Når fagfolk, der forventes at have en særlig høj etisk standard, for eksempel læger, går i offentligheden med følsomme og kontroversielle emner, så går det gerne sådan, at de mødes af offentlig tavshed fra deres fagfæller, men modtager mængder at støttende og rosende privatmails. Jeg ved ikke om det samme er overgået Nicolai Sennels, men jeg kunne forestille mig det. Når man læser Københavns Kommunes Værdigrundlag, som Sennels fik en påtale efter af borgmester Warming, så forekommer det én, at han netop optrådte som en borger i København måtte ønske sig det af en offentlig ansat. Han stiller ærligt sin specialviden til rådighed, vel vidende at det kunne koste ham. De første ord der falder én ind, er “samvittighedsfuld” og “civilcourage”, men man kunne finde på andre. Facit er, at Københavns Kommune står tilbage, og ser ikke ret godt ud, men Warming kan være ligeglad, han bliver jo valgt igen og millionerne han bruger til ringe nytte, er ikke hans egne. Sagens gang i systemet er beskrevet her. Se også Kronik: De skadelige integrationsmyter
(Denne video har haft en tornet vej. Først glemte jeg min strømforsyning på stedet, og nu hvor den endelig er uploadet, ser jeg at lyd og billede er håbløst ude af sync., beklageligt. Et forslag: nøjes med at høre lyden. Vi uploader måske et andet sted.)
Dialog med djævelen
Måske er dette blot trivielle gentagelser af velkendt udenomssnak, suicidal afståelse af autoritet og fjogede banaliteter. En vigtig funktion for en blog som Snaphanen er imidlertid at dokumentere og fremhæve aspekter og perspektiveringer som mainstreammediernes reportager lader passere ubemærket. Netop i kontrasten med Nicolai Sennels’ modige afdækning af en ubehagelig, men påtrængende virkelighed, står citater som disse som en skamstøtte over deres ophav, og viser med al ønskelig tydelighed hvordan fronterne i dagens Danmark hhv. forholder sig og ikke forholder sig til noget som også de sidstnævnte før eller siden kommer til at se i øjnene (LFPC).
[…] [Københavns Politis efterforskningsleder] Henrik Svindt forstår ikke, hvorfor den anspændte situation på grund af opgøret mellem indvandrerbander og rockere går ud over madchaufførerne. »Jeg tror, det beror på en misforståelse, at det netop er dette firma, som man har set sig sure på, og som er blevet truet. Det er jo helt vanvittigt, at de ældre ikke kan få mad«, siger efterforskningslederen, der nu forsøge at tale indvandrerbanderne til fornuft. »Der er jo også ældre danskere med udenlandsk baggrund, som sidder og venter på mad. Men nu vil vi forsøge at komme i dialog med de mennesker for at rette trådene ud«.[…] Ældremad skal bringes hemmeligt ud
[…] Enkelte elementer har erklæret krig mod hele samfundet, fordi de er paranoide og føler sig presset, vurderer cand.pæd. Ahmet Demir, der rådgiver kommuner om sociale problemer med unge.[…]
Men de unges taktik er slet ikke klog for deres egen virksomhed, mener sociolog ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen
– Det er voldsomt uklogt, for bandekriminalitet har det bedst, når offentlighedens søgelys ikke retter sig mod dem. Hvis de unge vil forhindre folk i at udføre deres arbejde og tager ældre som gidsler, så vil det få befolkningen op af stolene og tvinger politikerne til at tage drastiske midler i brug. […] Ekspert: Bandekrigere er paranoide
Dialog med voldskultur
Det måtte jo komme. Til orientering er sociolog Hviid Jacobsen “dødsforsker”. Så passer pengene.
Mens efterladte sørger, pæne borgere holder sig inden døre, og gamle mennesker får bragt deres mad med politieskorte, fremsætter sociolog Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet sit forslag til en løsning på bandekrigen i København: Der skal være dialog. Der skal være konfliktråd………..Det drejer sig om mennesker, der er rundet af en voldskultur, hvor vrede anses for styrke og udtryk for ære, og hvor vold gælder som anerkendelsesværdigt argument. Det drejer sig om mennesker, som ikke anerkender de danske værdier, herunder det danske retssystem og reglerne for almindelig god opførsel, men som til gengæld får deres væsentligste åndelige føde fra mellemøstlige satellitkanaler, som ikke hylder demokratiske værdier. Disse uomgængelige kendsgerninger kan aflæses af kriminalitetsstatistikkerne, og talrige politikeres og øvrige meningsdanneres tidligere lovprisning af det kommende multikulturelle samfunds velsignelser har fået en grum efterklang. Vi ser i disse dage resultatet af blandt andet radikal benovelse over den kulturelle berigelse, som de fremmede spåedes at ville bringe hertil. JP Leder
Muslimske jenter uten hijab får juling *
De 30 g stof, igen – igen. Vores apologetiske modstandere har desværre tørklæder viklet stramt om ører og øjne, så oplysninger som disse vil ingen virkning få på debatten (LFPC).
Muslimske jenter som ikke bruker hijab til enhver tid, blir banket opp, sier daglig leder Gerd Fleischer i Selvhjelp for innvandrere og flyktninger (Seif). – På mitt kontor har kvinner grått sine modige tårer over å måtte gå med hijab. Utallige unge jenter har fortvilet fortalt meg at hvis de ikke har hijaben på seg til enhver tid, får de juling. Disse våger ikke å stå fram i den offentlige debatten, sier Fleischer til Vårt Land.
Hun er opprørt over at unge muslimske kvinner står fram og sier de har frihet til å velge om de vil gå med hijab. – De stolte velutdannede kvinnene som står fram med hijaben, vet også at medsøstre blir tvunget. Men de snakker lite om det. Jeg mener det bør være en del av deres kvinnefrigjøring å også støtte dem. Tvangen mange kvinner opplever, blir bare nevnt i en bisetning, sier Fleischer. […] – Muslimske jenter uten hijab får juling (*juling =pryl, bank, tæsk)
Den sande ‘uproportionalitet’ i Mellemøstkonflikten
[…] Stealth Conflicts has a neat graphic representing the relative death tolls of recent conflicts in the world. I modified it to show three conflicts at once: (h/t Backspin)
Yet if a similar graphic would be shown on how much money the world has spent on these three conflicts, you could probably just swap the Israel-Palestine and DRC labels and it would still be pretty accurate. […] Would you call this…disproportionate?
[…] 

Der er vigtigere ting for verdens gang end en politikers opgejlede image, men jeg kan ikke sige mig fri for en ganske ukristelig forventningens glæde til den dag Obamas proselytter tvunget af realiteterne må indse at deres messias ikke kan gå på vandet. Kedeligt bliver det ikke. Men da der jo er tale om sværmeriske følelser snarere end politik, vil det virkelige spørgsmål blive hvor disse følelser så flakser hen, eller i mangel på et objekt at knytte sig til, hvordan reagerer disciplene så When Profecy Fails, hvilket er titlen på et berømt studie af skuffede forventninger hos religiøse og andre sværmere? (LFPC)

