af Tim Pallis
For et moderne øje er Muhammeds karakter i den grad usympatisk. Det lægger man bestemt heller ikke skjul på i islams sunnah-skrifter Siraen og haditherne. Man får et meget negativt indtryk, når man læser om ham i disse tekster. Vi må dog være forsigtige med ikke at fejlfortolke i overensstemmelse med vore dages moralbegreber. Familieetik og moral var ganske anderledes i den arabiske middelalder.
Man kan heller ikke bruge ret meget af vor egen middelalders moralbegreber nu til dags. Det er forøvrigt ikke længere end 225 år siden, at man her i landet huggede kriminelle og politiske fjender i småstykker på skarfottet og hængte dem op på hjul og stejle.
Den nyere islam forskning tyder på, at de islamiske lærde i samarbejde med magthaverne i de første 300 år efter Muhammeds påståede død i 632 konstruerede en virkelighed omkring Muhammed, som var gennemtænkt i mindste detalje. Skønt de biografiske oplysninger ligner et karaktermord, er der slet ikke tale om et sådant, men om en nøje formuleret strategi med vægt på, at Muhammed skulle fremstilles som “profeternes segl” dvs. den allersidste af familien Abrahams ætlinge. Derfor måtte Muhammed hverken have sønner eller adopterede sønner, der overlevede ham. Alle mandlige efterkommere af Abraham kunne nemlig blive profeter. Men i og med at Muhammed er “profeternes segl”, skulle der ikke komme flere profeter efter ham.
De moralsk forkastelige beretninger om Muhammed i de kanoniske skrifter må ses som nødvendige konstruktioner i et teologisk og politisk fremtidssyn, som det kan være vanskeligt at gennemskue. Der er sandsynligvis ikke historisk belæg for noget som helst, der er beskrevet i sunnahen om Muhammed og hans familie. Det er altsammen en biografisk konstruktion til brug for en fremtidig teologisk og politisk magtovertagelse af verden. Alt i de kanoniske tekster handler om at styrke Muhammeds status som både profet og det perfekte menneske til efterlevelse af alle muslimske mænd.
Islams konstruktion har igennem 1400 år vist sig at være endnu mere skarpsindig udtænkt end selv Niccolò Machiavellis (1469-1527) bog Fyrsten, som er en lærebog i hvordan man får magt og beholder den skrupelløst. Det er en nøgtern og ironisk anbefaling af kynisme og en opfordring til hårdhændet behandling af modstandere. Fyrsten er Vestens bud på, hvordan man i et enevældigt politisk system kan fastholde magten i fremtiden. Tokugawa regimets politik overfor de store lensherrer i Japan (1600-1868) er et andet skarpsindigt og effektivt bud på at beholde magten.
Den 13. Februar 2013 udtrykte Det Muslimske Broderskabs åndelige leder i Qatar Yusuf al-Qaradawi (f. 1926) til Al-Jazzeras “Sharia og liv” show, at anvendelsen af dødsstraf for de, der forlader islam, er en nødvendighed, idet han tilføjede: “Hvis man havde afskaffet apostase straffen ville islam ikke eksistere i dag”. Det er et interessant bud på, hvordan man i islams politiske konstruktion bruger en afskrækkende metode for at bevare magten i fremtiden. Der er ikke forskel på religion og politik i sharia islam.
Der er mange andre detaljer i islams konstruktivisme, som jeg kan nævne i flæng uden af komme nærmere ind på de enkelte ting: Halal og Haram; tilladt og forbudt; rent og urent; at kvinden ikke har nogen stemme i samfundet; æresdrab på kvinder; voldtægt, som ikke straffes; drab på homoseksuelle; ingen kunstnerisk frihed; ingen ytringsfrihed; dødsstraf for kritik af Muhammed og islam; enhver fredstraktat udløber før 10 år; intet erobret land i historien opgives; vantro er et angreb på islam; forældre, som dræber deres børn, straffes ikke; osv. osv.
Fortsæt med at læse “Den politisk-religiøse konstruktion af islam”


