(fotos: Hodjas Blog, se flere) Jeg faldt over Hodjas egne, nye fotos og kom i tanker om en gammel klassekammerats far, der “sad” i Theresienstadt. Dvs. han sad ikke så meget, han var “krankenträger”, en ret typisk nazi-eufemisme for ligslæber. Han overlevede og blev over 90 år gammel, og fortsatte sin læderhandel i København. Der er skrevet en lille gribende men uprætentiøs bog om ham, “En vintersamtale med Elias Levin, 2003” af Erik Henriques Bing. Fra den husker jeg blandt andet, hvordan den aldeles ulærde læderhandler senere, med en selvfølge som var han selv professor, holdt foredrag på Sorbonne for lektorer og professorer om sin tid som “sygebærer”. Han “könnte was erzählen”, og det kunne de bare tage og høre på. På jiddisch, som var det eneste han kunne udover dansk. Han var en enkel mand. Robust. Klarede sine prøvelser uden krisehjælp og fortalte lige ud ad landevejen om dem, som en tildragelse der tilfældigvis blev hans.
Selektiv voldtægtsrapport
Der findes afsnittet “de ramtes etnicitet” – men ikke afsnittet “germingsmandens etnicitet”. Det er nok min grundige svenske “uddannelse” , der får mig til at spørge: hvorfor nu det ? Efter så nær kontakt ved man som regel med hvem.
De ramtes etnicitet
Næsten 9 ud af 10 af dem, der henvendte sig i Center for Voldtægtsofre i 2008, var af
etnisk dansk oprindelse. Fordelingen har været den samme i de fleste år. I 2006 var
andelen af voldtægtsramte med anden etnisk herkomst end dansk dog dobbelt så stor
som normalt. Centret kan ikke forklare denne stigning. (s 21)Antal gerningsmænd
Hver 10. voldtægtsramt rapporterede, at der havde været flere end én gerningsmand.
Dette er en lidt højere andel end de foregående 5 år. Forskellen er dog så lille, at man
ikke af tabellen kan drage den konklusion, at antallet af gruppevoldtægter er
stigende. (s. 24)
Rapport fra Center for Voldtægtsofre, Århus, pdf, Årsrapport: 9 ud af 10 voldtægtsramte er unge. Der var 136 henvendelser, men tallet gælder kun Århus og omegn. 18 % “kan ikke huske voldtægten“.
Prioriteter
Britiske turister i Frankrig på vej hjem via Calais bliver jævnligt udsat for landevejsrøveri af grupper af asylansøgere:
Migrant gangs in Calais are targeting British holidaymakers in terrifying ‘highway robberies’. Would-be illegal immigrants are forming human roadblocks to force motorists passing through the French port town to stop. Travellers are then robbed at knifepoint by the migrants, who are desperate for funds to help them sneak into the UK. Calais migrants ambush Britons at knifepoint in terrifying ‘highway robberies’ […]
A Calais police spokesman said: ‘Frontier police received a report from a British couple who said the gang formed a human chain across the road to stop them. ‘Around six of them then surrounded the car and waved a knife in the male driver’s face and demanded cash. He threw his wallet out of the window and sped off. The refugees fled into the woods on foot.’ […]
Et alvorligt problem, skulle man mene, og franskmændene har da også lovet at rydde enklaven “The Jungle” som er et arnested for kriminaliteten i Calais. At turister i det 21. århundrede skal opleve noget så uværdigt som at blive udsat for landevejsrøveri fra folk der ønsker at bosætte sig i deres land ville for få år siden have vakt hovedrysten, men problemet ser nu ud til at skulle forlænges: De franske myndigheder er bekymret for forbrydernes værdighed i forbindelse med en rydning:
There are currently around 2,000, many living in a squalid camp known as the Jungle, which the French government has said will not be cleared away until next year. In April immigration minister Eric Besson vowed to bulldoze the litter-strewn shanty town – where a London journalist was raped by a migrant last year – after admitting it had become a hotbed for people smugglers and criminal gangs. But he has now said the camp must remain in place until it can be dismantled ‘in a dignified manner’. Calais migrants ambush Britons at knifepoint in terrifying ‘highway robberies’
Fjordman har ret: De europæiske regeringer fører krig mod deres egne befolkninger (LFPC).
Britiske politistatsbeføjelser: Ingen anti-OL-plakater derhjemme
Britain, a failed state in the making. Jeg har ingen idé om hvad det er der er gået galt derovre, og hvornår og hvorfor. Endnu mindre hvorfor briterne vedbliver med at finde sig i det. Efterhånden er det kun en morbid følelse af, tør man bruge ordet her, vantro over de daglige nyheder fra den kontrolbesatte nation der ikke kan kontrollere indvandringen. Skal der være bare lidt retfærdighed må de bizarre nyheder formidles til skræk og advarsel for os andre. Endnu en gang er det tabloidavisen the Daily Mail der råber vagt i gevær, og endnu en gang citeres bestyrtede og forargede borgerrettighedsforkæmpere – men absolut intet vil ske, endnu mindre vil der komme et opgør mod politistatsmentaliteten (LFPC).
Police have been handed ‘Chinese-style’ powers to enter private homes and seize political posters during the London 2012 Olympics.
Little-noticed measures passed by the Government will allow officers and Olympics officials to enter homes and shops near official venues to confiscate any protest material.
Breaking the rules could land offenders with a fine of up to £20,000. […] Police given powers to enter homes and tear down anti-Olympics posters during 2012 Games
Jo, tro er netop “en privat hobby”
“Tro er ikke en privat hobby” skriver præst Eva Holmegaard Larsen fra idylliske Nødebo Præstegård. Jo, især når den “tro” også er en total Weltanschaung og man er statens repræsentant og har med overgivne (patienter) at gøre, der ikke bare kan rejse sig og checke ud som en anden Lazarus. Hvis tørklædet, som Chadort Djavann siger, er et psyko-seksuelt overgreb på kvinder, så kan man jo forestillie sig, hvordan sageløse syge og døende kan opfatte det. Det virkelig trættende ved tørklædediskussionen, og grunden til at den vil blive ved med at repetere sig, er at landet er fuldt af intellektuelle og politikere, der simpelthen ikke gider sætte sig ordenligt ind i spørgsmålet. Vi vil springe den over mindst her 2. gang. På gaden kan det være en meget praktisk indikator på graden af muslimsk, patriarkalsk dominans, men i statslige job har det overhovedet intet at gøre. Politi, hospitaler, statsskoler osv. Den aktuelle Mawla, er bare endnu er politisk murbræker, man kunne kalde Mawla Salami. Hun er kun fortroppen.
Og mod så meget forvirret barnekammerføleri som Nødebopræstens her, kæmper Gud(erne) forgæves. Men måske de vil holde én det tilgode på dommens dag, at man støttede folkekirkeordningen på trods af et stort antal af dens ikke mindst kvindelige præster, der burde være de første til at undersøge sagen til bunds. For med islam når man ingen vegne med sentimentalitet og “den anden kind”.
“Kan man virkelig tillade sig at være sygeplejerske og samtidig bære sit had og sin forargelse offentligt til skue? Burde had og foragt ikke være en privat sag?”
I januar blussede en voldsom diskussion op om sygehuspersonalets ret til at bære tørklæde eller andre religiøse symboler, når de er på arbejde – og altså ude i det offentlige rum. 12 ansatte på Odense Universitetshospital klagede over en kvindelig, muslimsk læge og hendes hovedtørklæde, som de fandt provokerende og krænkende. Hun burde lade det blive ude i omklædningsrummet og kun bære det i sin fritid. Argumentet var, at patienter ikke skal udsættes for at se personalet skilte med deres religiøse overbevisning.




Glem et øjeblik det groteske paradoks i dette symbol. Skulle det give dem mere sympati? De kan få et fodaftryk i rumpetten, kan de (LFPC). 




Biler brænder i Frankrig, men officielt hersker der fred og ingen fare (LFPC).