En optagelse fra Tage Erlanders tidligste regeringsperiode længe inden Riksdagen blev ramt af den kollektiv sindssyge, man kan datere cirka fra Olof Palme, for eftertiden “Sankt Olof”. I dag er det jo Sveriges nationaldag. Sidste år fejrede jeg den i Småland, og det var en smuk dag men opblandet med vemod, selvom jeg ikke skrev det. Jeg spår, den vil blive fyldt med ægte mening efterhånden. Ikke engang ordene for natiolnalfølelse eller fædrelandskærlighed er tilbage. ‘Nationalisme’ kalder de det, og det er ikke venligt ment, men følelsen for landet forsvinder ikke bare fordi man har tabuiseret den. Den vil trænge sig vej tilbage i dæmonisk form. ABB kan vise sig, kun at være hors d’œuvren, selvom han er så forstyrret at psykiaterne siger, de aldrig har set noget lignende. Må vi se en psykiatrisk rapport på de fire svenskere, vi nu skal have på slæb i danske fængsler i 12 år, eller falder de bare ind under, hvad man klinisk bør forvente sig? – SE også Søren Pind: Tillid og Troskab – Grundlovstale 2012.
Heksene iblandt os

Giulio Meotti journalist på Il Foglio, skriver en kronik om de kunstnere, intellektuelle og journalister, der er ofre for islams dødstrusler og for ‘antiracisterne, ‘Det 21. århundredes kommunister,’ som Alain Fienkelkraut har kaldt dem, og som deres endnu ikke ramte kolleger overhovedet ikke er solidariske med. Heriblandt journalisten Eric Zemmour, der netop er blevet fyret fra it job, Oriana Fallaci der fik en retssag på halsen, nobelpristageren Wole Soyinka, “den nigerianske Joyce” der er blevet kaldt racist, Michel Houellebecq der kom for retten for romanen “Platform”, Kurt Westergaard og Lars Vilks, der lever som flygtninge i eget land, professor Afshin Ellian, der lever under politibeskyttelse bag panserglas, og ikke mindst filosoffen Robert Redeker, der fik stjålet hele sit liv over en kronik og som nu lever ignoreret og fortrængt af den franske intelligentsia:

I recently spoke with Robert Redeker, the philosopher and columnist condemned to death for an article in Le Figaro newspaper. His piece, a response to the controversy over remarks about Islam made a week earlier by Pope Benedict XVI, was titled “What should the free world do in the face of Islamist intimidation?” Redeker was sentenced to death in a posting that, in order to facilitate a potential assassin’s task, provided his address, telephone and a photograph of his home. “I went to Austria for a conference and even there the bodyguards were always with me,” Redeker said. The police did not even allow him to announce his father’s death, because someone could have noted the surname. “I had to bury my father like a criminal,” he said. The marriage of his daughter was also attended by the police. Redeker had to sell his house and buy another one in a secret location. “I cannot go out to buy bread or newspapers or for a glass of wine. I cannot walk in the streets. I cannot take the train, bus or subway. I cannot answer the question of what I can expect from the future. This new situation has changed my perception of time…It’s as there is no future for me.”
A few days ago I received another email of threat, saying: “Dear feces eating insect, continue to scratch around the Zionist dung as it’s natural for you, the Israelis will give you thirty coins.” To quote from Walter Laqueur’s masterpiece, these really look like the last days of Europe. Europe’s Witch Hunt.

Jeg er blevet gjort opmærksom på en Twittersamtale med kunstneren Kristian Leth, der bekæfter en gammel erfaring: Kunstnere og intellektuelle er ikke bare de værste forrædere af den frihed, de lever af, de er også fejgere end mennesker er flest. Det er en af grundene til, at de kunstnere som velfærdsstaterne flyder over med, lader mig stadig mere iskold og ligeglad. Tag nu det stykke bøssekunst, som Elmgreen og Dragset netop har forurenet Helsingør Havn med. Kunsthistorien vrimler med homoseksuelle, der ikke har gjort deres os uvekommende seksualitet til hovedtema i deres kunst, i nyere tid ikke engang Andy Warhol eller Francis Bacon. Når man som det dansk-norske bøssepar er så fikseret på sin seksuelle observans, må det være fordi de ikke har andet på hjerte end at lave kitch ud af deres underlivsfornemmelser. Hvad kommer de Helsingør ved? Men den glitrende, homopolitiske Adonis, der ligner en plastiksouvenir lige ud af et skydetelt på Dyrehavsbakken, appelllererede ikke overraskende til vores såkaldte kulturminister. Figuren skuer selvsagt længselsfuldt mod den svenske kyst. Forær den til Helsingborg, de vil hvine af fryd på det ny-gotiske lagkagerådhus. Placeret foran ville de tilsammen være det perfekte mareridt over tidens åndelige vægtløshed og kunstneriske uformåen.

Det har ført til spredning af ‘främlingsfientlig, mörk och rasistisk propaganda’, meddeler SVT, og det er jo helt ekstremt og ude af proportion bare fordi man har boet et sted i 43 år. En god svensker skal ikke bare aflevere sit land, men også sin bolig og hen skal lade være med at brokke sig. Svenskar måste flytta ut till förmån för ensamkommande.

Terrorister med og uden medietække

Dommen mod de fire svenske JP-Politiken-terrorister fik ikke nogen fremtrædende dækning i Sverige, og den raslede hurtigere end lynet ned af mediernes nyhedssites. Breivik sagen, der har været i gang siden 16 april og ikke involverer andre svenskere end islamofobiforskeren og anarkisten Mattias Gardell, får derimod stadig fede typer hver eneste dag. Det er ingen overdrivelse at sige, at verdenspressen udenfor Sverige, har gjort mere ud af sagen. Det var så påfaldende, at Medievärlden har spurgt fem udgivere, hvad der foregår: Terrormål i medieskugga? De svarer lidt buh og bæh, men lad mig oversætte: “Sverige er nu mere propfyldt af voldparate, fanatiske muslimer end i 70’erne, hvor arabiske mordere hvilede ud her mellem slagene. Vi kan tids nok få politiske og menneskelige sorger, lad os dog nyde vores lånte idyl lidt endnu. Ingen kom til skade og i øvrigt skulle det jo bare gå ud over en nabo, der ikke har lidt anden skade end de millioner, sagen har kostet.” Mats Skogkär uddyber i Sydsvenskan svenske mediers prioritering af forskellige terrorister, der følger et velkendt mønster:

Rättegången har inte fått den uppmärksamhet den förtjänar, som svenske terrorismforskaren Magnus Ranstorp vid Försvarshögskolan påpekade igår. Det kunde ha blivit ett spektakulärt massmord, helt i nivå med Anders Behring Breiviks våldsorgie i Oslo och på Utøya. Att den danska rättegången kunnat genomföras under sådan relativ tystnad beror dels på konkurrensen från rättegången i Oslo mot Breivik, dels på att de dömda lyckligtvis aldrig kunde sätta sina planer i verket. Men skillnaden beror nog också på vilka de misstänkta var.

Breivik motsvarar för många debattörer idealbilden av terroristen. En del uttryckte öppet sin lättnad när den skyldige snabbt visade sig vara ”blond, blåögd och kristen” och därmed kunde sägas vara en del av majoritetssamhället. Dessutom visade han sig ideologiskt vara något av en fascistisk urtyp. De dömda i Danmark har rötter i bland annat Nordafrika och Mellanöstern, de är muslimer och dådet som planerades var religiöst motiverat. Fallet är med andra ord ett politiskt minfält…..Att förlägga hotet till höger är på så sätt mycket tryggare. Men den lyxen kan inte polisen unna sig.Obehagligt hot.

Tyskland: Fem indvandremord på fem dage

Orhan S’. mord på sin kone var det femte indvandrermord på fem dage. Den 2012/05/31 i Bonn: Kemal S. (26) blev af sin svoger Murat T. (21, navnet ændret), stukket ned og dødeligt såret for angiveligt at have tævet sin kone, søster til gerningsmanden. 2012/06/01 i Hannover: Vural T. (36) skyder S. Sunay (32) foran et diskotek. 2012/03/06 i Wiesbaden: Efter et mindre parkeringsuheld, kom fem mænd kom i klammeri, der eskalerede helt. Jernrør, knive og andre slagvåben blev brugt. Resultat, flere alvorligt sårede og en, der døde i løbet af natten på hospitalet, en 58-årig ​​tysk-libaneser.. 2012/06/02 Schwäbisch Gmünd: Hamdi B. (31) skærer halsen over på sin ex-kone Nejla (28). Fünf Morde an Immigranten innerhalb fünf Tage. (Snaphanens oversættelse)

Svendborg Landevej

Fortsæt med at læse “Svenskere sættes ud – ‘flygtningebørn’ ind”

Interview af Jette Plesner Dali og Snaphanen

Over hundrede venstreorienterede overværer arabisk mishandling af jøde uden at gribe ind.

(Foto: Det lille israelske flag F. bar i reversen i Fælledparken)

Det er 1. maj i Fælledparken. Fra talerstolen har Villy Søvndal prædiket om, at “solidaritet betyder, at vi kerer os om hinanden,” da de kommer ud af det blå – lynhurtigt, beslutsomt og aggressivt. Gruppen af seks-otte unge arabere. Mens to af dem holder den 25-årige jødes veninde fast, går resten løs på ham med slag og spark. “Hvis ikke jeg havde pareret nogle slag, kunne det være gået meget værre,” siger han.

Mens de råbte “jødesvin” og “død over Israel”, smadrede de hans solbriller, flåede hans bluse i stykker, slog og sparkede. Trods chokket fik han spurgt dem: “Hva’ har I gang i, hvor er tolerancen?”

Bagefter forsvandt overfaldsmændene lige så hurtigt, som de var kommet efterladende den unge jøde med et flækket øjenbryn, hjernerystelse og blødende ud af næsen. Ingen af de 100-150 personer, der overværede overfaldet, kom ham til undsætning. Flere filmede optrinnet.

Gentagne overfald

Det gik også galt, da den overfaldne den 11. maj deltog i en støttedemonstration, som bl.a. Dansk Zionistforbund havde arrangeret foran Christiansborg.

“Efter demonstrationen blev jeg forfulgt over en kilometer af to araberdrenge, da vi gik ud af metroen. Når jeg stoppede op, stoppede de også op. De holdt en konstant afstand bag os. Til sidst lykkedes det os at løbe rundt om et hjørne og gemme os i en vens lejlighed.”

Han har prøvet det før. Helt præcist en halv snes gange indenfor de seneste seks-syv år. Ved et lignende overfald på Dronning Louises Bro for nogle år siden mistede han fem tænder – sikkert fordi han gik med jødisk kalot. Når han har vist sig på Nørrebro med et israelsk flag på reversen, er han adskillige gange blevet spyttet på.

Mit land

Hans veninde tør ikke længere følges med ham, hvis han bærer nogen som helst synlige tegn på, at han er jøde. “Hun er simpelthen for bange,” siger han. Trods de mange overfald nærer han stadig en vis respekt for det danske samfund, selvom den ikke omfatter venstrefløjens politikere:

“Det her er mit eget land. Jeg har alting på min side, lovgivningen, retssamfundet, alting – undtagen sikkerheden. Jeg er glad for, at jeg har så mange års erfaring i militæret, jeg er ikke bange. Jeg er blevet overfaldet siden jeg var 18. Der er jøder, der er bange, men som bliver meget glade over at se, at jeg ikke skjuler min identitet.”

Trods sin jødiske oprindelse har han gået i almindelig folkeskole, været på efterskole, sejlet med Skoleskibet Danmark og arbejdet indenfor militæret i fire år. Der blev han alvorligt skadet og pådrog sig en diskusprolaps, som han siden er opereret for flere gange. Han er sat sammen med skruer. Til tider har han svært ved at sove på grund af smerter i ryg og ben og han er nu under langvarig genoptræning.

Alligevel siger han, at det er bedre, at overfaldet i Fælledparken gik ud over ham end over en gammel dame, der ikke kan forsvare sig.

Kan en jøde være socialist?

Den 1. maj havde han medbragt et israelsk flag med, der hang over hans taske, ligesom han havde et lille jødisk emblem på blusen. “Kan man ikke være socialist, bare fordi man er jøde?” spørger han. I Fælledsparken bemærkede han andre, der bar t-shirts med påskriften “Boykot Israel” og nogle, der viftede med palæstinensiske flag.

I dagens Danmark bliver det opfattet som en provokation at gå med kippa – den lille kalot, som en del jødiske mænd bærer. Det samme gælder, hvis en jødisk kvinde bærer en davidsstjerne i en kæde om halsen. Ved den jødiske skole i København er der videoovervågning og hegn.

Åbenlyst jødehad

Hvordan reagerer det jødiske samfund på det åbenlyse og voldelige jødehad, der har vundet indpas i Danmark? Den 25-årige jøde svarer, at det jødiske samfund er delt. Nogle ønsker ikke at reagere – ikke kun fordi man er bange for det, men fordi mange straks vil opfatte kritikken som “anti-muslimsk”.

– Tror du, du bor her om 25 år?

“Det gør jeg ikke. Det tør jeg ikke. Mine børn skal ikke vokse op i et samfund, hvor de ikke kan være de mennesker de er. Danmark er på vej til at blive et farligt land for jøder. Det er det jo allerede, som I kan høre. Ekstra Bladet ville lave et interview med mig med navn og foto, men det er for farligt. Grupper som Hizb ut-Tahrir fører kartoteker over danske jøder og sympatisører. Jeg fatter ikke, at den organisation stadig er lovlig.”

Udbredt bekymring

– Du kender mange jævnaldrende jøder. Hvad taler I om, hvordan stiller de sig?

“Alle er bekymrede. Jeg kender ikke en eneste, der ikke er bekymret. Vi diskuterer allermest hvilken profil, vi skal have. Skal vi være pacifistiske og lade os kue af hadet? Vi er jo ikke interesserede i kamp her i Danmark, vi vil bare leve i fred. Jeg mener ikke, at vi skal lade os kue. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg banker panden mod mine egne folk, fordi jeg står fast på min holdning. Jeg står hårdnakket på min ret. Nogle af dem synes, jeg er ekstremist. I Danmark har man på en måde givet op, men kampen er først ved at blive slem nu. Jeg kan kun være den, jeg er.”

– Du tænker: “Hvor er jeg sikrest om ti år”?

“Helt klart. Det land, jeg vil føle mig mest sikker i, er Israel. Der vil jeg være omgivet af mennesker, jeg kan stole på. Kan jeg stole på, at min nabo ville gemme mig af vejen, hvis vi – Gud forbyde det – skulle få et nyt Holocaust? Kan jeg stole på, at politiet ikke henter mig?”

– Har du overvejet at engagere dig politisk?

“Ja, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne styre mit temperament. Jeg er simpelthen så vred. Men hvis ikke der er andre, der gør det …”

Bloggen er på rejse i det Sydfynske Øhav, der postes ikke Grundlovsdag trods mobilt bredbånd og alt det der. Kommentarer der bliver hængede slipppes igennem i morgen.

Endnu en meningsforbryder sigtet

Lars Hedegaard & Katrine Winkel Holm: Mange undrer sig over, at opklaringsprocenten for bl.a. indbrudstyverier styrtdykker. Men der er en forklaring: Politiet har så travlt med at komme efter meningsforbrydere, at det nødvendigvis må gå ud over andre opgaver.[..]

Men nu kommer det underligste: Torben Mark er så vidt vi forstår ikke sigtet for at have sagt slemme ting om danskere, eskimoer, asiater osv., men kun for at have skrevet ilde om medlemmer af religiøse grupper. Man kan altså frit fornærme eskimoer, men ikke muslimer, selv om »etniske grupper« hører til de særligt begunstigede i § 266b. Hvis den sigtede havde skrevet, at der er folk i rullestol, der vender det blinde øje til onklernes adfærd, ville det også være i orden, for handicappede nyder ingen særlig beskyttelse i den danske krænkelsesparagraf. Homoseksuelle gør, men formentlig ikke heteroseksuelle. Det går nok også an at fornærme folk, der bor på Falster, mens man skal vare sig for at sige noget lignende om hinduer. Berlingske

Dalrymple: “In politics as in medicine, first do no harm”
– “Heart of Darkness”; National Review; July 19, 1993

Why do I spend so much time arguing against such obvious rubbish, which should be both self-refuting and auto-satirizing the moment someone utters it? Why not just go and read a good book?
The problem is that nonsense can and does go by default. It wins the argument by sheer persistence, by inexhaustible re-iteration, by staying at the meeting when everyone else has gone home, by monomania, by boring people into submission and indifference. And the reward of monomania? Power.
– “The Triumph of Reason?”; City Journal; July 27, 2005

Boundaries do not maintain themselves and are in need of maintenance and sometimes vigorous defense.
– Our Culture, What’s Left of It; 2005

When every benefit received is a right, there is no place for good manners, let alone for gratitude.
– “What is Poverty?”; City Journal; Spring 1999

In the welfare state, mere survival is not the achievement that it is, say, in the cities of Africa, and therefore it cannot confer the self-respect that is the precondition of self-improvement.
– “What is Poverty?”; City Journal; Spring 1999

There is, in fact, no better way to produce shallow and superficial people than to let them live their lives entirely in the open, without concealment of anything.
– “All Sex, All the Time”; City Journal; Summer 2000

The corrosive ideal of social justice has been etched on to the psyche of the British so that it has become the good that is the sine qua non of all other goods. If society is unjust, anything goes. The assumption of personal responsibility can be postponed until social justice (always defined by its absence, for defining it positively is rather difficult) has been attained. In the meantime, one can behave abominably, yet feel aggrieved.
– “Nasty, British and Short”; The Spectator; September 21, 1991

Fortsæt med at læse “Free speech – expensive and offensive”

De skyldige er den 39-årige Sahbi Ben Mohamed Zalouti, den 46-årige Mounir Ben Mohamed Dhahri, den 31-årige Munir Awad og den 32-årige Omar Abdalla Aboelazm.De har alle nægtet sig skyldige. Mounir Dhahri har dog erkendt, at det var hans våben, der blev fundet ved anholdelserne i terroristernes dæklejlighed på Mørkhøjvej i Herlev, men at maskinpistolen blot skulle repareres og sælges i København. De ville begå en massakre i København. Fire kendt skyldige i terror mod JP. Fyra fälls för terrorbrott i Danmark. TV 2 video fra Glostrup. Her er de fire terrorister. Danish terror trial finds 4 guilty of plotting attack.

“Ikke under 16 års fængsel,” lød kravet fra anklageren i terrorsagen fra Glostrup. Kl. 15.10 får alle fire 12 års fængsel. Dette burde være et flovt øjeblik for svenske politikere, når man tænker på den mellemøstlige kriminalitet, som allerede er flydt fra Sverige over Danmark. Danmarkshistoriens største røveri, f.eks. Men vi skal ikke sætte næsen for højt, når det kommer til Riksdagens medlemmer, og der vil komme mere af dette som de vil forholde sig absolut tavst til. Nogen kommer til at miste livet på grund af dette en dag.

“Fyra män, bosatta i Sverige”, kalder Aftonbladet dem så diskret som muligt. Tre af dem er svenske statsborgere, om jeg må be’. En er endda svensk født. Sosse-tabloiden kender udmærket forkvinden for Sveriges Muslimske Råds Helena Benaoudas svigersøn Munir Awad. Benaouda vil nok være utræfbar for svensk presse- der ellers har været flinke til at lade hende være i fred for penible spørgsmål – i overskuelig fremtid, og mon Fredrik Reinfeldt lader sig fotografere med hende som borddame igen i nær fremtid?

Rigtige mænd sidder ned og tisser

og svenske kvinder vil jo gerne stå op og besørge, som man husker, og således vil Det ojämlika kissandet være ganske elimineret, og mere end det, tør man nok sige: Terrorbalancen mellem de mange svenske køn er uigenkaldeligt tippet.Vänsterpartiet vill att män sittkissar

Således belærte anarkisten og agitatoren Gardell nordmændene

Af Hans Rustad

Mattias Gardell fremsto som en “lite kaxig svenske” da han skulle forklare seg om tiltaltes idéverden. De norske aktørene ble litt lavmælte. Gardell har selv noe av de trekk som han kritiserer ved høyresiden: maskulin, aggressiv, selvhevdende og opptatt av å definere motstanderen sønder og sammen. I så måte ligner han på Jan Guillou, nok en representant for maskulin-venstre: de angriper antifeminister med samme maskulinitet som dem de kritiserer. Det skaper en merkelig dissonans. Kanskje var det det som gjorde at de norske aktørene i rettssal virket noe tafatte overfor svensken som bruste med fjærene.

Gardell senket seg ikke ned til deres nivå.

Han fikk holde på i nærmere to timer. Den som vil få en pekepinn om seriøsiteten til Gardell kan sammenligne hva han sa om Ayaan Hirsi Ali med hennes egne ord. Gardell åpnet med å gå rett i strupen på Hirsi Ali, ikke på generell basis, men ut fra hun sa på talen i Berlin 11. mai, da hun mottok Axel Springers ærespris.

Mange i Norge leser Hirsi Ali, og de som har møtt henne vet at hun utstråler en egen ro. Hun lar seg ikke vippe av pinnen. Hennes meninger er gjennomreflekterte og på et høyt nivå. Men ifølge Gardell er hun en av dem hvis tekster konstituerer Behring Breiviks tankeverden. Gardell var forsvarets vitne. Det er i seg selv tankevekkende. Hvorfor er du innkalt, spurte dommer Arntzen:

Mitt bidrag er naturligvis ikke å forsvare Anders Behring Breivik, men forsøke å redegjøre for den politiske idéverden som møtes gjennom lesning av kompendiet og diskutere disse idétradisjonene og hvordan de har oppstått. Og hvordan det har blitt kokt sammen til det mest spesifikke kontra-jihadistiske miljøet.

Den kognitive dissonans går som en rød tråd gjennom Gardells forelesning, fordi det var det vitneforklaringen artet seg som. Gardell doserte til uvitende, uopplyste nordmenn. Var det denne nedlatenheten som gjorde at han turde gå så hardt ut?

Gardell fremstiller ett miljø. Ved å innlede og karikere Ayaan Hirsi Ali til del av og premissleverandør for det kontrajihadistiske miljøet, viser han hvem han er: han er ikke forsker, men en agitator hvis budskap er å skape et fiendebilde, akkurat det samme han anklager motstanderne for. Igjen dobbeltkommunikasjon.

Gardell, i likhet med Lars Gule, opererer med syllogismer: det ene premiss fører med nødvendighet til det andre. Slik skapes en jernhard logikk som må føre til en bestemt konklusjon. Det finnes ingen annen mulighet. Og heller ingen nåde. Gardell er forvalter av denne nøkkel til forståelse, som publikum må være takknemlig at han deler med oss.

Det som karakteriserer logikken er en ekstrem reduksjonsime: alle veier fører til fascismen. Denne militans er mye sterkere i Sverige enn Norge. Men 22/7 gjør oss mottakelige.

Gardell postulerer at antisemittismen er erstattet av antiislam. Det er en meget drøy påstand hva Ayaan Hirsi Ali angår, og mange andre moderate islam-kritikere. Men for Gardell er det om å gjøre å slå de moderate i hartkorn med ekstreme. Er han ikke da selv ekstrem? bidrar han ikke selv til radikalsering, av sine egne? og polarisering?

Miljøet

Dette miljøet har ligget i langkoking de siste 20 årene og kan beskrives som en ekstremhøyre-gruppe. Den har mer eller mindre framgangsrikt forsøkt å erstatte den gamle antisemittiske bevegelsen, og er i dag mer utpreget antimuslimsk. Den står i motstand mot islam, muslimer, multikulturalisme, og det man oppfatter som relativisering av de kristne verdiene.

Undergangen er allerede innledet. Klokken står fem på tolv. Verden som vi kjenner den kommer uunngåelig til å gå under. Og det modige mindretall som advarer samfunnet om faren ved islam og multikulturalisme får ikke komme til orde.

Fortsæt med at læse “Svenskere får 12 år for terrorplan mod JP/Politiken”

Ifølge Le Nouvel Observateur er voldsmændene ‘nordafrikanere’.(Video, fransk utekstet)

Tre jødiske skoleelever er blevet tæsket med hamre og jernstænger i antisemitisk angreb i Lyon. En gruppe personer udstyret med hamre og jernstænger angreb søndag tre 18-årige jøder i den sydfranske by Lyon.Indenrigsministeren fordømmer det “ekstremt voldsomme” antisemitiske overfald. Angrebet fandt sted sent søndag eftermiddag, da de tre ofre, som alle bar den traditionelle jødiske hovedbeklædning kippa, forlod en jødisk skole. Det oplyser politiet. Flere personer omringede skoleeleverne og hånede dem, før en gruppe på omkring 10 personer begyndte at slå på ofrene. En af eleverne fik et åbent sår i hovedet, og en pige blev slået i nakken. Den tredje elev blev ramt på armene.Tre unge franske jøder udsat for hadangreb. – Lyon: Trois jeunes juifs portant kippa agressés au marteau et à la barre de fer. Ten people with hammer, iron bar, brutalize Jews.

Ifølge Ariel Goldman, talsmand for af det jødiske samfunds sikkerhedstjeneste, er antallet af antisemitiske handlinger steget meget kraftigt siden Merah-attentaterne. “Der var klart anti-semitiske bemærkninger, før, under og efter overfaldet”. Dette er det andet af sin art. Ariel Goldman fortæller om den “samme type overfald med en hammer for et par måneder siden.” For et par uger siden var der yderligere et angreb i Villeurbanne ved Lyon. En mand på omkring 40 år iført en kippah ville lukke sin butik. En bil stoppede ud for ham, og han blev ramt af et skud fra en kraftig softgun, som forårsagede blødninger i hans ene ben. ” “Il y a eu très clairement des propos antisémites avant, pendant et après l’agression” (Snaphanens oversættelse)

“Racism against the native French is causing havoc”

Marine Le Pen asks for a law against anti-white racism. “Anti-white racism against the native French is causing havoc”- Last Wednesday, in a program organized by LPC, Le Monde, AFP and France Info, Marine Le Pen attacked the justice minister and asked for the establishment of a law against white racism.

“People live in fear,” she added, citing people who wrote her messages such as “I was systematically attacked because of being white, because I’m French, and they insult us with graffiti on walls.” Marine Le Pen exposed some cases of anti-white racism in France: “Dirty white, white-faced… that’s what millions of natives hear every day,” she said. Marine Le Pen: Outlaw Anti-White Racism

Op til 5 års fængsel for at tvinge børn til ægteskab

Families who coerce their children into a forced marriage could face up to five years in jail under legislation to be announced by the Prime Minister this week. The new law will criminalise the practice, which occurs in some ethnic communities.Forcing someone into wedlock would become a criminal offence in its own right under the proposals. Parents who force their children into marriage to face up to five years in jail in new crackdown

Strøget: Flanører og shoppere

Fortsæt med at læse “Lyon: Jøder tævet med hamre og jernstrænger”

I kampen mod højre helliger målet midlerne og enhver løgn er tilladt. Dele af pressen forsøger de mest kluntede tricks til snyde deres læsere. Som rapporteret i går, har venstreekstremister fra Antifa i Hamburg-Wandsbek lavet optøjer, sat ild i og overdængedet politiet med sten. Omkring 40 politifolk er såret og mere end et dusin køretøjer, herunder politibiler , antændt. Om nynazistisk vold forlyder der intet. (PI – Snaphanens oversættelse) 38 Verletzte nach Randale bei Neonazi-Aufmarsch, Schwere Gefechte bei Neonazi-Kundgebung in Hamburg.Brennende Barrikaden und bunte Fähnchen.

Gøteborg: Studenterfester overfaldes, men af hvem?

Pressen kaldet voldsmændene ‘bander’, blogs kalder dem ‘indvandrerbander’. Man kan afgøre med sig selv, hvem man har tillid til. MSM ville i al fald ikke fortælle sandheden, hvis de kender den, så meget tilsiger enhver erfaring. De skjuler instinktivt – akkurat som politikerne- de alvorlige bivirkninger af Sverige selvmorderiske fremmedpolitik, for så vidt man kan sige, de har nogen. Hvis de ikke kvalitetskontrollerede medier har ret, skulle rubrikken måske have heddet “Fremtidens Sverige tæver fortidens,” eller lidt mere fantasifuldt: “Den ædle vilde banker bogormen.” Hvorfor? Tjah, hvorfor i det hele taget politi, brandvæsen og redningsfolk?

Bortåt 25 personer attackerade nyblivna studenter från Ester Mosesons gymnasium i Göteborg på fredagseftermiddagen. Ett större gäng hade då hoppat upp på det lastbilsflaket där studenterna firade, och börjat slå och sparka på dem. Vittnen har berättat hur en kille blev nersparkad och fick tas om hand av sina föräldrar. Ingen behövde dock sjukhusvård. När polisen kom till platsen hade gärningsmännen redan sprungit därifrån. Men eftersom de hotat att återkomma, beslöt polisen att ge studentekipaget eskort hela vägen fram till det stora firandet på Götaplatsen. Gäng attackerade studentfirande

När det bråkande gänget avvisades från Trädgår’n i natt ringde de efter förstärkning.Strax efter klockan två i natt startade flera bråk på Trädgår’n. Hvitfeldtskas gymnasium höll studentfest på restaurangen, men enligt Trädgår’ns källarmästare Albert Alexandersson var det ett gäng utifrån som startade bråken. – “Det var en grupp på 10-15 personer i 18–20-årsåldern som kommit över biljetter. De gav sig in i lokalen och startade bråk på flera olika platser samtidigt. Det verkade planerat, menar han. Mellan 1100 och 1200 människor var i lokalen när bråket började. Jag har inga belägg för att det hänger samman. Men många menar att det var en återkoppling till de tidigare bråken. Båda bråken var gängrelaterade och handlade inte om fylleslagsmål. Det verkar väldigt planerat.” 30 maj: Studentbråk på Trädgår’n.

Henrik Dahl: RAF regeringen – fjolser uden ledelse

Det, der har udløst den politiske progeria i den danske regering, er antageligvis en kom­bination af tre ting.For det første lader det til, at brudte løfter bidrager kraftigt til, at syg­dommen bryder ud. Det interessante – set fra et medicinsk perspektiv – ved brudte løfter, er, at de har tærskel- og ikke dosisrespons. Indtil man med andre ord rammer en bestemt, høj tærskel af brudte løfter, reagerer vælgerne ikke på stigende dosis. Men overskrides tærsklen, er fanden løs. Så har vi situationen, hvor en regering ældes otte gange hurtigere end normalt.

For det andet lader det til, at inkompetence spiller en rolle. Og igen kan der konstateres tærskelrespons. Et enkelt, harmløst fjols eller to har aldrig skadet en regering, og selv tre-eller fire kan gå an (tænk for eksempel på Helge Sander, Ulla Tørnæs, Karen Ellemann og Jakob Axel Nielsen) i en kortere periode.
Men udnævner man en hel deling fjolser (Villy Søvndal, Ole Sohn, Pia Olsen Dyhr, Astrid Krag, Morten Østergaard, Manu Sareen, Uffe Elbæk, Carsten Hansen, Hækkerup x 2 og Mette Gjerskov) er det igen sådan, at tærsklen passeres, og den politiske progeria sætter ind.
Endelig er fraværende ledelse en udløsende faktor. Sætter man i spidsen for det hele en statsminister, der tydeligvis er hjælpeløs i alle facetter af disciplinen ”regeringsledelse”, er den politiske progeria uundgåelig. Regeringen ligner snart en der har siddet ved magten i årtier. Helle helt ny, helt nedslidt

Af Hans Rustad

Forsvarer Geir Lippestads håndtering av vitnene er en skandale. For å få klienten kjent tilregnelig ville Lippestad demonstrere at han hadde mange meningsfeller, at de sogar kan være moralsk medskyldige. Akkurat dette medskyldaspektet er blitt svakere etter hvert som rettssaken har gått sin gang og Breiviks morbide person har ruvet mer og mer.

Men spørsmålet om meningsfeller ble ikke frafalt. Det gjenspeilte seg i vitnelisten som grovt sett besto av mer eller mindre politiserende fagfolk og representanter for en politisk opposisjon som spenner over et bredt spekter. Det var med stor ulyst man leste sitt navn på denne listen, sammen med folk som Arne Tumyr og Vidar Kleppe.

Man risikerte å komme mellom barken og veden: mellom Lars Gule, Mattias Gardell, Øyvind Strømmen og Terje Emberland på den ene siden og Tumyr, Kleppe og Ronny Alte på den andre. Det blir som om man skulle gjort en SF’er ansvarlig hvis en RAF-terrorist hadde begått en handling i Norge. Delte de ikke de samme tankene?

Når heller ikke mediene gjør noe forsøk på distinksjoner, blir ubehaget og risikoen enda større. Man skulle altså gå i retten for å inkriminere seg selv.

Ikke plikt

Stor var derfor overraskelsen da tingrettsdommer Ina Strømstad kunne fortelle at privat innkalte sakkyndige ikke hadde vitneplikt. Bruce Bawer og Ole Jørgen Anfindsen hadde derfor ingen plikt til å vitne. Men det som så skjedde, gjorde skandalen komplett.

I de første vitnelistene som Oslo tingrett sendte ut var alle vitnene til forsvaret oppført som sakkyndige. Så sent som i går, på rettsdag 29, sendte forsvarerne ut en ny liste hvor tidligere oppførte sakkyndige vitner nå står som ordinære vitner.

Lippestad endrer altså vitnestatus for å presse folk til å vitne. Det er uhørt og, kan man si, uetisk. Spesielt etter å ha hørt Lars Gule i retten fredag. Gule kom som bestilt for å gjøre en jobb, å kompromittere den moderate høyresiden, en jobb han skred til med åpenbar glede. Hvis Lippestad tror at noen vil gå i vitneboksen for ham etter denne forestillingen, som eksempel på “meningsfeller”, må han befinne seg hinsides.

Men det er grunn til å tro at flere gjør det. Medienes ensidighet, bakvaskelse og utelatelse av informasjon danner en bakevje, eller et ekkokammer for å benytte den nye terminologien. Således omtaler også retten vitnene som “det høyreekstreme miljøet”. Tankene går i ring og blir selvrefererende. Det er alvorlig i en sak som dreier seg om terror og massedrap. Totalt vitnekaos i retten

Vidneflugt og vrede blandt Breiviks vidner

Torsdag og fredag forrige uke ble det klart at både mulla Krekar, den høyreradikale bloggeren Peder Nøstvold Jensen, kjent som Fjordman, den islamske aktivisten Mohyeldeen Mohammad og den islamkritiske forfatteren Bruce Bawer hadde klart å overtale forsvarerne til å la dem slippe å vitne.

Anfindsen kaller dommernes avgjørelse for uklok.- Jussen er formodentlig uangripelig, men det er grunn til å spørre om retten har lagt tilstrekkelig stor vekt på hvor politisert denne saken faktisk er. Det paradoksale og triste er at dommerne med dette gir næring til konspiratoriske oppfatninger om at enkelte grupper og meninger blir systematisk sensurert.

Jeg kan ikke akseptere at jeg skal fortelle retten om sensur samtidig som retten sensurerer meg, skriver Jensen. Vidneflugt og vrede blandt Breiviks vidner. (Se også Radio Free Norway)

What Britons want ?

The over-60s feel far more strongly than the under-40s that to fulfil the “British dream” we need fewer immigrants and departure from the European Union. The over-60s—that is, those people who have lived throughout the Queen’s reign, tend to say that Britain has changed for the worse since she came to the throne…..If there is a British dream, it is less about marching confidently towards Churchill’s sunlit uplands than clambering out of the hole we fear we are in. No wonder politicians fill the bottom three of the list of living Britons we most admire: Tony Blair, David Cameron and Tony Benn. Only Margaret Thatcher avoids the relegation zone, coming eighth out of 15. Prospect: A green and pleasant land, with fewer immigrants (Klik grafik for helskærm.)

Brussels police came under attack on Thursday after they arrested a Muslim woman who refused to remove her face veil. Protesters threw metal barriers and trash cans at a police station in Molenbeek. The district of the Belgian capital has a high number of Muslim immigrants. Johan Debecker, the head of Brussels-West police authority, said the unnamed woman became aggressive during questioning. – “She head-butted our policewoman and the policewoman now has a broken nose,” he told reporters. Some 100 people surrounded Molenbeek police station late on Thursday night, with scuffles breaking out…..Last month, an Antwerp court jailed the group’s spokesman Fouad Belkacem for two years for inciting racial hatred against non-Muslims.Brussels police attacked by Islamists: mayor Video: Flamsk utekstet.

Meanwhile, a Muslim mob of about 100 had been quickly summoned by mobile phone. They surrounded the police station, throwing missiles at the police. Anti-riot units had to deploy. The Socialist mayor of the area, Philippe Moureaux, has blamed the group Sharia4Belgium for the incident. He has issued a decree banning any gathering of more than 5 people in the district in case the mob returns tonight.Belgium: Muslim Mob Attacks Police Station Following Burka Check

Molenbeek-Saint-Jean er et kvarter nær centrum og “Europaviertel von Brüssel”. Forhåbentlig ligger Dan Jørgensen hjemme på sit hotel og bæller belgisk øl. Sahria4 Belgium opfordrer til fortsat kamp, meddeler belgiske medier. “De hersker ikke over gaden” siger borgmester Philippe Moureaux i De Standard. Lad os nu se, siger jeg. Det har været snert på før. Nogle episoder dansk presse ikke har viet synderlig opmærksomhed i deres EU dækning. VI har jo Mette Fugl og ‘international korrespondent’ – hvad er det nu han hedder ?

Bryssellistan: “It’s just a matter of time”, Bryssel – Europas muslimske hovedstad, 4000 Kalashnikovs på Bryssels’ gader, Optøjer i Bryssel, 12.4.2010, Bryssel: Vi har brug for en nødretstilstand, Mikhail Kalashnikov i Bryssel, Bryssel: Eurokrater og oprørere, Politiet kapitulerer i belgiske forstæder. Angreb på jøder og jødisk ejendom i Bryssel, Antwerpen og Charleroi.

Lars Gule alene i verden

Nu hvor Bruce Bawer også melder forfald – jeg spåede det for fem måneder siden – så bliver der tyndt i vidneskranken i Oslo. Anarkisten Gardell og ‘journalisten’ Strømmen, vil selvfølgelig møde op, men hvor er alle de, der skulle hænges ud som delagtige i massemorderen Breiviks verdensbillede? Gules analyse bør forurolige det politiske etsablissement, selvom den er vendt på hovedet. Hans tankeverden dyrker yogaens hovedstand. Der er ingen europæere, der har erklæret islam krig. Breivik er en diffus, sindsforvirret forpostfægtning.

Der er tværtimod en hel del muslimer, der for længe siden har erkæret Europa krig, hvad enten det er på det primitive gadeplan, som terrorister eller som det er erklæret på tryk af Det Muslimske Broderskab eller The Muslim Counsil of Europe 1980 – på det mere ideologiske plan. Der er ingen europæere der har besvaret dette endnu andet end verbalt med den skulle man tro meget agtværdige hensigt at forebygge den. Når Gule derfor også ser krigen, bør enhver blive urolig. Det der foregår nu, er abekastningen: Er de skyldige de, der advarede imod at installere konflikt, eller er de der gjorde den mulig? Det er det, det drejer sig om, for om tendensen og fremtidsdiagnosen hersker der nogenlunde enighed. Den der vinder abekastningen nu, står uskyldsren når ulykkerne kommer væltende.

Vi befinder os altså i et forspil, en ‘phony, intellectual war’, hvor Oslo Tingsret lige for tiden er brændpunktet, men det kan flytte sig med døgns varsel. Hvor havner aben, hvem skal havne på den forkerte side af historien? Alt dette er positionering med henblik på kommende tider, der kæmpes allerede om eftermælet til en krig, der knapt er erklæret og i al fald ikke af de oprindelige europæere, en krig der er i fostertilstanden. Gule ved det, han er ikke så dum, måske føler han endda allerede skyld i den underbevidsthed, han måtte have.

Hvorfor skulle islam i Europa føre til krig ? Den svenske officer Anders Lugn prøvede i 2008 at advare svenskerne, om det samme som jeg har forsøgt. “Vi har nu lagt alle betingelserne til rette for en katastrofe” skriver han. Der bliver krig, fordi der altid er blevet krig. Fordi islam altid har betydet krig for ikke-muslimer, og gør det i dag hver dag rundt omkring i verden. Fordi vi tror, at fred er menneskets naturlige tilstand og fordi vi af irrationelle grunde nægter at se de advarselslamper, der allerede blinker, så man ikke skulle tro de var mulige at overse.

Min gamle lærer, Peter P. Rohde, begynder sine erindringer i 1905 med at spørge sin far henover tinsoldaterne: “Hvorfor bliver der aldrig krig, far?” Han slutter dem efter det 20. århundredes rædsler som gammel med at spørge: “Hvorfor bliver der altid krig?” Da var drengens krigsfascination afløst af alderdommens resignation og ærefrygt overfor tragedier, vi synes at gentage i det uendelige. Det er derfor bedre at være forberedt på den, end at håbe på den ikke kommer. Kun betingelsesløs agtpågivenhed kan sikre fred, og vi har ikke været agtpågivende, vi har fokuseret på fortidens trusler, ikke fremtidens.

Les jeux sont faits, ingen der spiller med, ved hvor han havner. Man kan lukke munden, men det tavse flertal har aldrig betydet noget i den henseende. De ryger med i gryden. De der skaffede den, ryger med. De der prøvede at forebygge, ryger med, og ingen vil vide præcis hvornår de passerede the point of no return, men det er historien, der udpeger de skyldige ligegyldigt hvor meget vi snor os. Når man tænker på det, er Gules frenetiske iver ganske forfængelig og komisk, og ikke midre af, at en moden, erfaren mand ikke kan kende forskel på årsag og virkning.

Gule forteller at Breiviks forestilling om at Vesten er i krig med islam, deles av flere som deler noe av Breiviks tankegods på nett.– I de kontrajihadistiske miljøene på nett, så er vi i krig. En slags lavintensitets-krig mellom jihadistene og Vesten, sier Gule.Forestillingen om at muslimer allerede kontrollerer enkelte områder, såkalte «no-go-soner», i Norge er spesielt utbredt, forteller Gule.– Voldtekt mot ikke-muslimske kvinner blir sett på som en krigshandling. Også kriminalitet og narkohandel blir sett på som et virkemiddel som brukes i denne krigen, forteller han.Mange av kontrajihadistene mener også at muslimene praktiserer Taqiyya, muligheten til å benekte sin tro dersom ens familie eller inntekt er truet. En slags lisens for å lyve til vantro for å kamuflere islams hellige krigsstrategi. De hevder muslimer bruker voldtekt og narkosalg som virkemiddel i krigen

Svensk översättning av Räknenissen

I dag utkommer historikern Morten Uhrskov Jensens bok “Indvandringens Pris (hæftet bog) – På vej mod et fattigere Danmark”, Peoples Press, 129 kronor.

Författaren och förlaget har mycket generöst gett tillstånd till att Snaphanen publicerar ett helt kapitel efter eget val. Jag har valt kapitel 2, “Invandringens ekonomi”, 16 sidor, som är ett av de bärande för bokens tes: Att Danmark och Europa av ekonomiska skäl och eftersom ickevästerländska andra generationens invandrare klarar sig så dåligt i utbildningssystemet, bör man stoppa all kostsam invandring från ickevästerländska länder. Det är tillåtet att länka till kapitlet och citera ur det, men det får inte återges i sin helhet på annan plats

—-
Det glada 60-talet kallades det, trots att det egentligen varade i ca 15 år. Det ekonomiska uppsvinget i Danmark började omkring 1958, och det tvärstannade med oljekrisen 1973. Arbetslösheten försvann under de glada åren och från mitten av 1960-talet rådde det t o m brist på arbetskraft, inte minst den okvalificerade, bl a i slakteribranschen. Arbetsgivarna började pressa på för att få ta in så kallade gästarbetare för att utföra den produktion som man inte kunde hitta danska arbetare till. Arbetsgivarna hänvisade till att Västtyskland sedan 1961 hade lyckats bra med att låta särskilt turkar komma till Förbundsrepubliken för att ta de arbeten som det var svårt att hitta tyskar till. Fackföreningarna i i Danmark var skeptiska. Smedförbundets ordförande Hans Rasmussen rådde arbetsgivarna att rationalisera, dvs införa ny teknologi, för att ersätta de händer som saknades i produktionen. Hans Rasmussen skulle få rätt, och mer än han kunde ha föreställt sig, när man betraktar de kommande årtiondenas utveckling på arbetsmarknaden.

Danskarna var inte särskilt förtjusta i att arbetare utifrån skulle komma till landet och ta arbete. Man befarade att utlänningarna skulle pressa ner lönerna och skada de resultat som facket hade uppnått under årtionden av lönekamp. Men pressen från arbetsgivarna blev för stor, och från 1965 gav Folketinget godkänt för invandring av arbetskraft. Den nya arbetsstyrkan hämtades främst från dåvarande Jugoslavien, Pakistan och Turkiet.

Politikerna som tillät denna invandring hade samtidigt bråttom att försäkra skeptikerna i arbetarrörelsen att uppehållstillstånden var tillfälliga och att gästarbetarna därför skulle skickas hem den dag som det inte längre fanns arbete åt dem.

Det blev genast populärt att resa till landet långt i norr, och först 1973 upphörde strömmen av invandrade arbetare tvärt när de oljeproducerande länderna i den arabiska världen fyrdubblade priset på olja. Det var en vara som Danmark var helt beroende av att köpa i utlandet eftersom Nordsjöoljan inte var någon realitet än. Under alla omständigheter skulle Danmark ha drabbats hårt eftersom hela västvärlden led under de våldsamt stigande oljepriserna – Danmark levde då som nu av sin handel med omvärlden, som även 1973 främst var västländer. Av moraliska skäl valde man dock att inte tala om för gästarbetarna att de inte längre behövdes. Det gjorde de verkligen inte. Arbetslösheten ökade för första gången sedan 1950-talet till upp 10 procent av arbetskraften. Men man, dvs en majoritet i Folketinget, hade själv bjudit in dem, och bland politiker i allmänhet ansågs det som hjärtlöst att helt sonika skicka hem de arbetare som hade tagit på sig med danska mått mätt dåligt betalt arbete.

Slutet på den delen av historien blev att knappt 19 000 gästarbetare fick permanent uppehållstillstånd i Danmark med möjlighet att söka familjeåterförening och efter ett visst antal år beviljas medborgarskap. Ur humanitär synpunkt var det otvivelaktigt mycket som talade för att gästarbetarna, som i många fall hade vistats i Danmark under många år, borde få stanna i Danmark permanent. Å andra sidan var det ur samhällsekonomiskt perspektiv en mycket dålig tidpunkt att fatta just det beslutet. Den danska industrin stod på 1960-talet under förändring. Det omättliga behovet av okvalificerad arbetskraft som hade utmärkt industrialiseringens tidiga faser, där arbetarna stod vid det löpande bandet, avlöstes av den högteknologiska tidsålder som vi befinner oss i idag. Det är en tid när de okvalificerade – de som inte behärskar ett visst yrke – i ökande utsträckning är utsatta på arbetsmarknaden.

Nu stod Danmark liksom en lång rad europeiska länder och i ökande grad även USA, t o m med detta lands låga minimilöner, inför ett stort problem: Ett betydande antal människor hade bjudits in i en ekonomi, en kunskapsekonomi, som inte längre efterfrågade okvalificerad arbetskraft, utan högutbildad arbetskraft som kunde hantera det senindustriella samhällets utmaningar.

Att man kunde vänta sig problem stod klart omedelbart efter att gästarbetarna tilldelades permanenta uppehållstillstånd 1973. Danmark hade tagit emot knappt 19 000 invandrare, vars genomsnittliga kvalifikationer var mycket svaga på en arbetsmarknad som alltmer efterfrågade högutbildade. Det stod också snart klart att problemet inte gick att trolla bort. Det blev bara större. Danmark hade då, 1973, en rent administrativ utlänningslagstiftning där det inte medföljde några rättigheter, men ändå blev det genast regel att ge uppehållstillstånd vid ansökning om familjeåterförening. Så uppstod på 1970-talet det fenomet att Danmark hade stopp för invandring på grund av den ekonomiska krisen, medan det samtidigt beviljades familjeåterförening när någon gästarbetare som hade fått permanent uppehållstillstånd ansökte om det.

Så började en tyst flyttning från särskilt Turkiet, Pakistan och det nu hädangångna Jugoslavien. Det rådde invandringsstopp, men inte familjeåterföreningsstopp, något som skulle bli av avgörande betydelse senare.

1983 kunde det knappast längre råda mycket tvivel om att de invandrare som hade kommit til Danmark från länder utanför Väst skulle få mer än svårt att klara sig lika bra eller bättre än genomsnittsdansken. Erfarenheterna var begränsade, men man måste ha föreställt sig att det skulle vara möjligt att utbilda de följande generationerna invandrare, de som vi i dag officiellt kallar efterkommere [i Sverige snarare andra- tredjegenerationens invandrare]. Det var ett fåfängt hopp, det ser vi med all tydlighet i dag, men det motiverade inte desto mindre en ny och utomordentligt liberal utlänningslagstiftning 1983. Lagen gav rättigheter till konventionsflyktingar, de asylsökande som kan göra troligt att de är personligen förföljda. Det gavs rättigheter till den mycket större gruppen så kallade de facto-flyktingar, dvs asylsökande som inte är flyktingar enligt FN:s Flyktingkonvention, men ändå får flyktingstatus på grund av ”andra tungt vägande skäl” än risken för att bli personligen förföljd. Och slutligen gavs det rätt till familjeåterförening, under de första åren efter 1983 ner till en ålder av 15 år, vid äktenskap.

Resultatet av den nya utlänningslagen lät som man kunde förutse inte vänta på sig, trots att tongivande intellektuella utan verklighetsförankring hävdade i den offentliga debatten att de mildrade reglerna skulle leda till att omkring 500 (sic!) personer skulle beviljas familjeåterförening ”under de kommande åren”. Att ett sådatn påstående överhuvudtaget kunde framföras utan att punkteras som löjligt, säger en del om det andliga klimatet i Danmark 1983.

Den dåvarande justitieministern, Erik Ninn-Hansen – som själv var emot lagen, även om också han röstade för – hade några månader innan lagen antogs varnat för att hundratusentals personer kunde bli lockade att resa till landet långt i norr. Erik Ninn-Hansen fick rätt och de andra hade fel. Inom några år efter 1983 stod det klart att den nya utlänningslagen skulle betyda en ständig ström av asylsökande och många av dessa skulle få uppehållstillstånd, i genomsnitt ca 5 000 om året. Och om den asylsökande väl hade fått tillstånd hade han rätt till familjeåterförening. De första invandrarna från utomvästliga länder, gästarbetarna, varav de flesta var turkar och pakistanier, sökte och fick familjeåterförening. På 28 år, från 1983 till i dag, ökade andelen icke-västerländska invånare i Danmark från 1 procent till nära 8 procent av befolkningen, när de illegala inräknas. De illegala har särskilt kommit under perioden efter 2001, när Danmark fick en VK-regering med stöd av Dansk Folkeparti, som annars stramade åt utlänningslagen.

I ett historiskt perspektiv handlade det om en helt enormt snabb förändring av befolkningssammansättningen, men den var inte enorm jämfört med andra nord- och västeuropeiska länder och USA under samma period. Alla dessa länder gick igenom något okänt, nämligen att det inte längre var ”interna” vandringar mellan västländer såsom den europeiska utvandringen till USA eller många italienares vandring till Frankrike. I stället handlade det och handlar om okontrollerade vandringar från klotets andra kulturer, från de icke-västliga delarna av världen.

Ett samhälle kan tjäna på invandring om invandrarna genomsnittligt klarar sig bättre än ursprungsbefolkningen. Så är det om invandrarna i genomsnitt är i stånd att fullfölja utbildningar med ett kunskapsinnehåll som är högre än det som är högre än vad ursprungsbefolkningen tillägnar sig. Det borde vara självklart. Om invandrarna bara klarar sig lika bra kan man fråga sig om invandring är en bra affär, eftersom det alltid och utan undantag kommer att finnas kulturella kostnader förknippade med invandring – ett exempel är Molenbeek, en stadsdel i EU:s huvudstad Bryssel, där med tiden endast arkitekturen avslöjar att man fortfarande är i Europa. Om invandrarna och deras avkomlingar klarar sig märkbart sämre än hemmabefolkningen är det entydigt och undantagslöst en dålig affär att tillåta invandring i stor skala.

En invandrare, antingen vi talar om en från västvärlden eller ej, kan mycket väl kortvarigt och isolerat sett ge vinst, om han eller hon utför ett arbete som det inte genast är möjligt att att få en dansk till. Men en invandrare kommer enligt sakens natur också att uppbära en rad offentliga bidrag under sin vistelse i Danmark. Undantaget kommer således att vara det fall där man under en begränsad period använder sig av arbetskraft som det är svårt att skaffa inom landet, där det inte medföljer sociala rättigheter under arbetsperioden, och där arbetstagaren skickas ur landet i det ögonblick när man inte längre behöver honom. Men en sådan modell är oacceptabel, både för mig och för den stora majoriteten västerlänningar. Om man bjuder in arbetskraft är det för att man erbjuder den som tar arbetet en livslång vistelse och ser välvilligt på deras önskan att hämta hit familjen.

Vice direktören i Danmarks Nationalbank, Anders Møller Christensen, formulerade problemet så här år 2007:

”Vi har inte de bästa historiska erfarenheterna av att integrera utländsk arbetskraft. Det som räknas i slutänden är att vår produktion och välfärd per invånare växer. Det är hela syftet med att få fler i arbete. Men då krävs det att den utländska arbetskraften bidrar med en inkomst som är åtminstone som genomsnittet i Danmark.”

En invandring som inte efter maximalt en generation ligger över ursprungsbefolkningen i inkomst är inte en invandring som bidrar till samhällsekonomin. Det handlar i bästa fall om en kortsiktig vinst. Det finns de som hävdar att invandring kan lösa den så kallade äldrebördan, men de måste ha förbisett att även invandrare och deras avkomlingar blir gamla och ska försörjas. På längre sikt kommer det bara att skapa en mycket större räkning än den som äldrebördan utgör. En annan aspekt är att icke-västlig invandring sänker genomsnittsinkomsten i Danmark och västländerna, och en sänkning av genomsnittsinkomsten betyder ett fattigare land. Inte nödvändigtvis i absoluta tal, men relativt i förhållande till vad som kunde ha uppnåtts.

Fortsæt med at læse “Morten Uhrskov: Invandringens ekonomi”