Diana West, som har været i Danmark flere gange, og som jeg har haft lejlighed til at fotografere bla. her, her og her, taler ved Heritage Foundations seminar 9/11 – A Decade Later – Lessons for the Future. Ubetalelig er hendes beskrivelse af det politiske jet-sets reaktion på Kurt Westergaards tegning, som var det ren pornografi: “Så du tegningen, har du virkelig set den?” – “Denne tegnings ansigt er vigtigere for os end Osama Bin Ladins, den er et spejl af os selv.” Flere talere er her: Michael Rubin, Walid Phares, Daniel Pipes, Diana West, Claire Lopez, Efraim Karsh, Elan Journo, John David Lewis, Peter Brookes, Yaron Brook.

Fiz Fiz blev udvist af Danmark – så godt som…..

skriver medierne i dag. Han har otte børn med dansk statsborgerskab, det gør dommen “historisk”, får vi at vide. Der er bare det aber dabei, at den storkriminelle, palestinensiske førtidspensinist er “statsløs”, derfor vil han efter at have været rundt om den europæiske menneskeretsdomstol ende på “tålt ophold,” fordi politikere i en fjern fortid har underskrevet noget der lød godt på papiret, men som de ikke havde en chance for at overskue. Der er vel ingen der tror at en RAF-regering vil kræve The 1961 Convention on the Reduction of Statelessness opsagt eller genforhandlet? Velkommen tilbage til Danmark (Sandholm), Fiz Fiz. I dag er en lejlighed til at rekapitulere nogle fakta om den:

Ud af verdens 193 lande er det kun 37 der har skrevet under på 1961 Convention on the Reduction of Statelessness (markeret med mørkegrønt), og 5 af dem har aldrig ratificeret deres underskrift (de lysegrønne), det vil sige at konventionen gælder ikke for dem (blandt andre Frankrig og Israel). I Vesteuropa har Belgien, Schweiz, Italien, Spanien og Portugal slet ikke tiltrådt den.
Af de 32 der er tilbage har 8 lande taget større eller mindre forbehold, så konventionen ikke dækker helt. Danmark er et af de 24 dukselande, der ikke har taget forbehold. Af arabiske lande i har kun to (Tunesien og Libyen) underskrevet og ratificeret – langt de fleste arabiske lande har love der specifikt forbyder at give statsborgerskab til palæstinensere, så de har ikke gidet underskrive konventionen. Af alle muslimske lande er det kun seks (de to arabiske plus Azerbaijan, Mali, Niger og Senegal….og hvem vil have statsborgerskab der?) Wiki-artikel giver navne på alle underskrivere og kort over hvem der har underskrevet og ratificeret – FNs liste over underskrivere og ratifikatorer: Konventionen der fældede Rønn Hornbech

Pædagogik med sømbeslået pegepind

Ingen points for at gætte hvem nazibagmanden med den bærbare skal forestille at være. Voldstyperne kender vi jo også til ulidelighed – ikke fra historier om bombefremstilling i forstaden, gaderøverier og bandevoldtægter, ikke fra stereotype nyheder om stenkast mod brandbiler eller overfald på homoseksuelle. Ikke fra den virkelighed der kendetegner tiden, for organiserede fascistgrupper eksisterer jo stort set kun i de velmenendes segregerede parallelunivers.

Spørgsmålet bliver derfor om de betydelige ressourcer der bruges på at fabrikere enfoldig og gumpetung propaganda som dette har nogen chance for at være en god investering. Kan man overhovedet forestille sig at nogen der ikke i forvejen lever i de anstændiges osteklokke vil blive påvirket af dette? Kan propagandister der regner modtageren for en idiot gøre sig nogle reelle forhåbninger om holdningsskred i en kultur der svælger i billeder og lyd? Tja-eeeh (LFPC).

A conference called “Virtual Citizenship and Social Responsibility” has just been held in Paris at the French Foreign Affairs Ministry. It was organised by LICRA – Ligue Internationale Contre le Racisme et l’Antisémitisme [International League Against Racism and Antisemitism] and INACH – the International Network Against CyberHate.

Present, among others, were Anne-Sophie Bordry, director of public affairs of Facebook France, David Corchia director general of Concileo, Yoram Elkaïm legal director of Google Europe, Marc Mossé director of public and legal affairs at Microsoft. […] “Don’t Let the Internet Become a Weapon of Racism!” 

“Begejstret” for at blive regnet for lallende hjælpeløs

Historien om propagandavideoen her over er kun én manifestation af noget mere generelt i tiden, nemlig antagelsen om at folk er dumme og hjælpeløse, og har et stadigt behov for pædagoger og kursusarrangører til at vejlede dem. Det er selvfølgelig ikke nogen ny tendens i og med at socialismen i sin natur altid har søgt at spinde folk ind i opdragelse. Men i dagens verden, hvor borgerlig aversion mod den slags er næsten forsvundet, har fænomenet transcenderet de politiske skel – opdragere og pædagoger i form af kursusarrangører har gjort deres indtog i virksomheder verden over. Hjælpeløsgørelsen er vel startet allerede under 120 db larm i børnehaverne, og langt de fleste mangler i dag ganske enkelt sproget til at formulere afskyen.

Sure bloggere er en af de sidste bastioner mod denne lammende infantilisering og klientgørelse, men fra min helt egen verden kan jeg da berette at indvendinger af den slags jeg kommer med her falder på helt døve øren på mit arbejde. Jeg har flere gange brokket mig med ord som “pædagogkultur”, “klientgørelse” og “feminisering”, og har fremhævet “common sense” og almindelig dømmekraft som all you need, men reaktionen har været helt entydig: Et tomt blik, evt. efterfulgt af en autoritær respons. Tiden er ikke med os, men mon ikke at mange bloglæsere genkender disse iagttagelser som noget der måske er en rød tråd i det der forener os, hvor multikultur blot er ét dominerende udslag?

Ens reaktion på Initiativet her fra “kulturpersonligheder” med for meget tid og for mange penge, og det vamle følesprog det formidles i (“skal begejstres”), kan sikkert fint bruges som en lakmusprøve på hvor man står i dagens kulturkløft. Hos mig står det op i halsen (LFPC).

Skuespillere og andre kulturpersonligheder står bag en såkaldt begejstringskampagne.

Kunst og kultur fyldte uendeligt lidt i valgkampen, og det vil en række skuespillere og andre kulturpersonligheder nu prøve at råde bod på.

“Vild med Kunst” er titlen på en såkaldt begejstringskampagne, som initiativtagerne kalder for kunstens arabiske forår herhjemme. […] Nu skal vi begejstres for kunst og kultur 

PVV: Tyrkiet en voksende europæisk sikkerhedstrussel

Remarks by Wim Kortenoeven, Dutch delegation to the OCSE conference in Dubrovnik, 9 October 2011 (meeting on security in the Mediterranean area).

Mister Chairman,

I am addressing this meeting on behalf of the Dutch Party for Freedom.

As we speak, the peace in the Mediterranean is being threatened, by Turkish imperialism, by dangerous dreams to re-establish the Turkish Caliphate that was abolished in 1923.

We are witnessing the death of Kemalism, the positive ideology that transformed Turkey into a valuable, responsible and respected member of the international community.

But now, Turkey is sliding into the abyss of Islamic extremism and authoritarianism. This is visible on the inside and on the outside.

For instance: the freedom of speech in Turkey is increasingly suppressed. Many journalists have been jailed for speaking out. The Turkish cartoonist Bahadir Baruter is to be tried for renouncing Allah in a cartoon. He might get a year in jail for that.

Cyprus, a member State of the European Union, has been partly occupied by Turkey since the brutal invasion of 1974.

And now the Erdogan regime is turning Turkey into a predator state, a rogue state, that apparently also wants to seize the oil and gas reserves in the eastern Mediterranean. Reserves that it does not own. […] Does Turkey Threaten European Security?

John Bolton: “This will come as news to the Coptic Christians that they’re supposed to exercise restraint. They’re being attacked, they’re the ones being victimized both by mobs of fellow Egyptian citizens who are Muslims and by the government.” (Via Atlas Shrugs og Breitbart TV)

[…] State TV, also known as Maspero, is under fire from rights activists for falsely reporting that the Coptic protesters attacked the military forces with weapons, which resulted in the death of at least three soldiers and then called on the Egyptian people to take to the street to help protect the armed forces.

The news, when reported on Sunday evening, agitated many Muslims, who took up arms and went to the streets of downtown, clashing with protesters, both Muslims and Coptic Christians, injuring dozens in the worst sectarian violence since the fall of ousted President Hosni Muabrak’s regime.

State TV also reported that the protesters were armed and initiated the violence that killed the soldiers, which escalated the bloodshed late on Sunday. […]

Videos posted online show armored vehicles running over people, killing and injuring scores of them. Eyewitnesses told Bikyamasr.com at the protest that Copts were “not armed” and the army was “not provoked to attack.” […]

[TV host Rasha] Magdy repeatedly emphasized that Coptic protesters were attacking soldiers. She started her broadcast by apologizing for not being able to host the families of military martyrs of the 1973 war because of the unfortunate events, and went on to say that “the same troops that fought the war and sided with the revolution earlier this year are under attack as we speak.” […]

“State TV committed a number of fatal mistakes,” says [journalism professor Nalia] Hamdy, citing an interview with a military soldier who called Coptic protesters “dogs” and asked people to defend the soldiers.

“This might not have been intentional,” says Hamdy. “But it is certainly giving the wrong message and has to stop.” […] Egyptian state TV fueled deadly protests with a lie

Fjordman takker: “Jeg er overvældet”

I don’t usually ask for donations online since I generally make my essays available on the Internet for free, and there are so many good bloggers and others out there who could use a few bucks at least as much as I do. But I am amazed and frankly quite touched by how many people are willing to donate some of their hard-earned money when I do ask for a donation. The response over the past 24 hours has been nothing short of astonishing.

There is a serious disconnect between how I am portrayed in the press and how many ordinary people apparently like my writings. I can only conclude that many people no longer trust the mainstream media to tell them the truth about anything. I have received offers to stay for free in Brazil or to travel virtually anywhere I want to within Europe. I cannot accept these offers right now, but I am very moved by them and they are deeply appreciated.

Some, like the Baron and Dymphna at the Gates of Vienna, are very good at thanking each and every contributor individually by email. I would very much like to follow their example here, but I am literally overwhelmed at the moment by the response, plus preparing my upcoming book as well as practical issues related to moving to a new location. I cannot guarantee that I can answer every single person who donated money, and it will anyway probably take a few days before I have time at my disposal to do this, but I will do my best.

Fjordman

USA: Hertz fyrer bedende muslimer

Måske er det kun et nanosekunds standhaftighed der udvises her, måske falder det til jorden i morgen når virksomheden fornemmer ummaen rumle i undergrunden. Men man må værdsætte de øjeblikke der trods alt findes (LFPC).

Hertz rental car company, which was met with protests for suspending 34 Muslim shuttle drivers in Seattle in a dispute over prayer breaks, said it would reinstate the workers if they agreed to clock in and out.

Hertz said the Somali Muslim employees at Seattle-Tacoma International Airport were suspended not for praying but for failing to clock in and out for 10-minute breaks as required under a collective bargaining agreement.

Washington state law allows employees two 10-minute breaks during an eight-hour shift.

“This issue arose when breaks for prayers were extended for unacceptably long periods beyond 10 minutes for nonreligious activities, Hertz spokesman Richard Broome said in a written statement issued on Friday night.

“Individual warnings were communicated as well as a written warning, both prior to the implementation of disciplinary action,” he said. […] Hertz: Muslim workers failed to follow break rules 

Mujahedinerne på Balkan: Sarajevo Ricochet

DR 2sendte iaftes første del af den norske dokumentar, en øjenåbner om jihadisterne på Balkan. Amerikanerne og NATO havde hovederne under armen, og spørgsmålet er, hvor meget klogere de er blevet i dag. Det samme gælder iøvrigt også danske medier, ikke mindst DR, hvis rapportering stadig i dag har karakter af anti-serbisk propaganda. To must see film. Man må håbe, DR også sender del II- Srebrenica A Town Betrayed – om det muslimske forrædderi, der gjorde massakren mulig. Overskurken i begge afsnit er muslimlederen Alija Izetbegović, der solgte Srebrenica i en studehandel, der skulle få amerikanerne til at bombe serberne. Dernæst hans jihadistiske krigsforbrydere, først og fremmest blodhunden Naser Orić. Ellers er nr. II også her nedenfor stregen:

This two-part documentary reveals how al-Qaeda used Bosnia as a training-ground, money-laundering centre and forward operating base during the brutal civil war of 1992-95. The veterans went on to attack New York, Washington DC, London, Madrid, Mombasa and Bali. The story also reveals how the people of Srebrenica were betrayed by the Sarajevo government in advance of the massacres of July 1995.

Fortsæt med at læse “Var løgn på stats-tv årsag til massakre på koptere?”

I sommer åbnede den ellers ret hengemte Mosaisk Gravplads midt på Nørrebro for offentligheden. Det er byens næstældste begravelsesplads, ældre end Assistens Kirkegård fra 1760 på den anden side af Nørrebrogade, ukendt selv for mange københavnere. Der var delte meninger om idéen i Mosaisk Trossamfund, men optimisterne og dem med “visionerne” vandt, og vi der ikke modtager visioner satte os til at vente på at resultaterne skulle indløbe:

Fra Døgnrapporten for Københavns Politi. Søndag den 9. oktober 2011 kl. 1444.

Den forurettede 21-årige kvinde af jødisk afstamning førte tilsyn med Den Jødiske Begravelsesplads på Møllegade. Her blev hun kontaktet af to drenge, som spurgte hvad det var for et sted.
Den forurettede havde forklaret, at det var en jødisk begravelsesplads. Den ene af drengene, spurgte den forurettede, om hun var jøde, hvilket hun svarede ja til. Det fik ham til at trække en proptrækker, som han truede den forurettede med. Samtidigt havde han sagt, at han havde fået at vide, at han skulle dræbe alle jøder.
Den anden dreng tog dog fat i gerningsmanden og sagde, at han skulle stoppe. Begge drengene løb herefter fra stedet i ukendt retning. De to drenge beskrives som: unge, ca. 13 år. Begge af udenlandsk herkomst.13-årig truede med proptrækker – havde fået at vide, at han skulle dræbe alle jøder

Den gravplads bliver lukket igen og bevogtet, og det sker senest når Israel næste gang tvinges til at forsvare sig i Mellemøsten. Hvor “visionær” skal man være, for at kunne regne det ud? På Nørrebro er det forekommet før, at almindelige danskere passes op og spørges, om de er jøder. Det er ikke tilrådeligt at svare “ja”, som denne naive kvinde gjorde. På den anden side, er hun ikke mere naiv end sine arbejdsgivere i Mosaisk Trossamfund og de borgerrepræsentanter der har ivret for at åbne gravpladsen.

Politiet kalder det “en hate-crime.” Her nedenfor er også en, der nærmest er blevet triviel i det multikulturelle Europa. Det behøver slet ikke være større terrorhandlinger, der en dag udløser et voldeligt “backlash” mod indvandrere i Europa. Det kan meget vel være hundredetusinder af disse tilfælde, der tilsidst får bægeret til at løbe over med konsekvenser ingen kan overskue. Politikens nye chefredaktør Bo Lidegaard, lod i Deadline for nylig forstå, at de problemer vi oplever idag, vil være historie, når de gamle modstandere af multikultur er uddøet. Hans ligning går kun op, ved at udelade visse elementer. Blandt mange unge er der et had, der er personligt, og som man slet ikke oplever blandt de ældre, der er opvokset i et homogent, fredeligt og uvoldeligt Danmark. Jeg har hørt det flere gange, det er voldsomt og uforsonligt og det er erfaringsbaseret. Sverigedemokraterne blev fjerde største parti ved skolevalget 2010, på nogle svenske skoler stemte op imod 40 % SD. I Sverige er voldeligheden eksploderet, i 2010 var der 87. 854 anmeldte tilfælde af Misshandel inkl. grov misshandel. Vi kan få så radikaliserede unge, at Politiken vil længes intenst efter Pia Kjærsgaard og hendes fredsommelige velfærdssosser.

En dag vil der uvægerligt være nogen, der har fået nok. Enkeltpersoner som i Norge, eller større grupper. I Ulla Nørtoft Thomsens artikel om Breivik, – en af de allerbedste overhovedet – skriver hun at vi næppe vil opleve flere som Breivik. Gid man kunne være så sikker. Vi ved ikke, hvornår vi har overskredet grænsen for, hvad folk vil acceptere, for den er usynlig. Man kan kun henholde sig til hvor mange røde lamper der blinker, og det er det vi blandt andet prøver at dokumentere her. Bo Lidegaard og hans avis skaffer den dag snarere end de forebygger den, og hvis den vrede ofrene for den vil føle, retter sig mod de skyldige i tingenes tilstand, så kan den herskende klasse komme til at sove med kufferterne pakket og klar, selvom det vil komme som en stor overraskelse for dem, at nogen kunne ville dem noget ondt. En sådan tanke ville de aldrig få af egen drift, men Lidegaards spådomme om fremtiden er ikke nødvendigvis rigtigere end vores. – Den franske blog beder om hjælp til at identificere disse hverdagsforbrydere der gentage gange slår en kvinde i hovedet, og sparker på en liggende mand:

Indsamlingen til Fjordman

Jeg har fået at vide, at den går over al forventning, selvom jeg ikke må sige beløbet. Hvis du har tænkt dig at bidrage, så sørg for at gøre det her den første uge, den løber. Fjordman og Vlad Tepes takker alle, der har bidraget hidtil. Det foregår på Pay Pal her.

Islamofobi æder hjerner op

Der tænkes vel at mærke på islamofobi i den virkelige betydning, og ikke på det totalitære OIC-udklækkede redskab vendt mod os. Det drejer sig om den refleksmæssige tilflugt i den rene idioti der griber kendisser når de i interviews bliver bragt ind på spørgsmålet om, host host, krænkelser af de altid letantændelige muslimer, og hvordan de selv stiller sig til den slags risikabel adfærd. Det er som altid uklart om det Terry Jones frygter er en fatwa fra skulende mænd med fugleskræmselsskæg, eller om det er udstødelse fra det miljø han er en del af. Brud på meningskonformiteten ender måske ikke med at han bliver et hoved kortere, men fordømmelse fra denne verdens Carsten Jensen-gemytter er jo også en alvorlig sag for en berømthed.

Life of Brian er en tidløs klassiker og vil vedblive at være det, selv om Jones her regrederer til politisk analyse på teenageniveau. På den anden side: Man kan bruge denne pinagtighed som en reminder om altid at holde værket adskilt fra kunstneren. Gør man ikke dette kommer man uvægerligt ud i håbløse situationer hvor man må lukke øjnene for f. eks. idioti eller stjernenykker der selvfølgelig ikke gør musik, film eller litteratur ringere på nogen måde, eller endda forkaste kunstneren. Og hvor mange vil der så i yderste konsekvens blive tilbage? (LFPC)

[…] Asked if he would make a satirical film about Muslims now, he replied, “Probably not – looking at Salman Rushdie. I suppose people would be frightened.

“I think it’s whipped up by the arms industry. I read an in-house magazine called Weapons Today before the Gulf War and the editorial was headlined, ‘Thank God for Saddam’ and went on to say that since perestroika we have an enemy no one can complain about.

“So in future we look for Islam to replace communism.

“I thought they were joking – the Crusades were 1,000 years ago – but of course that’s what’s happening now.” […] A Muslim Life Of Brian? No Way, Says Python 

Snaphanens note: Den følgende artikel var et svar på en artikel i Aftenposten, der lignede Fjordman med en nazist. Avisen nægtede ham den normale ret til en replik til sit forsvar, så derfor publicerer han sit svar på denne og andre blogs i stedet. Ingen har selvfølgelig krav på at blive trykt i en avis, men når man udsætter folk for angreb over en vis grovhed, er det klædeligste dog, at lade den angrebne få ordet. Det samme princip ville vi følge, hvis vi en dag skulle skrive lige så grove insinuationer mod en person,  som Aftenposten. Det avisen nu har opnået er, at Fjordmans tekst på rekordtid er spredt over hele nettet på mindst tre sprog, og på et uoverskueligt antal netsider, der på få dage langt vil overstige Aftepostens oplag og læserantal. Så alene set fra et kommercielt synspunkt, har Aftenposten dummet sig temmelig grundigt:

* * * * * *

Her følger teksten til en kronikk som avisen Aftenposten nå har nektet å trykke. De etiske retningslinjene i VærVarsom-plakaten til Norsk Presseforbund gir en person rett til å komme med tilsvar til påstander som fremmes om ham av pressen. Noen få dager før jeg stod frem med mitt reelle navn publiserte Aftenposten en beryktet Artikkel om såkalte islamofober som Robert Spencer, Bat Ye’or og meg selv (Fjordman) der vi ble presentert som den nye bølgen av høyreekstremister. Bildene i den trykte utgaven var spesielt graverende, der jeg ble plassert sammen med Vidkun Quisling, Anders Behring Breivik og nynazister som også er dømte drapsmenn. Den skylder de meg for. De var meget nær et injuriesøksmål den gangen.

Jeg sendte dem denne kronikken for noen dager siden, og da selvsagt som Peder Jensen. Den ble refusert. Jeg skal ikke påstå at dette er den beste teksten jeg noensinne har skrevet, men jeg våger å hevde at den er minst like godt skrevet, logisk sammenhengende og med like grundig research som de tallrike middelmådige og fort glemte innlegg akkurat den samme avisen har publisert om rasistiske hvite islamofober og andre slemme høyreekstremister.

Jeg ble først fortalt at teksten ikke passet sammen med tittelen. Det mener jeg at den gjør. Jeg knytter den til kjente nazisympatier hos islamske organisasjoner som Det muslimske brorskapet and viser hvordan myndighetene og de etablerte mediene driver appeasement av vår tids egentlige nazister, men Aftenposten ønsket at jeg skulle ta bort denne delen. Det nektet jeg å gjøre og argumenterte for at de eksemplene jeg bruker er relevante. Den samme journalisten forandret da taktikk og sa at “Det er ingen vits for oss i å trykke påstander som allerede har vært fremme mange ganger.” Jeg går ut ifra at dette betyr at Aftenposten i fremtiden vil avvise alle kronikker og innlegg om islamofobi eller fremmedfrykt siden folk flest har hørt disse argumentene gjentatt hundrevis av ganger før, om ikke mer. Av en eller annen grunn tror jeg ikke dette kommer til å skje.

Aftenposten bad meg også om å fjerne referansen til min forestående bok The Curious Civilization fordi dette kunne oppfattes som tekstreklame. Det sa jeg meg villig til å gjøre. Jeg innrømmer at jeg hadde dette i bakhodet da jeg la inn denne referansen. Dette var den eneste endringen i teksten som jeg var villig til å foreta. Legg også merke til at avisen ikke bestrider noen av de faktiske opplysningene jeg kommer med. Jeg kan dokumentere samtlige av dem.

Til syvende og sist har man altså rett til tilsvar, men kun dersom journalistene er enige i det du skriver, noe som ikke hjelper særlig mye. Jeg kan akseptere det dersom jeg blir avvist fordi jeg rett og slett ikke skriver godt nok. Jeg påstår ikke at hver eneste av mine tekster er et mesterverk. Men jeg kan ikke leve med å bli avvist på grunn av ideologisk sensur og vil ikke akseptere å skrive om et essay for å blidgjøre dem som bedriver slikt. Kanskje jeg tar feil, men jeg mener personlig at det finnes et element av sensur her. Dersom det faktisk er riktig nekter jeg å akseptere dette. Dette er grunnen til at jeg begynte å blogge i utgangspunktet. Jeg publiserer derfor teksten her som et eksempel på pressesensur.

Er islamkritikere vår tids nazister?

Av Peder Jensen, også kjent som skribenten Fjordman på nettet.

30. juli i år kjørte Aftenposten artikkelen “De er den tredje bølgen” der de sjikanerte personer som Bat Ye’or, Robert Spencer og meg selv. Illustrasjonene i papirutgaven var spesielt graverende. Man fikk se et bilde av Bat Ye’or og på den neste siden et foto av den dømte nazistiske landssvikeren Vidkun Quisling. Det er svært grovt, ikke minst med tanke på at nazistene var skyld i folkemord på rundt seks millioner jøder og at Bat Ye’or er jøde. Aftenposten har dessuten en lite pen historie i forhold til nazistene. (screencap: Aftenposten 30.7.2011, papirudgaven. Det er Quisling øverst og Fjordman nederst blandt dømte og ikke dømte mordere og nazister.)

Budskapet som nå spres i massemediene etter Anders Behring Breiviks ugjerninger er at islamkritikere som meg er vår tids nazister. Men er dette riktig? Nazistene var nasjonalsosialister, selv om mange helst vil at vi skal glemme den siste delen av deres ideologi. Personlig har jeg aldri hørt om en totalitær bevegelse som ikke også delvis kan beskrives som sosialistisk. Er det tilfeldig at en uforholdsmessig stor andel av vestlige konvertitter til islam er nynazister eller marxister? Har de et felles totalitært DNA?

Marte Michelet fra Dagbladet gjorde i 2008 oppsiktsvekkende nok felles front med islamske organisasjoner, kommunister og nynazister til fordel for en ny, stor moské i Køln. Tyske nynazister betrakter islamske organisasjoner som allierte i kampen mot “jødisk-sionistisk dominans”. Dette førte ikke til kritiske bemerkninger fra andre medier i Norge. Det er mer innavl i norsk presse enn det er blant pakistanske søskenbarn.

Som jeg nevner i min forestående bok om europeisk kultur, “The Curious Civilization”, har muslimer valget mellom Mozart og Hitler og velger ofte Hitler av egen fri vilje. I skarp kontrast til den østasiatiske pasjonen for europeisk klassisk musikk var Adolf Hitlers selvbiografi Mein Kampf nummer to på bestselgerlisten i det visstnok moderate NATO-landet Tyrkia så sent som i 2005. Boken er stadig populær i deler av den arabiske verden.

Det muslimske brorskapet ble grunnlagt av Hassan al-Banna i 1928, vokste frem parallelt med nazistenes bevegelse i Europa og var inspirert av denne i tillegg til islam. Deres leder Mahdi Akef har forsikret sine tilhengere om at Jihad “vil knuse den vestlige sivilisasjonen og erstatte den med islam, som vil dominere verden.” Akef uttalte in 2007 at dersom muslimer ikke klarer dette i nær fremtid er de “forpliktet til å fortsette Jihad [hellig krig for å utbre islamsk globalt herredømme] som vil føre til den vestlige sivilisasjonens kollaps”.

Fortsæt med at læse “Fjordman: Er islamkritikere vor tids nazister?”

Klip fra program på 26 minutter produceret af Südwestrundfunk og sendt på fransk TV og tysk ARTE-TV i morgen den 11 oktober 2011. Endnu en skamstøtte over tre årtiers svenske politikere, men næppe den sidste og næppe den største. Tekstet på engelsk.(Jude: “Ich werde nie nach Malmö zurückkehren”)

Støt Fjordmans “relocation fund”

Hello from Peder Jensen alias Fjordman. I will continue writing under one name or the other and hope to publish several books in the next year and a half, but after the Breivik case in Norway, which I got mixed up in against my will, I no longer have a job and I am also moving out of my old flat in Oslo, which I already left weeks ago. There are always some costs involved in moving to a different location and creating a new life somewhere else. If you have enjoyed some of my essays in the past I would be grateful if you donated a few bucks this time. Think of it as a Fjordman Relocation Fund. Just mark the donations as being for me and I will get it via Vlad’s fine website.
Thank you, and thank you for all the support and kind words I get from long-time readers.
Peder

Brug PayPal her: A chance to help out Fjordman. Vi kender bloggeren godt, og vi står inde for, at pengene havner hvor de skal. De første 95 $ er allerede løbet ind i dag. Når resultatet af indsamlingen forligger, bringer vi det. Skulle Peder en dag vælge at fortælle, hvad der er sket siden den 22.7, bringer vi også det. Som Vlad skriver: “I hope many of you can help him out. Fjordman really has sacrificed a lot, and more than I can say here in fact.” (Se også: Your Golden Opportunity to Repay Fjordman.)

Tøsefjantet totalitarisme

Hvad der egentlig foregår inde i hovedet på dem ovre på den anden side af kulturkløften er et mysterium der fascinerer igen og igen. Især spørgsmålet om hvilke forestillinger de gør sig om udsigterne for anstændighedens multikulturelle Shangri La der bliver ved med at glitre derude i horisonten – én ting er våde sentimentale drømme, men kigger man ligesom på den nederdrægtige tones vedholdenhed, og det faktum at medierne igen og igen (og igen) kun beskæftiger sig med negative historier om multikulturen, hvad er det mere præcist der skal til for at realisere samfundet hvor vi køber spændende nye krydderier i bazaren og dyrker religionsdialog på dertil indrettede bænke?

Det er et mysterium, for en kendsgerning jeg ofte har gjort mig lystig over her er at der øjensynligt skal en endeløs række af lovindgreb til for at sikre den glade multikultur der jo ellers hævdes at være naturens egen ligevægtstilstand. Man kunne mene at denne omstændighed var en slags falliterklæring der skulle skabe kognitiv dissonans og puffe de anstændige videre, ud i virkeligheden. Men man kommer vist aldrig nærmere end disse fortvivlede og aggressive udfald mod os, de spedalske.

En helt særlig sub-genre i disse små martyraktioner for godheden tegnes af det som i sin idealtypiske form må være en kvindelig antropologistuderende på RUC. Nogle finder vej til Uriaspostens kommentarspor, således for tiden en “Amalie“. En anden er et navn vi ikke er stødt på før. Hun har lagt denne kommentar på vores belyver Klemens Kappels blog på Politiken, og man må jo her se det bekræftet at man i visse kredse faktisk tror på utopiens indførelse gennem totalitær lovgivning (LFPC):

AF METTE AKHMEDOU 07:35 9. OKT

Danmark bør, i lighed med de lande vi ellers sammenligner os med, skærpe hat-speech lovgivningen, så vi én gang for alle kan få sat stop for højrefløjens subversive gyllespredning på nettet. For vi får ikke det multikulturelle samfund til at fungere, hvis vi fortsat tillader kritik af det og af de etniske minoriteter.

Koptere i “sammenstød” med knusende overmagt

 

Selv om der i en reportage på jp.dk ikke efterlades tvivl om de reelle magtforhold mellem koptere og muslimer, er brugen af ordet “sammenstød” stadig på journalisters rygmarv når situationen for kopterne omtales i mainstreammedierne. Videoerne og billederne her under er i den absolut ekstreme kategori, og bør kun besigtiges efter overvejelse. De værste er anbragt under linket. Det er den slags man ikke behøver at se, men som på den anden side er vigtig dokumentation at fremlægge som et korrektiv til den enfoldige mediedækning af det såkaldte “forår” på de kanter. Via Vlad Tepes Blog (LFPC).

[…] Equally telling is that perpetrators of church attacks are seldom if ever punished. Even if sometimes the most rabid church-destroying Muslims get “detained,” it is usually for show, as they are released in days, hailed back home as heroes (this, too, goes back to Muslim dogma, which naturally sides with Muslims over infidels).

This year alone has seen the New Year church attack, which left 23 dead; the destruction of the ancient church of Sool, where Muslims “played soccer” with its sacred relics; the Imbaba attacks, where several churches were set aflame; and now Edfu, wherein, as usual “none of the attackers were arrested.”

Indeed, three days after Edfu, Muslims attacked yet another church.

Aware that they are untouchable, at least when it comes to making infidel Christians miserable, anti-Christian Muslims have a simple strategy: destroy churches, even if one at a time, safe in the knowledge that, not only will they not be prosecuted, but Egypt’s military and security apparatus will punish the infidel victims should they dare to protest. Raymond Ibrahim: Egypt: Destroying Churches, One at a Time 

Fortsæt med at læse “Jøde: “Jeg vender aldrig tilbage til Malmø””

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen, HRS och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

De var unga idealister som drömde om en bättre värld. Bakom dem låg andra världskriget och nazismens grymheter. Nu ville de vara med och skapa det goda, antifascistiska samhället. De bars av en ideologisk-moralisk övertygelse om att de hade valt den rätta sidan i kampen mellan två samhällssystem som stod emot varandra; socialism och kapitalism. Det kalla kriget sågs som en strid mellan det goda och det onda. Socialismen var god, kapitalism och USA-imperialism representerade ondskan. Det gällde att rädda freden och socialismen och avslöja imperialism och kapitalism. Så såg de viktigaste drivkrafterna ut för majoriteten av dem som lät sig värvas som agenter för den östtyska säkerhetstjänsten Stasi.

För att slippa känna sig som simpla tjallare kallades de IM, Inoffiziell Mitarbeiter. Det var de ”små diskreta fiskarna” som värvades av den östtyska diktaturen DDR för att förråda sitt land – Sverige. Strategin att välja vanliga unga personer som inte väckte uppmärksamhet och därmed riskerade att avslöjas var mycket medveten. Vad de ”stora fiskarna” anbelangar behövde Stasi aldrig anstränga sig. Politiker och kulturpersonligheter gav under större delen av DDR:s existens 1949-1990 alldeles öppet sitt massiva stöd till landets totalitära kommunistregim. Svenska ministrar stod på rad för att besöka diktaturen och utöva vänskap och samarbete.

DDR i upplösning, alla spår bränns

Det är januari 1990. DDR är i upplösning och kaos. Över koloniträdgårdarna i Östberlin ligger brandröken tät. Två månader tidigare har Berlinmuren fallit. Sedan Walter Ulbricht lät bygga muren 1961 har den i 28 år skilt Öst- och Västtyskland åt. De som har försökt fly till Väst har skjutits till döds av beväpnade vakter i murens bevakningstorn.

I januari 1990 har Ministerium für Statssicherheit, MfS som var Stasis egentliga namn, upplösts. I rasande tempo förstör Stasiofficerarna så mycket arkivmaterial de hinner. Det har utgått order om att alla ”operativa dokument” ska tillintetgöras. Varje spår av Stasis verksamhet måste utplånas. Men de dokumentförstörande apparaterna i Stasis högkvarter på Normannenstrasse klarar inte av den enorma pappersmängden. Lass efter lass körs ut till Stasiofficerarnas trädgårdar och bränns. Dokumenten över drygt 40 år av mänskligt lidande, av kommunistiskt förtryck, angiveri, fängslande av och mord på regimkritiker och oliktänkande går upp i rök. När ondska brinner känns lukten genom tid och rum.

Utåt presenterade sig DDR som liberalt, humanistiskt och progressivt. Men sedan Walter Ulbricht (1893-1973) 1971 avlösts som statschef av Erich Honecker (1912-1994) och DDR erkänts av allt fler stater hårdnade förtrycket mot regimkritiker och oliktänkande. 1989, strax före DDR:s sammanbrott, fanns det totalt 189 000 IM (Inoffizielle Mitarbeiter) i DDR. Det fanns med andra ord en IM på var åttionionde DDR-medborgare. Under hela DDR:s drygt 40-åriga existens fanns det cirka 620 000 IM.

Kartotek hamnade hos CIA

Det märkliga händer denna januari. Stasis högkvarter stormas, och filialer ute i landet ockuperas av uppretade ungdomar som lyckas rädda mängder av dokument. Mycket av originalrapporterna som gäller Sverige förstörs, men inte allt. 1998 återfinns säkerhetskopior av de stora elektroniska databaser, SIRA, som innehåller information om DDR:s utlandsspionage 1969-1989. När forskare lyckas dechiffrera SIRA-data kan DDR:s västspionage till största delen rekonstrueras.

I turbulensen vid DDR:s sammanbrott försvinner det så kallade Rosenholzkartoteket med namn och persondata från Stasis utlandsspionage. På mystiska vägar hamnar det hos amerikanska CIA i deras högkvarter i Virginia, USA. Exakt hur det gick till är fortfarande höljt i dunkel. De män som skulle kunna bringa klarhet i frågan är alla döda. CIA har efter kraftiga påtryckningar sent omsider börjat lämna tillbaka Rosenholzkartoteken till berörda länder. När Tyskland 1993 fick tillgång till kartoteket ledde det till att 253 agenter från Västtyskland och 23 före detta DDR-medborgare dömdes.

Deras namn skyddas av regeringen

I Sverige lät sig bland annat journalister, lärare, ingenjörer, företagare och kulturarbetare värvas som agenter för Stasi. De förrådde sitt land mot betalning. Obegripligt nog skyddas deras namn fortfarande av den borgerliga alliansregeringen. Birgitta Almgren, professor i tyska vid Södertörns högskola har efter många överklaganden genom en dom i regeringsrätten i augusti 2010 fått ta del av Säpos hemligstämplade handlingar över de svenskar som lät sig värvas som IM eller kontaktperson för Stasi. Men hennes händer är bakbundna. Utlämnandet av handlingarna har ett stort förbehåll. Om hon röjer namnen på dem som samarbetade med Stasi kan hon straffas med fängelse. Hon får inte heller kontakta de personer som Säpos utredning omfattar. I den nyutkomna boken ”Inte bara spioner… Stasi-infiltration i Sverige under kalla kriget” redovisar Birgitta Almgren det hon genom många års forskning har fått fram, dels från Stasiarkivet i Berlin, dels genom Säpos undersökning 2000/2001 av svenska Stasiagenter som hon har fått ta del av.

År 1969-1989 hade Stasi cirka 32 IM plus 21 kontaktpersoner bosatta i Sverige som stod i ”stabil kontakt” med Ministerium für Statssicherheit. Till detta kommer de cirka 71 tyska agenter som sändes till Sverige på kortare uppdrag. Alltså cirka 124 personer som samarbetade med eller hade kontakt med Stasi. Hur många totalt som arbetade för Stasi i Sverige är ännu okänt. Rosenholzkartoteket ligger fortfarande hos CIA, och mängder av säckar med sönderrivna Stasidokument väntar på att rekonstrueras med hjälp av avancerad datateknik.

Landsförrädaren som brann för DDR

Ett av agentnamnen är offentligt sedan länge – den socialdemokratiske journalisten Björn Jensen, född 1923. Han arbetade bland annat på Arbetarbladet och Aktuellt i Politiken (tillsammans med den socialdemokratiska politikern Birgitta Dahls man Enn Kokk).

Under täcknamnet ”König” och registreringsnumret XV/2924/77 blev han en av de viktigaste IM som verkade i Sverige. Siffrorna 77 i registreringsnumret visar att han började arbeta för Stasi 1977.

Säpo ansåg sig inte ha några bevis för att Björn Jensens verksamhet också omfattat Sverige, och gick aldrig vidare till Stasiarkivet i Berlin, där uppgifter visar att han var en av de mest produktiva IM som opererade i Sverige. Själv har han ihärdigt förnekat att han spionerat på Sverige men säger att han ”brann för DDR”. Enligt Christian Halbrock, historiker vid Stasiarkivet, begick Björn Jensen otvivelaktigt landsförräderi, bland annat genom att lämna ut den svenska regeringens interna telefonlista. Hans informationer fyller många pärmar i Stasiarkivet. Han har aldrig åtalats.

Med nuvarande lagstiftning kan främmande makt bedriva industriellt och politiskt spionage mot Sverige utan att det bedöms som straffbart. Det pågår en utredning som ska vara klar i april nästa år som ska visa om Sverige har tillräckligt skydd mot främmande makts underrättelseverksamhet eller om det behövs en lagändring.

Lärare, journalister, företagare…

Birgitta Almgren har kunnat fastställa yrke för 54 av de 57 misstänkta personer som har utretts av Säpo. Den största gruppen är tolv lärare/utbildare/forskare, följda av nio journalister, nio företagare, sex sekreterare, fyra jurist/präst/läkare/socialarbetare, två kulturarbetare och två utbildade yrkesarbetare.

Deras spionage riktade sig mot:

 Industri, teknologi och handel (17 agenter).

 Militärt spionage (5 agenter).

 Politik och samhälle (26 agenter).

 Skolor och universitet (5 agenter).

”Vi vill ju inte skada enskilda personer”

Inte från något annat nordiskt land kom så många Stasirapporter som från Sverige, nästan 3 000 stycken. De 57 personer som omfattades av Säpos utredning är födda 1921-1960 och är i dag alltså mellan 51 och 90 år gamla. Flera är avlidna. Samtliga förhörda har medgivit att de haft kontakter med Stasi. Tio erkänner att de har arbetat för Stasi. De enda agenter som har dömts dömdes redan 1971. Det var ett par, man och hustru, som dömdes till sex månaders fängelse för Stasisamarbete. Efter överklagande sänkte hovrätten straffet till fyra respektive tre månader. Säpos prioritering var inte att lagföra personer utan att förhindra olovlig verksamhet. I en intervju med Birgitta Almgren säger kriminalkommissarie Birgitta Persson vid Säpo som på 1980-talet ledde spaningarna kring Stasis infiltration i Sverige:

”Vi vill ju inte skada enskilda personer.”

Vid flera tillfällen noterar Birgitta Almgren att dokument och material saknas i Säpos handlingar, dokument som normalt borde ha funnits där. Har de gallrats ut till exempel av hänsyn till rikets säkerhet?

Det utesluter kriminalkommissarie Birgitta Persson men svarar egentligen inte på frågan:

”Säpos uppdrag är att förhindra och förebygga brottslig verksamhet.”

Det kalla kriget mellan Öst och Väst

Berättelsen om de svenska Stasiagenterna utspelar sig mot en mörk fond: det kalla kriget som pågick från andra världskrigets slut 1945 till Sovjetunionens sammanbrott 1991.

Det kalla kriget var inget krig i vanlig mening. Men i psykologisk mening befann sig världen ständigt på randen av ett krig i en 46 år lång kylskåpsvandring av djupfrysta relationer, terrorbalans och kapprustning mellan östblockets Warszawapakt och västalliansen Nato. Båda maktblocken utvecklade tillräckliga kärnvapen för att kunna förinta varandra. Skräck och ångest för ett kärnvapenkrig låg som en våt filt över alla som orkade ta del av de mullrande hoten i nyhetssändningarna. Språket användes av båda sidor som symbolladdat vapen. I väst kallades Berlinmuren ”skammens mur” och i öst ”antifascistisk skyddsvall”. Bakom den antifascistiska skyddsvallen hölls 17 miljoner östtyskar fångna som i ett jättelikt koncentrationsläger i nästan 30 år.

”Den tappre journalisten Jan Guillou”

Spionaget och den politiska propagandan blev viktiga och avgörande delar av den psykologiska krigföringen. Näst efter sovjetiska KGB var östtyska Stasi den största underrättelse- och säkerhetstjänsten i Östeuropa med 91 000 heltidsanställda och 189 000 inofficiella medarbetare, IM. Stasi hade byggts upp 1950 efter sovjetiskt mönster och var KGB:s förlängda arm. Deras verksamhet styrdes av det enväldiga partiet SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) och dess politbyrå.

Sverige försökte gå balansgång och ville representera en tredje väg mellan de båda supermakterna. Men Boris Grigorjev, överste inom den sovjetiska underrättelsetjänsten KGB och stationerad i Sverige 1977-1982, hävdar att Sveriges neutralitet och alliansfrihet under det kalla kriget var ensidig. Sovjetunionen misstänkte att svenskt territorium användes som bas för spionage mot Sovjet. Men de hade inga säkra upplysningar om detta förrän, som Grigorjev skriver ”den tappre journalisten Jan Guillou” gjorde ”utomordentligt bra” researcharbeten som 1973 resulterade i artiklar i FiB/Kulturfront (om bland annat IB-affären). Grigorjev berömmer Guillou och understryker att hans avslöjanden ”gjorde stor nytta för oss”.

Sveriges intima förbindelser med DDR

Under den tid som DDR existerade, 1949-1990, hade Sverige socialdemokratiska regeringar med undantag för åren 1976-1982, då borgerliga regeringar leddes av Thorbjörn Fälldin (c) och Ola Ullsten (fp). Färgen på de svenska regeringarna spelade ingen större roll för Sveriges förbindelser med diktaturen DDR. Men i synnerhet sedan Olof Palme blivit statsminister (s) 1969 var de ytterst vänskapliga, för att inte säga intima. I juni 1986 besökte Erich Honecker Sverige, och året dessförinnan hade hans hustru, folkbildningsminister Margot Honecker entusiastiskt tagits emot i Stockholm.

En rad svenska ministrar reste till DDR för ömsesidigt utbyte. Olof Palme reste som statsminister (s) 1984, och Ingvar Carlsson gjorde samma sak 1989. Under en och samma augustivecka 1987 besökte tre socialdemokratiska ministrar, jordbruksminister Mats Hellström, miljö- och energiminister Birgitta Dahl och bostadsminister Hans Gustafsson DDR för samarbetsmöten. Men det var inte bara socialdemokrater som gästade DDR. Som första svenska utrikesminister besökte centerpartisten Karin Söder landet 1977. Man talade om och utövade vänskap, kulturutbyte och samarbete. DDR:s censur, förföljelse av oliktänkande, regimkritiker som fängslats eller alla som mördats när de försökt fly talade man inte om.

Den svenska grundskolan skapades efter DDR-modell

DDR:s skolsystem, ”ett av de progressivaste och modernaste”, blev modell för den svenska grundskolan genom insatser av framför allt två DDR-propagandister. Den ene var Stellan Arvidson (1902-1997), litteraturforskare, rektor och riksdagsman (s) samt under många år ordförande i Vänskapsförbundet Sverige – DDR. Den andra var Britta Stenholm (1916-2002), skolinspektör i Stockholm, statlig utredare av skolsystemet och senare skoldirektör i Täby.

Vänskapsförbundet Sverige-DDR:s syfte var som namnet antyder att skapa vänskapliga förbindelser mellan de båda länderna och att ”motverka antisovjetiska stämningar och hetsen mot de socialistiska staterna”. Förbundet hade grundats redan 1956 efter sovjetisk förebild, initiativet och finansieringen kom från DDR. Under sin mångårige ordförande Stellan Arvidson bedrev förbundet energisk och framgångsrik propaganda för att ställa DDR i så positiv dager som möjligt. Han var den som briefade alla svenska ministrar inför deras resor till DDR. 1987 avlöstes han som ordförande av biskop Lars Carlzon (1918-2004). I styrelsen för vänskapsförbundet satt också chefen för byggföretaget SIAB, Kurt Nordgren., med omfattande affärsintressen i DDR. Han hörde till förbundets inre krets av DDR-vänner. Vid en medlemsvärvningskampanj 1988 skickade han ut värvningsbrev till 650 SIAB-anställda. Många fina middagar på Grand Hotell i Stockholm och Foresta på Lidingö blev det med Kurt Nordgren som värd.

Kulturvänstern var lobbyister för diktaturen

Sverige erkände DDR diplomatiskt i december 1972. Då hade en svensk ”erkännandekommitté” av kulturaktivister lobbat hårt och utövat politiska påtryckningar” i tre år. I kommittén ingick författarna Sara Lidman, Peter Weiss, Sivar Arnér, Per Wahlöö och Thomas von Vegesack. Stora delar av den svenska kulturvänstern med en lång rad kända namn var mycket vänskapligt sinnad till DDR och entusiastisk inför diktaturens progressiva politik.

I december 1967 öppnade DDR Kulturcentrum på Upplandsgatan 32 i Stockholm. Det styrdes helt enligt direktiv från det östtyska regeringspartiet SED och hade bland annat i uppdrag att ”avslöja imperialismens förbrytelser och kritisera det kapitalistiska systemet” samt: ”påvisa det socialistiska systemets överlägsenhet i den fredliga samexistensen”. Verksamheten finansierades till mycket stor del av kommuner, det vill säga de svenska skattebetalarna. (foto: Sara Lidman)

Kulturen användes som vapen, och kulturarbetarna sågs som soldater i diktaturens tjänst. Det som förenade de svenska kulturradikalerna var enligt DDR Kulturcentrums föreståndare Jan Peters ”övertygelsen om att konst och kultur hade ett (underförstått socialistiskt) uppdrag i samhället”. Studieförbundet ABF blev en dörröppnare för DDR i Sverige, och arbetarrörelsens Folkets Husföreningar rullade ut röda mattan. 1974 undertecknades ett avtal med ABF och dess studieorganisationer inom vuxenutbildningen. Medborgarskolan ville inte vara sämre utan hakade på samarbetet med DDR.

Den östtyske pressattachén och hans journalistvänner

Fortsæt med at læse “Söndagskrönika: Stanken från DDR”

Søndagens filosofiske spørgsmål er, hvad forskellen på Hollywood og Politiken og NKR er. Instruktøren “mr.Vitaliy Versace”, har lavet 12 andre film i “Vampyr-genren”, om mafiaen og en titel jeg hæftede mig særligt ved: “Robinson Crusoe -the great blitzkrieg.” “Porno” er græsk og er “billeder eller tekst om prostituerede.” Prostituerede sælger sig selv for penge. Det er latin. Anders Breivik, Cui bono, Politiken? Jeg ser film på Filmmuseet….hmm, Cinemateket. Den kommer nok ikke op der. Ræk mig alligevel brækspanden for en sikkerheds skyld. (Protester mod amerikansk film om massakre.)

Det rød-hvide schweiziske flag, nu uden kors

Skriften på væggen.

Major Swiss companies like Swatch, Tissot and Victorinox have removed Switzerland’s cross-shaped flag from their products for the Saudi Arabian market. Swatch and Tissot both replaced the Swiss flag with the words “Swiss Made”. When shown the Swiss cross on some of the company material, staff working for these companies in Saudi Arabia even refused to describe it as a cross, insisting that it was a “plus sign” instead. […] Swiss Companies Removing Cross-Shaped Swiss Flag from Their Products to Appease Muslims

Stjernespækket party hos Ramzan Kadyrov, den tjetjenske ‘king of bling’

 

Celebrities som Mike Tyson, Vanessa Mae, Hilary Swank og Jean-Claude Van Damme gør vel kun hvad man forventer af celebrities, blamerer sig på en skala der ikke er de fleste forundt. Via Islam Versus Europe (LFPC).

Ramzan Kadyrov, the self-styled warrior king of Chechnya, has enjoyed multimillion-pound birthday celebrations complete with Hollywood actors and superstar musicians. […]

Mr Kadyrov, a devout Muslim, counts former boxing champion Mike Tyson and Russian Prime Minister Vladimir Putin as friends and is an admirer of sports cars and gold-plated weapons. […]

Shocking mobile phone footage from 2010 showed Chechen men shooting women with paintball guns as they walked down the street for not wearing traditional dress. Instead of condemning the attacks, Mr Kadyrov hailed them.

The Kremlin-backed leader of the Russian republic has a fearsome reputation. His personal militia of thousands permeates Chechen society with fear.

More mobile phone footage from 2006, passed around by the perpetrators, showed suspected adulterer Malika Soltayeva having her head and eyebrows shaved before being forced to strip and then beaten. […]

She was then seen being kicked around in the street and made to dance – not by a local gang, but by policemen. […] Star-Studded Bash For Chechen Warlord

Christopher Caldwells “Reflections on the Revolution in Europe” udkom i denne uge på fransk. Når man ser reaktionerne på denne ret moderate og besindige forfatter – Un livre islamophobe commence à être médiatisé en France‎, – bliver man lige så bekymret over “de intellektuelle”, som Caldwell gør. Der er for få rengøringsjobs og gadefejerjobs i det nye Europa. Hvorfor skulle al last nu også over på containere, og hvorfor er der ingen bryggeriarbejdere i København længere ? For hver gang der forsvinder en mand med en kost, kommer der en ny ‘cand. nicht viel’ og humor- eller kønsforsker i omløb.

Svensk blogger skæmt til tavshed

Hans namn är Roger Sällström och kommer ifrån Kalmar. Han väckte en viss uppmärksamhet 2010 då han tältade i Lars Vilks trädgård som protest mot hoten konstnären utsattes för.

Många har hört av sig och frågat vad som hänt mig och bloggen. Efter (yttre) påtryckningar så har jag bestämt att lägga ner denna blogg, och mitt bloggande om islam. Det som skett är att det uppstått en situation, som mer eller tvingar mig att dra mig undan. Med bloggandet, Twitter och min Facebook.

Så länge hot varit riktade direkt emot mig, så har jag tagit detta. Man har istället nu bytt taktik och börjat ge sig på människor i min närhet. För att värna om deras säkerhet, så lägger jag helt enkelt ner detta.
Det pågår en process i vårt samhälle som många blundar för. Många gånger av ideologiska skäl, men oftast av ren dumhet och okunskap. Det pågår en så kallad islamisering/arabisering. Religion vinner makt, medeltid och dogma håller sakta på att ta över. Det där med ett uppvaknande, det kommer ske. Då är det dock försent.
Må väl…. Rogerhttp://allahuakbar.se/wordpress/

SD – dem de andre ikke må lege med

Sveriges Riksdag er verdens største og mest undernormerede børnhave. 349 småbørn, og ikke en eneste pædagog. De har levet højt på at kalde Sverigedemokraterne “ikke-demokratiske”. Hvad kalder de mon det, at de ikke vil diskutere med et folkeligt valgt parti på TV? Indfør en pinlighedsspærregrænse i Riksdagen!

De vägrar stå tillsammans med Jimmie Åkesson.– Det är placeringen i studion som gör att vi hoppar av, säger Socialdemokraternas kommunikationschef Nina Wadensjö. Alldeles nyss meddelade Socialdemokraterna och Vänsterpartiet att de inte tänker delta i den stora partiledardebatten i SVT på söndag.Anledningen är att de vägrar stå tillsammans med SD:s Jimmie Åkesson.Håkan Juholt och Lars Ohly vägrar stå med Jimmie Åkesson. Juholt och Ohly hoppar av partiledardebatten i SVT.

via Jan Olof Bengtsson

Løvfald og nordvestenkuling

© Snaphanen, klik f. helskærm.

Fortsæt med at læse “Romanska bågar”

France’s run-down city suburbs are becoming ‘separate Islamic societies’ cut off from the state, a report has warned.

Arab communities are increasingly rejecting French values and identity to immerse themselves in Muslim culture and lifestyle, it was found.

Muslim pupils often boycott school dinners if the food is not halal and most Arabs oppose marriages to white French citizens, the study by respected political scientist Gilles Kepel revealed.

As a result, France – whose five million Muslims make up Europe’s largest Islamic population – was turning into a ‘divided nation’, the study called Suburbs of the Republic found.

Dr Kepel wrote: ‘In some areas, a third of the population of the town does not hold French nationality, and many residents are drawn to an Islamic identity rather than simply rejecting or failing to find a secular one. Warning over France’s Islamic suburbs which are becoming ‘separate communities in a divided nation’ , La place croissante de l’islam en banlieue. (Le Monde-artiklen er delvist oversat til engelsk her.)

Ny bog: Mord og mafiosoer i Malmø

Gangstermord, mordförsök, bombdåd och skottlossning på öppen gata. Gänguppgörelser och maffiakrig mellan yrkeskriminella. Man skulle kunna tro att det handlar om nån avlägsen by i Colombia, men vi talar om Malmö och det våld som eskalerat där under de senaste åren. (Via PI)

Løgnens anatomi: Spørgsmål til Klemens Kappel

I dagene efter Anders Breiviks massakrer var det en frustrerende og surrealistisk følelse at opleve mainstreammediernes taget-for-givne prædikater når Snaphanen blev nævnt: Det var åbenbart en etableret kendsgerning at vi emmede over af had og krigsretorik, at vi var “højreekstremister”. Ikke én gang blev det illustreret eller dokumenteret med henvisning til noget vi rent faktisk havde skrevet. Vi kom hurtigt dertil at vi måtte anse muligheden af at blive fremstillet i et retvisende lys i MSM for håbløs. Vi meldte ud at vi fremover kun undtagelsesvist ville beskæftige os med deres antagelser og generaliserende påstande.

Dette er en sådan undtagelse, for nedenstående klumme af Klemens Kappel er et déja vu til disse dage som måske er lidt mere udpenslet injurierende end vi er vant til. Det skal lige have et par ord med på vejen, og så fortsætter vi ellers med det vi helst vil: At sætte lys på en virkelighed som MSM forsømmer eller fordrejer. Enhver kan læse alt der har været bragt her uden pegepind. Det vil vi faktisk opfordre til at man gør. I stedet vil vi vinkle det til en udfordring – i den meget omtalte “anstændigheds” navn – til at Kappel kommer i gang med at “walk the walk” og bringe den dokumentation og eksemplicificering hans kommentar er støvsuget for.

[…] Danske pendanter [til Gates of Vienna og document.no] er Sappho, Uriasposten og Snaphanen. Alle tager de afstand fra Breiviks voldshandlinger. Men nævnte blogs er karakteriseret ved to ting, der gør, at spørgsmålet om retorisk medansvar ikke er grebet ud af den blå luft.

For det første kolporterer de en undergangshypotese eller en borgerkrigshypotese, nemlig forestillingen om, at europæisk kultur og civilisation er på vej til at bukke under for en islamisk magtovertagelse, hvis det da ikke stoppes af den snart forestående borgerkrig.

Spørgsmål: Næsten alle poster her tager udgangspunkt i konkrete tildragelser beskrevet i historier og analyser fra kilder i hele verden. Kan Kappel komme med eksempler på historier vi har bragt her som ikke burde have været bragt hvis vi ikke skulle pådrage os “retorisk medansvar” for Breivik? Hvor har vi konkluderet at en “snart forestående borgerkrig” var en løsning på de komplekse problemer (eks. kulturelt selvhad, demografisk selvafvikling, frygtkultur og selvcensur) vi beskæftiger os med?

For det andet huser disse blogs en relativt voldspræget og aggressiv retorik, hvor der tales om krig, fjender, konflikt, forsvar, angreb, kamp, katastrofer, sejr, nederlag, undergang, udslettelse, underkastelse, borgerkrig, selvforsvar, belejring, korstog, modstand, forrædderi, medløberi, helte og kujoner, får og bukke, dem og os. Eller man bruger retorik hentet fra patologiens og hygiejnens verden, hvor af befolkningsgrupper omtales som kræftknuder, betændelsestilstande eller urenheder på det ellers sunde legeme, altsammen i dikotome termer, der let kan mappes på venner og fjender. […]

Hvis dette havde noget som helst på sig, var vi blevet meldt til poltiet for mange år siden, og det er aldrig sket. Det er desuden klart injurierende. Det er ikke mere rigtigt, end da SSU´s formand påstod i Weekendavisen, at vi beskrev indvandrere som “kræftknuder”. Ordet forekommer overhovedet ikke på denne blog i syv et halvt år, ikke engang i anden sammenhæng. Søg selv. Beviskravet synes at være ikke-eksisterende, når det drejer sig om at belyve og lette ben op ad en blog. Hvordan adskiller det at Snaphanen “taler om” ting som krig, konflikt, forsvar osv. sig fra den måde mainstreammedierne “taler om” disse fænomener? Kan du komme med eksempler på retorik som “kræftknuder, betændelsestilstande eller urenheder på det ellers sunde legeme” her på Snaphanen?

For det første er ingen enkeltperson ansvarlig for at vedligeholde dette meningsunivers. Det er et univers, der skabes af mange mennesker, der bidrager uafhængigt af hinanden og på en ukoordineret måde. […]

Hvis det højreradikale meningsunivers er en relevant lidt fjernere årsag til Breiviks handlinger, så er det jo lige så nærliggende se på, hvad dette meningsunivers er en reaktion på, dvs. den traditionsløse, rodløse, etnisk mudrede rodebutik af et samfund, som Breivik og mange, mange andre har reageret på. […] Klemens Kappel: Samtale og ansvar: Breivik og moralens algebra III 

Vi ser ikke selv vores arbejde som et spørgsmål om “meninger”. Vi henviser til konkrete fænomener i virkelighedens verden som vi prøver at uddrage tendenser af eller at perspektivere. Vi beskriver ofte begivenheder, der ellers ville være ukendte i Danmark. Kan Kappel komme med eksempler på noget vi burde have udeladt at bringe? Kan du komme med citater fra Snaphanen der placerer os som “højreradikale”?

Snaphanen har formidlet svenske jøders fordrivelse fra Malmø, et helt år inden danske medier. Vi har formidlet og oversat over ti til femten artikler fra international presse om kriminaliteten i Bryssel. Vi har bragt videos fra Channel Four tre år inden DR, og fra Tyskland, dokumentarer der aldrig kommer til Danmark. Vi har beskrevet kriminaliteten i Holland, Frankrig, Tyskalnd og England. Vi har været et korrektiv til danske medier, der kaldte optøjerne i Frankrig i 2010 for “ungdomsoprør”, og citeret le Figaro for, at det i vid udstrækning var en “intifada.” Vi har gjort det kendt, at fransk politi ikke sjældent er blevet beskudt med skarpe våben under opstandene, at arabere i Danmark heilede mod danske jøder på Rådhuspladsen og meget meget andet.

Vi har introduceret internationale forfattere som Alexander Caldwell, Thilo Sarrazin, Theodore Dalrymple og Hamed Abdel-Samad måneder og år inden danske aviser opdagede dem. Vi har formidlet og oversat Kirsten Heisig, også længe inden danske medier. Vi dækkede selvmordbomberen i Stockholm uden filter meget længe inden danske medier, vi dækkede Utøya før og grundigere, – begges identiteter havde vi få timer efter, – vi har dækket de svenske voldtægtstal også længe inden danske medier, vi har dækket svenske mordsagen svenske medier villetyste ned, vi har givet svenske skribenter det mæle, de ikke kunne få derhjemme, og dette er bare et lille udvalg af syv års blogging, der er meget vi har glemt. Vi har filmet Wafa Sultan, Mark Steyn, Melanie Phillips, Robert Redeker, Bruce Bawer, Ibn Warraq, Geert Wilders, Daniel Pipes og mange mange andre.

Det er ikke populære personer og kendgerninger i visse kredse, men det gør dem ikke til mindre håndfaste og vigtige, og det er  ikke deligitimerende for denne blog. At Politiken ikke kan lide den virkelighed, vi vælger at understrege, gør det ikke til noget i nærheden af det verbale medansvar for vold, som Klemens Kappel antyder på en facon, der er grænsende til injurier. Det er ikke mere legitimt at være multikulturalist, end ikke at være det. Om Klemens Kappel lyver bevidst om denne blog, for at gøre det nemt for sig, og fordi han er intellektuelt doven, eller om han virkelig tror på det han skriver, det må være en sag mellem Politiken, hans egen samvittighed og hans andre arbejdsgivere. En af dem er Etisk Råd, det burde ellers forpligte.

Som uafhængigt netmedie nyder vi ikke beskyttelse i Presseloven. Så meget desto mere vil vi gerne opfordre Klemens Kappel til at komme med meget konkrete svar med linkhenvisninger til de spørgsmål vi her stiller, og de skal ikke være hentet fra kommentar nr. 145 et sted, vi skal have skrevet det. Ellers tvinges vi til at konkludere, at Kappel farer med løgn, og det må være et skidt renommé at få, når man er i etik-branchen. Det må da være muligt at kritisere denne blog for, hvad vi faktisk skriver, uden at skulle have fiktioner og fabrikationer som støttekorset. Er det ikke det, så man man være ærlig og sige, at man ikke bryder sig om den virkelighed, vi lader optræde her. Vi har ikke skabt den, vi har stemt imod den, skrevet imod den og advaret imod den, og vi beskriver den, uden i virkeligheden at kunne påvirke den ret meget. Den avis Kappel skriver i, har langt tungere og mere anvsarspådragende aktier i tingenes tilstand, og det kan da tænkes, at det er det ansvar, der begynder at tynge så meget, at det nu skal fordeles på andre. Der bliver meget mere ansvar at fordele med tiden, og vi agter at beskrive det som hidtil uanset de slag under bæltestedet, vi får. De fleste indser med almindelig sund fornuft, at forbryderen Breivik blev skabt af masseindvandringen, og man kunne også påstå af dem der skabte den, ikke af dens saglige, demokratiske kritikere. Ingen ordakrobater kan vende den virkelighed på hovedet, og da slet ikke med så løst krudt, som Klemens Kappels. Han er velkommen til at svare her, også selvom vores yderst høviske replik – i en meget anstændigere tone end her – til ham på Politikens kommentarfelt, er slettet, guderne må vide hvorfor. (LFPC/Steen).