(Manden med megafonen på video 2, er Ship to Gaza aktivisten Dror Feiler.) – Man kan mene, det er en hård rubrik, men følg tankegangen. Aftonbladet har det problem, at de helst ikke vil transmittere talerne, så de knævrer ind over dem og interviewer ‘anti-nazister’ med et vist besvær for Stockhomvänsterns larmekor. AB må have fået besked fra højere sted, at de ikke skulle formidle talerne. De kalder uden videre EDL for ‘antidemokrater’, men de giver dem ikke selv deres demokratiske ret til at komme til orde. Man skulle tro en avis der får så store offentlige midler gennem den rundhåndede pressestøtte, følte en vis informationsforpligtelse, men nej, stiller sig tilfreds med at være Pravda versionen af Völkischer Beobachter. AB er en parodi på en avis, men den har ikke monopol på parodien.
Men man skal altid huske, når man kritiserer svenske medier, at Riksdagen i 1975 i modsætning til andre lande faktisk har besluttet af Sverige er et multikulturelt indvandrerland, og at det blot er det, som de regimetro svenske medier afspejler. De bider ikke den hånd, der fodrer dem, og derfor er der ikke nogen pluralisme i rapporteringen som i andre europæiske medier. Kritik af islam er kritik af multikulturen, og kritik af multikulturen, er kritik af Riksdagen. Mere indviklet end som så, er det ikke set fra journalistikkens synspunkt. Derfor har Sverige kunnet gennemføre den suverænt største indvandring pr. capita i Europa næsten uforstyrret af nogen offentlighed. Skulle vi tale om, hvem der er ‘antidemokrater’, AB og Jan Helin? Jeg tænkte nok, vi ikke skulle. Svensk LO og Schibsted vejer væsentligt tungere end noget demokrati.
Ytringsfrihed på papiret er altid relativiseret af virkeligheden. At ramme en svensk journalist på brødet, er det næstværste man kan gøre efter at ramme hans personlige liv og hans familie. Svenske medier spiller et demokratiteater, der hedder “vi er offentligheden i et demokrati med fuld ytringsfrihed for alle lovlige synspunkter.” De ved udmærket, at det er et (selv) bedrag. De har solgt dele af sig selv fra, der er værre end at sælge sin krop, hvad så mange gør uden at miste sig selv: De sælger deres tanker og samvittighed. De har prostitueret deres ånd, og de har som Faust indgået en pagt med djævlen. Prostitution i Sverige er forbudt, men kun korporligt og kun for købere. Overvej det, svenske aviskøbere, betalere og tvangsforbrugere af SVT og SR.
Her standser den diskussion og derfor er den rigelige opinion af blåstemplede meningsmaskiner i svenske aviser i det store hele spild af kostbar tid hvad angår indvandring, islam og endda terror, ja selv om journalistikkens hæderlighed. Hvis svenskere vil informeres alternativt, må de bruge udenlandske medier. Hvis de selv vil mene noget afvigende, må de oprette en blog. Behovet var selvsagt stort, Avpixlad er Sveriges 15 største nyhedssite. Man kunne ikke forestille sig noget lignende i nogen andre samfund, der prætenderer at have ytrings- og pressefrihed.
Man skal kunne huske Sverige inden internettet, – det Sverige jeg kender bedst fra 1960 til år 2004 – for at kunne forestille sig hvilken politisk og intellektuelt indavlet provins, det var. En provins der fostrede større dissidenter, end vi nogensinde har haft i Danmark, ikke mindst blandt kunstnere. Den svenske isolation fra verdens dårskaber hed “neutralitet”, men var i virkeligheden en illusion, en livsløgn og en fortsættelse af 250 års liv på Europas sidelinje. I splendid islolation er det menneskeligt at udvikle en følelse ad mereværd og moralsk overhøjhed, og den er endnu mærkbar i Sverige, selvom den er dømt til at forsvinde i sit møde med realiteterne.
Der er meget at beklage ved realiteterne, men svenskere bør i al fald glæde sig over endelig at blive om end modvilligt smidt tilbage i historiens malstrøm. Mikael Wiehe har bildt sig ind, at han var oppositionel i 70 erne. Han var lige så meget stik i rend dreng for Oluf Palme, som rødgardisterne var for Mao. Hele hans liv er én lang illusion om hans pseudo-oprør. Han har aldrig risikeret andet end medaljer for sit medløberi. Bliver man bare gammel nok, tror de unge man også er klog. Sådan vandrer illusioner fra en generation til den næste, og jeg skal lige love for, at de er blevet ortodoksi i Sverige, ikke mindst via universiteter og skoler.
I Sverige faldt “Muren” da nettet fremkom og svensk journalistik og politik kæmper stadig en kamp man kan iagttage hver dag med det ubehagelige faktum. For første gang nogensinde, kunne Den Politiske Adel ikke bare ignorere pøblen og påregne, at alt ville forblive uændret. Nettet kom imidlertid for sent til at forhindre det, politikere og medier nu har gjort ved landet. De der lever, vil få rig lejlighed til at angre, at de lod demokratiet overhale indenom af den medie-politiske, såkaldte elite. Nu er de i den værste situation af alle: Et politisk fait accompli stillet overfor en gryende, folkelig protest. Udviklingsmulighederne er svimlende.
Pamela Geller sagde i AB s interview med hende: “Vi kommunikerer igennem You Tube, når vi nu ikke kan bruge sådan nogle som jer.” Journalisten anede ikke, hvad hun gik ind til. Man kan sige meget om Geller – jeg har mødt hende allerede for længe siden, så det skal jeg undlade – men den stakkels journalist fik mere kam til sit blonde hår, end hun havde anet.
Man skal altså ikke forvente sig at høre hvad Robert Spencer, Tommy Robinson eller Pamela Geller havde på hjertet her, men man får et ganske godt billede af et Sveriges weimariserede atmosfære ved lovligt anmeldte demonstrationer, og ikke mindst den skyld svenske medier har i det. Bare tjek SVT Rapport – og nu over til Pride Paraden. Alle hønsene m/k var der med deres fjer på, og det er langt vigtigere i den fjerne provinsby 500 km fra polarcirklen, Stockholm. Trots det stora polispådraget på Norra Bantorget har situationen blivit orolig, Oroligt vid högermöte. Knallskott på Norra Bantorget.
Dispatches: Live blogging complete: Demonstrations in Stockholm









