Det bliver meget Norge i øjeblikket. Her i huset var Jørgens far Aksel Sandemose
en af ungdomshusguderne, jeg har læst alle hans bøger, og da jeg senere kurtiserede en ung kineserinde, der havde mødt ham mange gange, og ikke kunne udstå ham, var det første gang jeg meget modvilligt accepterede ridser i en husgud, men det var i hvad jeg anså for en højere sags tjeneste, L’Amour. Sønnen har selv skrevet en unådig bog om Aksel Sandemose: Aksel Sandemose hadde homofile, pedofile og incestuøse trekk, og nu risikerer han pelsen igen, det har han til fælles med sin far: han er ingen bangebuks. Vi kan af copyrightgrunde ikke gengive mere – køb Weekendavisen.
Jørgen Sandemose har trodset kravet om tilbageholdenhed efter Utøya og skrevet et marxistisk opgør med venstrefløjens naive accept af islam. Hans seneste værk, som vi skal tale om, er et skriftligt skridtspark til hele den norske – og såmænd også den danske – venstrefløjs naive omgang med islam. Den slags er kontroversielt overalt, men i post-Utøya Norge er det nærmest halsløs gerning at kaste sig over islamkritik. Risikoen for at ende i kategori med massemorderen Anders Behring Breivik er overhængende, Men det anfægter ikke Sandemose .
»Det er blevet endnu værre efter Utøya, hvor dele af den politiske korrekthed har stillet krav om censur af antiislamiske holdninger.Men det er netop fortielsen, der er farlig,« siger han. Når vi nu har at gøre med religionskritik undgår man dog ikke endnu en gang at komme til at tænke på faderen, der som ung ændrede sit navn fra Axel til Aksel. »Jeg ville ikke gå med korset i mit navn,« skrev han sidenhen.Men den slags ryster sønnen på hovedet ad.
Han tror for det første ikke på forklaringen, og for det andet er det slet ikke den slags følelsesladet religionskritik, han agter sig ud i. Hans bog Venstrefløyen og islam grunder sig på marxistisk analyse af en slags, man ellers troede begravet under en nedrevet mur i Berlin. Kritikken rammer generelt det, som Sandemose konsekvent omtaler som »den såkaldte venstrefløj«, men især er det SF’s norske søsterparti, SV, der står for skud for at holde hånden over en religion – eller måske rettere en ideologi, der af marxisten Jørgen Sandemose anses for den mest reaktionære og højreorienterede, der findes.
»Den islamiske volds virkelige funktion er ikke at antænde helvedesmaskiner i vestlige byer. Den slags er bare bibeskæftigelse. Voldelighedens opgave er derimod at være den levende knytnæve, som den islamiske gendarm kan hæve mod de hjemlige landarbejdere og fabriksarbejdere; den stående trussel om tankeløs spontan gengældelse af det mindste lille oprør i retning af friheden.
Fra interview “En flygtning på venstrefløjen”, Weekendavisen 18.11.2011, (ikke online.) – Venstrefløyen og islam (Pocket)af Jørgen Sandemose. Bogen er i Norge blandt andet anmeldt her: Ein knyttneve mot islam.
Middelalderstudier ved Oslo Universitet
Med tanke på en verserende læserdebat på en blog i ubetydelig rejseafstand kunne man her rømme sig retorisk og spørge: Har disse mennesker noget som helst at gøre i dit land? Er der nogen pæne og nysselige måder at sameksistere med dette krapyl, nu eller i nogen fremtid? Vindes en debat ved at iføre sig hvide handsker og lorgnet og pege fingre af en der siger det som det er – disse menneskers tilstedeværelse er et problem, og vi (demokratiet) har ret til at sætte de fornødne magtmidler ind imod dem, fordi vores samfund er vigtigere end deres ve og vel, eller end politiske æstetikeres krav om løsninger der ikke kræver brug af lugtesalt? Brave is saying ‘let’s roll’ (LFPC).
It is impossible for me to provide a complete account of the debate on “Human Rights in Islam: Just or Unjust?” that was held under the auspices of IslamNet, Norway’s largest Islamic organization, on November 7, 2011. The “ideas” that were presented were utterly lacking in logic or intelligence, and the whole thing raced by very fast. It was almost impossible to keep up with it all: claims were made at a tempo out of another world, and were absolutely without substance. It was far more a revival meeting than a debate.
They delightedly applauded the chopping off of hands and feet. And they didn’t raise an eyebrow when executions committed by family agreement were defended as a reasonable ”human right in Islam.” […]
The mood grew angry and explicitly hostile when the subject of satire — an exceedingly delicate matter in Islam — came up. It was Soliman himself who brought up the “hatred” that religious satire engenders. Soliman illustrated this “hatred” with cartoons from my website, rights.no. The students’ reactions showed very clearly that satire plus Islam and Muhammed can be a deadly cocktail. […]
When, because of an illness, I threw in the towel after three hours, they rushed over to me at the exit in the lobby. A woman and a man. He was dressed like a rocker. They were Oslo police in civilian garb. They escorted me to my car, “for security’s sake.” […] Hege Storhaug: Very Little to Debate at ‘Human Rights in Islam’ Discussion
Den akademiske skueproces
Der er ikke nødvendigvis nogen erkendelse her der vil være ny for Snaphanens læsere, men det er godt og præcist udtrykt i citatet her: Skribent fra den yderste venstrefløj præsenteres som en uhildet iagttager af noget der uden nærmere præcisering kaldes det yderste højre; hans påstande præsenteres som givne sandheder, også hvad angår synspunkter hos islamkritikere der absolut intet har med højreekstremisme efter gængse definitioner at gøre – og disse synspunkter fremstilles som ren opinion uden reference til den empiri og dokumentation kritikken bygger på. Og journalisten æder præmisserne råt. Har vi forresten ikke set noget lignende i kommentarsporet her i dag? Gates of Vienna om Øyvind Strømmen (LFPC)
[…] The goal of “Arabization” — or, more accurately, Islamization — is not just an “idea” of the Islam-critics: prominent Muslim theologians and major Islamic political leaders are on the public record describing it as their plan for Europe. Col. Muammar Qaddafi, no less, was recorded on videotape describing in a speech the eventual Islamic takeover of Europe by demographic means.
We are evidently supposed to disregard all this, to assume that these prominent Muslims are either mistaken or having us on. The wise Progressives of Europe somehow know the hidden, gnostic truth of what Muslims really intend. Despite being European atheists who do not speak Arabic or Urdu, they simply know the true intentions of Muslims, which are benign or at least harmless.
In the same manner, they also know that Fjordman is an evil fascist. […] The Lone Stalinist Cries “Wolf”
Fjordman: Islamofile illusjoner
Debatindlæg af Peder Jensen/Fjordman. Gengivet med forfatterens tilladelse
Islams blodige grenser mot andre folkeslag, fra Thailand til Midtøsten, er godt kjent og grundig dokumentert
Homogen: «De nordiske landenes største fordel har historisk sett vært en etnisk homogen befolkning», skriver Peder Jensen..
Jeg har utfordret Dagbladets kommentator Marie Simonsen til å nevne noen konkrete eksempler på steder hvor muslimer over et lengre tidsrom har levd fredelig sammen med sine ikke-muslimske naboer. Personlig mener jeg at det knapt finnes noen slike steder, noe som innebærer at begrepet islamofobi som blant annet hennes avis er glad i å bruke er fullstendig meningsløst.
I et innlegg 27. oktober hevder Rune Berglund Steen, kommunikasjonsansvarlig for Antirasistisk Senter, at man kan snu spørsmålet og spørre om kristnes evne til å leve i harmoni med sine naboer. Det kan man sikkert, selv om det er påfallende at Antirasistisk Senter ikke engang forsøker å besvare det opprinnelige spørsmålet. Noen vil mistenke at dette er fordi de ikke kan det. Islams blodige grenser mot andre folkeslag, fra Thailand til Midtøsten, er godt kjent og grundig dokumentert.
Thomas Hylland Eriksen fra Universitetet i Oslo påpeker at Han-kinesere begår overgrep mot tibetanere, hvite mot svarte og svarte mot hvite. «Listen over grupper som ikke alltid klarer å leve fredelig sammen kunne ha vært gjort svært lang», ifølge ham.
Islam er ikke en absolutt nødvendig ingrediens for å skape konflikter, noe vi kan se i blant annet Nord-Irland. Jeg har da heller aldri noensinne vært dum nok til å hevde dette, men påpeker bare at islam vil dramatisk øke sjansen for alvorlige konflikter. Jeg er midtveis i en engelskspråklig bok om hvorfor islam etter mitt syn ikke kan reformeres. Jeg publiserer gjerne en kronikk om temaet under mitt reelle navn dersom avisene tør å trykke den, noe som slett ikke er sikkert at de gjør.




