En ganske enkelt forebilledlig reportage af DR´s Tom Carstensen fra Luton. Han kommer hele vejen rundt, det er public service for alle pengene. At alle tre forskere mener stort set det samme, falder mere tilbage på forskningen end på DR. Programmet glemmer egentlig kun at nævne, at det engelske, parlamentariske system ikke kan opfange bevægelser som disse, ikke engang efter Blairs og Browns gigantattentat på England med over 3 mio indvandrere på godt ti år. Det er særdeles alvorligt, hvad de to herrer har brygget sammen. Selvfølgelig må EDL opstå, hvad ellers? Hvor afkoblet kan en politisk klasse være fra sin befolkning? Jakob Illeborg kan godt gå hjem og vugge sin syge hamster og sine intellektuelle ready-mades på Politiken og The Guardian. – Tower Hamlets nævnes tilsidst i Deadline. Se den rystende artikel + fotos om, hvad bydelen er blevet til. Jøder, kristne og homoseksuelle overfaldes og fordrives: Why I am going to Tower Hamlets on Saturday. In 1936 my father was among the thousands who stood against the Blackshirts of fascism. Next week I intend to be among the thousands standing against the black flags of jihad and sharia. They shall not pass. – Indslaget findes nu tekstet på engelsk her.
Siden Anders Behring Breivik fredag den 22. juli sidst på eftermiddagen iværksatte en vel tilrettelagt massakre på norske teenagere, blev den danske højrefløj straks udlagt som inspirationskilde, og medierne startede en veritabel klapjagt på alt til højre for midten. Herunder i særdeleshed den kulturkonservative bloggosfære, som undertegnede i en årrække har været en integreret del af.
Hændelser som den i Norge skal og bør naturligvis give intens mediedækning, og der er ikke noget forkert i, at medierne dækker nyheden fra forskellige vinkler. Sådan må det nødvendigvis være. Problemet er, at jagten på den danske forbindelse i hovedtrækkene har været underlødig og grænsende til det stupide. Eksemplerne er mange.
Som en af de mest læste danske højrebloggere herhjemme er der skrevet ikke så lidt om undertegnede og min blog Uriasposten. I denne Breivik’ske kontekst er jeg blevet etiketteret som værende højreradikal, højreekstremist, ja nærmest en dansk Anders Breivik. Eller i hvert fald medskyldig. Det er bestemt ikke morsomt at blive associeret med en tilfældig galning, og det gør det selvfølgelig heller ikke bedre, at medierne i jagten på en dansk forbindelse har haft adskillige historier om den militante højrefløj og mere eller mindre åbenlyst forsøgt at kæde dem sammen med de kulturkonservative kredse, som jeg er en del af.
Der var ingen medier, der gravede efter en eventuel dansk-muslimsk forbindelse efter terrorangrebet i London tilbage i 2005, men jagten på en eventuel højreorienteret dansk forbindelse til norske Anders Breivik har omvendt været intens. Jeg kender lidt til den norske bloggosfære, men er aldrig stødt på navnet Breivik, og da han rundsendte sit såkaldte manifest, ”European declaration of Independence”, var jeg ikke blandt modtagerne. I modsætning til en ung venstreorienteret fra Silkeborg. Det står efterhånden klart, at Breivik var det, terrorforskerne kalder en ”ensom ulv”
Jeg lå ned hos tandlægen og fik renset nogle betændte tandlommer. Tænderne kan ikke lide piberøg, men der er ikke noget at gøre ved det. Nogle bliver bedøvede, men så tyndhudet er jeg ikke. Min bedøvelse er et headset og noget høj pop musik, jeg ikke behøver lytte til. Det overdøver den fræsende lyd i mit tandkød og leder tankerne bort fra smerten. Jeg halvslumrer. Det er en dygtig tandlæge, han laver rekonstruktiv kirugi på hjemvendte Afghanistansoldater, jeg er en ren banalitet, og jeg skal ikke være mere pivet end dem.
Ud af larmen kommer Wilson Picktts Mustang Sally (1965) og fører tankerne på rejse, til første gang jeg hørte den samme år. Da jeg var 15 og mistede min uskyld, som det hedder med en kliche, der som så mange alligevel rammer præcist.
Hun var 16 og ikke uskyldig. Jeg husker ikke hvor jeg vidste det fra, for jeg kan umuligt have været modig nok til at spørge. Hun havde mellemblod halvlangt, glat hår, lange slanke lemmer som en mynde og et par elegante, smalle asiatiske øjne. En dårende nordisk dejlighed. Intet tøj, ingen kosmetik kunne have gjort hende skønnere.
Det var hjemme hos hendes far i en lejlighed med udsigt til Havnegade og bådene til Sverige. Hun satte mig på sengen, gav mig et dobbeltopslag fra Ekstra Bladet med en artikel af Inge og Sten Hegeler. Den har heddet noget i retning af, “Hvad en mand skal gøre for en kvinde”, eller måske nok noget mindre prosaisk. I baggrunden spillede “Mustang Sally”. I glassene var der hvidvin fortyndet med vand, som børn får det i Frankrig. Så gik hun, og lod mig læse i fred.
Hun må have vidst, hvor længe det vil tage mig at læse artiklen, for jeg havde ikke været færdig ret længe, før hun kom tilbage fra brusebadet med en håndklæde om livet og et om det våde hår. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke helt kunne koncentrere mig om at læse dobbeltsiden, jeg skimmede den flere gange. Dette var før skolerne gav seksualoplysning, jeg var på vej ud i ingenmandsland, som en soldat med verdens korteste uddannelse. Min konkrete viden om erotikken stammede i det store hele fra Agnar Mykle, Højsangen, Henry Miller og Soya. 1965 er i bøgernes tid, inden TV spiller nogen rolle for dannelsen af bevidstheden. Ordene er der, billederne danner man selv. Men der er en glæde, ved at opdage tingene på egen hånd, trin for trin, igen pædagoger der affortryller ens opdagelsesrejse. Voksne glemmer glæden ved mysterier, og TV er gift for dem.
Jeg må have været skrækslagen, men jeg kan ikke huske det i dag. Jeg kan heller ikke huske, hvordan natten forløb, men på en eller anden måde, må den jo være gået uden at der indtraf katastrofer. Jeg må have bestået eksamen.
Om morgenen kom hendes far med en stor bakke morgenmad og sagde leende henvendt til sin datter, der slangede sig tilfredst i lagenerne: “Nå Anne Sofie, gik voldtægten godt?” Jeg var lige lettet over, at natten var overstået, men nu var jeg igen på udebane.
Jeg har tit tænkt på hende siden dengang med taknemmelighed, for det er en tilfældig, ufortjent gave at blive indviet så nænsomt og kærligt, selvom jeg i øjeblikket følte, at det var noget praktisk og kontant ved det hele, men i virkeligheden var det et stykke indfølt opdragelse. Jeg er mere erfaren, nu skal jeg hjælpe dig let over det. Det er det opmærksomme og praktiske ved kvinder, jeg ikke kan stå for. Helt små piger har det allerede, hvorimod mænds opmærksomhed ofte ikke er noget at prale af.
Hun var ikke bare smuk, hun var klog, og jeg forestiller mig, at hun ikke er mindre smuk og elegant i dag som 60 årig. Den nat sluttede barndommen og mine brølende tressere begyndte.
Da jeg kom fra tandlægen, besluttede jeg mig at skrive det ned. Man får aldrig takket i tide, måske læser hun dette.
Oran – A Paradise Lost
This bittersweet video shows the decline of the city of Oran in Algeria, the setting for Albert Camus’ great novel The Plague, and home to many thousands of Frenchmen and other Europeans for over a century. Colonization was not to last and ended in unspeakable brutality, but for some the memories of what life was like in Oran give them solace. The first image in this video is an old photo of the city, possibly from a postcard. It then moves to more current views and asks “Why?” Gallia Watch
“Flere hundrede havde været inde til bøn i moskéen på Amerikavej, og uden for ventede et stort antal mennesker på at komme ind til den næste bøn klokken 10. Blandt dem var formentlig den unge muslim, der endte som skudoffer.Forinden var der et skænderi foran moskéen, hvor flere, de fleste iført kjortel, var oppe at toppes. Der blev også set en kniv under tumulten.“
Den dræbte var ikke en af Allahs bedste børn. Han havde siddet fem år i fængsel for et mordforsøg på en amerikansk turist på Kongens Nytorv, og var dømt i flere voldssager. Næsten samtidig blev SF’s folketingskandidat Kamal Qureshi overfaldet under Islamisk Trossamfunds store Eid-fest i Valbyhallen, efter han tidligere på dagen var blevet overfuset af radikale islamister. Fra Politiken – SF-ordfører overfaldet under Ramadan-fest.
»Vi var klædt i vores festtøj og i godt humør ligesom alle andre, fordi det er en festdag for muslimerne. Men samtidig var der nogle folk fra Hizb ‘ut Tahrir, der delte materiale ud, hvor der var billeder af mig på. Der stod, at jeg har fået en pris fra Landsforeningen af bøsser og lesbiske, og derfor skal man ikke stemme på mig ved valget«, siger Kamal Qureshi. …»…Så bliver jeg slået i brystet flere gange, og der er en af dem, der giver mig en skalle«, siger Kamal Qureshi.“
I gamle dage måtte nordiske krigskirurger rejse til Korea og Congo, det behøver de ikke længere. SF érne har det med at skyde skylden på Hitzb-ut -Tahrir. Det passer måske SF, men det er ikke nødvendigvis rigtigt. De sår nok frøene, men de er næppe så dumme at opføre sig så primitivt endnu. Det er lagt ud i entreprise, som hos enhver mafiøs bevægelse med respekt for sig selv. Der er nok af folk, der abonnerer på de antidemokratiske principper, SF har indført i Danmark, flere end det er politisk opportunt for SF, at minde vælgere om.
Nu er det ikke godt at vide, hvor meget mere ballade multikulturalisterne i rød blok kan tåle fra deres klienter, før valgresultatet kan tippe. Der foreligger en ny situation, hvis også folkesocialister skal til ledsages af øresnegle og bombehunde, der hidtil har været forbeholdt særlig onde politikere og bladtegnere. Selvom ingen kan ønske en sådan situation, ville den dog indeholde en vis portion poetisk retfærdighed. Når fromme muslimer i København bærer skydevåben i moskéen efter behag, er det på tide at spørge politiet og deres regering: Har I mistet magten og overblikket, skal vi andre bevæbne os også for at sikre magtbalancen, eller har I tænkt jer at gøre noget ved situationen? Spørgsmålet er berettiget, vi vil have et ærligt svar af den enkle grund, at ingen kan vide, hvem der skal af med livet næste gang. Er svaret, at vi skal have det som i Malmø, så kan enhver tage bestik af det og flytte mens de endnu er i live. Bliver alle involverede udvist, statsborgere eller ej, er der formentlig endnu tillid mellem byens borgere og myndighederne, selvom det holder hårdt. Status quo er ingen mulighed. Forsvinder bevæbnede udlændinge ikke fra landet uden videre snak, eskalerer bevæbningen blandt lovlydige borgere, og politiet kan lige så godt førtidspensionere sig. I Singapore er der dødsstraf for at eje ulovlige skydevåben. Tager man det ikke alvorligt nu, presses man henimod de tilstande. Malmø er allerede idag på grund af sit velerhvervede ry for alvorligt kriminalitet, en by fremmede investorer tøver med at slå sig ned i. Forstår Københavns bystyre end ikke det, er de inkompetente og uværdige til offentligt embede.
DR og Politiken har en uhyre alternativ situationsanalyse, efter at de har haft termometeret oppe, deres guder må vide hvor: Skudepisode kan bringe Pia K i problemer. (Eid ul-Fitr har intet andet til fælles med julen, end at kvinder og børn får gaver, muligvis for at have været så tapre, at de holdt resten af året ud.)
Det libyske forår: Far skærer halsen over på tre døtre efter voldtægt
Måske det lave blodsukker under ramadanen havde gjort ham lidt ekstra pirrelig og ærekær? (LFPC)
A Libyan father killed his three daughters after they were raped by Gaddafi’s troops to lift the shame on his family, a human rights group said today.
The girls, aged 15, 17 and 18 were allegedly assaulted by soldiers at a school in the town of Tomina, near the war-shattered city of Misrata, during a two-month siege.
Det er indlysende at man ikke kan slutte fra konsekvenserne af et sammenfald af begivenheder, til forudgående planlægning fra aktørernes side med disse som mål. At postulere den slags uden dokumentation er selvfølgelig blot endnu en af de konspirationsteorier som nettet flyder over med. Når det er sagt, er det lige så indlysende rigtigt at prøve at opstille et detaljeret regnskab over hvad der vides om Anders Breivik, og hvad der vides om andre kræfters dispositioner i Oslo, Washington og andre steder med mulig sammenhæng hermed. Brikker i et spil er det altså ikke med den nuværende viden, men i og med at Breivik i så ekstrem grad er gefundenes Fressen for de kræfter han angiveligt bekæmpede, må detaljeregnskabet være på sin plads, så længe man holder sig konklusionerne på afstand.
Gates of Vienna opstiller her dette regnskab i seneste post i serien som vi her tidligere har bragt uddrag fra. Det er helt uomgængelig læsning hvis man vil gå dybere end medie-pludren om inspiration fra fredelige bloggere uden hang til nemme løsningsforslag.
[…] In the spring of 2011, her Muslim counterparts in the OIC engineer the passage of UN Human Rights Council Resolution 16/18. It calls for laws against “defamation of religions, including Islam” in all UN member states. Mrs. Clinton’s task is to help the OIC achieve its goals, which have been all but realized in Europe. In the USA, however, the full implementation of laws against the “defamation of religions” is stymied by the First Amendment of the United States Constitution.
Any laws implementing Resolution 16/18 must avoid public outcry until they are passed, and survive any subsequent scrutiny by the Supreme Court. The American people will have to be prepared ahead of time for the necessity of limitations on their freedom of speech. They must be convinced that “Islamophobia” is repugnant, intolerant, and anti-American. The “Islamophobes” must be thoroughly stigmatized and shunned.
Much as its immediate predecessors have done, the Obama administration repeatedly warns about the danger of “right-wing extremists”. The Department of Homeland Security issues directives to be on watch for militia members, former servicemen, Tea Party supporters, and Ron Paul voters. If a “right-wing terrorist” who opposes Islam were to stage a violent attack, it would help the administration soften up America for the necessary suppression of publicly-expressed opposition to Islamic law. Such an attack would be of immense value in silencing any objections to a crackdown on particular kinds of speech, especially “Islamophobia”. In the aftermath, anyone questioning sharia or Islamization would be suspect. […] The Breivik Portfolio, Part Four: The Dot-Connection
Igen, dette er en opstilling af kendte forhold og påvisning af interesser, ikke konspirationsteori på nuværende tidspunkt. Imod et sådant scenarie kunne man vel også indvende at hvis disse kræfter – stormagter, EU, OIC og andre – vitterligt havde iværksat en “false flag” operation i denne størrelsesorden, ville de jo nok have fået deres marionet til at gå efter en anden og langt – langt – mere oplagt og politisk sensitiv gruppering i Europa, end norske socialdemokrater. Havde de faktisk tænkt og smedet rænker i denne episk forbryderiske størrelsesklasse, ville de jo nok have valgt det mål der gav mest afkast i den ønskede retning – og det var altså ikke det der skete (LFPC).
CAN We Talk About This? is choreographer and theatre-maker Lloyd Newson’s latest and most potent provocation. He asks a question he believes is answered too often in the negative in Western society. All around him he sees Western nations allowing radical Islamists rights and freedoms they refuse to accord others. He sees abuses against women and children excused as cultural practice. He sees the discussion of such things labelled as racism. He sees appeasement.
There are also less familiar situations that are no less important: the excoriation of a British headmaster who said he believed multiculturalism had gone too far and the hurdles faced by those working to expose the practice of forced marriages in some Asian communities in Britain.Superb performers pack a political punch, Sydney Opera House
Danseforestillinges titel er ikke hentet fra et dansk dagligstuedrama i firserne, men henviser til Theo van Goghs sidste, tungt symbolmættede ord, da han sekunder inden sin død indser, at reglerne for samtale i Holland har ændret sig, og han ikke er holdt à jour med de nye: “We can still talk about it! Don’t do it! Don’t do it”. At tænke sig, at skulle ville se en danseforestilling!
Hvis man skulle vælge mellem valg…
Den opmærksomme læser har bemærket, at vi så vidt muligt forsøger at køre slalom udenom journalistikkens beskæftigelsesterapi, det danske valg. Skulle der ske noget virkeligt, og det gør der jo nogle gange de sidste tre dage, opdager vi det nok. I øjeblikket historierne præget af rubrikker som eller “Hvordan holder Helle sin hud ung,” og “Auken hjælper Helle (der har “Gemt sin millionærmand af vejen”) fra graven,” – ganske mærkelige associationer man får om den notorisk promiskuøse Auken og hans efterfølger, men det holder os ikke vågne om natten. I Schweiz er der valg den 23 oktober. Nationalkonservative SVP er langt det største parti med 28.9 % af stemmerne, og der er ikke meget Lars Barfoed over deres valgkampsindledning, “Kontrakt med Folket” – Vertrag mit dem Volk. “Vi vil ikke røre ved EU, vi vil ikke invaderes fra underudviklede lande, og kriminelle udlændinge smider vi ud.” Jeg vil være schweizer, jeg er vild med Kirsch og Fondue au fromage og jeg taler et par af deres prog.
Våldet i våra förorter har trappats upp. Numera är det inte bara bilar som brinner, vi har även sett förlupna kulor in i vardagsrummet hos boende i området och vi har sett brandbomber riktade mot poliser.Ni som arbetar i denna miljö gör ett helt fantastiskt jobb och ni ska veta att mina tankar är med er dagligen. Vi har under ett par års tid sett olika platser runt om i myndigheten drabbas av bilbränder, stenkastning och ibland även hot och regelrätt våld mot företrädare för samhället. På många håll vågar vare sig räddningstjänst eller ambulans att åka fram till en plats utan poliseskort.
Den norske forfatter K.O. Knausgaards analyse er psykologisk. Når det kommer til det konkrete, går det flere gange galt. Han forklarer, at massakren i Norge er en konsekvens af dehumanisering, med den pointe, at Breivik ikke selv kendte indvandrere. Havde Knausgård læst manifestet, så ville han vide, at Breivik detaljeret beskriver otte multikulturelle episoder, der blandt andet inkluderer røveri, trusler og vold. Breivik er opvokset omgivet af indvandrere, Oslos demografi og størrelse tillader ikke i modsætning til København eller Stockholms, at man lever afsondret fra dem.
Han siger endvidere: “Lad os tage et eksempel fra Sverige. Jeg har boet i Malmø, hvor der er mange indvandrere, og nu bor jeg uden for Malmø et sted, hvor mange er fjendtlige mod indvandrere, og hvor Sveriges indvandringsfjendtlige partier kommer fra. Men der er jo ingen indvandrere.” Nu har det i mange år været sådan, at unge uddannede sig og boede i Malmø, men flytter i stort tal, når de stifter familie. Netop fordi de kender byen, vil de ikke have børn der. Udflytterne har ikke “fordomme,” de har barske erfaringer og trafikken bort fra byen er veldokumenteret, både af pressen og kommunen.
Endelig siger Knausgaard: “Der er en globalitet, Breivik forholder sig til. Der er amerikanere og briter og han rejser rundt og der er et netværk.” Breivik er efter hvad der nu foreligger, ikke med i noget netværk, han rejser rundt og besøger. De forskellige mennesker, han henviser til, har aldrig hørt om ham bortset fra enkelte kommentarer på enkelte blogs lagt for år tilbage. Han er et isoleret menneske i sit eget ekkorum, og mig bekendt har han (måske) foretaget én rejse, nemlig til Hviderusland i 2005.“
Det er en kunster, der taler her, de højtrækkende tolkninger er de vigtigste, ikke om de kan nå jorden. De kan være gode nok, men de slår ikke til til et billede, som Deadline kunne have forventet sig af en norsk intellektuel. Vil man indkredse en svær sandhed og tolke noget rigtigt, må man være tro mod det konkrete. Romanforfatteren må også have en journalist i maven. Man kan ikke have så mange tilsnigelser på kun ti minutter og atten sekunder. (Jeg ikke har læst hans meget lange essay i Weekendavisen, og hans optræden i Deadline giver ikke nogen særlig appetit på det. Det føles noget besynderligt, at være nødt til at informere Knausgaard om hans landsmand Breivik og hans to byer, Oslo og Malmø.)
Demografisk implosion er selvfølgelig noget der har været omtalt i mange sammenhænge, men at dømme efter omtalen her fører forfatterens fremskrivninger hen imod et udkomme med vægten på andre konsekvenser end dem vi oftest hører om. Foromtale på Amazon.com af ‘Spengler’ / David P. Goldmans kommende bog How Civilizations Die: (And Why Islam Is Dying Too). En bog der nok skal blive brugt i debatten (LFPC):
You’ve heard about the Death of the West.
But the Muslim world is on the brink of an even greater collapse.
WILL WE GO DOWN IN THE IMPLOSION?
Thanks to collapsing birthrates, much of Europe is on a path of willed self-extinction. The untold story is that birthrates in Muslim nations are declining faster than anywhere else—at a rate never before documented. Europe, even in its decline, may have the resources to support an aging population, if at a terrible economic and cultural cost. But in the impoverished Islamic world, an aging population means a civilization on the brink of total collapse— something Islamic terrorists know and fear.
Muslim decline poses new threats to America, challenges we cannot even understand, much less face effectively, without a wholly new kind of political analysis that explains how desperate peoples and nations behave.
In How Civilizations Die, David P. Goldman—author of the celebrated “Spengler” column read by intelligence organizations worldwide—reveals how, almost unnoticed, massive shifts in global power are remaking our future.
Goldman reveals:
How extinctions of peoples, cultures, and civilizations are not unthinkable—but certain
How for the first time in world history, the birthrate in the West has fallen below replacement level
Why birthrates in the Muslim world are falling even faster
Why the “Arab Spring” is the precursor of much more violent change in the Islamic world
Why looming demographic collapse may encourage Islamic terrorists to “go for broke”
How the United States can survive the coming world turmoil
From Gaza with (gay) love
Fra det libyske forår til Gaza: Antiluftskyts og panserværnsraketter
Palestinians in Gaza have acquired anti-aircraft and anti-tank rockets from Libya during its six-month civil war, enlarging but not significantly improving their arsenal, Israeli officials said on Monday.
While the rebellion against Muammar Gaddafi has stirred concern abroad about the fate of Libya’s aging chemical weapons stockpiles, Israel has no indication Hamas or other Palestinian factions have sought these, the officials said.
Instead, Israeli officials have detected an inflow of SA-7 anti-aircraft missiles and rocket-propelled grenades (RPGs), said one official, describing an overland supply route that opened up between eastern Libya — after it fell to the rebels — and the Gaza Strip via Egypt. […] Israel says Gaza gets anti-plane arms from Libya
Svaret er, at det er halvsvensk, cirka 50%. – I Sverige foregår der en kamp om sproget. Ordet “masseindvandring” holdes stadig ud i strakt arm, mens den anden hånd griber efter lugtesaltet. Det tror pokker. Det er det eneste, der omtrentligt beskriver det politiker- og medieklassen har tilladt sig, uden på noget tidspunkt at have konfereret det med befolkningen. Man ser, at oprindelige svenskere vil være i mindretal i de 13 største bykommuner, samt at de vil være tæt på at komme det i stort set alle andre større kommuner. Det er også om kun 40 år, at prognoser siger, de kommer i mindretal i deres eget land som helhed. Det er afgjort, det er kun tidspunktet, der endnu er til forhandling. Jeg har i årevis ment, at dette kun har kunnet lade sig gøre, fordi svenskerne er holdt hen i uvidenhed, men der er da en teoretisk mulighed for, at et flertal synes det er helt i orden. Hvorfor ikke informere dem og derefter spørge dem, selvom det er ved at være lovlig sent?
De der fødes i dag, kommer til at opleve Sverige år i 2100, som ingen i dag har fantasi til at forestille sig. Jeg skal gerne gentage, at jeg betragter Sveriges skæbne som Folkhem, velfærdssamfund og i sidste instans som nationalstat, som beseglet demografisk set. I den henseende er Sverige allerede en tabt sag. De ansvarlige kalder dette “et ekstremt synspunkt.” Jeg kalder det en sandsynlighedsberegning af effekten af en ekstrem politik. Hvem er mest ekstrem? Tallene på bordet eller dem der har gjort det til en vane, at kalde alle og enhver “ekstremist,” der siger noget velunderbygget, de ikke bryder sig om? Se detaljer og præmisser for Affes prognose på Massinvandring till Sverige? og se også hans interaktive kort. – Hvis nogen ser dette for første gang og er skeptisk, så bygger tallene på Statistiska centralbyrån (SCB), og deuden har demografer med meget store mellemrum gjort opmærksom på det samme gennem de sidste 7-8 år.
Anna Lindhs morder: “Utan jobb, utan vänner, utan bil, utan chans”
Da den 24-årige Mijailo Mijailović den 10 september 2003 myrdede Sveriges udenrigsminister Anna Lindh, fremkom der aldrig noget motiv, heller ikke i løbet af den kun tre dage lange retssag. I dag otte år efter, får vi endelig “sandheden om motivet”, siger Expressen. I Danmark spreder Ritzau det glade budskab til enhver.
I Högsta domstolen vädjade Anna Lindhs två barn och maken Bo Holmberg, via sin advokat Kerstin Wennersten, till Mijailovic att berätta. Men Mijailo Mijailovic förblev tyst.Varför attackerade du Anna Lindh?
– För att jag kände hat mot politiker, både svenska och serbiska. Jag skyllde alla mina egna misslyckanden på politiker, säger Mijailo Mijailovic. På frågan om han hade tänk anfalla någon den dagen, säger han:
– Nej, men sen fick jag syn på henne. Om jag hade tänkt så där, då hade jag kunnat ta vem som helst, före eller efter. Det var ingen slump att det blev hon. Folk ställ er så dumma frågor: Kände du igen eller visste du vem hon var? Hur kan man tro att någon inte visste vem hon var? Det har spekulerats i ett politiskt motiv, att Mijailo Mijailovic ville hämnas för att Anna Lindh offentligt hade tagit ställning för Natos bombningar av Serbien. Men enligt Mijailovic kände han inte ens till att utrikesministern uttalat sig om bombningarna.- Det har ingenting med det att göra.
Han säger en annan toppolitiker lika gärna hade kunnat bli hans offer: – Grejen är den att jag tittade också på Lars Leijonborg, på ett torgmöte. Men då hade jag ingen kniv på mig. Om jag hade haft det så hade jag kanske angripit honom. Nästan exakt ett dygn senare stötte han av en slump på utrikesministern. Då låg kniven som han tagit med sig hemifrån i hans ficka, säger Mijailovic.
“Det är sådana som mig man rekryterar som terrorister, förstår du.” Hvis dette virkelig er sandheden om Anna Lindhs morder, så er han både bedre begavet og har mere selvindsigt, end den teatralske, vidtløftige og tragikomiske Breivik. Men er det nu hans egne ord?
Når en toppolitiker myrdes, er der i ni ud af ti tilfælde politiske motiver bag, og når en ikke-sindssyg myrder, er der som regel et for andre klart forståeligt motiv. “Den ensamma galningen” findes, men er så sjælden at man som regel kan se bort fra ham.
Ergo: Den kun 24-årige Mihailovic føler sig allerede så mislykket i tilværelsen, “utan jobb, utan bil, utan vänner, utan chans,” at han må slå en hvilken som helst politiker ihjel, for at hævne sig på en skæbne, han ikke kan undslippe. Det kan da være, at sandheden om mordet er så banal og lurvet, men det kan også være, at sagen nu skal begraves for fremtidige snushaner én gang for alle. Svenske myndigheder og medier er selv ude om, at man med mange års erfaringer for løgne og fordrejelser, tager denne bekendelse med lidt af en “nypa salt,” og lugter et “hold kæft blosche.” Der er trods alt i titusindvis af unge svenskere, der arbejder i Norge og Danmark i stedet for at føle sig ydmyget og myrde politikere.
Hvis vi siger, at vi nu har “sandheden”, så har vi I Mihailovic endnu en ung mand, der ligesom Breivik er fanget i sin egen ydmygelse, ubetydelighed og fremmedfølelse, som man kan se godt beskrevet i Helle Merete Brix og Uwe Max Jensens kronik i Weekendavisen i går: “De følte sig ydmyget,” hvor Breivik og Bin Ladens motiver og ydmygelser sammenlignes. Så har vi et overvejende eksistentielt mord, der først og fremmest får én til at tænke en anden ung, fortabt man i Albert Camus´ roman “Den Fremmede”, hvor den unge Mersault også besegler sin skæbne ved et mord, der knapt er begribeligt for ham selv, og som skaffer ham en dødsdom. Forskellen på Mijailovic og Mersault er da kun, at Mijailovic (og Breivik) skal vente uendeligt meget længere på deres fysiske død end Mersault , der ser frem til den med disse sidste ord inden henrettelsen, som man nemt kunne forestille sig, at nordmanden og svenskeren også ville kunne sige:
To feel it so like myself, indeed, so brotherly, made me realize that I’d been happy, and that I was happy still. For all to be accomplished, for me to feel less lonely, all that remained to hope was that on the day of my execution there should be a huge crowd of spectators and that they should greet me with howls of execration. The Stranger ALBERT CAMUS, pdf. 76 sider.
Hvis Mijailovic og Expressen er så nær sandheden, de kan komme, så må Gud bevare os for unge mænd, der føler sig ydmyget og fremmede i tilværelsen, er bevæbnede og vil agere det ud på andre. De er livsfarlige, vi har masser af dem, og flere lader vi til at få.
Lindh mordet har ikke været nær så gransket, som Palme mordet. To bøger er skrevet, Leif Jennekvist og Edvard Unsgaards, hvoraf kun den sidste gransker motivet. Svensk presse har i det store hele ladet motivet ligge. Min fornemmelse siden 2003, har været at traumet skulle fortrænges. Bevisbyrden, at Palme og Lindh ikke blev myrdet af politiske grunde, må ligge hos svenske myndigheder og medier, da det motiv er langt det mest sandsynlige, og dette interview med Mijailovic er ikke overbevisende hinsides tvivl i modsat retning. Gåden skal nu være løst, case closed. For mit vedkommende er mordet lige så dunkelt belyst, som det hele tiden har været.
En særdeles ophedet samtale fra ZDF i går. Den meget koleriske herre til venstre, der hele tiden afbryder Thilo Sarrazin, er det grønne Bundestagesmedlem, juristen Hans-Christian Ströbele. Han var som medlem af et socialistisk advokatkollektiv forsvarer for RAF medlemmet Andreas Baader. Inden Sarrazin befandt Tyskland sig indvandringspolitisk hvor Danmark var før 1995. Efter hans bog er hans parti er de kommet til omkring 2002, hvor danske socialdemokrater var groggy og splittede og så sig om efter en nyorintering. Når den finder sted i Tyskland, Europas vigtigste land, så begynder der for alvor at flytte sig noget, og det kan blive snart. (video , tysk utekstet.)
Min hjerne er blevet et stykke sikkerhedssoftware, jeg hører talestrøm fra radio som baggrundsstøj, men hvergang nogen siger “i forhold til”, slår min shit-software til med et hyl, og jeg får et mikro-nervesammenbrud og vågner. Prøv at lægge mærke til det. Man kan sige så meget andet: “Sammenlignet med,” “I den forbindelse,” “Når man tænker på” og så videre, men i øjeblikket koger alle disse nuancer ned til den ene udtryk “i forhold til,” og de siger det alle sammen hele tiden. Så hold dog op! Jeg får i forvejen tinnitus af at folk siger “omkring” i stedet for “om”, “kreativ” i stedet for “skabende,” “kontekst” i stedet for “sammenhæng,” “målsætning” i stedet for “mål,” “italesætte” for “sige”,”byde ind på”, “spørge ind til,” “omkring” for “om” og fortsæt selv.
Det er den forhenværende kulturkanal P 1, der er mest leveringsdygtig i abesprog, og jeg bilder mig ind det meste kommer fra Folketinget og universiteterne, hvor der åbenbart er flest der har brug – ups !, “behov” for – at puste sig op. Jeg har døbt det botox-sprog. Jeg ville have lavet en kilometerlang liste over udstryk der giver mig knopper, men det glemmer jeg hele tiden. Bedst er det måske ikke at høre radio, man kan dog endnu slå over på klassisk, hvis der ikke lige er Heises hej-på-dig Highlights, der også gør mig sløj. Jeg måtte bare lige italesætte det i forhold til mit velbefindende, og i øvrigt har vi alle uret i forhold til Gud,” som Kierkegaard så rigtigt sagde.
This documentary may be the most important film on islam in europe to date. It is the film which everyone should keep in mind when hearing the deceitful word, “Islamophobia.” (Kitman TV)
Filmen blev vist på DR 2 onsdag den 30 marts 2011. Hvor mange ser DR 2 en hverdag aften kl 23.45? Har 10.000 set den ? Næppe.
Vold har altid ret
EDL må ikke demonstrere … fordi andre ikke kan styre sig. Den britiske indenrigsminister Theresa May har imødekommet politiet ønske om at forbyde EDL at demonstrere i østlondon, som i dag er domineret af muslimske indvandrere. Det er ellers ikke fordi EDL laver ballade eller hærværk, når de demonstrerer. Se f.eks. den britiske politiblogger, Inspector Gadget, som ellers ikke er nogen fan:
Here are some points:
1. They passed several unguarded police vans and did NOT trash them.
2. There was NO criminal damage or large-scale violence.
3. NO police officers were assaulted.
4 They achieved mass media coverage for their cause.
Many people are asking why the EDL can cooperate in a perfectly acceptable way with these tactics when according to the perceived left-wing wisdom, ‘Kettling’ causes people to boil over and be violent?
The answer is simple:
1. They didn’t ‘kick off’ because they decided to remain peaceful because it suited their agenda.
2. The organisation itself was VERY CLEAR on social networking sites beforehand that they did not want any trouble.
Pointen er: Er man kendt for sin brug af vold, tør lovlige myndigheder ikke trodse én. Er man en hovedsageligt fredelig gruppe, kan man endda forbydes brugen af lovlige parlamentariske aktionsformer som demonstrationer – især hvis dem, man vil demonstrere imod, er notorisk voldelige.
Hvad blev der af holdningen “The way we police in Britain is through consent of communities.” – jeg har på fornemmelsen at hun ikke anser EDL for at være et af hendes ’communities’, og skam tage hende for det. – Nemo
Blairs og Brown arv er så massiv, så ikke engang svenskerne kan følge med, selvom de ikke er langt bagud. Mark Steyn har også læst tallene. Han kalder det, der sker Outsourcing the Future, ganske vittigt, men lidt for venligt når man tænker på de sagesløse stakler, der skal lægge liv og helbred til dette hasardspil i fremtiden:
My previous book was famously “alarmist” (and so no doubt is my new one), but, if you’re disinclined to meet me halfway in my demographic analysis, try the United Kingdom’s Office of National Statistics…….For my own part, I’d bet that many parts of mid-century Britain will be a violent, brutish, Balkanized ruin. Let’s meet for lunch circa 2035 and see who’s right.
“De erklærede multikulturen for en fiasko alt for sent”
Mass immigration a mistake: Had one understood the disadvantages of increasing complexity a few decades ago, Europe would not have allowed mass immigration of non-Westerners, especially considering that xenophobia is ubiquitous in Europe. To make matters worse, significant percentages of these immigrants are adherents to ideologies alien to the rule of democracy. Angela Merkel, Nicolas Sarkozy, David Cameron and several others have declared — far too late, however — that multiculturalism is a failure. Manfred Gerstenfeld: Learn from Europe’s errors.
NYC borgmester Bloomberg: “We are all Muslims”
Overskriften her er måske lidt mere sensationalistisk end der er belæg for, helheden taget i betragtning. Det man måske snarere skulle fokusere på end hovedløs dhimmitude er det ahistoriske forsøg på at omskrive virkeligheden, jfr. “and we always have been”. Det er helt parallelt til EUs forsøg på at pådutte europæerne historiske rødder i ‘kristendom, jødedom og islam’. M. Islam, borderline-drengen der er blevet smidt ud fra utallige børnefødselsdage for at lave ballade og ødelægge stemningen, men som velmenende pædagoger prøver at gøre til en del af festen ved kreativ omgang med sandheden, imod alle deltageres ønsker (LFPC).
[…] We are now in the Islamic holy month of fasting called Ramadan, and Bloomberg hosted last night an annual iftar, or fast-breaking dinner, at Gracie Mansion. […]
Bloomberg ended his talk by quoting some words from the embattled Imam Feisal Abdul Rauf:
At an interfaith memorial service for the martyred journalist Daniel Pearl, Imam Rauf said, ‘If to be a Jew means to say with all one’s heart, mind, and soul: Shma` Yisrael, Adonai Elohenu Adonai Ehad; Hear O Israel, the Lord our God, the Lord is One, not only today I am a Jew, I have always been one. If to be a Christian is to love the Lord our God with all of my heart, mind and soul, and to love for my fellow human being what I love for myself, then not only am I a Christian, but I have always been one.’
“In that spirit,” Bloomberg concluded, in words that echoed John F. Kennedy’s “Ich bin ein Berliner” speech, “let me declare that we in New York are Jews and Christians and Muslims, and we always have been. And above all of that, we are Americans, each with an equal right to worship and pray where we choose. There is nowhere in the five boroughs that is off limits to any religion.” Stephen Prothero: New York’s Bloomberg: We are all Muslims
For hvert valg en lille smule mere som Mellemøstens kaoscentrifuge. Nu mangler vi lidt tilvandret valgsvindel og sabotage af valghandlingen, som det er set i Holland, Belgien og Sverige. Man bliver ikke demokrat af, bare at flytte ind i et nøglefærdigt demokrati. Det burde være en lektie for SF, men det nok for optimistisk at håbe på. SF har selv indbudt HUT. Hvor kan de nu skride hen, Søvndal? EB skriver: Folketingsmedlems valgplakater i Tingbjerg ødelagt med racistiske stickers. Jamen, så siger vi det. – Demokrati er hykleri, er det samme slogan, der blev råbt udenfor Korsgadehallen i april i år, da Bilal Philips var på besøg. Det kan vel ikke være så svært for politiet, at genkende de herrer på videoen, eller finde ud af, hvem der har trykt den muslimske propaganda.
Offer for hærværk mistænker folk med tilknytning til Hizb ut-Tahrir for at stå bag hærværk mod valgplakater. To folketingskandidater med muslimsk baggrund er blevet mindet om, at deres kamp for demokrati møder stor modstand i nogle kredse. Både Yildiz Akdogan (S) og Kamal Qureshi (SF) har nemlig fået skændet deres valgplakater. Ifølge dem begge er der tale om religiøst betinget hærværk.
Man kan kun tilføje ‘insh’allah’. En helt uomgængelig artikel fra pseudonymet Spengler, der på det seneste er begyndt at skrive på Pajamas Media. Man kan her tilføje subversive tanker der har været luftet bl. a. på Gates of Vienna: Netop fordi islam bygger på en fastholdelse gennem vold og trusler af bogstavtro tolkning og guddommeligt ophav, kan foretagsomme vantro hjælpe kolossen i knæ med f. eks. filologisk dekonstruktion som den Christoph Luxenberg (også et pseudonym) bedriver.
Man kan indvende at der er den forskel mellem kommunismen og islam at førstnævnte i langt højere grad var et top-down projekt hvor de sagesløse borgere spillede med for ikke at falde i unåde. Islam bliver i kontrast hertil en vigtig del af menneskers identitet som giver umiddelbare psykologiske gevinster i form af at føle sig på Allahs side ift. de mindreværdige vantro, og lover store kødelige belønninger i det hinsides.
Hvis islam skal kunne forsvinde på samme måde som kommunismen, må der som et minimum være en anden livsforståelse at hoppe over til. Truslen om ‘anomi‘, den pinefulde følelse af at verden ikke hænger sammen, vil motivere Allahslaverne til at beholde den sjælefred som islam har givet dem. Der skulle, så vidt jeg kan se, være andre religiøse alternativer at afhoppe til, for intet sekulært alternativ kan være godt nok for mennesker hvis liv har været spundet ind i regler og forskrifter for alting, incl. hvordan man tørrer sig i røven. Og er det overhovedet en praktisk mulighed i f. eks. Saudi Arabien, Pakistan eller Afghanistan?
Men noget andet er så, at bevidst opbygning af anomi og kognitiv dissonans måske er i vores interesse, alene fordi det skaber spændinger internt i Dar al-Islam, energi der ellers ville blive rettet udad mod os, og derved svækker islam som en supremacistisk kraft (LFPC).
[Fr. James V. Schall S.J.:] The fragility of Islam, as I see it, lies in a sudden realization of the ambiguity of the text of the Koran. Is it what it claims to be? Islam is weak militarily. It is strong in social cohesion, often using severe moral and physical sanctions. But the grounding and unity of its basic document are highly suspect. Once this becomes clear, Islam may be as fragile as communism.
A tiny minority of analysts, this writer included, have argued instead that Islam cannot be reformed or situated in democratic institutions; its militancy, rather, stems from the realization that it cannot survive modernity. “Koranic criticism yet may turn out to be the worm in the foundation of radical Islam,” I wrote in 2003. Much of the Muslim world is repeating the West’s transition out of traditional society, but in lapsed time. […]
An index of Islam’s loss of faith is the unprecedented collapse of fertility in many Muslim countries, most notably Iran. The average Iranian has six siblings, but will have 1.5 children. The Persian nation will not survive this demographic collapse. […]
The problem that the West confronts is not engagement with Islam, or reform of Islam, or democratization of Muslim countries, but the utter and final ruin of some of the most important Muslim nations. Turkey’s problems are just as severe: the fertility rate of native Turkish speakers is just 1.5, the same as Iran’s, while Kurdish fertility is around 4.5 — which means that the Kurds will comprise about half the country’s population a generation from now, in contrast to just under 20% today. […] Spengler (David P. Goldman): Father Schall on the Fragility of Islam (billede: The Cardiff Giant)
Public service besværgelser
SVT rapport tager forskud på glæderne, de finder som sædvanligt en lokal, der flugter med deres egne forestillinger. Her har de fundet en mellemblond kvinde i Odense, som vil være brunhåret, og gerne vil være deres ghost-speaker. I den henseende adskiller de sig ikke for det ærke-røde Aftonbladet, der i 2007 på selve valgdagen havde en forside med et billede af Pia Kjærsgaard bagfra og teksten. Idag forlorar hon makten. Som bekendt rettede Kjærsgaard sig ikke efter Aftonbladets såkaldte nyhedsformidling, samme aften var Aftonbladet til grin. SVT handler nok så meget om at forme virkeligheden, som at beskrive den. Til det formål kradser de omkring 6 mia kroner af svenskernes penge ind, cirka det dobbelte af DR. DR har visse hæmninger og alsidighedsanfægtelser, SVT er aldeles blottet for dem, og indtil videre er deres propaganda gået glimrende. Hvis man har appetit på mere om vores “fula trynar”, så bare klik ind. De nedslidte klicheer står i kø som en tissetrængende prostatitis i frostvejr:
De senaste årens politiska utveckling i Danmark med det inflytande Dansk Folkeparti fått har varit bedrövlig. Känslomässigt har Danmark för mig blivit ungefär som Sjöbo var på Svin-Olles, Sven-Olle Olssons tid, han som på 1980-talet för första gången i modern tid visade fram den svenska främlingsfientlighetens fula tryne.
Nå, Danmark är mer än vad Sjöbo var den gången, jag vet. Men den danska regeringens politik är sju gånger värre än Sjöbo och även danskar förfäras. Gång på gång har regeringen med DF som stödparti haft en öppet främlingsfientlig framtoning, som så starkt framgår av Lena Sundströms ”Världens lyckligaste folk”.Låt oss hoppas att valet i september innebär ett slut för dansk folkepartis inflytande i regeringspolitiken och att nya vindar kan blåsa genom landet. Det skulle kännas som en stor lättnad också på den svenska sidan av Sundet. Nya vindar efter valet i Danmark?
Med bla. Rudy Giuliani, Ayaan Hirsi Ali, Rachel Ehrenfeld, Melanie Phillips, Bernard Lewis og Mark Steyn. Om kavalkaden se her.
Valgkamp?
Jeg spurgte en ven for en uge siden: “Hvordan kan man være dødtræt af en valgkamp, i et valg der ikke engang er udskrevet”. Han sagde: “Du er for gammel, du har været med til for mange”. Der er for meget déjà vu, eller rettere écoute over det. Det kan godt være, at der er læsere i valget, men hvis vi ikke falder over noget særligt, vil vi i det store hele ignorere det. Mit valg er let: Jeg kan ikke stemme på de partier, der var med til udlændingeloven af 1983, hvilket også inkluderer det såkaldte Konservative Folkeparti. Det efterlader jo kun to + vor tids Liberalt Centrum, som jeg ikke hælder til.
På JP-blogger Jarl Cordua om valgets mindste bevægelser, og det gør han da udmærket, men det minder mig om en fjern fortid. Jeg havde en romantisk forbindelse med en Christiansborg-rapporter fra et større dagblad engang, og når hun bredte sig ud om, hvem der intrigerede mod hvem på Borgen, faldt jeg i søvn, og det skal en ung mand jo ikke gøre i seng med en ung kvinde. Jeg har det stadig sådan. Jeg falder i søvn når jeg hører flosklerne ramle ud af radioen, for TV har jeg heldigvis ikke. Det er juleaften for journalistikken, men ikke for mig. Lad bare de røde komme til fadet, det kan ikke ophidse mig. Det varer maksimalt to år, men selvfølgelig ville der være en vis underholdningsværdi i, at S og SF skulle skille sig af med deres ledere, hvis de taber. Jeg har aldrig været sofavælger, og det er jeg heller ikke i år.
Condell: Europe needs a revolution
Nice: Katolsk optog må have politieskorte – visse andre ikke
On 14 August in Nice a traditional Catholic procession took place around the Our Lady of the Assumption basilica. This year, however, things were a bit different. The authorities decided that the event required police protection and officers were duly dispatched to line the entire route across its 300m length. Of course, this need for protection is the result of the Mohammedan colonisation of the city.
Shepard Fairey stedes til hvile på tomten på Jagtvej 69
Fairey tale. Hvad kan man lære af den amerikanske street artist Shepard Faireys gavlmalerier og nylige ophold i København? At selv de bedste intentioner ikke er nok! Shepard Fairey kom til Danmark med et budskab om fred. Han endte med at få korporlige tæsk og sin kunst vandaliseret.Som udgang på historien rejser Faireys danske kollega, konceptkunstneren Uwe Max Jensen, et underjordisk monument over Shepard Fairey på Jagtvej 69. På tomten, hvor Ungdomshuset lå, begraver Uwe Max Jensen et portræt af Shepard Fairey. Portrættet er, som en hyldest til Faireys virke, holdt i kunstnerens signaturfarver (rød, hvid og blå), som de kendes fra Faireys herostratisk berømte portræt af Barack Obama. Som en yderligere kommentar til Obama-portrættet og en karsk bemærkning til Faireys oplevelser i København er Uwe Max Jensens portræt af Fairey tilføjet ordet NOPE.
Fortællingen om Shepard Fairey i København kan læses på flere måder.Med kommunal blåstempling og massiv økonomisk støtte til gavlmalerierne og et efterfølgende millionsalg i V1 Gallery forekommer det umuligt ikke at se kontroversen omkring Fairey som kunstnerens endelige udskillelse fra en undergrund, han ikke har tilhørt i årevis.I et bredere perspektiv kan man opfatte kontroversen som en allegori over street arts svanesang som en genre med kritisk potentiale. Den symbolske begravelse af portrættet af Fairey (som er en af de fremmeste aktører indenfor street art) er allegoriens slutbillede.
