Seneste kapitel i Lars Hedegaard “racisme-sagen” udspillede sig i Østre Landsrets 8 afdeling i går. Jeg burde måske efterhånden også ytre mig om den sag, når jeg nu spiller en mindre birolle, hvis overhovedet er muligt at tilføje noget til de spaltekilometer, der allerede er skrevet. Måske haster det ikke, man fornemmer, der er tid nok. Jeg har aflagt vidneforklaring overfor politiet og byretten, og nu var jeg kørt 150 kilometer for at sige det samme igen, – troede jeg. Det tidligere sagte blev læst op, jeg skulle bare bifalde det eller ikke bifalde det. Jeg var på nippet til at tilføje “hvor er det dog nøjagtigt og godt refereret” eller “det er jo som at høre mig selv tale” for dog at levere noget for alle kilometrene, men dommeren lod forstå, at han allerede var færdig med mig. Jeg satte mig på tilhørerrækkerne med de 30 andre og tænkte på, hvad sådan en sag mon koster skatteyderne. Fem eller femten millioner? Bagefter var der øl i Bredgade, udtalt på gammelkøbenhavnsk lokaldialekt med det første “d” stumt. Solen skinnede, fuglene sang. “Hvor længe mon endnu?” sang en. “Hvem ender med røven på komedie?”, sang en anden selvom vi var tæt ved Amalienborg. (Steen)
Fra Sidste ord i landsretten af Lars Hedegaard
Magthaverne har til alle tider prøvet at feje ubehagelige problemer under gulvtæppet ved at forbyde folk at snakke om dem.Det kan de også sagtens gøre – især hvis de kan støtte sig til en tjenstvillig anklagemyndighed. Omkostningen er blot, at problemerne ligger inde under gulvtæppet og tager så meget på i vægt, at der med tiden opstår enorme buler, som folk falder over og først tør tale om, når det er for sent at gøre noget ved dem. Det er derfor vi har ytringsfrihed. Ytringsfriheden er – ud fra et samfundsmæssigt synspunkt – en institution, der skal sikre, at vi bliver gjort opmærksomme på problemer, før de bliver uløselige.
Ytringsfriheden er derfor grundlaget for, at vi kan have folkesuverænitet, demokrati og lighed for loven. Begynder man at regulere, hvad der må siges, og hvad der må tænkes, er det jo udtryk for, at magthaverne allerede mener sig i besiddelse af sandheden.
Al historisk erfaring viser, at sådanne velfriserede samfund må gå til grunde, fordi en alvidende og algod øvrighed aldrig har eksisteret. Erfaringen viser også, at en øvrighed, der mener sig så alvidende og algod, at den tyr til indhug i ytringsfriheden, står for fald.
Historien rummer en lang række eksempler på forfølgelser og fordømmelser af personer, hvis tanker måtte forekomme ethvert anstændigt menneske at være oplagt vanvittige, usaglige eller til fare for sædeligheden og den offentlige orden, men som alligevel – når de formastelige var blevet brændt på bålet, sat i fængsel eller på anden måde tvunget til tavshed – viste sig at indeholde en sandhed. Sidste ord i landsretten af Lars Hedegaard ( “Han har opført sig som en bombemand”, A Danish Show Trial, Yet Again.Muhammeds Piger. Politiken: Islamkritisk bog er komplet unuanceret.)
En vicestatsadvokat som en våd fuser
Det er fascinerende at iagttage hvordan der verden over benyttes de samme skabelonagtige virkemidler i forsvaret for den trængte multikultur: Vi har mange gange gjort opmærksom på den refleksmæssige opstilling af moralsk ækvivalens, hvor evigtgyldige, voldsopfordrende Koranvers antages at udlignes af tidsbundne blodigheder i det Gamle Testamente. På en eller anden måde er knebet blevet annammet og slugt råt i så godt som alle sammenhænge – akademisk som lavpandet.
Et andet trick med en betydelig udbredelse er at associere islamkritikere med, eller ligefrem tillægge dem, de samme voldelige tilbøjeligheder som de jihadister de kritiserer – medfører skrift eller tale ikke ligefrem afrevne lemmer og litervis af blod, kan man i det mindste prøve at smæde kritikeren ved association eller tillæggelse af skyld. Se f. eks. den formentlig højt betalte journalist Joe Klein, ansat ved det engang prestigefyldte, men nu hensygnende Time Magazine, der ikke lægger fingrene imellem, og springer alle mellemregninger over – pastor Terry Jones er så skyldig som en selvmordsbombemand:
“[T]here should be no confusion about this: Jones’s act was murderous as any suicide bomber’s. If there is a hell, he’s just guaranteed himself an afterlifetime membership.” Time Magazine’s Joe Klein: Qur’an-burning an “act as murderous as any suicide bomber’s”
På Snaphanen kender vi bedst til retssale fra Hollywoods court room dramas, og ved egentlig ikke om en dansk vicestatsadvokat kan være en manipulerende Karl Smart der godt ved hvad der sælger billetter i landsretten, eller om han evt. kunne være drevet af kognitiv dissonans der får ham til at projicere ubekvemme egenskaber hos dele af det klientel hvis følelser han varetager, over på anklagede. Under alle omstændigheder hørtes i landsretten i dag dette forsøg på at dele sol og vind lige på samme måde som hos Joe Klein:
[…] »Han (Lars Hedegaard, red.) har opført sig som en bombemand, der tænder lunten og går sin vej uden at sikre sig, at lunten går ud af sig selv, og at bomben ikke sprænger,« sagde [vicestatsadvokat] Bo Bjerregaard. […] »Han har opført sig som en bombemand«
Som sagt er Snaphanens redaktion generelt lovlydige borgere, og vi ved ikke rigtigt hvad der skal til for at ‘spille smart’ for landsrettens ‘cowboyrække’ – om man så må sige. Fra en lægmandsbetragtning ligner dette godt nok et ualmindeligt billigt kneb man ikke troede var en vicestatsadvokat værdig, men hvad ved vi? Vi må se hvad den høje ret falder for d. 3. maj (LFPC).
barry Rubin ser en stigende ‘mellemøstificering’ af den vestlige politiske kultur, i diametral modsætning til de våde drømme om at udfolde vestligt demokrati i Mellemøsten. Det er skræmmende at konstatere at der på trods af kommentarens fokus på amerikanske frihedsidealer går en lige linje til de europæiske angreb på ytringsfriheden, og således også til den verserende sag i landsretten (LFPC):
[…] So how has the Middle Eastern approach revolutionized Western discourse? What slogans are potent enough to shut people up instantly?
Racism! Homophobia! Islamophobia! And to a lesser extent, perhaps, Sexism! The minute you are accused of racism you are finished. There’s no effective response. […]
There are no pro-racism, pro-Islam-hating, pro-sexist, or pro-homosexual-baiting lobbies. Indeed, all of these things are at an all-time low in the West, rare to a degree unthinkable a decade ago. Yet the pretense must be that such dangerous enemies are lurking everywhere, just as Communist regimes constantly uncovered conspiracies that justified their existence and repression.
Thus, freedom of speech, rational discussion, and opposition are trumped by “higher values.” The most basic and long-held principles are quickly jettisoned in fear. Newspapers accept censorship, intellectuals embrace telling lies, and women’s rights’ groups cheer the suppression of women’s rights in Muslim societies. Those who have spent years fantasizing how they would have been heroic resistance fighters against dictatorship fold, trembling, in the face of a single letter of complaint.
Remember, victims of this tactic don’t have to be actually guilty but merely accused to be considered guilty. Consequently, and most likely of all, they would already have been intimidated into silence.
And then you are finished as completely as any Arab or Muslim accused of being a running dog of the Zionists and imperialists. In many cases, those in public life so branded might as well get a shopping cart and hang out on street corners collecting bottles to return for the deposit. […]
Public, even semi-public expressions of racism are virtually extinct in America, whatever might be inside people’s minds and hearts. The level of hostility toward homosexuals has fallen faster and further than anyone would have believed a decade or two ago. As for Islamophobia, its definition is unclear but certainly its scope has been greatly exaggerated by those who have a political interest in greatly exaggerating it.
The critical point is this: For every bit of “hate speech” or action, there are hundreds, even thousands of false, politically motivated accusations. Like the secret police in a dictatorship, the forces must seek out new crimes and conspiracies. But unlike an earlier phase of genuine efforts to promote tolerance, the strategy becomes a political one for crushing dissent and consolidating support for the prevailing ideology and rulers.
If laws restrict freedom to speak in the West on a variety of topics then people can be legally in a way making the West arguably more restrictive than Muslim-majority countries which, after all, generally solely restrict Islam from open discussion. […] Barry Rubin: How the West Is Being Turned into a Version of the Middle East
En Marineofficer blandt Afghanistans indfødte
Det kan kræve en mental indsats at acceptere at den vestlige tilstedeværelse i Afghanistan tjener et højere formål, nemlig vores egen sikkerhed. Man kan kun håbe at dette virkelig er tilfældet, men anstrengelsen er nok først og fremmest at måtte sluge den kendsgerning at landets egen kultur er udenfor rækkevidde. Allerhelst så man det primitive bjergland indhegnet af en uigennemtrængelig mur. En Marineofficer har sendt Pamela Geller nogle observationer fra sit ophold i Afghanistan (LFPC).
[…] A few days later, we walked next to some compounds in an area the Marines had never been to before. As we patrolled and secured, a group of little boys came out and watched us. In a nation with no literacy, Marines are a week’s worth of excitement and gossip. I had some candies in a bag so I passed some out as we talked with the kids about foreigners, Taliban, and peace. At that moment, 2 of the cutest little girls you have ever seen came out peeked out of the compound and immediately the little boys flew into a rage and chased them with sticks, throwing them and hitting one girl square in the back. I immediately chastened the boys and told them that what they did was not wrong, it was evil. The boys shouted back that they were “just girls!”
Two days ago, one of the linguists I work with was sitting looking like a man broken-hearted. I asked what was wrong and his friends, all full of vacant eyed smiles, said, “His fiancé killed herself!” as they all laughed except for the broken hearted one. I didn’t believe them at first because humans do not respond to tragedy in triumphant laughter. I again asked what the matter was and they again reiterated that his girl had killed herself. At this he looked up mournfully and nodded. Her parents tried to force her into a marriage with another man and she resisted. They forced, so she took poison. His friends went on to explain that it was OK because “she was just a girl and there are many others.” I stopped them as only an angry Marine can. I described to them in very insensitive language that they are all jacked up and their mood represents why their country is in the Stone Age, that this place has no heart and their souls are dead. I told them that they need to get through their heads that a woman’s life is just as important as a man’s and when a woman dies it is just as tragic as when a man dies. They looked at me as though I was explaining to them a deep secret and two of them even started nodding. Maybe there is hope. I wished the linguist affected well and was done with them. […] Afghanistan Observations
