Danske shariazoner i mainstreammediernes nærsynede optik

Jp.dk har en teaserartikel som måske antyder hvad der venter i den kommende exposé i tirsdagens avis, eller rettere hvad der godt kan frygtes at mangle. Man håber hver gang at man tager fejl, men teaseren kan være en anledning til at gøre opmærksom på hvad der bør lægges mærke til. Nogle uddrag:

Flertallet af danske muslimer tager afstand fra en lille gruppe ekstremister, som med inspiration fra Storbritannien vil indføre sharia-zoner i Danmark. […]

I sharia-zonerne skal der tages fat i folk, der drikker, spiller, går på diskotek og andet, som ifølge salafisterne strider mod islam.

Hos Muslimernes Fællesråd, en paraply for flere muslimske organisationer, siger talsmand Mustafa Gezen:

»Man skal bestemt tage dem alvorligt, og vi må gå i dialog med de her mennesker. Vi skal ikke være blinde for deres ekstreme tilbøjeligheder i vores samfund. Problemet er, at mange unge står i en situation, hvor de vil være modtagelige over for disse holdninger. […]

Hos Islamisk Trossamfund, der driver en af Københavns største moskéer på Dortheavej, understreger talsmand Imram Shah, at salafisternes synspunkter ikke er repræsentative for danske muslimer.  […] Islamister vil indføre sharia-zoner i København

1) Man starter med at slå halvmånens tegn og bedyre at “flertallet af danske muslimer” tager afstand. Ingen skal tro noget forkert om JPs tre skrivende medarbejdere. 2) Man siger uden nærmere konkretisering at diverse løssluppenhed “ifølge salafisterne” strider mod islam. Aha, der findes altså en ‘sand’ islam der ser med milde øjne på den slags. Får vi denne retning nærmere udpeget i morgen? 3) Talsmanden for Muslimernes Fællesråd banaliserer salafisternes religion til “tilbøjeligheder” og “holdninger”. Aha. Mener Gezen så at frafald, homoseksualitet og afstandstagen fra sharia i al fremtid er forenelig med islam? At der skal være religionsfrihed i Saudi Arabien, og at muslimske kvinder må gifte sig med vantro mænd? Vil man stille ham disse oplagte spørgsmål? 4) Vi får uden antydning af dokumentation at vide at salafisterne ikke er “repræsentative for danske muslimer”. Aha. Får vi denne dokumentation i morgen, og bliver Shah stillet de samme spørgsmål som i 3) hvad hans egne “holdninger” nærmere går ud på mht. islam – sådan på længere sigt?

Det er sent og jeg er bare sur på mainstreammedierne. I morgen kommer nybruddet i dansk presse, hvor man for første gang ikke bare antager og antager til den store guldmedalje, men bringer dokumentation og teologisk indsigt i mainstream-islams dogmatik. Det er ganske vist, og det bliver i givet fald en kioskbasker for vores vedkommende, for så står verden da ikke længere (LFPC).

Se også Islamisk Trossamfund 2006 til den franske journalist Muhammed Sifaoui i France 2 dokumentar: “Vi er salafister. Du ved, muslimske brødre.”

Jyllands Posten lader en skribent erklære dansk samfundsindretning krig. Klar tale må værdsættes: Abdullah Mujahed Ali:Den sande lov er Allahs. Så må han jo se, hvornår vi også er i krig med ham, og tror han virkelig, han kan klare det, hvis han en dag får det opgør, han inviterer så frejdigt til? Foreløbig – med de konfliktsky fortrængningspolitikere vi har, – er det en gratis omgang for Abdullah. Men hvor længe lader folk sådan nogle som ham håne det gamle land, der giver ham taletid? Det er politikernes hovedpine, venter de for længe, ryger de med i den konflikt, de selv har sparet op til.

Hvis nogen – sådan som Fjordman eller denne blog – tager denne agressive femtekolonne-retorik på ordet, analyserer den og ekstrapolerer den tyve år frem, så bliver de  kaldt “alarmister” og “krigshetzere”, men den dag – Gud forbyde den kommer – at disse ord fra Abdullah Ali bliver materialiseret, så er der ingen der køber Politikens og akademikkens udlægning af hændelsesforløbet. Deres forklaring falder på sin egen idioti, og forudsætter desuden fuldstændig historieløshed. Alle og enhver vil udmærket vide, hvem der udløste en ulykke på landet, og det var ikke de engagerede, informerede borgere, der beskrev den og advarede imod den. Vil politikerne derimod forebygge en national tragedie, skal de allerede i dag udvise enhver, der drømmer om at omstyrte vores samfundsorden og så meget som nævner ordet “sharia.”

Da  der ikke just er nogen tegn på at de vil det, er det bare at vente på at mareridtet indfinder sig helt af sig selv. Det er den bevægelse, vi foretager i øjeblikket. Vi der beskriver den, har ret, men vi bryder os ikke om at få ret, vi vil ikke noget hellere, end at tage fejl. Vores tid er historien om en forudsigelig frontalkollision. Spørg patruljerende politifolk, spørg domsmænd i retterne, de røde lamper blinker, og de “ansvarlige politikere” der ikke ser det, er fremtidens storforbrydere. Hvorfor skulle det ikke gå dem, som før i historien? Bevisbyrden mod det er deres. Det er ikke så meget os, der advarer politikerne, som det er tiden. Den der ikke læser dens tegn, kan det gå ilde. Hvad nu, hvis den mostand vi står for, er langt blidere, mindre militant og mere demokratisk, end den der kan komme, og det slet ikke er os, der er ekstremisterne, hvad så, bette politiker ? (Steen)

“Dybt rystet”: Lars Aslan i påtaget jomfrunalsk bestyrtelse

For så godt som alle politikere uden for DF kunne man vinkle denne historie efter devisen ‘først lukker man af for at lære noget om islam, og når så virkeligheden trænger sig på bliver man “rystet”‘ og begynder at pludre om at ‘vi skal tage den debat ….’. Undertiden skinner dog en langt mere usentimental viden igennem, som når en Henrik Sass Larsen pludselig rammes af et mindre slagtilfælde og frejdigt erklærer at muslimerne fucker danskernes liv op. Men for Lars Aslan Rasmussen med en kurdisk far, og adskillige ubehagelige personlige oplevelser på Nørrebro, er der her kun tale om bullshit og spin: Selvfølgelig ved han alt om flerkoneri som legitimeret i Koranen, og en påtrængende realitet i dagens Europa. Men hvorfor spille “rystet”? Formentlig kun fordi socialdemokraterne har brug for en distance til de problemer de godt ved de ingen som helst mulighed har for at rette op på nu hvor tressernes fremmedarbejdere fylder en del mere end to fodboldbaner.

En mand må tage op til fire koner, fortæller muslimsk datingside. Socialdemokrat er “dybt rystet”. […]

Han vil nu kontakte justitsministeren for at finde ud af, om hjemmesiden Zawaj.dk, der er Nordens største muslimske datingside, er lovlig. […]

– Jeg er dybt rystet over denne hjemmeside og dens holdninger, som Det Islamiske Trossamfund åbenbart deler. Vi har store problemer med, at unge i parallelsamfund bliver giftet væk, siger Lars Aslan Rasmussen. […] S vil have undersøgt islamisk dating

Breaking: Den frafaldne muslim Lars Aslan Rasmussen er med andre ord “dybt rystet” over Koranens “holdninger” :

Sura 4 (Kvinderne) vers 3

Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje.

“Rystelse” indgår i politkernes jobbeskrivelse. De var “rystede” da Trossamfundet inviterede Sheikh Khalid Yassin, de var rystede da de inviterede Bilal Philips, og de er stadig ikke klar over, hvad et godkendt trossamfund er for noget. Med den fart, er der job til mange generationer uvidende, danske politikere uden skyggen af hukommelse. Nu er der gået seks måneder siden Bilal Philips. De er allerede parat til at blive rystede igen, og til foråret “kommer Islamisk Trossamfund til at invitere” endnu en muslimsk nazi, og det hele starter forfra én gang til. Det er vel ikke så underligt, man ikke ligefrem hænger ved politikernes læber, endsige går ud og demonstrerer med dem for 148. gang (Steen/LFPC).

Helvede er en komiker uden hjerte

»Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke laver jokes om ofrene. Jeg taler om tragedien i forbindelse med debatten om, hvorvidt en hård retorik er med til at skabe et monster som den norske massemorder og terrorist. Om hvorvidt man med en hård retorik kan anses som værende medansvarlig og medskyldig i tragedien«, siger han.»Ingen skal være i tvivl om, at jeg fordømmer handlingen og er forfærdet over den. Humor kan dog være en måde at bearbejde noget forfærdeligt på og kan med den rette vinkel virke forløsende«, fortsætter han. Dansk komikers Utøya-udtalelse vækker norsk harme

Man hører, at generationen omkring de 40 væmmes ved sig selv, fordi alt er druknet i ironi og overflade. Indsigten er dog et sundhedstegn, men det gælder tydeligvis for den bedre begavede brøkdel af den, ikke for Stå Op Fjolset Carsten Bang. Hvorfor var Dirch Passer, Kjeld Petersen, Charlie Chaplin og Buster Keaton morsomme ? De tager bittesmå, ubetydelige hverdagssituationer og løfter dem op i deres menneskeligheds prisme. Fortvivlelsen er altid med som undertone, den der gør at latteren balancerer med tårerne og lige akurat vinder, så tårerne mest er af livsglæde. Deres kunst hylder livet, den snylter ikke på døden. Døden er en undertone, et bagtæppe.

Stand- upperne gør det modsatte. De tager helt store, dekorative emner op for at sole sig i dem, og hiver dem ned på deres pinefulde niveau, så man ikke engang kan græde over det. Virkningen er lede, ikke latter, og hvis de ledes ved sig selv, er der dog noget, de vagt aner. “Vær pjat, og dit liv bliver et Helvede. Optræd med det, og del vægten af dit eget Helvede med andre stakler.” Helvede er ikke de andre, det er en komiker uden hjerte. En komiker, der ikke forstår, at der er visse “tabuer”, der ikke skal angribes, men som man skal vige tilbage for i ærefrygt, døden og tragedien. Jeg forstår godt, de ikke er amused i Norge. Breivik er Utøya, og Utøya er en tragedie med lutter tabere. Boykot hans lavsindede, selvportræt af en falliterklæring, det er den sunde menneskelige reaktion, og den behøver man ikke være humorforsker for at føle instinktivt. Lad ham ikke gøre os mere afstumpede, end vi er i forvejen (Steen).

Hver lørdag hører jeg BBC´s Sound of the Sixties med Brian Matthew (f. 1928). Meget er noget bras, alder en ingen garanti for kvalitet, jeg synes stadig Skousen og Ingemann er noget vammelt, selvsmagende lort, men nogle slår strenge an. Idag disse tre. I 1965 var jeg med min far i New York og Washington, han led også af flyskræk, så vi brugte en uge på at sejle derover med Svenska Amerika Linjens M.S. Kungsholm. Seks dage på Världens Modernaste Osänkbara Skepp. Jeg havde lovet skolen, at læse op til den lille latinprøve til gengæld for mit fravær. Jeg går alene rundt i New York og ryger Camel, mens min far var til kongres. Sammen tog vi til Arlington og Kennedys grav. Vi tog til George Washingtons hjem i Mount Vernon. Jeg har diapositiverne, men de skal digitaliseres. Det var også året, hvor jeg inviterede den første pige i Tvoli. Jeg gav hende et æble, det var først senere, jeg forstod hvorfor. Hvilken uskyld, alle de søde piger, man ville æde, uden rigtig at vide hvorfor.

Deadline havde sat 60 erne på museum for 88. gang. Jeg sidder og retter mine tæer ud, om det er over Deadline eller min ungdom, ved jeg ikke. Er der en ungdom, der ikke er pinagtig for den, den går ud over ? Disse indspilninger lever. Stevie Winwood er kun 17 år gammel her, han kender allerede Billie Holliday, han er en usleben diamant, der er skudt op mens vi sov. Den stemme burde have bragt ham langt. Og Beatles har endnu ikke mistet friskheden og enthusiasmen.

Det er de sidste efterklange af 50 erne, et Europa der vrider sig fri af sorger og ubegribelige tragedier henimod livsvilje og glemsel 1967-68, parat til at gentage alt. Seismografen Ole Sarvig skrev Midtvejs i det 20 århundrede i 1954 i vores absolutte nulpunkt. Godt et årti efter, var det hele glemt, og efter endnu et årti, slog han sig selv ihjel. I 1980 sagde han, da han kom i Kastrup Kirke, hvor jeg arbejdede: “Nu går al min tid med at administrere mig selv.” Han havde mistet sit kompas, Helen. Jeg vidste ikke det betød, han længtes væk, og at han ville være død i december. I retrospekt høres dette med glæde og vemod. Verden vil endnu være ung, det kan ikke afhjælpes. Tasterne løber, men forhåbentlig er The Kids Alright endnu.(Steen)

Det är ett allt annat än enkelt beslut, men vi har nu gjort vad vi kunnat och kommer inte längre. Detta har inget med några slags yttre påtryckningar att göra utan det handlar helt enkelt om tidsbrist och rundgång – ingen hund ligger begraven här, det lovar vi. Om inte annat har vi bevisat att det faktiskt går att göra något åt situationen även med nästan inga medel alls, så länge man har ett oslagbart trumfkort – sanningen. Kan vi så kan ni. PI har kommit till vägs ände. (SvD: Politiskt inkorrekt läggs ner, Medievärlden: Politiskt Inkorrekt läggs ner, Sydsvenskan: Politiskt inkorrekt läggs ner.)

Svensk Politisk Inkorrekt blev meget store, fordi behovet for et mediekorrektiv i Sverige er meget stort. En blog burde ikke kunne blive så stor. Noget lignende kunne aldrig blive så stort i Danmark, hvad der trods alt må betragtes som et sundhedstegn. Mediekritik i Danmark er helt velbegrundet, men det kan næppe blive en rigtig stor branche. Siden blev læst også og ikke mindst af alle dem, der hadede dens formål og dens oplysninger.

Godt tre år er lang tid i blogosfæren. Denne blogs næsten otte år er nærmest naturstridige, men som tidligere skrevet er den også konjunkturfølsom. To middelstore lungebetændelser, så lukker butikken på ubestemt tid. Nu er vi ikke en nyhedstjeneste som PI. Vi skriver og læser fordi vi altid har skrevet og læst. Jeg fotograferer, fordi jeg altid har fotograferet. Det som er danske mediers forsidestof, kommer stort set aldrig på her. Det kan blæse eller regne, og polerne kan smelte, ét eller andet er der altid skrive i en “log” – en dagbog. Om ikke andet, så har hunden fået tarmslyng eller en skovflåt har forvandlet én til Mimi Jacobsen, mens man plukkede svampe. Eller de spillede Pergolesi i radioen lige den morgen. Da jeg så Robert Spencers blogafhængighed på et belgisk hotel for år tilbage, forstod jeg den ikke. Nu ved jeg, det er hans måde at trække vejret på. Det er også blevet vores, indtil vi eventuelt finder en anden.

Som bloglæser, der langt foretækker den svenske blogosfære fremfor den svenske presse, er det alligevel en vemodig dag. Samizdat-medier er pr. definition interessante, ikke mindre når de bliver så store som PI, at de statsunderstøttede medier lancerer en kampagne imod dem. Mediedækningen af PI for nylig, prøvede at se saglig og objektiv ud, men den var fra A til Z fjendtligsindet og insinuerende. Svenske nyheder er dyppet i klorin, opinionen som man kan fodre svin – ups! lam – med, er i det store hele uden nogen interesse udover de snævre cirkler, den skrives til. Det er en scene, man optræder på, og karaktererne og pengene gives for den kunstneriske udførelse. De der havde noget “kontroversielt” at sige, er for længe siden afrettede, og resten er ramt på brødet og forsvundet hjem på ødegården i indre eksil. Undtagen de svenske, der vil skrive en kronik eller 100 til os.

I Danmark er dissidenter som regel psykologiske tilfælde. I Sverige er de rigtige dissidenter, også de der ikke er “knäppt i skallen” og dyrker en outsider-rolle, der altid vil øve en vis tiltrækning på nogle gemytter. Vi der interesserer os for vores nærmeste naboer under medieradaren, er at betragte som Skandinavister, desværre 150 år for sent, men man kan nok godt dyrke sin gammeldagshed uden at være et psykolgisk tilfælde. Ellers må læserne stoppe os, vi er stadig demokrater, uanset hvad man end kan mene om folkets stemme. Den har jo allerede fortrudt sit valg for en måned siden.

Man må forestille sig, at meget velaflønnede journalister simpelthen er jaloux på dem, der kan skrive hvad der passer dem, som menige journalister af karrieremæssige grund aldrig turde røre ved. Og nu er det meste af den journalistiske brødtekst i dag, at sammenligne med rent fabriksarbejde. Hvem vil ikke hellere stå ved at samlebånd på Carlsberg i Fredericia, en “kolonne”, som det hedder, hvor man i det mindste kun sælger sin fysiske tilstedeværelse og tilmed får gratis øl ad libitum?

PI var ét af de steder, man som dansk kunne få det at vide, som svenske medier ikke viderebringer. Der er andre, og der kommer andre. Der er andre i genren, de kan bla. ses her.

Vores faste morgenlæsning i flere år, Kurt Lundgren, ophørte ved Lundgrens død, men de oplysninger der ligger på den, bruger vi stadig. Og ikke bare dem. Hvad der gjorde os til læsere, var humoren, ironien grundlæggende viden og journalistiske nysgerrighed, som man i sandhedens interesse ikke genfandt på PI. PI var en prosaisk rugbrødsmotor, men det er TT (Sveriges Ritzau) også. Nyhedsbranchen er fortvivlende prosaisk. Hvad den overhovedet kan tilføjes udefra, er højst påkrævet.

Vi håber, vi kan fortsætte med at læse PI´s faktaoplysninger om f.eks. Malmøs mafia, også efter at siden stopper. Når denne blog engang stopper, vil vi sørge for, at kronikker, fotos og videos stadig kan søges og anvendes. En del af det vil uvægerligt have interesse også om 25 år. Hvilken del, kan man aldrig vide. Video og fotos, formentlig. Ord lader der ikke til, at blive nogen mangel på foreløbig. Bortset måske fra gamle ord. “Hver gang der udkommer en ny bog, læser jeg en gammel,” siger Churchill, så man skal ikke forsværge noget. (Steen)

Karen Hækkerup i et orgie af afmægtige “skal”

Det er nok ikke tynde whiskysjusser der er på spil her, men det er i hvert fald det tynde øl. Man ved altid at en politiker har kastet håndklædet i ringen når vedkommende begynder at flyde over af meningsløse “skal” ditten og datten. Hvilke magtmidler “skal” sikre den gode tone, osv., må man så indvende. Og en lille rutinemarkering af hvor vi står lige nu: Selv de værste af de værste “skal” føle sig inkluderede. Churchills “ende på begyndelsen” trækker ud.

Vi skal tale bedre om indvandrere for at undgå ekstremisme, siger integrationsminister Karen Hækkerup. […]

Alt hvad der vil undergrave vores demokrati, skal vi slå hårdt ned på og konsekvent ned på,” siger ministeren, som samtidig understreger, at en bedre tone i debatten om udlændinge også er nødvendig. […]

”Vi skal bekæmpe terrorisme og ekstremisme med mere åbenhed, vi skal give alle en mulighed for at være med. Vi skal ikke lukke os om os selv.” […]

”Vi skal inkludere folk, så de ikke føler, at de bliver ramt af uretfærdighed og undertrykkelse, fordi vi ved, at det er det, der skubber folk væk fra os og over i et andet fællesskab, som kan være katastrofalt både for dem og for os,” siger Hækkerup, som betoner, at ekstremisme også er andet end militant islamisme. […] Minister: Bedre tone skal bekæmpe ekstremisme

Psst, minister: Vi “skal” udtræde af samfundsundergravende konventioner, og krapyl fra fallerede kulturer “skal” ikke føle sig en del af fællesskabet her, men “skal” have statens støvleaftryk i rumpetten lige med det vuns. I samme småt patetiske boldgade er denne dags politikerforargelse: Politikere til islamisk gruppe: Forlad Danmark. Hvad er problemet andet end hykleriet ? De fleste er ikke danske statsborgere, og de der er, kan indenfor loven få statsborgerskabet ophævet. Tomme trusler avler despekt. Cut the crap! hvis nogen skal tro på, at de med magten ikke gør i bukserne, når de skal bruge den. (LFPC / Steen).

Demograf: Islams offertænkning røber underliggende narcissisme

Er det at der skønnes kun at være 6,4% muslimer i Frankrig (2008) et bevis på at der ingen fare for samfundet er fra denne kant, eller er netop den ekstreme mediedækning af dette mindretal, set i forhold til dets numeriske lidenhed, et alarmerende varsel om urolige tider forude? Talmæssigt ganske få har allerede nu forandret Europa til det værre, og dette er en af de umiddelbart indlysende kendsgerninger som vores modparter i kulturkløften ikke ænser og ikke tager bestik af. Engelsk oversættelse fra Le Monde (LFPC)

[…] If not the islamisation of France, we have to note an islamisation of the religious question and of certain areas. France thought it had left the religious question behind; Islam is reintroducing it. As secularisation looks, to our eyes, like an inexorable historical movement underway, we have a tendency to judge any movement in the other direction as an aberration that only alienation and despair can explain. We see the (re) islamisation of consciences as a sort of pathology, for which it would be necessary to treat not so much the symptoms, as the deep-seated cause: social misfortune.

This way of thinking has the triple advantage of deluding us about the nature of the problem, of proposing a familiar recipe and leaving intact our faith in the inexorable progress of secularisation. In these conditions, how could Islam change our way of life? This victim-oriented vision of Islam betrays a great narcissism – we are the origin of the Other’s misfortune – and great condescension – this Other is deprived of autonomy of will and the capacity to make choices. It also fits well with a relativistic era which prohibits the passing of judgement on practices that would have been judged unacceptable and it promotes openness to those who come from elsewhere. This is what explains our preference for moderate Muslims who resemble us a bit too much, those whose moderation consists only of repudiating violence to advance their claims.

If Islam is still a minority religion, it has however changed our lives in a domain that is vital to democracy: freedom of expression. For fear of being called racist, or now islamophobe (we have to acknowledge the success in the West of this notion which is however the preferred weapon of radicals to reduce freedom of expression), are added intimidation and fear (the “Redecker affair”, censorship of school programmes). The Rushdie case even led to an inversion of the notion of incitement to hatred seeming to want from now on to anticipate the violent reactions of the defenders of Islamic norms each time they feel offended (the Danish cartoons). Michèle Tribalat, demographer: Islam Remains a Menace

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen, HRS och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

En man går till prostituerade. Det är inget särskilt med det, han gör vad många andra män gör. Men just den här mannen råkar vara justitieminister. Och då är hans horbesök inte bara pinsamma. De kan innebära risker för landets säkerhet. När media rapporterar om saken är en av modern tids största svenska politiker- och medieskandaler, Geijeraffären, ett faktum. Den bomb som exploderar i media ska plöja djupa spår i de inblandades liv och komma att skapa krevader fortfarande flera decennier senare.

Makt är en av de farligaste droger en människa kan råka ut för. Den är svårt beroendeframkallande och sätter påfallande ofta omdömet ur spel. Det senaste exemplet är socialdemokraternas partiledare Håkan Juholt. En politiker som i folkmun kallas ”Ljugholt” kan aldrig bli statsminister. Varje gång politiker ertappas med fingrarna i syltburken förundras medborgarna över att politikerna aldrig lär sig. Hur tänker de egentligen? Men den som berusar sig med makt tappar snabbt markkontakten och börjar tämligen omgående se sig själv som höjd över alla regler och den hederlighet som avkrävs andra. Människor med makt kapslar gärna in sig i en inbillad oåtkomlighetsbubbla. När den spricker – för det gör den förr eller senare – är deras häpnad ofta ännu större än allmänhetens. För aldrig någonsin kunde de tro att deras svinaktiga beteende skulle avslöjas.

Vad får en journalist skriva?

Justitieministern som gick till horor och den före detta statsministern som blåljög för att försvara honom och sig själv skulle komma att utlösa ett av modern tids största politiska och journalistiska dramer. Justitieministern hette Lennart Geijer (s), (1909-1999), och det som kom att kallas Geijeraffären kastar fortfarande nästan 35 år senare ett skarpt ljus över journalistikens eviga dilemma: vad får en journalist skriva? Får man skriva sanningen? Eller ska högt uppsatta personer skyddas från obehagliga avslöjanden?

Geijeraffären bjuder också på en tidlös lärdom: röj aldrig någonsin en källa! En förbittrad källa kan ta en gruvlig hämnd. Outlevda vendettor i intellektuella kretsar utkämpas numera i bokform, och det ska nog både akutsjukvården och andra vara tacksamma för. Men det kräver som sagt noggrannhet med källorna.

Rikspolischefens våndor

Den 22 augusti 1976. Det är snart riksdagsval, och valrörelsen pågår för fullt. Om bara ett par veckor ska ett 44 år långt i stort sett oavbrutet socialdemokratiskt maktinnehav komma att brytas av en borgerlig valseger. Den 49-årige Olof Palme (1927-1986) kommer att avlösas på statsministerposten av Thorbjörn Fälldin (c). Men om detta svävar givetvis Palme liksom resten av regeringen i lycklig okunnighet just den här augustidagen.

Landets rikspolischef Carl Persson, 56 har bett att få träffa statsminister Olof Palme och hans statssekreterare Thage G. Peterson. Hans ärende är delikat: han lämnar över en ytterst känslig promemoria som handlar om justitieminister Lennart Geijer och hans kontakter med prostituerade kvinnor. I den memoarbok från 1990 som Carl Persson skrev tillsammans med journalisten Anders Sundelin, “Utan omsvep, om ett liv i maktens centrum”, berättar han om sin vånda inför att vända sig till statsminister Olof Palme med uppgifterna kring Lennart Geijers roll i den så kallade bordellhärvan.

“Jag förstod att hur jag än handlade skulle jag bli kritiserad för att ha handlat fel. Om jag underrättade Olof Palme och det hela läckte ut i massmedia skulle jag bli bespottad och beskylld för att ha farit med skvaller; om jag inte underrättade Palme och det läckte ut – risken var överhängande – skulle regeringen angripa mig för att jag känt till påståendena men underlåtit att tala om det” skriver Carl Persson.

Olof Palme känner till Geijers horaffärer

Lennart Geijer är justitieminister sedan 1969, men hans ”notoriska fruntimmersaffärer” är kända ända sedan han var jurist på TCO under tidigt 1960-tal. Olof Palme känner till dem, han har till och med inför personer i sin närmaste omgivning uttryckt bekymmer över vad hans justitieminister håller på med. Rikspolischefens PM är alltså ingen nyhet för Palme.

Men nu är det som sagt snart val, och Olof Palme säger att han inte tänker göra något åt saken just nu. Först ska man klara av valet. Sedan kan man ta itu med frågan. En horskandal med en minister inblandad – till råga på allt en justitieminister – tätt inpå ett val är inget drömscenario. Turligt nog är det dessutom så att Lennart Geijer ska fylla 67 år några veckor senare. Han kommer att gå i pension oavsett valutgången, och som pensionär kan han gå till hur många horor han vill, om han inte behåller några offentliga uppdrag.

”Har han fortfarande hål i kalsongerna?”

Rykten om Lennart Geijers och andra politikers kontakter med prostituerade har florerat sedan polisen i maj 1975 efter långvarigt spaningsarbete grep ”bordellmamman” Doris Hopp (1930-1998).  Hon ägnade sig inte åt bordellverksamhet i vanlig mening men drev i många år ett callgirl-nätverk med flickor som förmedlades per telefon till kunder i samhälleliga toppositioner: affärsmän, politiker, höga tjänstemän, journalister, läkare, jurister, skådespelare, en hög officer vid försvarsstaben och utländska diplomater. Hon dömdes till två års fängelse för grovt koppleri.

Om sina kunder ville hon dock inte tala när hon efter gripandet satt i Kronobergshäktet i Stockholm. Mellan två förhör frågar förhörsledaren henne om hon har haft landets justitieminister som kund.

”Du kan väl fråga honom om han fortfarande har hål på kalsongerna” svarar Doris Hopp.

Flera journalister gräver i Geijers horkontakter

Som ny justitieminister hade Lennart Geijer 1969 tillsatt en sexualbrottsutredning. I enlighet med 1960-talets gränslösa och uppluckrade tidsanda vill han ha strafflindring och avkriminalisering för flera sexualbrott som våldtäkt, incest och koppleri. När utredningen läggs fram 1976 möts den av proteststormar. Poliser som har observerat justitieministern i horsvängen i samband med ordinarie horspaning misstänker att han har privata motiv för sin liberala syn på prostitution. Misstanken är naturligtvis en potentiell politisk mina, ty detta händer sig under en tid då socialismen gör anspråk på att företräda moralen, till skillnad från den moraliskt lågtstående överklassen och högern.

Ända sedan Doris Hopp greps 1975 har flera journalister i tysthet grävt i Lennart Geijers kontakter med prostituerade. Ska man avslöja en justitieministers horaffärer bör man ha ordentligt på fötterna, det inser alla. Här finns hela paletten av aspekter och komplikationer inbakade; politiska, moraliska och pressetiska, för att inte tala om de rent mänskliga.

”Kommer det nåt scoop snart?”

Sedan rikspolischefen Carl Perssons PM har överlämnats till statsministern i augusti 1976 förflyter femton månader i stillhet innan helvetet brakar loss. Och då är det en annan journalist än de som länge har grävt i ämnet som publicerar historien. Han heter Peter Bratt, är 33 år och har tillsammans med Jan Guillou fyra år tidigare avslöjat IB-affären, som har skakat om Sverige rejält.

Han har suttit ett år i fängelse, dömd för spionage i samband med IB-affären, vilket har gett honom en kombinerad martyr- och hjältegloria, beroende på från vilket håll man ser det. I sin memoarbok ”Med rent uppsåt” berättar han att han alltid har drömt om att arbeta på Dagens Nyheter. 1975 har han tagit sig in på DN via förortsredaktionen, han har avancerat till en reportertjänst med uppgift att bedriva undersökande journalistik om ekonomisk brottslighet, och nu känner han trycket att leva upp till ryktet som den store journalisten och avslöjaren. Lyckas han inte leva upp till förväntningarna står en jantelagsstinn ”Vad-var-det-vi-sa”-kör beredd i kulisserna.

”Nå, kommer det nåt scoop snart?” kunde någon kollega säga i korridorerna på DN.

När skiten hamnar i fläkten

Geijeraffären har fortfarande nästan 35 år senare laddningen hos ett oläkt trauma. Förutom den saligen avlidne Lennart Geijer står två män i förgrunden av historien: journalisten och källan. Journalisten heter som sagt Peter Bratt. Källan i Geijeraffären heter Leif GW Persson. 1977 är han 32 år gammal och anställd vid rikspolisstyrelsen, där han arbetar i rikspolischefen Carl Perssons närhet.

Det som nu utspelar sig ska komma att bli en av de märkligare skandalerna i modern tid och totalt vända upp och ned på inte bara Lennart Geijers utan också på Leif GW Perssons, Peter Bratts och flera andra personers liv och resultera i svårläkta sår hos de inblandade. Med början torsdagen den 17 november 1977 finner sig både Peter Bratt och Leif GW Persson inkastade i en centrifug som snurrar runt med orkanstyrka. ”Skiten hamnar i fläkten” som Leif GW Persson uttrycker det. Hans självbiografi ”Gustavs grabb” har nyss landat på bokhandelsdiskarna, Peter Bratts bok ”Med rent uppsåt” utkom 2007. ”Gustavs grabb” är framför allt en berättelse om författarens klassresa, men en stor del av boken upptas av en rykande uppgörelse med Geijeraffären och – i synnerhet – med Peter Bratt.

”Blåmärkena har jag fortfarande kvar”

“Det är på något sätt som om den här historien aldrig tar slut. Att den bara fortsätter och att den plötsligt kan ta ny fart igen trots att personerna som den handlar om ofta redan är döda eller i vart fall på god väg” skriver Leif GW Persson. För hans del är det så enkelt och praktiskt att det inte har hänt något särskilt innan Peter Bratt dimper rakt ner i knäet på honom. ”Blåmärkena har jag fortfarande kvar.”

I boken tar han heder och ära av Peter Bratt, Bratt är inte bara en dålig journalist utan en dålig människa, faktiskt en av de allra sämsta Leif GW Persson någonsin har träffat, och då har han ändå varit brottsforskare under drygt fyrtio år.

”Och högre vitsord än så kan jag inte ge honom med tanke på alla skurkar och vanliga skitstövlar som jag stött på under mitt rika yrkesliv.”

Rikspolischefen vägrar kommentera

Det som händer den där torsdagen i november 1977 är att Peter Bratt ringer till Leif GW Persson för att stämma av en nyhet som han har på gång. Peter Bratt säger att han känner till Carl Perssons PM. Han vet också att rikspolischefen har kontaktat regeringen på grund av detta, och att det gjordes medan Lennart Geijer fortfarande var justitieminister. Leif GW Persson bekräftar uppgifterna.

Men Peter Bratt har inte sett PM:et, han har bara muntliga uppgifter. Det är hans svaga punkt, det är på den han kommer att falla. För att kunna publicera behöver han få saken bekräftad av två av varandra oberoende källor. Det får han inte. När han ringer rikspolischefen Carl Persson vill denne varken bekräfta eller dementera, han vägrar att kommentera saken. Samtalet slutar med att en pressad Carl Persson lägger på luren.

”Vad gör vi nu?” säger Carl Persson. Han ställer av någon anledning frågan till Leif GW Persson, som har stått bredvid honom i rummet under hela samtalet.

Dagens Nyheter publicerar scoopet

Ingenting slår vittringen av ett scoop. Att hejda en journalist som har fått upp vittringen på ett stort avslöjande är ungefär som att försöka stoppa ett expresståg i hög fart. Inför lockelsen av ett nytt scoop väljer Peter Bratt att tolka Carl Perssons vägran att kommentera som en bekräftelse på att uppgifterna stämmer – och lyckas intala ansvariga chefer att han verkligen har fått dem bekräftade. Tidningens chefredaktör Hans-Ingvar Johnsson är känd för att vara en försiktig general, och han är tveksam till publicering. Han konsulterar tidningens advokat och kolleger som han litar på. Tjänstgörande nyhetsredaktören Sven Öste (1925-1996) har tänt på alla cylindrar. Han är en ärrad veteran med stor auktoritet, belönad med Stora Journalistpriset 1966 för sin bevakning av Vietnamkriget. Nu lägger han upp en strategi för att hålla Hans-Ingvar Johnsson sysselsatt så att han inte ska få tillfälle att tänka efter.

”Karlfan är en vingelpetter, han är ingen handlingsmänniska, han letar bara efter svagheter. Hade han fått tid att leta hade han säkert hittat någonting att haka upp sig på och stoppat artikeln för i kväll. Man måste elda på i något hörn, annars blir det ingen brasa”,säger Sven Öste senare på kvällen.

Öste och Peter Bratt hetsar fram publiceringen av artikeln och river ner Hans-Ingvar Johnssons motstånd med det ultimata argumentet:

”Kvällstidningarna är på historien. Vi måste skynda oss.”

Varenda journalist, varenda redaktion vill vara först med en nyhet. Dagens Nyheter publicerar artikeln men med ett felaktigt årtal – Carl Persson hade inte överlämnat sitt PM 1969 utan 1976. Dessutom finns ett par detaljfel i texten. Dagens Eko toppar sin lunchsändning med samma nyhet, fast med rätt årtal. Kollegerna på DN:s redaktion skålar för Bratts scoop: ”We´re in the news again!”

”Vi kunde inte tro att Palme skulle ljuga”

Nyheten är sensationell. Nationen håller andan. Sedan utbryter katastrofen. Det värsta som kan inträffa i en journalists liv och, enligt vad Leif GW Persson nu går ut med, även i hans – det händer. Olof Palme, som efter valnederlaget året innan är oppositionsledare (s), går omedelbart ut och dementerar Dagens Nyheters artikel, aggressivt och kategoriskt. Han fullkomligt pulvriserar den. Alltihop är lögn och förtal. Däremot säger han märkligt nog inte ett ord om Dagens Eko.

På Dagens Nyheters redaktion slår Olof Palmes dementi ned som blixten. Katastrofen är ett faktum, nederlaget är totalt. Detta är det absolut värsta som kan hända en tidning som gör anspråk på att vara seriös, och det gör Dagens Nyheter. Peter Bratt kallas in till chefredaktör Hans-Ingvar Johnsson. ”Scoopet” är fullständigt punkterat. Hur otroligt och naivt det än kan verka i dag är det på 1970-talet otänkbart att en av landets främsta politiker medvetet skulle kunna ljuga.

”Vi hade ingenting mer att komma med. Vi kunde inte tro att Palme skulle direkt ljuga. När han valde att ljuga stod vi försvarslösa, vi saknade bevisning att stödja oss på. Det är lätt att i dag säga att vi på DN borde ha förutsett det. Men det ingick inte i vår föreställningsvärld då, att Palme kunde handla som han gjorde” skriver Peter Bratt.

Dagens Nyheter tvingas krypa till korset

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: Ministern, hororna och sanningen”

Tilsyneladende lige akkurat. Demonstrationen er kun lige forbi kl 17, men vi opdaterer om dens forløb.SDU-demonstration i Malmö, Bomb bland demonstranter i Malmö. Svenskerne er allerede et fatalt, delt fok. En kommentator skriver: “Man behöver ingen IQ över 100 för att se vem som står för våldet i Sverige, skrämmande framtid går oss till mötes.” MSM medier har ikke meget endnu, en søgning på+ Malmø handler om fodbold, og i Sverige er fodbold lig med kvindefodbold, selvom de har mas med at sparke en bold 20 meter, endsige ramme noget. Ideologisk sidder kvindefodbold dog lige i det lydige journalistøje..

Man kan ikke skåne nogen for noget

Et døgn i Malmø. Hvis dette var Århus, som er lidt mindre, ville Nicolai Wammen forhåbentlig være kommet i spændetrøje derhjemme, og aldrig være kommet i Folketinget. Nu er det Malmø, der er lidt større, der en en bro imellem, Borgerrepræsentationen kan købe sig komatøs tid lidt endnu. Demokrati er en god idé på papiret, men i praksis har det svenske vist sig at have ødelæggende defekter, når en by kan køre sådan i grøften. Malmøs voldshelvede er i forvejen på national miliard stor bistandshjælp. I det mindste var der ikke nogen døde i ‘Malmø dette døgn, men der blev da skudt en i Gøteborg og en i Kristianstad. “Det er svært at dø i Malmø,” skulle Henrik Stangerups bog have heddet, for ens morder bliver ikke fundet, endsige straffet, så må man dø med tungt hjerte. For mordene i 2011, er næsten ingen blevet anholdt. Øresundsintegration ? Gud fri og bevar mig vel, send den til borgerrepræsentationen og lad dem smage på den først. Vil de det ? Nej. Vil nogen tvinge dem til det ? Nej. “Enhver skal nære sig” står der i Jyske Lov i betydningen “enhver skal ernære sig”, hvad der længe har været bar løgn. 2011 versionen hedder “enhver skal have egen røv i vandskorpen, før indsigter indfinder sig.” Man kan ikke skåne nogen for noget.

Stort bråk mellan familer. Ett bråk utbröt på fredagseftermiddagen på von Rosens väg. – Två till sjukhus efter rån. Kvinnorna överfölls av flera män. – Stenkastning stoppar bussar – 20-åring begärs häktad för medhjälp till mord – Bilbrand på Von Lingens väg. – Läkare rånad på sjukhusområdet. – Metalltjuvar gripna i Limhamn. – Husbil i lågor i Fosie. – Bilbrand vid Apelgården. – Brand i dagis i Alnarp. Et døgn i Sydsvenskan og Skånska Dagbladet. – A propos: »I didn’t know I was going to die just yet.«

Politisk assertivitet der skrider af helvede til

Findes der ret mange ting mere pinlige end afmægtige politikere der prøver at puste sig op i “afsky” for konsekvenserne af det de står for? “Vi skal følge det tæt” er klassisk pseudo-assertivitet i dagens politiske retorik, men Hækkerup og Støjberg reagerer reelt som to nonner der har inviteret sømanden hjem, og nu forfærdes over hvad bukserne gemmer.

Det er klart at for en politiker med integritet som faktisk ønskede at gøre noget ville der være en mærkbar pris at betale her: Udmeldelse af det pæne selskab af meningskonformister; formentlig også afgang fra det nuværende parti; betydelige omkostninger for et Danmark der i givet fald begyndte at hævde sin egen suverænitet. Måske endda helt konkret risiko som ikke eksisterer nu, for det er tvivlsomt om de væmmelige salafister overhovedet tager bestik af dette lille ynkelige opstød. Og dette har selvfølgelig intet at gøre med hvem der har regeringsmagten lige nu (LFPC).

[…] Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), fortæller, at hun tager salafistmiljøet meget alvorligt. »Bekymrende er et meget blidt ord i den sammenhæng. Det er afskyvækkende og modbydeligt, at man skal høre på den slags udtalelser,« siger ministeren.

»Vi skal følge det tæt. Vi skal have kortlagt disse miljøer,« lyder det fra Karen Hækkerup. […] Islamisk gruppe vækker afsky 

[…] “Hvis man mener, at danske soldater i Afghanistan skal hjem i kister, at homoseksualitet skal forbydes og at demokratiet skal opløses, så synes jeg virkelig, at man bør overveje, om man overhovedet hører hjemme i Danmark. Jeg tror, at man kan finde et land, hvor man hører meget mere hjemme,” siger Venstres integrationsordfører Inger Støjberg til jp.dk.[…]

“Jeg kan læse i artiklen, at hun vil kortlægge området, men helt ærligt, en kortlægning er jo bare papirer, der bliver sendt mellem eksperter, og det kommer der ikke noget ud af nu og her. Der skal handles, og jeg kræver, at ministeren giver konkrete svar på hvordan,” siger Inger Støjberg.

“Regeringen har serveretten. Jeg håber, at de udnytter den i et bredt samarbejde, hvor vi gerne vil være med,” konstaterer Inger Støjberg. […] Politikere til islamisk gruppe: Forlad Danmark 

Den socialkonstruktivistiske, ikke-essentialistiske armé til kamp for friheden

Vi deler ikke rigtig plakatens præmisser om de intellektuelle som totalitarismens banemænd, for som bekendt handler nærværende og lignende blogs jo i høj grad om de hårrejsende ting som intellektuelle som Michael “Hamas” Irving Jensen, Mogens “Hamas” Lykketoft, Jørgen Bæk Simonsen, Garbi Schmidt etc. etc., ikke at forglemme talløse horder af kvindelige RUC-studerende, kan få sig selv til at ytre. Men siden den pisser fugleskræmslerne i Teheran af, bør den da få yderligere udbredelse.

The Iranian embassy in Norway has lodged a complaint with a Norwegian Students’ Association about a poster that depicts various dictators including the Ayatollah Khomeini, Hitler and Stalin fleeing in terror from educated, dissenting students. It has asked for the poster to be taken down, saying it has “offended the feelings of a great nation”. The student association has declined the request. Iranian Embassy Complains About Norwegian Student Poster

À propos, og nu hun nævner det (LFPC):

[…] En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut konkluderede for nylig, at en stor del af gymnasieeleverne har svært ved at skrive præcist, nuanceret og personligt. I sidste uge gav 2.000 undervisere fra fem universiteter et meget nedslående billede af det faglige niveau blandt de studerende (Politiken 08.10) 38 procent svarer, at de studerende generelt er blevet fagligt svagere i de seneste 5-10 år. Kun 8,5 procent svarer det modsatte.

Nutidens studerende »mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder samt evnen til at tænke meningsfuldt«. Og de »er blevet mere overfladiske i deres viden. Det er sværere at få dem til at læse en svær bog eller sætte sig ind i noget kompliceret«, lyder typiske udsagn fra underviserne, som også klager over, at »mange vægter deres fritid, fritidsferie og skiferie højere end forberedelserne til undervisningen«. […] Karen Jespersen: »Er det svært, er det åndssvagt« 

Indvandrere i voldsomt angreb på belgisk politi

This happened in April 2011, but the video has only surfaced recently on a Belgian Crimestoppers-type programme. The Belgian police are asking for help in identifying some of the 200 Muslim attackers, who were originally from Brussels, although the incident took place at the beach in Hofstade.

Videoen er på fransk, men vi skifter den, hvis en undertekstet version dukker op. På flamsk er historien her: 200 herrieschoppers vallen agenten aan in Bloso-domein. Otte politifolk blev såret.

200 uromagere angreb betjente i Bloso-domein i Flandern: En gruppe på mindst tohundrede uromagere lukkede omkring kl 18 pludselig politibetjentene ind på terrænet. Betjentene fik slag og fik kastet flasker og ande genstande mod sig.

Amokløberne omringede politifolkene, og det varede en tid før betjentene kunne bringe sig selv i sikkerhed. Blandt dem var der ifølge en politikilde en del unge fra Schaarbeek og Bryssel. Kun én blev anholdt. ‘Det var ikke let at identificere de unge ud af en gruppe på 200 til 300, der var på stranden omkring kl 18 . Slagsmål på stranden: ‘Problemerne begyndte cirka kl 18 under et slagsmål på stranden’, ifølge Coopman. ‘Medlemmerne af den private vagttjeneste på området fik ikke tumulten under kontrol. De kaldte forstærkning fra politiet. Fra det øjeblik, hvor de første tre betjente dukkede op på stranden, vendte mængder af unge sig mod dem og begyndte med at kaste genstande, som sten, flasker og dåser. På et tidspunkt var otte betjente fra det lokale politi fuldstændigt omringet af 200 til 300 unge. Roen kom først tilbage, da betjentene fjernede sig fra stranden.’ (oversættelse M.L.)

In 1959, Elie Moreno, then a 19-year-old sophomore engineering student at Purdue University in Indiana, visited the Egyptian port city of Alexandria on his summer vacation, and brought his camera. Moreno, an Egyptian of Sephardic Jewish descent, had been born in Alexandria and raised in Cairo. But the Egypt in which he had grown up, the milieu of the country’s multi-ethnic urban elite, was fast disappearing; the summer of 1959 was the last Moreno would see of it.

The pictures from Moreno’s collection, taken on the 1959 visit and several beach trips in previous years, capture the last days of an Alexandria that would be all but unrecognizable today, in which affluent young Egyptians of Arab, Sephardic, and European descent frolic in a landscape of white sand beaches, sailboats, and seaside cabanas. Two years later, in 1961, the structural steel company Moreno’s father ran was nationalized by Nasser, and his family left for the United States shortly thereafter. Moreno, who went on to found a semiconductor company in Los Angeles, wouldn’t visit his birthplace until he was well into middle age.But the memories aren’t all bittersweet. The woman on the far left in the above photograph, taken on Alexandria’s Mediterranean coast in 1955, is Odette Tawil, whom Moreno first met in Alexandria in the summer of 1959. Reunited in the United States years later, they visited Egypt together in 1998, to get married.

Foreign Policy: Once Upon a Time in Egypt – SE også Once Upon a Time in Afghanistan… – længe før Anders Fogh og nu Nick Hækkerup og svenske soldater med løst krudt ville demokratisere det. Foto-essays af de mægtiges afmægtighed. – (Massakren den 9. oktober i Cairo var måske værre end Krystalnatten 1938 i Nazityskland. JP Leder: Kopternes kvaler. Islamistiske partier står til at vinde det kommende valg stort: From Arab Spring to Islamist summer) En ven af bloggen, Cherif El-Ayouty, der er født i Egypten, men bor i Danmark, skriver til os:

Many countries throughout human history have been destroyed by one mean or another. It could have been nature, it could have been wars, it could have been famine, it could have been economic ruin but I have experienced first hand a country that has been destroyed systematically by persons who appear to have graduated from universities in which their Ph.D’s were all based on the science of country destruction.For 60 years, the leaders of Egypt have managed to turn around a perfectly healthy country on all fronts, into a country with no future, no money, no principles, no values, no religion, no law, no order, no industry, no health, no education, no knowledge, no social fabric, no morals, no intelligence, no leadership, no hygiene, no vision, no weight, no planning, no organisation, no character, no beauty, no taste, no freedom, no justice and no hope.Egypt is dying and the fanatic dogs are eating it alive.My Egypt does not exist anymore

Interview med en eksileret egyptisk jøde: Bat Ye’or

Less well known is the saga of Bat Ye’or’s family ejection from Egypt as stateless persons following the first Sinai War in 1956. Deprived of resources they made their way to exile in England. This interview with Bat Ye’or focuses on her experience and that of her family as Jews in Egypt during this tumultuous period following the founding of the State of Israel and the Free Officers Movement coup in Egypt. It touches on her family heritage; her meeting with her future husband while both were students at London University’s Institute of Archeology, their marriage and their little known exploits in clandestinely saving Moroccan Jewish children and enabling their emigration to Israel. Both Bat Ye’or and her husband David Littman were honored in 2009 for this rescue known by Littman’s code name, Operation Mural. An Egyptian Jew in Exile: An Interview with Bat Ye’or (Foto: David, Gisèle and Diana Littman – Casablanca (June 22, 1961) – Snaphanens fotos af Bat Ye ‘ or her, her og her.

Somaliere forårsager racespændinger i finske Karelen

Muslim prayers begin on the ground floor of the Lieksa workers’ hall, where a room has been converted into a mosque. Pieces of tape on the rugs indicate the direction of Mecca. Perhaps it is the harsh October weather that keeps the turnout low. There are about 20 people there now; on the busiest days up to 90 people will show up.The popularity of the mosque, which opened in the summer, has not gone unnoticed in the small North Karelian town.With its population of just over 12,500, the number of asylum seekers who have been granted residence permits has rapidly risen to about 220 [..]

The proportion of approved asylum seekers is much lower than in Helsinki, for instance, but especially the appearance of Somalis in the community has led to a major heightening of tensions.The Chief of Police of North Karelia, Kai Markkula, is worried. Racial tensions heighten in North Karelian town of Lieksa.

Kreativ hån og spot af pænheden, men det forkerte sted

Man kan altid debattere hvornår forstyrrende indgreb i fredelige og lovlige aktiviteter kunne være berettiget – eksempelvis ved et kønsadskilt Hizb ut-Tahrir-arrangement. Men at forstyrre en af de cirkler som pænheden er så glade for (jfr. min billedgoogling af “multicultural” i går) bringer os kun ned på de autonomes niveau. Grisemasker og manisk dans kunne være den perfekte parodi, bare ikke lige her. Let the Circle be Unbroken (LFPC).

Every month in Cannes, France, xenomaniac do-gooders hold a ‘Circle of Silence’ to protest against the repatriation of illegal immigrants. They hold up placards calling for passers-by to stop and join the ‘Circle of Silence’ for a few minutes. Last week, some activists from the French nationalist group Cannes-Identitaire took up the offer. French Nationalists Enter the ‘Circle of Silence’

Nej, det kan man ikke, selvom den er det egentlige problem. Man kan forbyde dens symboler. Vi har ikke lov at gå rundt på gaden iført gasmaske eller hagekorsarmbind, og derfor er der selvfølgelig en vis ræson i, at forbyde burkaen. Jeg gik som ti-årig rundt med en gasmaske fra krigens tid, men en patruljevogn satte en stopper for det. Siden da har jeg tøjlet min åbenbart latente gasmaske-tilbøjelighed. Men vi tillader så mange andre symboler på en autoritær, politisk bevægelse. Sharia banking, sharia courts, halal-kød. Islam er stridbar og giver os kamp til stregen. Hvilken kamp giver vi dem ? I Frankrig trodses burka forbudet i vidt omfang i de områder, hvor staten har mistet jurisdiktionen, der kan den ikke forbyde noget som helst mere. Vil det samme vise sig i Holland, nemlig at den hollandske stat ikke er helt det, den var engang ? The Netherlands to pass burka ban.

Når fredens religion søger asyl, er freden forbi

Der forestår et større exodus af kristne fra Mellemøsten, fra Syrien og Egypten, og det er svært lige at se idéen med at give begge parter asyl, så de kan genoptage deres borgerkrig på dansk grund, ligesom kristne og muslimer har gjort på svensk i Södertälje, hvor de først ankomne kristne fornyer deres konflikt med de sidst ankomne muslimer: Motsättningar i Hovsjö skapar rädsla, Rasistdåd mot nya minoriteter i Hovsjö. Hele asylbranchens absurditet udstillet i ét eksempel.

På tre ud af fire asylcentre oplever kristne beboere hetz, mobning og i enkelte tilfælde vold. Flere kristne asylbeboere tør ikke stå frem med deres tro, siger ledere af asylcentrene.

”Flere kristne beboere har igennem årene bedt os om ikke at sige til de andre beboere, at de er kristne. De holder deres tro skjult, fordi de er bange for, hvad der kan ske med dem,” fortæller kontaktperson Lene Rauff fra Asylcenter Brovst i Tranum. ”Vi har haft konvertitter, der blev chikaneret, men også homoseksuelle, ateister og kommunister har været udsatte. Det er ikke et stort problem, men det handler om at være anderledes end sine landsmænd, og ofte kan problemerne klares ved, at en af parterne skifter værelse.” Kristne flygtninge chikaneres på asylcentre

Amnesty – terroristernes bedste ven

Lars Norman Jøgensens senste bulletiner om Danmark – puha, Danmark. Skam jer. Mon RAF regeringen nu vil være rød- og enøjet nok for Lars Normann Jørgensens smag ? Det ville da være rart med en watchdog, hvis ikke den vi har, holdt med de forkerte diktatorer hvergang. Den tror, ligesom vores politikere, at vi i Mellemøsten og i verdens i det hele taget, kan vælge mellem the good og the bad guys, hvor sandheden er, at vi kan vælge mellem de onde og de værre. Lur mig om ikke Mubarak får ret, da han sagde USA var idioter, da de skrottede ham. Ja, selv Saddam og Gaddafi kan være de mindre onder i historiens lys, ikke i fagakademikernes, naturligvis, de lever i forestillingernes verden. Lars Norman Jørgens mente, at Danmark burde deltage i Duban II konferencen, der ville kriminalisere religions (islam) kritik, blandt andre gode venstrefløjsmærkesager. Vi totalitarister bør stå sammen, men det gør de jo allerede. Så længe det varer – Switch! – Teheran 1979.

Når man har skrevet længe, og det har jeg gjort længe inden denne blog, og mest om alt muligt andet, så tænker man, hvad gør det egentlig godt for. Jeg har diskuteret det med andre, der mere eller mindre lever for at skrive. Og jeg er kommet til den overbevisning, at det bare tjener to små formål. 1) At få luft og få fred, først og fremmest med sig selv, dernæst at komme lidt overens med verden og 2) at dokumentere for eftertiden, noget der ikke mindst kalder på fotografen i mig. Man kan ikke påvirke noget som helst, man kan slet ikke forebygge noget som helst. Vi er ikke fatalister, vi er bare fatale fordi det er det man er, når man lader stå til, fordi ti eller tyve år ud i fremtiden, overgår de flestes fatteevne. Alle og enhver, kan vågne op med en flue i øjet, og bede verden vente til i morgen. Men vi er ombord på det samme skib, også når vi sover.

Jeg tror nok jeg i 2004 troede, at jeg kunne skræmme nogen ved at holde Sverige op foran deres øjne. Det gør jeg ikke mere. At skrive i det offentlige rum, forbliver en meget privat ting, man skal ikke nære nogen illusioner om det. De “undgåelige onder” vi skal opleve, dem kommer vi til at opleve og det er det, man skal finde sig tilrette med. Jeg tror mine skrivende venner vil være enige med mig i det. At klynge sig til at tjatte på bloggen, “loggen” som det hedder til søs, er værdiløst, hvis det ikke er hver dag. Mangler der én, er det kriminelt. Det ville det have været ombord på ØK´s m/s Arosia. Godt eller skidt, spor skal afsættes. Nogle dage bliver det rigtig godt, navnlig når der kommer hjælp udefra. Men at tro man flytter nogen……nej.

Jeg mødte som meget ung gymnasiast Arthur Koestler til en middag, da han fik Sonningprisen i 1968. Han siger et sted i en trods, jeg prøver at skrive af mig, men som ikke desto mindre klæber til tasterne:

“You want to stifle the Republic in blood. How long must the footsteps of freedom be gravestones? Tyranny is afoot; she has torn her veil, she carries her head high, she treads over our dead bodies.”— Arthur Koestler, Darkness at Noon

Tuesday, an Atheist wearing a “Zombie Muhammad” costume while marching in a local Pennsylvania Halloween parade was attacked by a Muslim.

According to reports, the Parading Atheists of Central Pennsylvania (PACP) were marching in a Halloween parade in Mechanicsburg, Pennsylvania,when a Muslim stormed out of the hometown crowd to assault one of the marching atheists who happened to be wearing a Zombie Muhammad costume. […] Zombie Muhammad? Atheist attacked by Muslim during Halloween parade via Jihad Watch

Fort Malmø Sygehus

Malmö Allmänna Sjukhus (MAS) blir en alltmer osäker och farlig plats att vistas på. Våld mellan och inom patiengrupper, knivar och andra tillhyggen som man viftar med åt personalen, okvädningsord till kvinnlig vårdpersonal som man dessutom vägrar lyssna på etc. – “Det har blivit stökigare med åren. Folk har inte samma respekt för vårdpersonalen längre… De brukar inte komma med ambulans utan i privatbilar. Och man vet ju inte om de som är med har vapen på sig.”Våldet på Malmö sjukhus ökar.

Islamkritisk forfatter angrebet i Berlin

I går angreb ukendte personer i Tempelhof i Berlin den islamkritiske forfatter J.Gehirn (pseudonymet betyder “hjerne”, en ret efterspurgt substans i den muslimske verden.) mens han sad i sin bil. En anden bil kørte op på siden og tvang ham til at standse. Han hørte tre høje knald, og hans vindskærm sprak itu. Så kørte bilen videre. Forfatteren var uskadt. Tysk politi fandt et hul i vindskærmen, men fandt intet spor af en et projektil i bilen. De er ikke sikre på om de tre brag kom fra skud, og de har hidtil ikke fundet nogen spor i forfatterens bil. J.Gehirn er et pseudonym for en 39-årig forfatter, der er opvokset som muslim men siden har forladt troen. Han har skrevet kritisk om islam i bogen “War’s Allah’s oder das Wort eines Mannes?” – Berlin: Anschlag auf Islamkritiker, Unbekannte attackieren Islamkritiker in Berlin – (Snaphanens oversættelse)

Peace, love and ….. anti-Semitism

Uanset alle de mange indvendinger man kan komme med mod tressernes hippiekultur, har jeg stadig en blød plet for den. Jeg har ikke et problem med at nogle unge i en tid der muliggjorde det droppede ud, så længe det bare drejede sig om hedonisme og naiv idealisme uden militante overtoner, og vel at mærke så længe vi taler om denne eksperimenterende tid isoleret set, og ikke som starten på en pågående forkastelse af alt der holder samfundet sammen.

Musikken fra dengang er stadig enestående i dag, og kan få en til at bære over med at de sikkert ville have været utålelige at opleve på nært hold. Men det er bare et baaaaaad trip når loonier i dag der udadtil er tydeligt inspirerede af The Summer of Love bliver en del af det stående voldelige og ekstremistiske ros af militante, samfundsopløsende gadekorps.

Det er givetvis rigtigt hvad en kommentarskriver til den citerede artikel skriver: I tresserne var Anden Verdenskrig stadig særdeles nærværende i folks bevidsthed, og det virkede dengang utænkeligt at jødehadet ville kunne få en renæssance. Men det har det, se Zombies billedreportage fra et af disse her spraglede, aktivistiske, kreative græsrodsinitiativer som mainstreammedierne altid giver lang line. Den afbillede virkelighed er meget grim, og bekræfter kun det indtryk man også får af autonome og AFA’er herhjemme: Den alternative påklædning og hårprydelse er kun simpel camouflage for meget konventionel råddenskab (LFPC).

While there have been intense arguments in the media recently about hints of anti-Semitism which have erupted at New York’s Occupy Wall Street protest, very little attention has been paid to similar problems cropping up at other “Occupy” events around the country.

Below you will find some photographs and a video taken at the Occupy Los Angeles encampment which reveal how there is a growing encroachment of anti-Semitic “Jewish bankers” conspiracy theories becoming more and more evident at these events. Obviously not everyone at the “Occupy” protests is an anti-Semite, but the fact that these statements and views fit so neatly into the whole anti-banker milieu, and often go completely unchallenged by fellow protesters, should give everyone cause for concern about where this whole movement is heading. […] Zombie: More Anti-Semitism at Occupy Los Angeles 

Ekot direktrapporterade från partiledardebatten. Sverigedemokraten Thoralf Alfsson skriver, at “Jimmie Åkesson satte idag ner foten angående invandringen och visade Sverigedemokraternas position, något som knappast lär få något utrymme i media,” og det har han ret i. Åkesson klare tale trak ikke én eneste ingen overskrift. Man kan ikke forvente presse, når man bringer et ikke-emne op i det såkaldte “finrum,” og så skal der også være plads til Juholt-krisen som “påminner om det sovjetiska samhället” og er værre end først antaget. (Se “En dåres försvarstal”, som alle enhver dannet bloglæser har læst.) Efter Åkessons indledning udspiller der sig en længere æstetisk polemik med Lars Ohly og Göran Hägglund. Dette er en dagligstuetragedie bag “Huis Clos”, der skal indtages i afmålte portioner. 23 minutter pr. opførelse er lige tilpas.

Gåde: “Lad den hvide race gå under i blod og lidelse”

Hvilken svensker har sagt det? Det bliver nok gættet, ellers kommer svaret torsdag aften. Citaterne er fra 1996:

At føle eller til og med synes, at den hvide race er underlegen på alle tænkelige måder, er naturligt når man tænker på dens historie og nuværende handlinger. Lad den hvide races vesterland gå under i blod og lidelse. Leve det flerkulturelle, raceblandede og klasseløse, økologiske samfund! Leve anarkiet.

Jeg begyndte ganske enkelt at angribe og mere eller mindre mishandle personer, der opførte sig racistisk i min nærhed. Det kunne være alle fra skinheads til børn i skolealderen og ældre herrer og damer.”

21:3o:Jo, det var Tobias Hübinette, som kommentatorerne gættede, svensk-koreansk forskare vid Mångkulturellt centrum och lärare vid Södertörns högskola. Blev han fyret fra Stieg Larsons “antiracistiske” Expo for sine åbenlyst voldelige og racistiske udtalelser? Næh.Og han er stadig en agtet underviser i Sverige.

Provinsen brænder, men ikke i landsdækkende aviser

“The upper deck” der instinktivt fravælger de værste nyheder. Et tilfældigt dyk i dag i Kalmarpressen. Riksdagen håner Jimmie Åkesson, men Sverige er ramt under vandlinjen og vandet vil også nå Reinfeldts skjorteflipper. Titanic ramte isbjerget kl. 23.40. Først kl. 1.30 indså alle, at skibet vil synke. “Vi går till botten där vi står, men flaggan, den går i topp,” og det er det vigtigste for nomenklaturaen. Mikael Wiehe vil ikke være glad for at blive ramt i nakken af den analogi. Han må leve med det. En lokal skriver på nettet:

Efter mer än 10 år i Kalmar börjar vi nu se effekterna av vår invandrarpolitik. Berga, en stadsdel norr om centrum har sakta förfallit och butikerna lämnar lilla Berga centrum. Kvar blir Ica och div. gäng med ungdomar som nu roar sig med att bränna allt de kommer över. När jag flyttade hit på 90-talet var Berga ett relativt lugnt område med lite butiker men nu vet jag inte vart det är på väg. De senaste veckorna har lokalblaskorna fyllts med artiklar om de olika bränderna och vad som kan tänkas ligga bakom. Det är intressant att se hur tidningarna vinklar det hela, Östran verkar inte backa för att hänga ut folkgrupper och orsakerna till varför det ser ut som det gör. Barometern verkar mer utmåla de “stackars” ungdomarna som offer för en kommun som inte vill satsa på fler fritidsgårdar osv. STORBRAND I BERGA, Berga satt i brand, Nya bränder i norra Kalmar, Starka reaktioner från storbranden i natt. Bränder i Berga: 4. september, 7. september, 12. september, 19. september, 23. september, 26. september, 28. september, 3. oktober, 8. oktober, 12. oktober. (UPDATE: Rigsmedier kommer luntende forsinket med historien i dag torsdag.)

Multikulti: Når voksne mennesker bliver som små børn (på den ufede måde)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hosstående billede viser de første resultater ved en billedsøgning på Google af “multicultural”. Man mærker en tendens, en tendens der bekræfter multikulturalismens luftige karakter af enfoldige drømme, mangel på bekræftelse i virkelighedens verden, og rådvildheden hos dens propagandister der tilsyneladende ikke evner at variere udtrykket og tage ved lære af egne fiaskoer (LFPC).

Multikulturen R.I.P. – den blev 40 år gammel

Sweden’s big immigration idea: the ‘Canada model’

Ezra Levant & Robert Spencer On Tehran’s Terror Plot