Nu er året 2012 gået, og man kan tænke tilbage på, hvad der gjorde størst indtryk i årets løb. Det største indtryk på mig gjorde de mange reportager fra de såkaldt uansvarlige sydeuropæiske lande, hvor ulykkelige, men stille og fattede unge mennesker fortalte om, hvordan de måtte flytte hjem til forældrene og sætte livet på standby på grund af elendig økonomi og ingen jobmuligheder.
Sammenhold det med situationen i Syrien, Gaza og lignende steder i Nordafrika og Mellemøsten, hvor folk generation efter generation rask væk får 10 børn uden selv at kunne forsørge dem, og det kan familien heller ikke. De har for lidt til at leve, men for meget til at dø, så de unge søger højrøstede, krævende og inkompetente mod især Sydeuropa for at leve i og af de europæiske samfund.
I et land som Syrien, hvor befolkningen siden 1950 er eksploderet fra 3½ mio. til nu 23 mio. mennesker, og hvor der fortsat fødes seks-syv børn for hver gammel syrer, som dør, har befolkningseksplosionen ført til borgerkrig. Et i forhold til befolkningseksplosionen meget lille antal syrere er indtil videre blevet slået ihjel. Dem skal vi så stopfodres med historier om hver dag. Herhjemme tvinges vi også til gennem skattebegunstigelser at støtte organisationer som Amnesty og Folkekirkens Nødhjælp – talerør og tågehorn for en afsporet skodhumanisme, som fastholder, at Europa – ikke mindst Sydeuropa – skal byde velkommen til overbefolkningen fra Nordafrika m.v. frem for at bruge sine ressourcer på at rette udviklingen op og give sine egne unge en chance.
Føj for den slags organisationer. Gid der i stedet måtte opstå mulighed for at støtte reelt humanitære organisationer med et velgørende sigte, der f.eks. både kunne omfatte at holde uønskede og påtrængende indvandrere ude af Europa og at forbedre livsmulighederne de steder, de kommer fra. Indtryk fra 2012 AF MORTEN J. LINTRUP, CIVILINGENIØR – gengivet med forfatterens venlige tilladelse.
Islamic Apartheid in Europe
It has been called “Halal House”. Islamically correct apartment complexes. It’s the last frontier of Dutch multicultural policies that encouraged immigrants to live in parallel societies.
From the outside, the apartments of the Amsterdam neighborhoods of Bos and Lommer look like ordinary suburban blocks for married couples. But inside, the Dutch authorities furnished the houses in accordance with Islamic law. The dining rooms and kitchens, for example, are divided in order to separate men and women, according to Koranic rules. For the first time, a complex of two hundred houses in the suburbs of Amsterdam has been fully adapted to the needs of Muslims.
The apartments feature a cupboard for shoes and water for ritual ablutions. Also, satellite dishes on the roofs allow people to connect to the major television stations in the Islamic world. The mayor of Amsterdam, Eberhard van der Laan, who was also the Minister of Integration, is determined to make his city “a model of multiculturalism”. And this model is based on segregation.[..]


