Af Af Marianne Wagner, cand. theol. og Adam Wagner, mag. art.

Det er lillejuleaften. De offentlige bygninger ligger mørke hen, men hov, i et af regeringskontorerne brænder lys. Her sidder økonomiminister Margrethe Vestager og under sig hverken rist eller ro i udtænkningen af spareplaner. Mon ikke, der skulle være et par helligdage, der kunne skæres bort? Da kommer hun i tanker om, at hun skal nå at købe julegaver. »Fordømte lukkelov«, tænker hun, »det ville være bedre, hvis butikkerne holdt åbent også juleaftensdag, det må vi gøre noget ved i det ny år«.

Hun haster hen til Magasin, og når det også inden lukketid. Men hun falder i tanker; et eller andet får hende til at forglemme sig selv, og pludselig er hun alene, låset inde, og hendes mobiltelefon er død. Alt er mørkt, og alt er stille. Margrethe føler sig meget alene, men indser, at hun må overnatte i stormagasinet. Hun lægger sig til rette i dyneafdelingen. Ved midnatstid vågner hun ved en uhyggelig larm. Hun farer op og ser sig omkring: En ubehageligt udseende mand i lænker træder frem gennem væggen. Hvem er han? Hun har set ham før. Nå ja, nu husker hun at have set ham på et billede, fordybet i samtale med Hitler. Det er Erik Scavenius.

»Jeg kommer fra Antenora, « siger Scavenius, »og jeg kommer for at advare Dem, fru Vestager, at De ikke også skal havne der! Endnu i denne nat vil De blive hjemsøgt af tre ånder, som vil give Dem noget at tænke over.« »Hvad skulle jeg tænke over, jeg vil jo altid det bedste, det ansvarlige, ligesom du ville. Jeg står ikke bare for en sund økonomi, jeg står også for universelle rettigheder og et smukt menneskesyn. Hvem skal advare mig – og om hvad?« »Lyt og lær, fru Vestager, lyt og lær«, messer Scavenius, medens han langsomt blegner og forsvinder. »Sikken underlig drøm« fnyser Margrethe for sig selv, og hun vender sig om for at sove videre.

»Go´ jul, Margrethe!« lyder det på klingende jysk. Margrethe kender straks dialekten fra sin barndoms egn, Ølgod, og hun ser en lille, kraftig engleagtig skikkelse med pelshue og muntre øjne vinke til hende. »Kom med, du skal genopleve din barndoms jul« siger skikkelsen og rækker hende hånden.

»Til Udkantsdanmark!« vrisser Margrethe, »hvad i al verden skal vi der?«; men snart efter flyver de to, og vupti, Margrethe er i Ølgod, hvor sentimentaliteten overmander hende. Åh ja, her lærte hun pengenes værdi at kende, Ølgod blev jo rig på spånplader, og her lærte hun også livets sande værdier. Hun er pludselig tilbage i sit barndomshjem, hvor der er lagt op til en rigtig dansk præstegårdsjul. Margrethe får tårer i øjnene.

Men tys! Fra køkkenet lyder der stemmer, en lys og en mørk. Den lyse er forurettet. »Far, hvorfor må jeg ikke komme på juletræstur med Rotary-klubben? Alle de andre må!« »Vi skal ikke have noget at gøre med sådan en klub, hvor man skal inviteres for at kunne blive medlem!« lyder svaret. Margrethe ser sig selv som grådkvalt pige, og sin far, der hverken er til at hugge eller stikke i, og hun får lyst til at strække armen ud for at trøste pigen, men pludselig er hun tilbage i Magasin.

Hun skutter sig. Hvad var dog det? I et glimt husker hun skuffelsen over ikke at måtte komme med på Rotary-klubbens juletræstur, men så ryster hun det af sig. Hendes far havde jo ret. Juletræsturen var en lukket fest, og den slags udelukker andre. Det var en god værdi, hendes far dér gav hende, en, hun kunne bruge i sit politiske liv. Længe var Danmark en lukket fest, husker hun. Man ville kun have dem med, man selv inviterede. Men alle har jo noget at bidrage med, så Danmark kan kun blive rigere af at åbne sig mod verden. Men det var nu en dejlig jul i gamle dage i Ølgod. Og der var så fredeligt…

Margrethe hører pludselig råb efterfulgt af sirener ude på gaden. Fra udstillingsvinduet kan hun se de blå blink fra ambulance og politi. En gruppe unge stimler sammen og forsøger at mase sig ind på redningsfolkene. »Hov, hvad er det for noget, det må de da ikke, nogen må da gøre noget«, siger Margrethe, som har glemt, at hun er alene. »Det er en dørmand, der er blevet stukket ned. Han ville forhindre nogen i at komme ind på et diskotek. Det var heldigt, at politiet kom, for det gør de ikke altid.«

Hun farer sammen. En af udstillingsdukkerne taler til hende, åh nej, nu kan hun se, at det er et væsen, et smukt og sart væsen, som smiler mildt og næsten sørgmodigt til hende. »Det er nu også for dårligt at lukke folk ude pga. deres hudfarve. Hvad skal de lukkede fester til for?«, får hun samlet sig sammen til at sige. »Måske blev de lukket ude pga. dårlig opførsel. Fester kan nemt blive ødelagt, hvis gæsterne ikke kommer for at feste«, svarer væsenet, og rækker hånden ud mod Margrethe.

»Lad mig præsentere mig. Jeg er den nuværende juls ånd. Kom, så går vi ud i byen og ser, hvordan der fejres jul derude.« Gennem Københavns gader vandrer de to nu mod udkanten af byen. De kommer til et boligkompleks med mange paraboler. Kvarteret var tænkt smukt med hyggelige karréer og grønne områder, men graffiti og afbrændte containere præger nu stedet.

“Dansker er bosserove”, står der et sted. Det er åbenbart hverken godt at være dansker eller bøsse her. »Vi er i Tingbjerg. Henne i kirken er der nogen, du skal møde«, siger ånden. De træder ind i et lille lokale, hvor nogle ældre damer holder jul sammen med præsten. Snakken går livligt: »Jeg er lige begyndt at kunne humpe herhen efter det seneste overfald«, siger en af damerne.

»Jeg tager altid en taxa fra bussen og hjem, for jeg tør ikke længere gå uledsaget. Har I for resten hørt om Dorrit, som har haft indbrud? De slog døren ind, og da hun kom hjem, manglede både penge og den største af hendes køkkenknive. Naboen hørte larmen, da døren blev sparket ind, og tilkaldte politiet, men de havde ikke tid til at komme. Nu må Dorrit sidde med radioen tændt hele dagen, så tyvene kan høre, at der er nogen hjemme.«

De andre damer har lignende historier at fortælle, ingen af dem tør tage nogen steder i julen, i aften skal de også tidligt hjem, før det for alvor bliver farligt. En af dem siger det, de alle føler: »Danmark er ikke længere noget rart sted at være.«

Fortsæt med at læse “Et moderne juleeventyr”

Museo Pio-Clementino, Musei Vaticani, Vatican City, 1 century AD – udgravet i Rom i det 16. århundrede, kopien er en gave fra brygger Carl Jacobsens legat Albertina til København. Legatet er opkaldt efter Bertel Thorvaldsen og blev nedlagt i 2002. (Klik f. helskærm)

‘I Europa mister kristne endnu ikke livet’

Iben Tranholm gennemgår de seneste afkristningssager fra Danmark, Sverige, Belgien og Slovakiet og advarer. Nok kan man sige, at kristne endnu ikke myrdes i Europa fordi de er kristne, men jøder har måttet lade livet for muslimsk had (f.eks. Ilan Halimi mordet), og der er i hundredevis af eksempler på trusler og overfald på kristne præster og angreb på kirkebygninger og kirkegårde, først og fremmest i England og Frankrig. En advarsel er på høje tid, og man kan kun undre sig over alle de kristne, for hvem poletten ikke er trillet ned endnu:

I alle ovennævnte sager hedder det sig, at kristne symboler må fjernes af hensyn til religionsneutralitet. I virkeligheden drejer det sig om had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet. Af samme grund er der heller ingen vestlige medier, der interesserer sig en døjt for, at kristendommen nu er den mest forfulgte trosretning på verdensplan. 100 millioner forfølges hver dag, og årligt bliver 115.000 slået ihjel, alene fordi de er kristne. I Europa mister kristne (endnu) ikke livet, men privilegier. Det er en tendens, man skal være på vagt over for.

I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro.

Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.Iben Tranholm cand. theol., præst og journalist. : Juletræsfesten ender i kristenforfølgelse

Af Tim Pallis

(Tim Pallis is a Zen-Buddhist and one of the first danes to go abroad to study – in 1969 in the Daitoku temple in Kyoto, Japan.*)

Virkeligheden er ikke, hvad den plejer at være, for “plejer” er død. De gamle religionsforskere brugte ordet muhamedanisme, når de talte om islam. Det er i dag blevet politisk ukorrekt. De nye religionsforskere bruger nu kun ordet islam, når de mener den religiøse tro eller den islamiske kultur. Der er skabt et nyt begreb, som hedder islamisme, som man bruger, når der er tale om islams politiske dimension. Man bruger derfor ordet islamister, når der lægges vægt på, at det drejer sig om muslimer, som er politisk aktive og følger shariaen.

Men for at undgå enhver misforståelse er det vigtigt at være klar over, at den religiøse tro islam samtidig også er en politisk bevægelse. Islam er tro og politik i én skøn forening. Islam er en stram lov religion og shariaen omfatter både trosætningerne og reglerne for familiepolitik og storpolitik. Derfor er det fuldstændig forrykt, at skelne mellem islam og islamisme.

Der er ikke forskel på islam og islamisme. Islam er og bliver islam, og det har altid været det samme som islamisme. Hvis man adskiller mellem islam og islamisme betyder det at islam kan betragtes som godartet eller som en fredens religion, der er forenelig med Vestens juridiske systemer og sociale normer, og det er shariaen ikke.

Da man i midten af 1700-tallet i Frankrig begyndte at skrive om muhammedanismen, brugte man ordet islamisme og muhammeddanisme i flæng. Man var på det tidspunkt endnu ikke begyndt at anvende den korte form islam. Ordet islamisme findes i Oxford English Dictionary fra 1748. Senere erstattede man det med islam, og i Encyclopaedia of Islam fra 1938 er det helt forsvundet. I 1970erne og 80erne begyndte akademikerne igen at bruge ordet islamisme, men denne gang i betydningen fundamentalisme.

Det kommer muligvis af, at 1800-tallet og 1900-tallets islamiske modernisme, som i virkeligheden var en tilbagevenden til fundamentalismen i profeten sædvane (sunna), bruger ordet “al-Islamiyya”, som navn i deres politisk-religiøse bevægelser f.eks. Al-Jamaah al-Islamiyya, grundlagt i Indien i 1941 og al-Gama’a al Islamiyya, grundlagt i Egypten.

Disse bevægelse lægger vægt på at vende tilbage til rødderne i deres religion og forene sig politisk. Det drejer sig kort og godt om at følge Koranen og ahadith til punkt og prikke, pan-Islamisk enhed, genoprettelse af kalifatet, ophævelse af ikke-muslimers indflydelse i de muslimske lande, især Vestens militære, økonomiske, politiske, sociale og kulturelle indflydelse i den muslimske verden. Den politiske suverenitet tilhører nemlig Allah, og derfor bør shariaen være statens grundlov og ikke de menneskeskabte love.

Er det at være islamist så noget andet end at være muslim? Muslimer er alle med en muslimsk far. At skifte denne tro ud med en anden tro er der dødsstraf for. At være muslim gælder alle, som enten er født til det eller er konverteret. Der er imidlertid forskellige måder at være muslim på – én af dem er at være islamist. Jeg tror man kan karakterisere en islamist som en ortodoks eller en “mainstream” muslim, om man vil. Man skelner jo også mellem jøder, som er ortodokse og jøder, som ikke er ortodokse.

Man kan være muslim på mange måder. Der har altid været hundredevis af forskellige muslimske grupper, ordner, selskaber, samfund eller sekter med hver deres traditioner, grundlæggere, krigere og mystikere. Man kan således være sufi muslim eller ortodoks sharia traditionalist på flere måder, alt efter hvor i Islams enormt udstrakte verden man lever. Men hvor i verden man så end befinder sig, tilhører man, i og med at man er muslim, ummahen – det muslimske verdensfællesskab.

I Vesten har man indenfor de sidste årtier opfundet nogle nye betegnelser for muslimer, efter at man er stødt ind i konflikter ved den tankeløse immigration af muslimer. Det er f.eks. moderate muslimer, kultur muslimer, liberale muslimer og demokratiske muslimer. Man kan som muslim også være islamist, fundamentalist, radikaliseret, ekstremist eller terrorist.

De fleste muslimer i verden er kultur muslimer, ligesom man kan tale om kultur kristne, kultur buddhister osv. 80% af den danske befolkning er f.eks. kristne, fordi de er døbt, men langt de fleste har ingen anelse om, hvad kristendom egentlig er – de er kultur kristne. Det samme gælder muslimer og alle andre med et eller andet givet forhold til deres kulturs religiøse tilbud, som de er født ind i. I den Islamiske verden er det meget almindeligt at være kultur muslim, blandt andet fordi det kun er et meget lille antal personer, som faktisk kan læse standard arabisk, som er nødvendigt for at kunne læse Koranen.

Den måde, man bruger ordet “islamist” i kulturdebatten, skelner mellem fundamentalister og almindelige muslimer. Derfor bliver udtrykket ofte ikke godkendt af moskeernes sheiker og imamer. Stormuftierne i de muslimske lande afviser enhver tale om, at der findes moderate muslimer, radikaliserede muslimer og andre vesterlandske betegnelser. Islam er nemlig Islam og den troende er muslim, så enkelt er det set fra moskeen.

Ibn Warraq, som skrev værket Derfor er jeg ikke muslim, har skabt udtrykket: “Det kan godt være der findes moderate muslimer, men islam er ikke moderat”. Det kan også godt være, at moderate muslimer kan radikaliseres, men da islam i sig selv er radikal, betyder det blot, at disse muslimer er forblevet ortodokse muslimer. Og det er de med indflydelse af de karismatiske sheiker i moskeerne, fra den dag et stærkt religiøst behov vågner i dem.

Det kan naturligvis føre til, at de bliver ekstremister eller terrorister, fordi den korteste vej til det islamiske paradis er at dræbe ikke-muslimer og selv dø i denne jihad. Den kendte islam kritiker Michelle Malkin har sagt: “Islam er problemet, der findes ingen “radikal version”. Muhammed skrev den oprindelige opslags bog i terrorisme. Det er Koranen. Jeg ønsker held og lykke til de, der prøver på at skabe en moderat version”.

Det er meget få her i landet, som erkender, at islam er en ganske veldefineret størrelse, hvis inderste væsen er formuleret i Koranen, Muhammed biografierne, og det man kalder ahadith eller profetens sædvane (sunna). Der findes naturligvis både autoriserede eller stærke ahadith og uautoriserede eller svage ahadith.

Selv om Islams veje er mangfoldige, ligesom kristne veje og buddhistiske veje er meget varierede, er der en kerne af koranisk islam, som er en fællesnævner for alle muslimer. Koranen betragtes jo i islam som ligeså “uskabt”, evig og fuldkommen som den transcendente Allah, der kan gribe ind når som helst og ændre alt.

Fortsæt med at læse “Ortodoks islam i vor tid”

Nye detaljer er kommet frem om mordet på linjevogteren Richard Nieuwenhuizen

Hele Holland sørger over den døde linjevogter Richard Nieuwenhuizen († 41). Nu rapporterer »De Telegraaf« at Nieuwenhuizen blev overfaldet og mishandlet til døde af fem teenagere. Hidtil har der der kun været talt om tre gerningsmænd. Skønt Nieuwenhuizen kunne rejse sig og flygte, indhentede de 15-16 årige ham og tildelte ham flere slag og spark.

Nu kommer det frem, at gerningsmændene var kendt og frygtede for lignende voldshandlinger i forvejen! Frivillige fra andre amatørklubber har nu rejst alvorlige beskyldninger mod det hollandske fodboldforbund KNVB.

For få uger siden dødstruede spillere fra B1 i Nieuw Sloten en træner for FC Almere. “Hvis du ikke allerede var over 50, ville vi slå dig ihjel,” råbte de til træneren. Spillerne fra Almere stillede af frygt er derfor ikke op til returkampen.

Igen og igen har der været uroligheder og voldelige begivenheder i Hollandsk fodbold. 105 hold er på grund af vold allerede udelukket fra turneringerne, og 74 spillere er blevet udelukket for livstid. Også ungdomsholdet Nieuw Sloten er nu blevet udelukket fra turneringsfodbold. Neue Details zur Prügel-Attacke, Fünf Täter sollen Linienrichter totgeprügelt haben (Snaphanens oversættelse)

100 frivillige dommere og linjedommere trækker sig fra ungdomsfodbold

Efter en linjevogters voldelige død har omkring 100 frivillige dommere og liniedommere øjeblikkeligt trukket sig fra alle aktiviteter i amatør-og ungdomsfodbold, rapporterer De Telegraaf. Den dødelige angreb på den 41-årige Richard Nieuwenhuizen på søndag i Almere var den triste kulmination på en lang række voldelige excesser.

Avisen fortæller, at dommeren Jeroen Schouten oplevede, hvordan han for et par uger siden måtte han aflyse en kamp mod Sporting Almere, fordi der brød et masseslagsmål ud blandt spillerne “. Spillerne slog hinanden til blods og politiet måtte stoppe kampen. “Jeg løb til min bil og kørte væk af skræk for , at de skulle lade deres raseri gå ud over mig.” Min kone vil have, at jeg stopper øjeblikkeligt.” Desuden blev det afsløret, også Niels van Steen fra Buitenboys var offer for alvorlig vold. Målmanden måtte redde ham. 100 Ehrenamtliche hören auf – weiteres Prügelopfer. (Snaphanens oversættelse) “Det er et marokkanerproblem”.Navnene på spillerne kan man se her, og et foto af holdet her. De tre anholdte for mordet er marokkanerne Soufyan Babou og Yassin Dardak (“Yassin de mocro”) antilleren Daveryon Blasse.

– Se også Marokkanere sparker hollandsk linjedommer ihjel. Ifølge mine private kilder i Holland her til aften, er stemningen i endda særdeles ophidset, ikke bare blandt almindelige mennesker, men også mere moderate politiske aktører. Se citater i kommentar nedenfor. Mobilfoto af overfaldet:

Volden eskalerer også i Berlin

Den eskalerende vold i nabolandet er ikke længere et isoleret tilfælde. Også i Berlin er overfald på dommere den triste virkelighed.

Gerald Bothe, dommer for Hertha BSC, der blev overfaldet og kom på hospitalet for et år siden, fløjter nu igen. Skaderne er helet, men risikoen for at få nye er nærværende hele tiden. “Jeg har været angrebet voldeligt to gange siden dengang,” siger han. En hændelse som i Holland kan Bothe ikke udelukke for Berlin, “Det kan ske her når som helst. Det er ikke til at forudse. “

Siden starten af sæsonen i Berlin er otte kampe blev aflyst på grund af overfald på dommere. Et lille antal sammenlignet med de 36 000 kampe, der hver sæson kører problemfrit. Ikke desto mindre er hver voldshandling er én for mange.Gewalt eskaliert: Auch in Berlin geht die Angst um. (Snaphanens oversættelse)

Update: Sjakaler – videoreportage fra de anholdtes skole

En fjerde er fredag blevet anholdt og sigtet.

Alain Wagner is the leader of the Stop Sharia campaign in France and a co-founder of the International Civil Liberties Alliance (ICLA). Last Sunday Alain led an ICLA-sponsored demonstration in Brussels against the installation of two members of the Islam Party on town councils. He correctly pointed out that Islamic law violates not only Belgian law, but the European Convention on Human Rights.Illegal Representatives of an Illegal Party

Det delte Sverige

Jeg linkede til det relativt uinteressante del 1 i morges, men i anden del brænder tampen mere. Minister Ullenhag har ikke nogle selvstændige tanker at bidrage med, han går helt fortjent under navnet “floskelmaskinen,” hvad der vel er fordelagtigt at være, når man er sat til at forsvare noget uforsvarligt, og så bibeholder det diskussionen på et sagligt kravlestadium: Den flytter sig ikke ud af stedet, er man klar over når man har hørt den nogle årtier. Jimmie Åkesson siger noget, når han taler. Beundringsværdigt at han kan bevare fatningen:

kl 16.00-16.45 medverkar Erik Ullenhag, integrationminister (FP), Ylva Johansson, riksdagsledamot (S) och Jimmie Åkesson, partiledare (SD).

I Sverige er i morgen altid bedre end i dag, også selvom det kan dokumenteres, at den er værre. Selvom velfærden forfalder, byer splittes og forslumres, den importerede ungdomsarbejdsløshed er epidemisk, kriminaliteten grasserer og et analfabetisk, voldparat proletariat eksploderer.

Man skal blot leve mentalt i 1980, samtidigt med at kroppen befinder sig fysisk i dag. Man har kunnet tillade sig sin luksus, den svenske melankoli, fordi man var melankolsk på første klasse. I dag er det unægtelig nemmere at have en depression på Södermalm, Lidingö og Fårö, end i Södertälje, Landskrona og Malmø.

Selvbilledet sidder urokkeligt fast i en tidslomme omkring 1980, inden Palme og Lindh blev myrdet, da Sverige var verdens fjerde rigeste land. Det understøttes af alle de, der ikke fysisk oplever den nuværende virkelighed: Politikerkasten, mediekasten og pengeartistokratiet. Problemet er, at flertallet af vælger tror på deres verdensbillede, fremfor at tro det deres egne øjne ser, når de går ud af døren: At århundreders arv, fred og velstand er i opløsning og frit fald og at processen er fremskreden. Akkompagnerende skruer megafonerne op for deres optimistiske slagsange, men fortier deres private, hemmelige desperation. “Hvordan slipper vi godt fra dette?” Jeg kunne ikke bekymre mig mindre om dem, men jeg føler med dem, de har forrådt og bedraget. (Följ med Aftonbladets Kenan Habul, Natalia Kazmierska och Stefan Mattsson på en reportageresa genom Sverige.)

Borlänge

Fortsæt med at læse “Aftonbladets morgenrøde”

Det er unægtelig set før: Broderskabet, Hamas, Hitler – selv Cubanerne troede revoultionen drejede sig om demokrati, men de blev klogere. – I Bryssel er to shariatroende muslimer valgt ind i byrårdet. De aflægger ed på den belgiske lov, kongehuset og retsstaten med den ene tunge, og siger åbent med den anden, at de vil gøre Belgien til en islamisk stat med sharia. Én belgisk borger rejser sig op og protesterer mod forrædderiet mod demokratiet og friheden. De andre politikere i byrådet klapper af det, de har udrettet. Det er jo bare ‘democracy at work” som Ole Thyssen, Fredrik Stjernfeldt og Det Radikale Slæng ville sige. Hvem skal vinde den frihed tilbage, de sælger ud af i disse år? Se også Lone Nørgaard klæde de professorale naivister af i Kampen om Samfundet. – Anderlecht [Brussels]: Clash during swearing-in of Islam list alderman.

“There is nothing that an intellectual less likes to change than his mind, or a politician his policy.”

“If the history of the 20th Century proved anything, it proved that however bad things were, human ingenuity could usually find a way to make them worse.” (Theodore Dalrymple)

Det delade Sverige kl.15:03

I ett extrainsatt Studio Ett Special torsdag 6 december kl. 15.00 får politiker höra delar ur reportageserien Det delade Sverige och försöka svara på den oro som människor uttrycker. Under hösten 2012 gjorde Studio Ett:s reporter Katarina Gunnarsson och Ekots Marcus Eriksson en reportageresa där de upmärksammade den djupa segregation som finns inte bara i storstädernas förorter, utan nu även i mindre städer. SR.

Belinda Olsson lämnar programledarskapet för Sveriges Televisions program Debatt efter 3,5 år. Ny programledare blir Kristina Hedberg. “Det har varit helt otroligt roliga och viktiga år för mig. Jag älskar det här programmet och det är viktigare än någonsin i dagens debattklimat där experttyckare och politiker knappt vill möta vanligt folk och klagar om folk inte har ‘rätt’ åsikter. Själv försöker jag lämna festen på topp”, säger Belinda Olsson i ett pressmeddelande. Belinda Olsson lämnar, SVTs Debatt

(Klik f.helskærm.)

Amsterdam planlægger “landsbyer for afskum”
Af CHRISTIAN SKAUG

Mange byer i middelalderens Europa var omgitt av høye murer som beskyttet borgerne mot ytre fiender, hva enten det var tale om invasjonsstyrker eller utenbys kriminelle. Eneste adkomst var gjennom strengt bevoktede porter. Etterhvert sank voldsnivået drastisk, og murene som ble stående igjen forble minner om fjerne tiders harde realiteter.

I den moderne, multikulturelle middelalderen er det gjerne betalingsmurene som skiller folk fra hverandre, hva enten det er tale om boligområder, butikker med høyere eller lavere prisnivå, eller ditto fritidsaktiviteter, serveringslokaler og fornøyelser. Men man har hittil ikke sett så mye til den tvungne fysiske adskillelsen mellom mennesker.

En fersk, forbløffende nyhet fra Amsterdam kan muligens være en slags forsmak på noe vi vil se mer av med tiden: Lokalmyndighetene dertilbys planlegger utrolig nok å tvangsflytte voldelige og antisosiale plageånder ut av det urbane rom og til soner av provisoriske boliger i avsidesliggende områder. Her vil de bo i minst seks måneder under oppsyn av politi og sosialtjenesten.

They have set aside 1m euros (£800,000; $1.3m) for the scheme, whereby special hit squads will identify offenders.
These will then be housed in the caravan-style containers, under the eye of police and social services.
The council denied seeking to create ghettos – or “scum villages”, as have they have been called by some.
Troublemakers are to be moved out of the picturesque centre of the city and placed in isolated areas, with access to only basic services.

Hensikten er å motvirke at menneskene med problemadferd tar over bykjernen, mens de lovlydige personene flytter vekk derfra. Man skal kun benytte seg av dette tiltaket i “ekstreme tilfeller”, i (et sannsynligvis forgjeves) håp om at de angjeldende sonene ikke blir kriminelle ghettoer.

At den politiske ledelsen i den nederlandske metropolen går til et slikt skritt, er litt vanskelig å forsvare overfor tankens portvoktere, siden Geert Wilders — varg i veum som han er — tidligere hadde lansert et lignende forslag. Men dette var selvsagt heeelt annerledes.

Og selv om det nok er befriende å bli kvitt plageånder, er det sant å si noe uhyggelig over forslaget. Man tror nesten ikke det man leser. At utviklingen i Nederland er gått så langt at ansvarlige personer overhodet vurderer slike tiltak, er tragisk.

BBC: Amsterdam plan to rehouse serial nuisance neighbours, Der Spiegel: A Punitive Village for Dutch Ne’er-Do-Wells, Washington Post: Amsterdam plans to relocate troublemakers to ‘scum villages’.

Plans for new east London ‘mega-mosque’ rejected by local council

Proposals for Britain’s biggest mosque located near the Olympic Stadium were tonight refused planning approval amid fierce local opposition.Newham councillors tonight rejected the plans, from Muslim group Tablighi Jamaat, after planning officials recommending permission be refused. As thousands waited outside the council offices for the result, officials ruled the proposal, first mooted in 2007, was too large, would generate too much traffic and was poor in its planning and design. Telegraph, Newham “mega mosque” plans rejected by councillors

Af Mikael Jalving, JP, 30.11.2012

Under en snabbutflykt till Malmö i början av veckan sprang jag på ett spöke. Det var den tidigare arbetsmarknadsministern Sven Otto Littorin, han som fick avgå 2010, då det kom fram att den gode mannen hade besökt en prostituerad fyra år tidigare. Inte för att det fanns rapport om att herr Littorin hade behandlat henne illa, än mindre att han hade kritiserat kvaliteten på hennss tjänster. Nej, nej, brottet bestod i att han hade köpt sex – och som vi alla vet är det det värsta man kan göra i vårt kära grannland – att spendera pengar på sånt. Endast en enda sak är lika vidrig – eller värre, nämligen att vara islamofob.

Jag kan inte minnas att jag någonsin har öppnat en svenska tidning utan att stöta på justr detta specifika ord. Denna dag var inget undantag. I Expressens förmiddagsutgåva for i en artikel den återuppståndne Sven Otto Littorin med manisk frenesi, påminnande om Poul Nyrup Rasmussens, fram mot “främlingsfientligheten”. Herr Littorin, som numera är rådgivare åt den regionala byråkratin i Skåne, hävdade, invävt i ‘nyrupska tirader’ om “trångsynthet”, “människosyn! och “värdegrund”, att massinvandring är Sveriges enda hopp. Utan den, ingen ekonomisk utveckling, ingen tillväxt.

Jag ubröt i ett ofrivilligt skratt, medan jag läste spökets goda råd till det fattiga Skåne och jag frågade mig om Herr Littorins plötsliga och påtvungna utmarch från “Top of the Pops” i svensk politik hade gjort honom blind (man skulle ju egentligen ha trott motsatsen), men påminde strax mig själv om att hans “argument” i själva verket är gemensam valuta för Sveriges politiska, mediala och industriell elit.

Det är dessutom officiell politik. Statsminister Fredrik Reinfeldt har sagt samma sak: att det finns miljarder i den öppna dörrens politik. Huruvida herrarna och damerna tror på detta är förstås en teoretisk fråga, som vi får äverlämna åt framtidens historiker och de som kommer att vaka vid elitens dödsbäddar. För närvarande noterar vi bara att Globaliseringsrådet under den borgerliga regeringen mässar med. Just mässar, medan pyntet dröser av den svenska ekonomin, vars negativa tillväxt är minst lika påtaglig som den danska och medan bostadsmarknaden står inför samma dystra nedgång som på den här sidan av Öresund.

Att betrakta Sverige idag kan liknas vid att åse hur den uppfluffade födelsedagstårtan alltmera sjunker ihop medan jubilaren med vänner fortsätter att sjunga ‘Ja må hon leva….’. Invandringen från alla världens fjärran länder är och blir räddningen, inte en del av eländet. Så det så! Med den retoriska upptrappningen, att de som tycker annorlunda lider av en fobi. På så sätt reduceras problemet med invandringspolitiken till psykologi. Är man oenig med den rådande logiken, så är man sjuk i huvudet och blir utsatt för politisk och social nedtrampning. Oenigheten lyftes därigenom ut ur den politiska sfären, där den annars hör hemma.

Idén om invandringens demografiska och ekonomiska nödvändighet är grundad på några skröpliga fantasier om att länder som Sverige och Danmark kommer allt framgent att efterfråga mer och mer arbetskraft och att dessa arbetstagare skall kunna integreras i den allmänna välfärden. Motsatsen kan lika gärna visa sig vara fallet – ja, utan att överdriva kan man säga, att det redan verkar förhålla sig på det sättet.

Den “demografiska katastrofen”, som allmänt säges vara en följd av minskad invandring, är mindre sannolik än det framtidsscenario som ugöres av importen av människor utan vilja och incitament att hitta ett jobb i våra vid det laget förfallande välfärdsdemokratier, och som kan bli den stenen som stjälper hela lasset.

Siffrorna talar för det senare, så som ekonomerna Jan Ekberg och Jan Tullberg har påpekat i sina mycket försiktiga uppskattningar av vad invandringen varje år kostar Sverige – och det rör sig icke om småpengar, vill jag hälsa och säga. Man måste inte vara läkare för att förstå att det som några kallar fobier är verklighet för andra.
(Oversat af Dacapo, med forfatterens venlige tilladelse.)

Sagt och skrivet om Mikael Jalvings Absolut Sverige

”Jag har varit i offentligheten i tjugo år och har intervjuats av hundratals journalister, men jag har aldrig mått så illa som under denna intervju”.- Nalin Pekgul (intervjuvad i boken), ordförande för socialdemokratiska kvinnoförbundet

”Och så har ni författare som Mikael Jalving, som driver tesen att…Suzanne Brøgger avbryter genom att röra pekfingret i en cirkel vid pannan samtidigt som hon ser medlidsam ut. Vi talar inte mer om Mikael Jalving”. – Andreas Ekström i intervju med den danska författere Suzanne Brøgger på Bokmessan i Göteborg i 2012 i Sydsvenskan

”Framför allt är Mikael Jalvings egen trovärdighet i yttrandefrihetsfrågor lika med noll efter att ha minglat med nazister (…) Sverige är inte immunt mot den danska bacillen, men vi har en långtgående tradition av tolerans som fortfarande skyddar oss mot de farligaste idéströmningarna. Den traditionen måste vi vakta som hökar.” – Lederskribent Lisa Bjurwald i Dagens Nyheter

”Något är ruttet i Sverige” – Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad

Jalving er selv ude om det. “Jeg kan kun skrive onde bøger”, sagde han i Malmø sidste januar.Jeg ved ikke, hvorfor bogen har skiftet navn i oversættelsen af “Absolut Sverige, En rejse i tavshedens rige” til “Absolut Sverige, Ett land i forändring,” det er jo ikke en variation af meningen, det betyder noget helt forskelligt, men man kan jo meditere over det. Nu kan bogen i al fald efter mange genvordigheder købes på svensk her. Det må være meningen med at være en bog. Roland Huntfords berømte Sverigesbog bog “The New Totalitarians” (1975) havde også store vanskeligheder med at komme på svensk. Den kom uden videre på dansk: “Fagre nye Sverige, demokrati eller demokratur?” og kan fås antikvarisk for 50-100 kroner. (*Simon Spies)

“Overvåg smudset”

I Sverige fortsætter den selvudnævnte nydelighed med sin verbalhygiejne, det stiller heller ikke så store krav til evner og mod, som at diskutere politik og kultur. Den socialdemokratiske møgspreder, Aftonbladet, kan ikke lide internetblogs af anden observans, eller rettere, de kan ikke lide partier, der gør indhug i socialdemokratiske vælgere. Hvem skal overvåge smudsavisen Aftonbladet? Ikke jeg, jeg ser den kun ved et uheld. Kulturredaktøren, kommunisten Åsa Linderborg er regredieret til ren infantilitet:

Bara den som besökt nån av järnrörssajterna – Avpixlat, Fria Tider, Nationell idag, Nationell nu, Nordfront med flera – förstår hur det piskas mot muslimer, judar, somalier och romer. Det skrivs saker där som förmodligen inte är förenligt med svensk lagstiftning om hets och missaktning mot folkgrupp.Ska vi låta det pågå? Vi på Aftonbladet Kultur tycker inte det, och därför granskar vi under december högerextremisternas nättidningar. Hur ser lagstiftningen egentligen ut och hur fungerar den i praktiken?

I måndags startade vi en blogg där vi gav exempel hämtade från järnrörssajterna, uttalanden som jurister sen fick kommentera. Den bloggen har vi tvingats ta ner eftersom vi med den kan misstänkas för just det vi vill motverka – hets mot folkgrupp. Det är inte första gången som juridiken försätter journalistiken i ett moment 22.Granskningen fortsätter för vi har en lag. Järnrörssajternas hets mot folkgrupper får inte fortsätta, Aftonbladet tvingades stänga sin hatblogg