk­tig. Etter ned­leg­ging flyt­tet folk etter de nye job­bene, og bolig­man­ge­len avtok også av demo­gra­fiske årsa­ker – befolk­nings­veks­ten gikk ned da abort­lo­ven ble libe­ra­li­sert også i Sverige.

Da inn­vand­rings­bøl­gen begynte for alvor på 1990-tallet, skjedde det ulykk­sa­lige. Store grup­per av per­soner fra land langt borte ble plas­sert i blok­kene som mange svens­ker hadde flyt­tet ut av. De inn­fødte som ble igjen, var over­vei­ende av den mindre res­surs­sterke delen av befolk­nin­gen som ikke hadde fun­net råd til å opp­gra­dere til en bedre bolig annet­steds, kan­skje fordi man ikke hadde fun­net jobb i en annen bran­sje enn den ned­lagte man hadde arbei­det i.

For sosio­lo­ger verdt sitt salt var dette selv­sagt ingen over­ras­kelse. Noe lig­nende var alle­rede skjedd i Frank­rike, og tid­lig på 2000-tallet kom de første bekym­rede rap­por­tene om utan­för­skap: områ­der hvor utdan­nel­ses­ni­vået, yrkes­del­ta­gel­sen, valg­del­ta­gel­sen og nær sagt enhver annen indi­ka­tor på del­ta­gelse i sivil­sam­fun­net, var langt lavere enn gjen­nom­snit­tet – med de resul­ta­ter enhver kan tenke seg.

Fortsæt med at læse “Weekendavisen recenserar Sandelin og Arnstberg”

Der er en politisk tøsedrengetradition for at flygte fra ansvar i Sverige. Der er næppe nogen, der hader vanskelige beslutninger mere. Da politikere for nylig skulle tage stilling til bønneudråb i Fittja, overlod man beslutningen til politiet og deres ordensreglement for støj i det offentlige rum, hvor politikere kunne have benyttet anledningen til en principiel stillingstagen. Det undlader de også nu, men politiet har fattet situationens alvor. Jeg kaldte for nylig Sverige for Landet Uden Ledelse, og det fortryder jeg ikke. Der er masser af ledere, men de leder efter noget de tør lede, som er relativt risikofrit. Nu har Husby foreløbig kostet anslået 100.000 mio kroner.

Her er hvad Sveriges statsminster burde have sagt for mindst 24 timer siden, og jeg ville have tilføjet: “Erklærer I os krig, så skal i få krig I ikke har drømt om.” Ved opstanden i Grenoble 2010 blev intifadisterne lovet udvisning. Indenrigsminister Brice Hortefeux kaldte det “urban guerilla” og sendte specialtropper til det udmattede politis undsætning. Nu vil Reinfeldt i stedet sige noget i dag kl 15.30 direkte her, men ihukommende Stockholmbomberen, hvor det også tog ham to døgn, kun bovlamme almindeligheder. Skal vi gætte på, “at det er uacceptabelt” og at “vi må stramme os an for at unge kommer i arbejde” ?

LIVE-TV: Kraftig bilbrand i Husby kl 01.00 vrimler det med mennesker på gaden. Der er ikke kontrol over Husby. Et udgangsforbud om aftenen kunne stoppe, hvad der bliver beskrevet som ‘kaos’. Sten kastes også mod ojurnalister, en fotograf røvet på sit fotoudstyr og mishandlet. Politiet virker underbemandet når de ikke kan arrestere stenkastere eller rydde område omkring fire brændende biler, så brandvæsnet kan komme til. At Sverige ikke kan finde ud af en maskeringsforbud, er kun en af gåderne. Kl. 01.44 har optøjerne spredt sig til forstæderne Fittja, Kista, Tensta, Akalla och Rinkeby. Svensk intifada – fortsetter på andre døgnet,Stoppas från att släcka bilbranden, Explosioner, bränder och stenkastning i Husby , SD-politikers bror misshandlad och rånad i nya Husby-kravaller.

Cirka 20 % af Husby er etniske svenskere, der er rapporter om vold og overfald på dem i forbindelse med de to sidste døgn, dog ikke i MSM. Hvad vi ser er, selvom det udføres at et mindretal, en løsrivelses- og etnisk renselsesopstand i minature, der intet har med sociale forhold eller en sindsforvirrets død at gøre. Påskud for krig kan de altid finde, men det er skyggeboksning at gå ind på dem. Der er dog ingen, der vil se skriften på væggen i det svenske spejlgalleri af illusioner. De her folk hader Sverige ligegyldigt hvad,  de vil i krig selv med deres nuværende, beskedne midler, den svenske reaktion er over en bank, at nægte at erkende en krigserklæring. Jeg tror, det er hvad en polis, der kommer hjem til sin kone efterpå  siger: “Dette er krig, ikke socialpolitik. De ville slå os ihjel, hvis de havde midlerne.” Om tyve år er alle illusionisterne meget klogere.

Man skal selvfølgelig have proportionerne i orden. Husby, Gottsunda, Uppsala er indtil videre kun svage grader af Paris, Grenoble, London, men hvad jeg opponerer imod, er at ingen vil se den virkelige fare, der lurer nedenunder ‘de sociale problemer.’ Og da ingen vil se dem, kører Sverige frontalt ind i noget meget værre. Og hvor var statsministeren så?

Klasshatet manifesteras på olika sätt. NTs ledarsida skriver om nolltolerans mot kravaller, fler poliser är den enda lösningen och när Vänsterpartiet önskar dialog och satsningars i området för “naiva”. Statsminister Reinfeldt går på hockey-VM, deltar i sketcher i Melodifestivalen och high fivar kungligheter, men vägrar att uttala sig om Husby. På söndagen var han ännu mer upptagen. Först lysningsmottagning för prinsessan Madeleine och hennes blivande man. Statsministern överräckte, tillsammans med talmannen, fyra ljusstakar. Husby brinner och klasshatet växer, Gör allt annat – än att regera

Bruce Bawer: What’s Wrong with Sweden?

What the hell is up with Sweden? It’s a question people have been asking for decades, and in a new book, The Swedish Story, Swedish blogger Jon Sjunnesson sets out to answer it. And he does an effective job of it: even for those of us who have paid no small amount of attention to Sweden over the years, Sjunnesson’s book offers a helpful overview of the Swedish national character and the history of the Swedish welfare state, perceptively singling out the distinctive traits that have made Sweden the “extreme experiment” that it is and succinctly summing up some of the more notorious episodes in modern Swedish history. But this isn’t all: he also illuminates socialism and the socialist mind in a way that I think will be useful for Americans – for what he’s drawn here is a vivid map of the territory into which our president and many of his cronies and supporters wish to lead us.

“Meek as sheep”: that’s how Sjunnesson describes his fellow Swedes. They’re afflicted with a “silent conformism,” the result of a “spiral of silence” driven by a “fear of exclusion” and a perceived need to maintain a social order founded on perceived consensus views. Whether the perceived consensus views actually are the consensus views doesn’t matter: “When no opposing views are heard, people do not believe there are any even if they themselves dissent.” Those who do dare to dissent are branded as extreme – even though those “extreme” views may be thoroughly mainstream in other Western countries – and are often targeted for violence by self-styled “anti-fascists” who behave exactly like fascists. Sweden is, note well, a country in which members of the anti-establishment Sweden Democrats Party are demonized for dissenting civilly and peacefully, while certain entertainers are celebrated for singing about their desire to commit acts of violence against Sweden Democrats. Then there’s the story of how a frank Fox News report on the Islamization of the city of Malmö led an irate member of Parliament to demand that the Swedish counterpart to the FCC close down Fox News’s operation in Sweden. As Sjunnesson sums it up: “freedom of speech means little in Sweden.” Frontpage Magazine.