interview with 12-year old Tamar Fogel

Den sidste mohikaner i Helsingborg

På Helsingborgs Dagblad är omständigheterna nästan unika, men trivsamma. Jag är tillsatt av tidningsstyrelsen (familien Ander) för att leda en självständig kulturredaktion och för att driva åsiktsjournalistik om kulturen för att det anses vara viktigt av dem som äger den här tidningen. Det är ett sätt att se på kultur och kulturjournalistik som tyvärr inte är särskilt vanligt. Jag känner mig nästan som den siste mohikanen.(kulturchef Gunnar Bergdahl, Helsingborg Dagblad i seneste nummer af Journalisten.se)

Helsingborgs Dagblad lukker debatten: Avisen vil gerne bringe Malin Waaks kritik af TFS, men ikke læsernes kritik af Waak. Smagsprøve på svensk debatklima: Efter at Malin Waak er blevet udsat for læserkritik i kommentarfeltet, sletter Helsingborgs Dagblad alle kommentarer og lukker af for yderligere debat. Den slags sker ”vældig ofte” meddeler avisen Sappho.

Interessen på den anden side Sundet for sidste uges debatmøde i Trykkefrihedsselskabet er stor. Over 9.000 har på You Tube set Ingrid Carlqvists oplæg og også Malin Waaks ”En sørgelig samling danskere”-reportage i Helsingborg Dagblad har udløst livlig debat i kommentarfeltet.Mange har ytret stærk kritik af Waaks gengivelse af mødet, også medlemmer af Sapphos redaktion har kommenteret og lagt link til Sapphos dækning af aftenen.Men onsdag morgen var alle kommentarer pludselig slettede. Sappho har kontaktet Helsingborgs Dagblad for at spørge, hvor den web-debatten blev af, og hvorfor avisen vælger at fratage læserne muligheden at kommentere Waaks artikel. I første omgang kontaktede vi kulturjournalist Johan Malmberg, der var anført som kontaktperson i forbindelse med Malin Waaks kronik. Malmberg henviste os til nyhedschef Sandra Jakob, som det efter flere forgæves opkald lykkedes at komme igennem til. […]

Det virker som om, jeres kronikører gerne må anvende en hård tone, mens jeres læsere ikke må. Ville det ikke være rimeligt, at tillade læsere – som for en dels vedkommende var dem, der blev angrebet i kronikken – at være ligeså kritiske som kronikøren?

Nej ikke rigtigt…vi vil forsøge at holde et vist niveau på kommentarerne. Vi vurderer kronik og kommentarer hver for sig.

Så kronikøren behøver ikke være respektfuld, men læserne skal?  [..]    Sappho

En ikke-nyhed
Svenske medier havde ikke denne historie den 14 marts.

Sverige var förra året ett av de länder i Europa som flest människor sökte asyl i. Frankrike och Tyskland följt av Sverige var de tre länder där flest människor lämnade in asylansökningar. Det visar färsk statistik från IGC*.Statistiken omfattar de 14 länder i Europa som ingår i IGC. Sammanlagt sökte 240 648 personer asyl i dessa länder under 2010, vilket var ungefär lika många som året innan. Som helhet låg alltså antalet sökande på en oförändrad nivå. Men det finns variationer mellan länderna.
Flest sökte sig till Frankrike, drygt 52 000, vilket är en ökning med tio procent jämfört med 2009. Tyskland var det land där den största ökningen skedde. I förhållande till 2009 ökade antalet från 26 836 till 41 332, en uppgång med 54 procent. I Sverige ökade antalet asylsökande med 32 procent till 31 819 jämfört med 24 194 året innan. Sverige gick därmed från fjärde till tredje plats bland de länder som flest människor sökte asyl i. Sverige — tredje största landet för asylsökande i Europa

Men ikke engang Migrationsverket kan servere nyheden, så den kommer i et forståeligt perspektiv. Pr. næse er Sverige det land i Europa der modtager langt flest asylsøgere. Det er i nøgne tal, det “kun” er nummer tre, eller sagt på en anden måde: For hver asylsøger der kommer pr. franskmand, kommer der fire pr. svensker. Eller: for hver gang der kommer én pr. dansker, kommer der syv pr. svensker. Det er kommer der af “at have et godt rygte i udlandet.” Og øgningen med hele 32 % fra 2009 til 2010 skulle nemt kunne overgås, nu hvor Reinfeldt-regeringen har gjort det attraktivt at opholde sig illegalt i landet.

Krav, krav, krav

Af Britta Mogensen, antropolog

Mon ikke vi alle husker tamil-sagen og justitsminister Ninn Hansen, der måtte gennem en rigsretssag, efter at have brudt loven ved ikke at tillade de tamilske flygtninges familier at komme til Danmark? Måske er der også stadig en del, der husker de tamilske flygtninges reaktion, da justitsministeren blev retsforfulgt. De mente, at de var ”skyld” i rigsretssagen, og de gav udtryk for, at de var meget kede af det og var bange for, at danskerne skulle se skævt til dem på grund af dette. Tamilerne var tydeligvis helst retssagen foruden og så hellere, at familiesammenføringssagerne blev ordnet uden videre ballade.

Anderledes ser det ud i 2011. Denne gang er det ikke en lov, der er blevet overtrådt, men en FN-konvention, der kræver af de underskrivende stater, at de skal forære statsløse (læs: palæstinensere) indfødsret. Det er blevet nævnt, at konventionen tilsidesætter Grundlovens § 44 om, at indfødsret kun kan gives ved lov. Det er nok ikke helt korrekt, at konventionen tilsidesætter Grundloven, idet den påtvungne indfødsret også ville blive givet ved lov. Det virkelig problematiske er, at underskrivelsen af konventionen forbyder Danmark at kræve noget som helst af disse ansøgere, før denne gave fra det danske folk bevilges. Derfor skal sagerne heller ikke behandles af Indfødsretsudvalget. Palæstinenserne skal blot meddele, at de ønsker at blive danske statsborgere, så skal de sættes på listen over dem, der skal have indfødsret ved lov.

Vi så på TV en palæstinensisk ung kvindelig frisør, som blev spurgt om, hvorfor hun da ikke bare havde taget indfødsretsprøven, og så var den ikke længere. Som født og opvokset her i landet med en dansk skolegang bag sig, skulle det vel ikke være et stort problem. Uha da da. Det var det skam. Hun havde nemlig hørt, at prøven var svær, så hun havde givet op på forhånd. Mikrofonholderen undlod at fortælle hende, at når masser af udlændinge, der er kommet hertil for omkring 10 år siden, som aldrig har gået i en dansk skole, som ikke har en dansk uddannelse, som slet ikke har den unge frisørs baggrund, og hvis danske ofte er ”kioskdansk”, der kan gøre det svært at forstå teksten i det lille hefte, som alle ansøgere læser, inden de går til prøven, klarer indfødsretsprøven flot og bliver danske statsborgere, ja så kunne hun vel også.

Lykkeligvis kom Information den unge dame til hjælp efter at have konstateret, at integrationsministeren åbenbart havde begået årets internationale forbrydelse og var selvskreven til en rigsretssag (hvorfor ikke bare en standret?). Så nu behøver frisøren – sammen med andre herfødte palæstinensere – ikke gøre andet end at vente på, at det danske pas kommer flyvende med en rød sløjfe om.

Og er disse palæstinensere så lykkelige for, at det er blevet afdækket, at en flok tumpede politikere med hovedet under armen har underskrevet en konvention, der er helt ude af trit med nutiden, så deres krav på dansk pas kan blive imødekommet? Bestemt ikke, for nu står kravene i kø for at blive indfriet.
Fortsæt med at læse “»Shake off the dust. Arise!«”

Det slog mig, da jeg læste Wallander’s Last Stand, at det var denne slags forbrydelser som Mankell, Marklund, Larsson og Guillou burde have skrevet om, nu det navnlig er deres politiske fløj der har oversømmet Sverige med dem. Iøvrigt svømmer Malmø stadig i skyderier selvom “Lasermanden”, som verdenspressen i mellemtiden fuldstændig har glemt, sidder spærret inde. Alene i år otte tilfælde. Hvem gider læse krimier – vor tids erstatning for rigtig litteratur – i sådan et land ? Det gør Svensson i følge Liza Marklund, “fordi han bor i sådan et fredeligt land.”

Svensk lov i hele verden

Syv svenske S-kvinder – to kan være mænd – foreslår at “sexkøb” også skal være strafbart når svenskere har begået forbrydelsen i udlandet. Om det også gælder liderlige svenske kvinder på sex-safari i Afrika, fremgår ikke, men det er jo blevet très en vogue og så er det jämtställdhet, der vil frem i verden. Som en vänsterpartist beskriver det: “Vänsterpartiet menar att alla kvinnor är lika skyddsvärda oavsett vilket land de bor i och att detta bör framgå av lagstiftningen. Varför ska det bedömas annorlunda om Sture köper sex av Lisa från Västerås här i Sverige eller av Liisa från Riga i Lettland?”
De to partier mener også at “det är viktigt att den svenska regeringen fortsätter att driva frågan om sexköpslagen i EU.” Inden det sker, skulle de lige tage og forklare os hvad “könsmaktsordningen” betyder. Ordet er vist aldrig forekommet i dansk debat, og sandt at sige ved jeg heller ikke hvad det betyder. For nogle år siden ville jeg have forsvoret at EU kunne indføre så forskruet en lov som sexköpslagen, men idag er jeg ikke så sikker. Motion 2010/11:S96007 med anledning av prop. 2010/11:77 Skärpt straff för köp av sexuell tjänst.

Uhrskov og Khader: Folkemord eller borgerkrig ?

Det var historisk, da en enigt folketing forleden besluttede at sende dansk F16 fly i krig for at håndhæve et flyveforbud over Libyen.Men allerede få dage efter er den nationale enighed begyndt at smuldre. Enhedslisten meddelte i går, at Danmark og koalitionen må nedlægge våbnene fordi Gaddafi tilbyder våbenhvile. Og uden for Folketinget er ikke mindst borgerlige bloggere og kommentatorer begyndt at advare om, at Vesten har begået en frygtelig fejl ved at gå i krig i Libyen.
Hvor bekymrede skal vi være, når vi sidder foran tv-skærmene og endnu engang er vidne til at vestlige styrker sender bomber ned over et arabisk land. Er det en retfærdig krig? Eller er det udtryk for farligt vestligt overmod, når vi tror, at vi kan bombe os til fred i Libyen?P1 Debat: Var det en fejl at gå i krig i Libyen? min. 21:44

Libysk TV: “Danmark prøver at udslette islam”

Libya launched a media offensive against Denmark on Tuesday as state TV reported that Sunday’s attack on Libyan Leader Muammar Gaddafi’s headquarters in Tripoli was controlled by the Danes.

“The fact that Denmark, which has led a campaign against Islam and Muslims for years with its blasphemous caricatures of Mohammed, is leading the bombings, shows that the aggression is a crusade against the Muslim people, including the Libyan people, with the goal being to terrorize Muslims and to wipe out Islam,” said the TV presenter who suddenly switched from Arabic to English. Danes accused of being behind attack on Gaddafi HQ, Denmark is trying to wipe out Islam

“Vi lægger en social og politisk eksplosion tilrette med indvandringen”

Man kan jo spørge sig, hvorfor Dagens Nyheters forhenværende chefredaktør Hans Bergström ikke skriver i sin gamle avis om emnet. DN, der excellerer en del i Carsten Jensen og hans verdensbillede, er nok hellere fri for Bergström end han for DN. En oplyst, radicool avis kan ikke have sådan noget og desuden er de modigste i Sverige næsten alle forhenværende eller også har de af samme grund aldrig været noget ved musikken. Det har Bergström, men nu er han desværre for Sverige blevet amerikaner. I Skattebetalarnas Förenings tidskrift Sunt Förnuft nr.2/2011 skriver han kronikken “Indvandringens Pris” (download)

Kurt Westergaard er kendt, elsket og hadet på grund af sin tegning. Men de færreste kender personen Kurt Westergaard. I denne bog fortæller han om sit liv, og hvorfor han ikke kan opgive sin kamp for ytringsfriheden. En kamp, der er blevet belønnet mod to store internationale priser i Tyskland. Bogen indeholder 81 af Kurt Westergaards egne illustrationer, herunder også Muhammed-tegningen i en ny udgave. Køb Kurt Westergaards selvbiografi “Manden bag stregen.”

Alle ombord. Fribilllet til England…og Danmark

London’s iconic double-decker bus is at the heart of a scam in India selling bogus student visas for entry into the UK. The red Routemaster-style bus emblazoned with the Union Jack, takes centre stage on a giant billboard in the Gujarat, in western India, for all to see.The slogan accompanying the advert, which also features the capital’s famous Big Ben clock, brazenly declares: ‘Get a FREE ride to the UK. Apply for admissions, get your visas & fly FREE to London.’

Sir Andrew Green, of pressure group MigrationWatch UK, described the advert as ‘staggering.’He added: ‘You can hardly have clearer evidence of the gaping hole in our immigration system.More than 360,000 visas were handed out to non EU men and women registering in Britain as ‘students’ between June 2009 and June last year. All aboard for a free ride to Britain: London bus used for poster in India selling bogus student visas to the UK The Gravy Bus to Britain. (Briterne rammes af største fald i realindkomsterne i 30 år.)

Det seneste årti har budt på en heftig diskussion af, om Danmark var et land med lukkede grænser. Undersøgelser viser, at befolkningen mener, det er svært at komme hertil. Nye tal fra Udlændingeservice modbeviser dog det billede. Faktisk kommer der cirka dobbelt så mange udlændinge til Danmark nu som ved regeringsskiftet i 2001. Men hvorfor tror flertallet så, at der er strammet op? Mediernes store fokus på værdipolitik, især udlændingepolitik samt Dansk Folkepartis markante udmeldinger på området er en stor del af svaret. Man kan tale for og imod, om der er sket stramninger. Generelt får flere opholdstilladelse, men antallet som får det via asyl eller familiesammenføring er faldet. I 2001 kom 36.354 udlændinge til Danmark. I 2008, som markerer den foreløbige top, krydsede 69.277 grænsen.

Da den borgerlige regering kom til, blev der ændret på asyl og familiesammenføringsreglerne, blandt andet med 24-årsreglen, hvilket samlet set reducerede antallet til en tredjedel fra 2001 til 2004, hvorefter det har ligget stabilt. Til gengæld er mange flere kommet for at arbejde eller studere. Fra 2001 til 2008 steg tallet fra 19.141 til 63.417. Det skyldes blandt andet, at flere østeuropæere kan komme hertil via EU-regler efter udvidelserne i 2004 og 2007. Desuden er der også kommet en række kinesere og indere. DOBBELT SÅ MANGE UDLÆNDINGE TIL DANMARK SOM UNDER NYRUP.

Udvandrerne

Antalet svenskar i utlandet närmar sig en halv miljon. Regeringen måste ta sig en funderare över varför människor flyttar. Att ersätta dessa med bönder från Afrikas horn ger inte tillväxt – det är snarare tvärtom. Det bara ökar farten i förfallet. I Sverige talar vi om mass-emigration när vi menar de 1,2 miljoner medborgare som lämnade landet 1840–1930 för Nordamerika, men ingen tänker på att de senaste tjugo åren har över 400 000 svenskar bosatt sig utomlands.

Sverige förlorar mycket på att utlandssvenskarna har flyttat eftersom de ger sin produktiva tid och liv utomlands, de kan svenska språket men de kan ha en sak om är svårt att erbjuda. De har sett något annat och inser att det är poänglöst att arbeta ihjäl sig med ett skyhögt skattetryck för att sedan ha en marginellt bättre levnadsstandard än de som inget hellre vill än att leva på andra. Jan Kallberg: Utlandssvenskarna blir allt fler (SCB: Efterkrigstidens invandring och utvandring.)

De arabiske primitive: Vores valg mellem “bøllen” og “gaden”

[…] The unfortunate fact of the matter is that there are only two alternatives in the Muslim world, especially among the Arabs: The Thug or The Street.

When you blow away The Thug, your only choice is The Street.

Oh yes, you want to believe in Arab Democracy. We all do. But that’s a phantasm, a confection spun out of the finest gossamer, a figment of your own feverish imagination. Your conviction that democracy can be realized is born out of the delusory mind-state that desires a thing so badly that it thinks it can just be wished into existence.

But it doesn’t work that way. In the Islamic world, when the despot is overthrown, chaos reigns for a while, and then the forces of justice and righteousness take over — Islamic justice and righteousness.

And that means the Muslim Brotherhood.

Be careful what you wish for, guys. Because you’re about to get it.

And not too long after that you’ll be pining for good ol’ Moamar Qaddafi, the Man of Many Spellings. The Triumph of the Loons

Kun i UK? Politisk korrekthed koster politichef livet

Manden har muligvis været dum og plat, men hvis dumhed og plathed kan være forbundet med så alvorlige konsekvenser at man, som det ud fra det foreliggende ser ud til, tager sit liv hellere end konsekvenserne, er det systemet der er sygt.

A senior police chief under investigation for allegedly making sexual remarks to colleagues has been found dead at his home.

Deputy Chief Constable David Ainsworth, known as ‘The Brain’ because of his sharp intellect, was facing up to 24 allegations of making bawdy remarks to fellow officers and staff at Wiltshire Police.

Among the claims was one from a woman who reported the £110,000-a-year officer looking at her tailored blouse before saying: ‘Nice buttons.’

He was removed from regular duties last September as a team from nearby South Wales Police investigated the claims. Wiltshire Police said it was not treating the death as suspicious. […]Top police chief under investigation for allegedly making sexual remarks to colleagues is found dead at home

Negerdukker koster også britiske konservative deres politiske liv. Man kunne jo spagfærdigt indvende til al denne rødgardistiske nidkærhed at den i sig selv får det ultra-egalitære samfund til stedse at fortone sig i horisonten, hvis harmløse dukker er tilstrækkeligt til at bryde harmonien. Revolutionen æder ikke bare sine børn, den æder alt på sin vej, men så længe at den politiske korrektheds kadrer – hvortil også henregnes det der i vor tid betegnes de borgerlige – ikke kan se hvordan de selv genopfører revolutionens historie som en farce, kan intet bringe udrensningerne til standsning. Og som det her ses kan brud på idealerne medføre ganske alvorlige konsekvenser, så regimet konsolideres også af ægte frygt (LFPC).

Prospective Tory councillors were forced to quit the party after Facebook photos of them posing with controversial Golly dolls surfaced.

Self-proclaimed ‘anti-political correctness’ protesters Bill and Star Etheridge, from Sedgley, West Midlands, are seen posing with the controversial doll.

Mr Etheridge, 41, from Sedgley, West Midlands, was due to stand for the Tories in the Dudley Council elections in May along with his wife Star, aged 39.

But a Conservative Party disciplinary committee suspended the pair after a complaint from party volunteers. The couple have now resigned from the party and Mr Etheridge said he was joining UKIP instead.

Mr Etheridge said he posted the pictures on Facebook to promote a ‘healthy debate’ about the toy after the couple bought one on a market stall. […]Two prospective Tory councillors forced to quit after posing with Golly doll to ‘highlight political correctness debate’

The MSA ( Muslim Students Association) bills itself as a resource and support group, a place where Muslim students can network and help grow the association.

Terrorism expert Patrick Poole, however, told CBN News his investigation of the organization shows it’s being used for another purpose.

“The Muslim Students Association has been a virtual terror factory,” said Poole. “Time after time after time again, we see these terrorists — and not just fringe members: these are MSA leaders, MSA presidents, MSA national presidents — who’ve been implicated, charged and convicted in terrorist plots.”

The roll call includes Anwar al-Awlaki, the al Qaeda cleric linked to terror plots from Fort Hood to Times Square and beyond. […] Muslim Student Group a Gateway to Jihad? (More than 80 percent of all convictions tied to international terrorist groups and homegrown terrorism since 9/11 involve defendants driven by a radical Islamist agenda.)

Svensk journalist om Trykkefriheds-møde: ”Det var helvede”

Det var paranoidt. Det var ubehageligt. Det var uanstændigt. Sådan beskriver den svenske journalist Malin Waak Trykkefrihedsselskabets møde om Sverige, som hun deltog i.

Flere svenske medier har omtalt onsdagens Trykkefriheds-møde Hvorfor er der så stille i Sverige. Søndag var det Malin Waak, der i Helsingborg Dagblad skrev om sin deltagelse i Trykkefrihedsselskabets arrangement.Tonen slås an allerede i overskriften ”En sørgelig samling danskere” og i den redaktionelle bemærkning: ”Malin Waak går til trykkefrihedsmøde og mødes af en hengemt stank” På besøg i helvede…….[..]

Hedegaard: Waak fik rig lejlighed til at tale

Lars Hedegaard, der var mødeleder ved arrangementet, forstår ikke, hvordan Malin Waak kan komme med en sådan kommentar:

“En journalistisk reportage er der i hvert fald ikke tale om, snarere en række moraliserende opstød, der skal vise, hvor godt et menneske Waak er. Men det er åbenbart sådan, man gør i den svenske mainstream-presse, og det forklarer jo ikke så lidt om debatklimaet på den anden side af Øresund.

Jeg ved ikke, hvor hun vil hen med sin påstand om, at hun ikke kunne få ordet, selv om hun prøvede. Jeg gav hende ordet mindst tre gange – dvs. hver gang hun bad om det – og hun fik lejlighed til at sige meget mere end nogen af de andre tilhørere. Hendes stærkt fordømmende betragtninger om indlederne, om den danske debat og Danmark i almindelighed blev tålmodigt påhørt af forsamlingen, uden at nogen på nogen måde antastede hendes ret til at udtale sig. Det var i øvrigt interessant, at hun ikke gav sig til kende som journalist. Det kom først frem, efter at jeg spurgte, hvem hun var, og hvilket medie hun repræsenterede,” siger Lars Hedegaard.” Sappho

Gay couple sues city for harassment by Muslim youths

A gay couple from Utrecht is holding the municipality, the police and central government liable for the financial and emotional damage they suffered as a result of intimidation and violence of Moroccan youths.The couple have made official police reports to the Utrecht police eight times in the past years. On no single occasion was a suspect arrested. Meanwhile, the two men have moved to another municipality.

The men are holding the municipality, the police and the State liable. They want to force a damages settlement from the three bodies via civil proceedings. In separate proceedings, they also want to compel judges to force the Public Prosecutor’s Office (OM) to prosecute the perpetrators. Between the summer of 2009 and 2010, the men were continually intimidated. Windows of their house were broken and their car was damaged. Because police there said they could not take action against this, the men eventually found themselves forced to sell their home at way below its estimated value. Nisnews Artikler om sagen på hollandsk. TV-indslag fra december 2010, utekstet:

French National Front makes “historic” gains in local elections

Marine Le Pen’s far-Right National Front party has made “historic” gains in the first round of local elections in France, only narrowly trailing Nicolas Sarkozy’s UMP party.In what observers called a “severe warning” to the French President, the UMP obtained just over 17 per cent of the vote.That is less than two per cent more than the National Front (FN), which is enjoying a revival under the leadership of Miss Le Pen, 42, daughter of party founder, Jean-Marie.

(…) the Socialist Party obtained 25.11% of the votes, the UMP (Sarkozy’s party) 17.13%, the Front National 15.26%, the Front de gauche more than 9% and Europe Ecologie-Les Verts 8.3%, according to the Interior Ministry. (…) The presidential majority was credited with 32.5% via additional votes from the right, a tactic that angered both the Front National and the Socialists. Participation in the election appears not to have gone beyond 45%, a record low for this type of election. Telegraph og Gallia Watch.

Brorskapet vil islamisere moderniteten, ikke modernisere islam

Se interviewet med Bat Ye’or på Document.no.

Af Julia Caesar:

Copyright Julia Caesar, Snaphanen, HRS och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Det är mars månad, men vinden är isande kall. Den här marsdagen vräks en barnfamilj från sin lilla kyffiga bostad och ställs på gatan. De har inte betalat hyran på länge. Mannen är arbetslös. Kvinnan försöker skydda barnen, två flickor på sex och fyra år och en treårig pojke, från den lokala mobb som har gått man ur huse för att skadeglatt se på skådespelet. Familjen är illa sedd. Mannen sägs syssla med någon sorts mystisk revolutionär verksamhet som ingen begriper sig på. Arbeta och försörja sin familj klarar han i varje fall inte. I famnen bär kvinnan det yngsta barnet, ett spädbarn på fyra månader. Nu står de på gatan. Sängarna och deras övriga torftiga möblemang har sålts för att skulderna hos slaktaren, mjölkaffären, bagaren och apotekaren ska kunna betalas. De är totalt utblottade. Till slut lyckas de hitta en tillflykt i ett eländigt smutsigt kyffe. Kvinnan är så pressad av situationen att hon inte längre kan amma lille Guido, och han dör av undernäring.

Några månader tidigare har mannen i familjen skrivit i ett segervisst brev till sin bäste vän: ”Trots allt har revolutionens vulkanutbrott aldrig varit mer nära förestående. Jag återkommer med detaljer.”

Mannen är Karl Marx (1818-1883), och den bostad som han och hans familj vräks från i mars 1850 ligger i Chelsea, London. Det kyffe som ska bli deras tillflykt ligger vid Leicester Square. Två månader senare, den 24 maj 1850, får den brittiske ambassadören i Berlin en rapport skriven av en preussisk polisspion som granskar de tyska revolutionärernas aktiviteter. Han beskriver de två rum där Marx lever med sin familj, inklusive hushållerskan.

”Allting är trasigt, sjaskigt och slitet”

Han har inga fasta tider för sömn eller vaken tid. Ofta stannar han uppe hela natten och ligger sedan påklädd på soffan dagtid och sover till kvällen, obekymrad om alla som kommer och går genom deras rum. (Det finns totalt två rum i bostaden.) Det finns inte en enda ren eller hel möbel. Allting är trasigt, sjaskigt och slitet, täckt av tjocka lager av damm och fullständigt kaos överallt. I mitten av vardagsrummet står ett stort, gammaldags bord täckt med vaxduk. Där ligger manuskript, böcker och tidningar, barnens leksaker, trasiga paltor ur hustruns sykorg, en massa naggat porslin, knivar, gafflar, lampor, ett bläckhorn, holländska lerpipor, tobak, aska … Ögonen börjar rinna av den tunga tobaksröken när man kommer in i Marx rum. Allting är smutsigt och täckt med damm, det finns ingenstans där man kan sätta sig ned. Det enda som finns är en trebent stol. En stol råkar ha fyra ben. På den leker barnen att de lagar mat.

Karl Marx, kommunismens profet och Den Store Tänkaren. Mannen som har haft ett större inflytande än någon annan intellektuell i modern tid. Med hjälp av lärjungarna Vladimir Lenin (1870-1924), Josef Stalin (1878-1953) och Mao Zedong (1893-1976) har hans läror legat till grund för jordens två största kommunistiska imperier, Kina och Sovjetunionen, och orsakat hundratals miljoner människors död. Marx ägnade sitt liv åt att formulera teorier om kapitalets utsugning av arbetarklassen. Men själv satte han sig över alla moralfilosofiska principer. Han sög ut sin omgivning mer hänsynslöst än den värsta kapitalist. Han arbetade aldrig för sin egen försörjning utan lät sin familj leva i svält och misär. Arbetarklassen visste han ingenting om. Han satte aldrig sin fot i någon fabrik, gruva, kvarn eller annan tung industri. Den enda proletär Karl Marx träffade var sin egen hushållerska. Henne gjorde han med barn. När barnet föddes vägrade han erkänna faderskapet och prackade det istället på den ständigt utnyttjade vännen Friedrich Engels (1820-1895), som han hade en livslång symbiotisk relation med.

Marx var ingen vetenskapsman

När Karl Marx dör den 14 mars 1883, sittande i morgonrocken vid eldstaden, är han 60 år gammal. Dödsfallet väcker föga uppmärksamhet i pressen. Till begravningen infinner sig totalt elva personer. Engels finns naturligtvis där. Ständigt denne Engels. Han säger några väl valda ord, förljugna in i det sista. Döttrarna Laura och Eleanor och ytterligare några personer tar farväl av den döde revolutionären. Den världsrevolution som han ägnat sitt liv åt att dra upp riktlinjerna för får han aldrig uppleva.

Mellan de båda scenerna, vräkningen av Karl Marx och hans familj från Chelsea i mars 1850 och begravningen trettiotre år senare ligger ett liv som hör till historiens märkligare och som kastar skuggor långt in i vår tid. Knappast någon profet har idealiserats och ikoniserats lika mycket som Karl Marx, möjligen med undantag av Muhammed. Trots att marxismen är den lära som utan tvekan har kostat flest oskyldiga människor livet är det uppenbarligen fullt möjligt att fortfarande kalla sig marxist utan att skämmas. Den 25 februari kunde man till exempel höra författaren Andreas Malm beteckna sig själv som ”en kämpande marxist” i radions Studio Ett.

Han ser beteckningen som hedrande och är antagligen inte ensam om det.

Vår blinda tilltro till profeter

Det finns någonting i mänskligt beteende som skrämmer mig mer än det mesta. Det är vår blinda tilltro till auktoriteter och profeter. Vårt behov av profeter att tro på tycks oändligt. Vi är ständigt beredda att bli bedragna, att tro på de himmelssvävande visionerna och de vackraste lögnerna. Vi anförtror oss till dem som lovar oss mening och gemenskap och ger oss tillhörighet till flocken. Profeterna sveper in oss i sina visioner som mjuka gosefiltar och befriar oss från vårt individuella ansvar.

Som barn lärs vi genom uppfostran att tro på och lyda den auktoritet som representeras av våra föräldrar. Det är en nödvändig process, men om uppfostringsnitet och auktoritetstron drivs för långt kan det få ödesdigra konsekvenser. Den polsk-schweiziska psykoanalytikern Alice Miller (1923-2010) har mer klargörande än någon annan beskrivit ”den svarta pedagogikens” förödande inverkan på barnets och därmed också den vuxna människans psyke. Ett litet barn är helt utlämnat till och beroende av sina föräldrar. Barnet har inget val och inget att jämföra med utan måste acceptera föräldrarna som de är och allt som de utsätter barnet för. Barnet måste dessutom älska sina föräldrar.

Om vi som vuxna behåller auktoritetstron oförändrad riskerar det, som historien visar, att resultera i katastrofer. Blind tilltro till auktoriteter och profeter lägger grunden för totalitära maktsystem som karaktäriseras av ondska och tyranni, förföljelse av oliktänkande och folkmord. I totalitära samhällen raseras mänsklig humanitet och tillit. Förnuftet upphör att gälla. Den starkaste drivkraften blir rädslan. Adolf Hitlers Nazityskland, Josef Stalins Sovjet, Mao Zedongs Kina är alla exempel på det.

Karl Marx sådde ondskans frön

Ondska uppstår inte från ingenstans. Någon sår ondskans frö. Under gynnsamma betingelser kan det gro och erövra makt. Karl Marx sådde ondskans frön. Han var en våldets och hatets profet. I hans teorier upphöjdes avund till moral. Våld gjordes till frihet, och plundring och stöld förvandlades till rättvisa. Han gjorde anspråk på vetenskaplighet. Men i djupare mening var han inte alls någon forskare eller vetenskapsman. Vetenskap är ett noggrant sökande efter fakta och värdering av bevis. Sådant ägnade sig inte Marx åt. Han var en agitator och mer intresserad av att förkunna det han ansåg vara sanningen än av att söka efter den. Han tog en doktorsgrad i filosofi vid universitetet i Jena, men någon akademisk tjänst fick han aldrig.

Inte någon gång under sitt liv försökte han på allvar att få ett arbete. Det enda undantaget var i London i september 1862 när han sökte en tjänst som järnvägskonduktör. Den fick han inte för att hans handstil var så dålig.

Tjugo år tidigare, 1842, gav han tillsammans med Friedrich Engels ut den revolutionära Neue Rheinische Zeitung i Köln. Det lyckades i fem månader tills den förbjöds 1843. Engels´ observation av Marx sätt att leda arbetet på tidningen var att Marx var en diktator. Ordet ”diktator” dyker påfallande ofta upp i alla sorters eftermälen om Marx. Han hade varken tid eller intresse för demokrati. Alla sorters val fann han ytterst motbjudande.

I tidningen skrev han: ”När vår tid kommer ska vi inte förklä vår terrorism.”

Revolutionärt liv i landsflykt

Redan här borde larmet ha gått. Här uttrycker Marx det hot mot mänskligheten som bland andra Vladimir Lenin och Josef Stalin i Sovjetunionen, Mao Zedong i Kina, Pol Pot i ”Demokratiska Kampuchea” och Fidel Castro på Kuba senare ska iscensätta med katastrofala konsekvenser. Här borde världshistorien ha tagit ett hopp. Men eftersom saker händer för att vi ska lära oss någonting fortsatte allting som om ingenting hänt i riktning mot den ohyggliga skörden av Karl Marx draksådd.

Karl Marx och Friedrich Engels var båda starkt påverkade av den industriella revolutionen i England 1760-1830 och den franska revolutionen 1789. De inspirerades av Georg Wilhelm Friedrich Hegels filosofi (1770-1831).

Var de än drog fram tvingades de på grund av sina samhällsomstörtande ansträngningar i landsflykt gång på gång. Från 25-årsåldern levde Marx i exil. 1845 utvisades han från Paris. 1848 hade han tillsammans med Friedrich Engels skrivit pamfletten ”Det kommunistiska manifestet”. Det ledde till att de belgiska myndigheterna i mars 1848 arresterade Marx och riktade en utvisningsorder mot honom. Även hans hustru Jenny sattes i arrest, tillsammans med mängder av prostituerade. Nästa dag kördes de av polis till gränsen. Stora delar av året därpå stod Marx inför rätta. Efter utvisningen från Belgien flyttade han med sin familj till England. London blev hans hemstad, men han umgicks bara med tyska landsmän, revolutionärer som han själv, och försökte aldrig integreras i det land där han bodde resten av sitt liv.

En teoretiker med tunnelseende

Marx var en teoretiker med tunnelseende. Han ägnade sitt liv åt proletariatet och den kommande världsrevolutionen men satte aldrig sin fot i någon fabrik, gruva, kvarn eller annan tung industri. I hela sitt liv föredrog han att umgås med medelklassintellektuella, sådana som han själv. Han var inte intresserad av socialistiska kamrater som hade erfarenhet av kroppsarbete; urmakare, grafiker, skomakare- självlärda, disciplinerade, skötsamma. De var angelägna att förändra samhället men eftertänksamma vad gällde den praktiska utformningen. Marx inte bara tyckte illa om dem, han var direkt fientlig mot dem. Han betraktade dem med förakt: revolutionär kanonföda, inte mer.

När han organiserade det revolutionära arbetet tillsammans med Engels såg han till att peta arbetarklassocialister från alla positioner där de kunde ha inflytande. Hans motiv var dels intellektuellt snobberi, – han föraktade den intellektuella underlägsenhet som han såg hos dem – dels att människor med egen erfarenhet av fabriksarbete tenderade att vara emot våld som metod att få bättre villkor. För egen del såg Marx en våldsam revolution inte bara som nödvändig utan oundviklig. Men han hade ingen lust att själv undersöka industriarbetarnas villkor för att lära sig något av deras erfarenheter. Varför skulle han göra det? I allt väsentligt hade han ju dragit sina slutsatser om mänsklighetens öde redan i slutet av 1840-talet. Varför skulle han anstränga sig mer?

 

Das Kapital – ett ofullbordat verk

Karl Marx specialitet var att påbörja mängder av arbete som han aldrig fullföljde. Han hade en brinnande önskan att skapa en bättre värld, men han saknade den självdisciplin och uthållighet som var nödvändiga för att organisera sitt arbete. Han levde ett ohälsosamt liv, motionerade inte, åt stora lass starkt kryddad mat, rökte som en borstbindare, drack hårt och hade föga förvånande ständiga besvär med sin lever. Han har beskrivits som ”outhärdligt smutsig”, badade ytterst sällan och tvättade sig sparsamt. Hans korta och breda uppenbarelse kröntes av ett ovårdat kolsvart hår, ett stort yvigt skägg och smutsig gulblek hy. Bakom en monokel i preussisk stil sprutade små ögon elaka gnistor av eld.

Den mesta tiden av de 34 åren från flytten till London till sin död 1883 satt han på British Museum och letade material till sin stora studie om kapitalet. Från början föreställde han sig att verket skulle bestå av sex volymer. Men den enda volym han producerade (i två delar) och lyckades få tryckt 1867 saknar logiskt mönster. Det är en serie fristående redogörelser i godtycklig ordning om arbetsvillkoren under kapitalism i mitten av 1860-talet. De utgår från ett enda arbete, Engels’ Condition of the Working Class in England som hade publicerats tjugo år tidigare och byggde på föråldrade och inaktuella källor.

”Bourgeoisin ska minnas mina bölder”

Resten fick Engels ta hand om. Ständigt denne Engels. Sedan Marx dött 1883 tog han tag i projektet och sammanställde Volym 2 utifrån 1 500 sidor anteckningar, av vilka han var tvungen att skriva om en fjärdedel. Resultatet är 600 tråkiga, röriga sidor om 1860-talets ekonomiska teorier. Volym 3, som Engels arbetade på från 1885 till 1894, är inget mer än en serie anteckningar, inklusive 1 000 sidor om ocker – någonting som skulle visa sig ha högst privat relevans i Marx eget liv.

Snusket, drickandet och den dåliga kosten är antagligen förklaringen till att Marx hela sitt vuxna liv plågades av varbölder över hela kroppen. Som värst blommade de när han skrev Das Kapital. Ingen kan läsa Das Kapital utan att ha Marx varbölder i åtanke. ”Vad som än händer”, skrev han till Engels, ”hoppas jag att bourgeoisien, så länge som den existerar, får anledning att minnas mina bölder.”

Fortsæt med at læse “Søndagskronik: Vårt behov av profeter”

EDL: Tommy Robinson on 60 Minutes Australia

Moralsk depraverede arabiske vilde slår jødisk familie ihjel

Vi bringer en “I am Spartacus”-post, et fænomen vi med garanti vil komme til at opleve utallige gange i årene fremover. Ordene i overskriften er LFPCs, og min borgerlige identitet vil uden videre blive udleveret til statsadvokaten om ønsket. Jeg skriver ordene fuldt forsætligt med henblik på at krænke § 266 b, og i propagandistisk øjemed og med et større publikum som målgruppe. Kom så og tag mig, statsadvokat. Nu er historien her fra Storbritannien, et land der i sin totalitære dyrkelse af den multikulturelle Molok om noget kan kaldes moralsk depraveret, men disse fænomener er jo ved at blive EU-harmoniserede, så der er al grund til at fremture i (med et ord der er berettiget her) solidaritet med Melanie Phillips. Hver sag af lignende frastødende kaliber vil afføde nye identiske ytringer, det vil jeg i hvert fald gøre mit til at sikre. Men statsadvokaten eller blogpressenævnet kommer ikke efter mig, dertil er vi dog endnu ikke kommet her i Danmark (LFPC).

A Melanie Phillips blogpost on the Spectator website which referred to the “moral depravity” of Arab “savages” is being investigated by the Press Complaints Commission.

The online comment piece, headlined “Armchair barbarism”, focused on media coverage of the murder of five members of a Jewish family in the West Bank settlement of Itamar by Palestinian militants earlier this month.

“The moral depravity of the Arabs is finding a grotesque echo in the moral bankruptcy and worse of the British and American ‘liberal’ media,” wrote Phillips. […]

The column, which also referred to coverage of the murders by CNN, the BBC and the Guardian – part of the group that publishes MediaGuardian.co.uk – prompted two complaints to the press watchdog, one of them from Engage, a group promoting Muslim engagement in British society.

Inayat Bunglawala, chair of Muslims4UK, said: “Her words went far beyond just denouncing the killings. It was a far more generalised racist outburst against Arabs as a whole. […] PCC investigates Melanie Phillips’ Spectator blog

Supermånen
Kaldte Expressen den i går. Månen var nærmere jorden, end den har været siden 1992. Jeg kørte fra Sverige til Jylland og tilbage igen – 800 kilometer bag rattet – og fra færgelejet i Helsingør var udsigten sådan mod Helsingborg. At jeg samtidigt fik uploadet og blogget de to videoer nedenfor, er et af de kunststykker, der kan lade sig gøre i mobile tider.

Saif (sværd) Gadaffi, Tony Blairs Damoklessværd

Mon ikke mange af os læser nyheder om prominente multikulturalister hvis forbindelser kommer til at hjemsøge dem som små opfyldelser af et helt overordnet ønske om en Nürnberg II? Med andre ord længslen efter et endeligt og umisforståeligt opgør med forræderiet mod de vestlige befolkninger i en gøglende idealismes navn? Sådan kommer det desværre næppe til at gå. Tony Blair og andre vil ende deres dage mætte og stenrige, uden at være blevet stillet for nogen domstol. Afviklingen kan ende med det El Inglés kalder en “diskontinuitet”, altså et pludseligt brud med alt vi har taget for givet i mange årtier, eller det kan blive et langstrakt whimper fra befolkninger der har tabt evnen til at sige fra. Menneskeheden bliver ikke klogere, hvor meget man end altså kunne ønske denne Nürnberg II til at sætte en streg i sandet for al fremtid. I stedet må man varme sig når altså personer eller partier som britiske Labour udstilles i deres hykleri.

At verden ikke er blevet spor klogere, og ikke bliver det som følge af disse afsløringer, kan enhver forvisse sig om i nyhederne i disse dage: Den Gadaffi som ingen andre end måske Ronald Reagan for alvor har udfordret i hans 40 år som vanvittig diktator og morder, og som tusinder af britiske expats har arbejdet for, og som for bare et år siden blev appeased med løsladelse af Lockerbiebombemanden, bliver nu af lallende medier og et samlet politisk spektrum pludselig til paria. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti klappes der i hænderne over reaktionen mod Gadaffis brutalitet som altså nu efter 40 år med tortur og drab på egne landsmænd, og støtte til terror uden for Libyens grænser, er blevet en tand for synlig på verdens tv-skærme. Grusomhederne er flyttet ud i det åbne, i stedet for bag fængslernes mure, og den sværmeriske dragen mod rørstrømske fantasier forløses lige nu i våde drømme om det frihedshungrende libyske folk (LFPC).

Fresh questions were raised last night about Labour’s close links with the Libyan regime after it emerged that Saif Gaddafi was given special assistance by MI6 while he was a student in London.

The move followed a request by Libya, which wanted protection for Colonel Gaddafi’s playboy second son to support his role as an unofficial negotiator with the British Government.

The secret intelligence service agreed to find a police officer who would act as Saif Gaddafi’s ‘point man’ should his security be threatened. He was also given a secret telephone number to call. The role of MI6 will add to speculation that Tony Blair’s Government was prepared to do all that it could to appease the Gaddafi regime. […] MI6 gave Gaddafi’s son London minder: Questions over Labour ties with Libya after playboy Saif given ‘point man’

Et blik der kan sterilisere en mullah på 100 meters afstand

Denne gnistrende og spruttende video falder i naturlig forlængelse af lignende assertivitet udvist af Wafa Sultan og Shabana Rehman over for skumle mænd med grimme skæg. Det er en sand fornøjelse at overvære kvinder fra netop disse kulturer slippe alle tøjler og udvise en styrke man ellers ikke forbinder med dem. Men, men, men, som med den stedfortrædende ønskeopfyldelse omtalt her over vil det være naivt at tro at dette peger frem mod et andet muligt Pakistan. Endnu kendes således os bekendt ikke til eksempler på horder af uindpakkede pakistanske kvinder der har lynchet mørkemænd i Islamabads eller Karachis gader for undertrykkelse af deres kønsfæller, hvorimod mørkemændene kan mønstre et altid stående beredskab af frådende, vildøjede horder i deres tjeneste. Og det er der styrkeforholdet skal vurderes, ikke i en emanciperet tv-stjernes i øvrigt beundringsværdige mod (LFPC).

 

Mikael Jalvings oplæg i Trykkefrihedsselskabet onsdag den 16. Der følger 25 minutter fra debatten, hvor alle panelister deltager, det bliver senere dette døgn, om You Tube vil.

Så gode venner er de vist: EL og DF i ømt favntag

Man sidder ude på sidelinjen, jeg ved egentlig ikke om man vrisser, for man har selvfølgelig ikke næret nogle illusioner om at nøgne, ubesmykkede og usentimentale realiteter nogensinde kan blive mainstreampolitik, herunder at Dansk Folkeparti har en reel evne og vilje til at repræsentere et egentligt kompromisløst alternativ. Dansk Folkepartis indflydelse er omvendt proportional med dets forholden sig til virkeligheden som et alternativ til den tandløse mainstream, og i denne modsætning har de valgt side for det første.

Den citerede historie her er derfor mere et påskud, end den er emnet selv, til netop at påpege at dette er den knusende konsensus i dagens Danmark: En gøglende mainstreamdiskurs der aldrig kan få nok bekræftelse af våde, sentimentale illusioner; et selvbedrag der bliver uafviseligt den dag “oprørerne” i Libyen evt. kommer til magten. Er der noget der adskiller sig her er det nok den pludrende artikels uhyrlige påstand om det “krigsskeptiske” Enhedslisten, og om latterlige, tomme “forsikringer”, dog altså med den lidt usædvanlige twist at netop her er konformiteten i den politiske verden blevet fuldendt hele vejen over det politiske spektrum. Et spektrum der altså netop derved ophører med at være et sådant.

Krigsskeptiske Enhedslisten tager et historisk skridt og siger ja til et militært indgreb i Libyen. […]

Ifølge Frank Aaen har partiet, som tidligere har kritiseret dansk krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, fået en række skriftlige svar, som blandt andet garanterer, at den militære indgriben stoppes, hvis Muammar Gaddafis regime accepterer en våbenhvile og indstiller sine angreb.

“Vi har fået de forsikringer, som vi synes, der er brug for. De går primært ud på, hvordan man tager maksimalt hensyn til de civile,” siger han til TV 2 News.

Også Dansk Folkeparti var tidligt fredag aften vævende om, hvorvidt de bakkede op. Det endte dog med et ja, selvom beslutningen ifølge udenrigsordfører Søren Espersen var svær. Hele Folketinget støtter krigsindsats

“Hensyn til de civile”? Det samme hensyn som autonome udviser over for civile borgere? Som PFLP udviser over for jødiske civile? Med hvilken ret kan et parti med tætte forbindelser til gadekorps som AFA og SUF kaldes “krigsskeptisk”? (LFPC)

Er en underlivsoperation haram? Er kvindelig kønslemlæstelse?

Svaret på begge spørgsmål er nej. Den dybt frastødende pointe her er at den pågældende konvertit overhovedet finder det nødvendigt at spørge, og i samme omgang accepterer at lemlæstelse af småpigers kønsdele er sunna, dvs. i overensstemmelse med profetens sædvane. Konvertitter – hvoraf to fremtrædende grupper er straffefanger og psykisk svage kvinder – er et fascinerende studium. Nogle ender som bekendt i ekspresfart bag tremmer fordi de aldeles har misforstået islams fredelige natur, og bliver taget in flagrante delicto med udstyr fra den lille kemiker derhjemme på køkkenbordet. Hvad kvinder der er opvokset med ligestilling som en selvfølge angår, kunne man ønske sig afdækket i hvor høj grad de må håndtere kognitiv dissonans. Det er vanskeligt at tro at dette eksempel ikke har udløst ubehag hos konvertitten, og man ville gerne være en flue på væggen inde i hendes hoved (LFPC).

Jeg er for nylig konverteret til islam. Før jeg konverterede, var jeg hos min gynækolog (en kvinde) og fik lavet et celleskrab for at se, om jeg havde celleforandringer. Det viste sig, at jeg desværre havde celleforandringer på ’grad C’. Jeg skal ind og have foretaget et keglesnit, hvor min gynækolog fjerner 1-2 centimeter af min livmoderhals.

Derfor vil jeg spørge, om det er haram, at jeg får lavet denne operation, selvom det også gælder mit liv” kan man sige, da det er forstadium til kræft? […] Er en underlivsoperation haram? [Brevkassespørgsmål fra “Leyla” på religion.dk]

Gennembrud for lov og orden i UK: Husbesættelser bliver kriminaliseret

Det synes ubegribeligt, men det er på ingen måde en selvfølge at husejere har retten til egen bolig i et menneskerettighedsfikseret samfund (LFPC).

The era of squatters’ rights is to end, the Daily Mail can reveal. Justice Secretary Kenneth Clarke is to scrap existing ‘soft touch’ laws and make occupying a private property illegally a criminal offence.

It will mean the police can enter a property by force and evict the occupants within days.

Offenders will face prosecution and even a jail term if found guilty. In Scotland, where squatting is already illegal, they can be jailed for 21 days.

Thousands of properties every year are ‘taken hostage’ by gangs of aggressive squatters, but homeowners and landlords complain they are powerless to take them back.

Astonishingly, property owners can even face criminal prosecution themselves simply for forcing their way back into their own homes. […]Squatting is to be a crime: Police will be able to turf out intruders

Outlandishs venner i MSA: Vi vil dø for at etablere islam i USA

I et sundt samfund ville dette blive kaldt for ‘landsforræderi’ eller ’tilskyndelse til oprør’. Men verden er som bekendt lammet af kaglende galskab og grasserende dødsdrift, og dette klip er som sådan bare en del af den glade mangfoldighed (LFPC).

 

Dying to Establish Islam ; Outlandish spiller for the Muslim Students Association

Et lille lys i mørket: Sunni-shi’a-konflikt kan fortære den arabiske verden

Man gider ikke. Artiklen her er utvivlsomt skrevet af en højt kompetent ekspert i mellemøstlige anliggender, men dens præmis at religiøs infighting mellem sunnier og shi’aer pr. definition er en dårlig ting for os, og at årsagen til misèren er synder begået af vestlig kolonialisme – og ikke findes i valg gjort af nulevende individer med brug af deres frie vilje – gør at man må forkaste dens pessimisme. Hvis voldens sum er konstant, og islam altid vil udgøre et problem for sine omgivelser, er interne blodigheder på egen grund noget vi skulle byde velkomment og endda opmuntre. Hellere dem end os (LFPC).

The bitter, bloody feud between the two branches of Islam, the Sunnis and the Shi’ites, has gone on for centuries and now this vicious sectarian strife is exploding again in Bahrain, threatening to cause an even greater conflict in the Middle East between Saudi Arabia and Iran.

The implications of the worsening hostility for the world are nightmarish, for the entire region could soon be gripped by turmoil, bloodshed and economic meltdown. What was naively seen a few weeks ago as a fight between freedom and autocracy could descend into an epic clash between two Muslim ideologies, the savagery made all the worse by their long history of enmity. […]

Divide and rule was a pragmatic device of empire and Britain was adept at cultivating the Sunnis at the expense of Shi’ites.

Now it looks like we and the rest of the Western world could be paying a terrible price for our past policies. John R. Bradley: The ancient loathing between Sunnis and Shi’ites is threatening to tear apart the Muslim world

Filmoptagelse giver faldskærmssoldat et knæk

Enhver må selv bedømme sandsynligheden for at en tidligere professionel soldat udvikler posttraumatiske symptomer som følge af filmoptagelser der skal simulere væmmelige ting, imod sandsynligheden for at han lige nu synger lange bange sange som et led i promoveringen af en venstreradikal instruktørs seneste opus om den vestlige verdens iboende ondskab (LFPC).

A former paratrooper-turned-actor who was waterboarded for a scene in a forthcoming Ken Loach film says he considered therapy after suffering ‘post-traumatic stress disorder’ and panic attacks.

Trevor Williams dispensed with props for the shots in Iraq movie, Route Irish, to ensure realism in the filming of the controversial ‘simulated drowning’ interrogation technique.

But, despite the on-set precautions and back-up, he says he became so scared during filming that he began sobbing – and has now changed his views on the use of torture. […] Actor ‘suffered post-traumatic stress and panic attacks’ after filming waterboarding on Ken Loach film

Ikke så snart har man sovet og vågnet igen, før Vestens moderlige følelser er ved at skaffe os ud i en ny, udsigtløs militærindsats i den muslimske verden på halsen. Siger vi ja til den, siger vi også ja til den næste og den næste. Hvis politologen Hamed Abdel-Samad har ret, at vi er ved begyndelsen til den islamiske verdens sociale, økonomiske og demografiske undergang, så er det ved at være på tide at vi kan overvære det uden at gribe ind. Abdel-Samad har sammenlignet islam med alkoholisme. Enhver der har prøvet at redde en alkoholiker fra sig selv, kender prognosen.
Europa har én overordnet interesse i Mellemøsten, når vi nu ikke kan sikre stabilitet: At sørge for, at de 380 mio indbyggere forbliver på den rigtige side af Middelhavet. De kan ikke ernære sig, de kan ikke brødføde sig, de kan ikke producere (andet end olie), de kan ikke befolkningsbegrænse sig – men deres kaoskraft kan trække Europas do-gooders med i deres fald, hvis ikke man kan sige at byer som Malmø, Marseilles Antwerpen og Bryssel allerede er ved at ramle Mellemøstligt omkuld. Interessant nok er det den danske og europæiske venstrefløj, der bliver bløde i koderne og vil gribe ind, hvor dele af højrefløjen er imod og vil lade dem udkæmpe deres klankrige i (u) fred. Hvor går grænsen for indsatsen, hvad er succeskriteriet og skulle der evt. være en exit strategi dennegang ? (video om flygtningestrømmen til Italien fra idag.)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har holdt hovedet koldt. Men hans udenrigsminister, Lene Espersen, kredser om en vestlig militær indgriben. Og hans partifælle, udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, giver den som Rambo med krav om, at NATO skal handle på egen hånd.Værst er dog oppositionens højlydte krav om at sende Vesten i krig. De er ikke bare farlige, men også hykleriske. I forbindelse med Irak-krigen stillede de samme partier et ubetinget krav om, at den slags kun kan foregå med et FN-mandat.Ansvaret for Libyens tragedie ligger hos Kina, Rusland, de arabiske lande og Tyrkiet. De har forhindret en fælles aktion. Ralph Pittelkow: Politik med hovedet under armen

Den vestlige verdens eliter er som bekendt ikke rigtigt kloge. Der er blandt de toneangivende i Vesten en iboende dobbelthed. På den ene side er der tale om et udpræget had til egen kultur og på den anden side om et storhedsvanvid næppe set før. Den vestlige verden kan åbenbart ikke lære det. Som om to fejlslagne forsøg på at skabe demokrati og de saliggørende menneskerettigheder ikke burde have lært os lektien. Men nej. Lad os skynde os med at spænde buen endnu hårdere. Lad os blive lagt endnu en tak mere for had i den muslimske verden ved at bombe mål i Libyen. Morten Uhrskov Jensen Hybris og Väst går i krig igen, Ryssland och Kina ler i mjugg. Dansk flertal for angreb på Libyen. Italy blocks African evacuees fleeing Libya. Libyan rebellion has radical Islamist fervor: Benghazi link to Islamic militancy.

Når man lige er kommet tilbage til Sverige fra et møde i Forfatterforeningen med Jalving, klør det i fingrene for at skrive om det, ikke mindst når man ser dette. Jalving gjorde faktisk et nummer ud af sin lange veneration for Sverige, “en Danmarks bog ville blive langt mere ond,” lovede han. Og der kommer utvivlsomt endnu værre fra Helsingborgs Dagblad at dømme efter den martialske storinkvisitor, de havde sendt til byen. Mere om hende senere.
I Helsingborg er det som bekendt langt vigtigere at distancere sig fra “den danske syge” end nogen andre steder i Skåne. Der er også kun 4 kilometer til Danmark, og den dødbringende sygdom må være luftbåren. Mærkeligt at der aldrig er finsk østenvind i Sverige. Jeg antager at finnerne er nogle postkoloniale sekunda-svenskere, der ikke selv kan gøre for, at de er så uoplyste, at de ikke har inviteret det halve Somalia til Helsinki. Ja, de bruger endda Sverige som skræk-eksempel i det finsk parlament, bedre ved de ikke.
Et sobert, ikke særlig Sverigesbaskende møde på et – som Hartling sagde om sit møde med Mao – overvejende højt intellektuelt niveau. Ikke mindst takket været en fuldspækket sal af vidende publikummer, muligvis kan det også have bidraget, at undertegnede ikke sagde et kvæk under hele seancen, selvom det kløede en del på tungen. Men materialet skal lagre et par dage endnu, så indtil videre nøjes vi med Diana Holmbergs bandbulle. De hunde i koblet der åbenbart er ramt, hyler højest. Det er ikke den åbne, nysgerrige stemning, der var i København og helhedsindtrykket af den svenske presses modtagelse af Jalving, er milevidt fra den ret venlige modtagelse, Lena Sundström ubegribeligt nok fik i Danmark: Film på TV 2, laurbær i Politiken, hyldest på Den Sorte Diamant. Igen står Anstændigheden med stort “A” for de værste verbale møgfald. Kun en tåbe dukker ikke hovedet, når Helsingborgs udedas flyver om ørerne på én. Det er som bekendt l a n g t fra første gang.

Hvem har tisset på Mikael Jalvings sukkermad? Som dansken säger om någon som verkar oförklarligt sårad eler arg.

Någon journalist är krönikören inte men nu har han ju fått det här uppdraget och han försöker, till exempel med pinsamma övergångar mellan de olika scenerna i hans Sverigeresa. Jag tror till och med han använder en dröm en gång. Och så har någon sagt honom att man alltid måste berätta något om hur personerna man träffar eller nämner ser ut. Hirdman har röda glasögonbågar och Hjalmar Mehr var kort i rocken. [..]

Mest av allt tycker Mikael Jalving om att ligga på hotellrummet eller sitta på kafé och läsa böcker, svenska böcker om Sverige. Jag skulle vilja säga att gemene människa inte tagit sitt ansvar att ställa frågor, lyssna och säga sin mening högt och tydligt. Är det månne så att vi skiter i den personliga moralen i stora svåra frågor som berör andra människor, bara vi får lite högre levnadsstandard år från år? Men den offentliga moralen, den som staten skyltar med i utrykespolitiken, den ska hållas högt! Jag håller med, det kan bli pinsamt när ministern skryter med moralen när det inte kostar något. Har det en god effekt, är jag däremot nöjd.

Jalving vinglar gärna när det passar honom – å ena sidan konsensus, å andra Sverige som extremernas land. Och Lena Sundström? Han har läst hennes bok, åtminstone såpass att han hittat några citat som han plockar ut med pincett och påstår de stödjer hans tes om tystnadens kultur. Retoriken är försåtlig, tekniken ohederlig. Boken kan uppfattas som ytlig och illvillig eller kvick och underhållande, men att den, som en dansk kritiker menar, skulle vara uttryck för det mindervärdeskomplex gentemot storebror i norr som man ibland vill förklara danskarnas attityd till oss med, det har jag svårt att se. Jalving har naturligtvis inte skrivit sin bok för oss svenskar. Kanske kan Dansk folkeparti få några röster på den, för att stävja den svenska bacillen. Mig säger den i första hand någonting om hur man kan skydda sina omhuldade förutfattade meningar. Men den nytta jag har av den är att den ger mig tillfälle att tänka ett varv till över saker i den svenska politiska kulturen och debatten som skulle kunna bli bättre, mycket bättre, till fromma för en levande demokrati. Diana Holmberg: En idiot på resa (foto fra venstre: Ingrid Carlqvist, Erik Meier Carlsen og Mikael Jalving, klik for helskærm.)

Gøglende, sværmerisk frygt kontra de virkelige trusler

Lige nu er et par reaktorer på den anden side af jordkloden, og våde, sentimentale følelser for oprørere i et fjernt land befolket af banditter, vistnok det der optager mainstream. Har man bevæget sig i blogverdenen i nogle år, og har vænnet sig til stadig kritik af “MSM”, og lært at blive ens egen redaktør for virkelig at komme til at vide mere, opbygges vist hos de fleste en foragt for dagsordnerne derovre i mainstreamland. Man kender alt for godt til langtrækkende udviklingstendenser der kan kulminere i noget apokalyptisk, eller måske ‘bare’ i et whimper i vore trygge velfærdssamfund, men som i hvert fald som et minimum må medføre at det vi alle er opvokset med som noget givet på længere sigt vil blive afløst af noget der er mere fattigt, voldeligt og fragmenteret. Man kan her nævne USAs statsgæld, demografien, menneskerettigheder der ikke accepterer økonomiske rammer, og islamiseringen. Man ved godt at man intet ville opnå ved at blive onlineverdenens udgave af manden med dommedagsskiltet, og når de daglige nyheder med forandring til det værre (bandevold, stenkast mod brandbiler, m. v.) ikke medfører samme frygt som en lækkende atomreaktor i Japan må man bare trække på skulderen og erkende at det er sådan det skal være. I forlængelse af Pittelkow her kan man også tilføje at vestlige medier, den vestlige diskurs, mangler den helt elementære førsteprioritering af vores interesser – som måske slet ikke er sammenfaldende med nogle ubestemmelige oprøreres interesser dernede i banditland (LFPC)

[…] Prøv at lægge mærke til, hvor lidt den danske debat beskæftiger sig med, hvad de arabiske lande burde gøre for at hjælpe oprørerne. De skulle ellers være de nærmeste til det.

Holdningen ligger dybt i os. Fordi vi har en tradition for humane samfund. Men også fordi vi har en historisk skyldfølelse over Vestens magtfulde rolle i verden. Og så, fordi vi går ud fra, at vi kan ordne alle verdens problemer, hvis bare vi vil.

Men den globale udvikling i disse år fortæller os ubarmhjertigt og klart, at der er grænser for Vestens (USA’s) magt.

Hvis man ignorerer dette, kommer man til at føre politik med hovedet under armen. Det er lige præcis, hvad mange politikere også i Danmark gør for tiden. […] Ralf Pittelkow: Politik med hovedet under armen

With Libyan government troops closing in on the rebel stronghold of Benghazi, virtually all American commentators appear to be united in the conviction that America or “the West” should intervene to save the Libyan rebels. But one month after the unrest in Libya began, we still know almost nothing about them. This fact seems not to trouble the commentators or even certain heads of state. […]

More ominously, [Figaro correspondent Tanguy] Berthemet’s report makes clear that the National Council is supported by local Islamists. Indeed, it might well contain some. Although Berthemet’s article cites “security concerns,” perhaps this is the reason that the names have not been released. […] Save the Libyan rebels! (But do we know who they are?)