Svenskerne bruger ikke ordet “terror”, men jeg kan ikke finde andet. De aner i virkeligheden ikke, hvad der har ramt dem. Jeg vil ikke påstå jeg selv gør, men jeg vil kalde det, som det ligner: terror. Eller en mini-guerillakrig krig, for mig gerne, selvom vi risikerer smæk fra Bonnichsen og DIIS. Det er ikke ordene, der skræmmer os, men det de beskriver. Brandene er et symptom på et tillidsnedbrud, der går langt dybere end til de enkelte bygninger og de mange penge. Hvis der er en mulighed for forsvare sig imod den, kræves der i al fald mere end psykologer. “Rätt sorgligt.. men men inte så oväntat riktigt..” skriver fotografen til denne video resigneret, om den skole der forsvandt igår.
Varje dag brinner en skola i Sverige. Varje år kostar det kommunerna 500 miljoner kronor. Det motsvarar 1 000 lärartjänster. För tre veckor sedan brann Killebäcksskolan i Södra Sandby utanför Lund ned. I går var det Lombolaskolan i Kirunas tur. – Bara den kommer att kosta försäkringsbolaget omkring 100 miljoner kronor. 2007 ryckte räddningstjänsten ut på 439 skolbränder – minst 198 av dem var anlagda.* Men mörkertalet är stort. I verkligheten är antalet skolbränder ännu större. Enligt Svenska Brandskyddsföreningen, SBF, var antalet skolbränder förra året omkring 500, det vill säga minst en om dagen. – Mellan 1 november och mitten av januari i år har räddningstjänsten i Stockholm ryckt ut på 50 bränder. Bränderna kostar lika mycket som 1 000 lärartjänster varje år, ELDEN TOG SKOLAN, Elden lyser upp hela Kiruna (*Flertallet må været påsatte, skoler i det antal brænder ikke bare af sig selv. Sverige ønsketænker.)
Rune Engelbreth på speed
Han fylder godt nok meget her i Deadline og på Politiken. Dog ikke på denne blog. ER perletiet racister? Afsted farer Engelbreth fra studiet i Århus med 160 i timen:
Debat mellem Peter ibsen og Rune Engelbreth, 28.01.09 kl. 22:30 på DR2 Deadline
Dansk Abu Ghraib: Uden tørklæde i 12 timer
Nu ved vi da hvad de 30 g stof gør ved en muslima: Forvandler hende til et klynkende, umodent pattebarn. Eller bare en kynisk manipulator.
15 klager, 18 vidneudsagn og en del videomateriale. Det er, hvad foreningen Forældre mod Politibrutalitet har indsamlet til statsadvokaten. Det hele skal bruges som dokumentation for politiets opsigtsvækkende håndtering af Gaza-demonstrationen den 13. januar. Og klagerne stopper ikke her, understreger gadekoordinator i Forældre mod politibrutalitet Lisbeth Bryhl:
“Vi forventer op til 20 klager mere,” siger hun. Én af klagerne kommer fra den 17-årige palæstinenser Fatma Ghadban fra Brøndby Strand. Sammen med et par veninder og sin lillesøster deltog hun i demonstrationen, som sluttede på Christiansborg Slotsplads. Ved et uheld blev hun af demonstranter, der kom bagfra, skubbet ind i en betjent og kom til at gribe fat i hans hjelm, forklarer hun. “Han lagde mig ned på jorden og satte sin fod på mit hoved for at holde mig der. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg var i chok – det var rædsomt,” husker Fatma Ghadban. Den 17-årige pige blev anholdt og taget med på politistationen. […]
Efter lidt ventetid blev Fatma Ghadban bedt om at tage sit hovedtørklæde af, fordi hun skulle fotograferes. Da hun af religiøse årsager nægtede, blev en kvindelig betjent tilkaldt. Beskeden lød, at hvis hun ikke selv fjernede det, ville de gøre det for hende. “Jeg græd og følte mig nøgen, for jeg har været vant til at have mit tørklæde på, siden jeg var syv år. Jeg kunne ikke klare mere til sidst,” siger Fatma Ghadban, der sad i detentionen 12 timer uden mad og drikke. Og uden sit tørklæde. Efter episoden har Fatma Ghadban haft det dårligt: “Jeg har svært ved at sove om natten og bliver hurtigt stresset,” siger hun. […]
Derfor er jurist og leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Niels-Erik Hansen, ikke i tvivl: “Så gælder det også på politistationen, når de skal fotografere i forbindelse med anholdelse.” […] Politiet tvang 17-årig til at tage sit hovedtørklæde af
Her vil en professionel, årvågen journalist selvfølgelig stille kritiske spørgsmål: Kan du ikke bare i denne situation vælge at tage tørklædet af? Kan du ikke se at det kan være nødvendigt i sådan en situation at bede dig tage det af? Er det ikke bare lidt hysterisk at reagere på denne måde? Og til Niels-Erik Hansen: Har I ikke vigtigere sager at tage jer af, som f. eks. opfordringerne til folkemord på Rådhuspladsen? Kom journalisten så med kritiske spørgsmål? Ikke overraskende valgte Signe Rugholt Carlsen at være mikrofonholder.
Offerrollespillet er selvfølgelig second nature alene i kraft af at hun er muslim, og er rutine for venstreekstremister som Forældre mod Politibrutalitet, men det er i yderligere én forstand lige efter bogen. En såkaldt Al Qaeda-manual som det britiske politi fandt på en beslaglagt computer, giver helt eksplicitte instrukser om at påstå sig krænket eller mishandlet i politiets varetægt (LFPC):
1. At the beginning of the trial, once more the brothers must insist on proving that torture was inflicted on them by State Security [investigators ]before the judge.
2. Complain [to the court] of mistreatment while in prison.
Canada: Lawyers Allege Jihad Suspects Being Tortured In Jail
“Hopefully it will turn into an arab city shortly”
“Greetings from our brothers in Malmoe.
Malmoe is located in the south of sweden near denmark in which many arabs and moslems
hopefully it will turn into an arab city shortly”
og
“then they had links to the demonstration in duisburg and the flag of israel in the window that was removed and they are proud that the flag was removed and they send the link of the video to show their victory in Germany”
Om demonstrationen i Malmø forleden på debatforum via Ekeroth
Forbud mod islamiske tørklæder på alle offentligt ansatte – NU!
af Britta Mogensen, antropolog
Flere og flere hospitalsansatte protesterer mod den omsiggribende eksponering af religionspolitiske symboler på hospitalerne. Nogle står offentligt frem f. eks. på Odense Universitetshospital (FOKUS nr. 3 2008 ) – i øvrigt med stort mod, da de uvægerligt beskyldes for racisme og islamofobi. Andre modstandere tilhører endnu det tavse flertal og nøjes med under personlige samtaler eller i personlige mails at tilkendegive, at de er enige. De bør ikke klandres, for det kan besynderligt nok i disse år have store omkostninger at melde ud, at patientens tarv er det eneste, der har betydning på et hospital.
Vi skal dog heller ikke være blinde for, at de hijabbærende har en del støtter. Disse medløbere tager fat to steder: 1) Med støtteerklæringer til de indhyllede, der munder ud i, at ”de er så søde og dygtige”. Sandelig et argument, der vil noget. 2) Modstanderne er islamofober, vil ikke have muslimske kolleger, stemmer sikkert på DF, er racister, mistænkeliggør dygtige kolleger m.v., og de karakteriseres ved negationer af alle de gode egenskaber, medløberne selv mener at besidde, nemlig rummelighed, respekt, professionalisme, tolerance. Enkelte (FOKUS nr. 4 2008) kommer for skade at offentliggøre deres uvidenhed og erklærer selvsikkert, at hijab slet ikke er islam, men kultur (det er måske ingen skade til at læse koranens sura 24:31, 24:60, 33:32f, 33:59). Vil man vide mere, kan man læse Fatima Mernissi: ”The veil and the male elite”. Mernissi er troende muslim og tillige nok en af de mest nutidige islamkyndige, så man får samtidig henvisning til alle de vigtigste kilder i islam.

Overskriften er selvfølgelig en lettere opstramning begået af Snaphanens redaktion, men det er jo det som denne overfladiske artikel, en klon af utallige andre om det samme emne, implicerer. Jeg har efterhånden et temmeligt skizofrent forhold til Jyllands-Posten. Der er de fremragende lange baggrundsartikler af kvalificerede skribenter i den trykte avis, og så er der den lalledumme livsstilsblog jp.dk, hvor (formoder jeg) yngre bladsnedkerkloner som ikke ville kunne genkende et kritisk spørgsmål eller en kritisk perspektivering om de så kunne vinde en Pulitzer derved, udspyr ligegyldigheder og spamhistorier der formentlig er skrevet sideløbende med SMS-skrivning eller chat på Facebook. Som denne, der i sin implicerede patronisering af “indvandrere” kalder på perspektivering som imidlertid ikke kommer. Historier af denne slags, ikke blot i hjemlige medier, antager nemlig altid at “integration” er noget værtslandet udfører på klienterne/indvandrerne. Intet om krav om tilpasning til gældende normer, f. eks. at lade døtre leve et normalt dansk liv, eller omvendt at sætte grænser for drengebørnene, eller ikke at insistere på særhensyn til mærkelige religiøse skikke. Og som sædvanen er slås sagesløse vietnamesere og kinesere i hartkorn med etageklippede labaner og deres fædre der drikker kaffe i indkøbscentret – men man kan så trøste sig med, at mange af asiaterne nok ikke læser notitsen, da de utvivlsomt har travlt med at passe arbejde og studier (LFPC).





