man husker at danske socialdemokrater i 2001 sagde, at 12.500 “familiesammenførte” var smertegrænsen. Sverige har åbenlyst ingen øvre smertegrænse. Landet er sat til salg ude i verden for lavest bydende. Befolkningen snorksover, og svensk presse er en hovedmedskyldig i det. Intet udtryk er i virkeligheden groft nok, til at beskrive svensk journalistiks forrædderi, men svenskerne må selv opdage på egen krop, at de mister deres land. Vi andre står bare på sidelinjen. Om ti, tyve år, er de ikke længere herrer i eget hus, så “är det kört”, og temmelig for sent at græde over. Det gør ondt for et land man holder af. På den anden side må man forsone sig: Det er ikke vores land. Det er ikke mit. Det er svenskernes. Og de må gøre ved det, hvad de vil.

Prognosen för anhöriginvandringen pekar på ca 33 000 personer under 2008 och det är givetvis nytt rekord. Hur regeringen och migrationsverket tänkt sig att dessa 33 000 människor skall kunna försörja sig i Sverige med sin i de flesta fall mycket bristfälliga utbildning är en gåta för mig. Thoralf Alfsson
Utryg kollektivtrafik
Folk blir i økende grad forulempet, bestjålet eller opplever truende situasjoner på kollektivtrafikken, viser en undersøkelse Transportøkonomisk institutt har foretatt.
Utgangspunktet for undersøkelsen er utspørring av 844 personer fra Oslo og Kristiansand. De svarer blant annet følgende:
* 53 prosent er blitt utsatt for ubehagelige kommentarer, blant annet av seksuell eller rasistisk art, i forbindelse med reiser.
* 45 prosent har vært vitne til kriminelle handlinger, som hærverk eller trakassering.
* 38 prosent har opplevd truende ungdomsgjenger.
* 26 prosent er blitt forfulgt av innpåslitne personer.
* 23 prosent er blitt utsatt for vold eller trusler.
* 13 prosent er blitt ranet eller utsatt for tyveri.
* 11 prosent er blitt ufrivillig befølt av fremmede.
Fra blasfemi til racisme
Norge overfører blasfemiparagraffen til “hate speech” . Altså: blasfemi er i orden, bare man ikke gør grin med islam, for muslimer skaber sig så tosset, at det forstyrrer samfundsordenen, og så er de en sårbar minoritet.
Et straffansvar som verner ulike religioner og den enkeltes religiøse følelser kan derfor avverge alvorlige konflikter i samfunnet. Dette kan i tiden fremover vise seg å bli viktigere enn før, ikke minst som en følge av den religiøse pluralismen som innvandringen til Norge har medført. Departementet vil i stedet, i forbindelse med den kommende ikraftsettingsproposisjonen, fremme forslag om å utvide § 185 om hatefulle ytringer slik at denne bestemmelsen varetar behovet for et strafferettslig vern mot kvalifiserte angrep på trossetninger og livssyn.Regjeringen vil fjerne blasfemiparagrafen , Regjeringen vil innskrenke ytringsfriheten
‘Arvesmerten’: Det der får Jacob Holdt til at tikke
Måske er Jacob Holdt for excentrisk en personlighed til at være værd for Snaphanen at beskæftige sig med. På den anden side kan man måske hævde, at han i rendyrket eller ligefrem karikeret form udtrykker nogle af de faldgruber som vores opponenter – herfra hvor vi står – er faldet i. Hvad kan man anstændigvis indvende mod denne rendyrkede idealisme?
Ahmed Mohamud skriver i JP 17/12, at det er let at være hvid europæer med de rigtige holdninger. Men også jeg, AM, udsættes for trusler, kaldes muslimsk feltmadras, får brosten i hovedet, spyttes på og overdænges med menneskeekskrementer, når jeg marcherer med nazisterne (for at beskytte deres ytringsfrihed) eller med de homoseksuelle i det Østeuropa, der selv indtil for nylig var undertrykt.
Nu er jeg slet ikke anstændig, men en arme synder, så jeg kan lige så godt spytte ud med det: Når Holdt “marcherer med nazisterne” og ligefrem, det er ganske vist, “får brosten i hovedet”, er det jo en næsten messiansk udlevelse af de bedste af vores idealer – frihed for Loke såvel som for Thor, eller Voltaires (eller hvis det nu var) berømte udsagn om ytringsfriheden. Når Holdt så alligevel skurrer så uanstændigt i ørerne at ordet ‘øretæveindbydende’ falder én ind, kunne man hævde, at det blot er fordi jeg – arme synder som jeg er – ikke udlever idealerne så konsekvent som ham. Måske, men humlen i det hele vil jeg påstå er hans uvillighed til at erkende ondskabens eksistens, og dermed medansvaret for de ganske uanstændige metoder denne må bekæmpes med af et demokratisk samfund. Han har så rene hænder at det kun er set én gang i historien før. Her må vandene deles: Kan man sluge den, eller får man brækfornemmelser?
Onde handlinger i det Holdt’ske univers beror ikke på en arvesynd med rod i et mytisk brodermord. I stedet er det en kæde af offerstatus der fører tilbage til … ja, hvad er egentlig urbegivenheden i denne særlige livsforståelse? I ondskabens sted sted har Holdt indføjet “smerte”, som taget ud af amerikansk feelgoodpsykologi – karikaturfrasen “I feel your pain” er velkendt, og Holdt inkarnerer den. Resten af læserbrevet her er en tour de force i kvalmende offersprog som jeg vil skåne vores læsere for, kun påpege den alt for velkendte retoriske manipulation i opstillingen af moralsk ækvivalens, og den totale fortielse af islamisk tekstlig og dogmatisk legitimation for overgreb:

I din smerte mister du empatien for kvinden, som ikke spytter på dig som muslim, lige så lidt som folk på Jamaica slår bøsser ihjel, fordi de er kristne. Jacob Holdt: Tag del i kampen mod racismen
Min påstand er at Holdt repræsenterer yderenden af en skala, hvor f. eks. Morten Østergaard ligger ca. tre fjerdedele i samme retning (LFPC).
PETs old boys’ network: En røst fra fortiden
Kunne man bare slå det fast én gang for alle: Spørgsmålet om H. J. Bonnichsens eller Ole Stig Andersens ret til at at ytre sig i debatten handler ikke om deres ytringsfrihed som privatpersoner, som selvfølgelig er ukrænkelig. Det handler derimod om den forplumring som opstår, når de som forlængst fratrådte fra PET udtaler sig med en vægt som stammer fra deres tidligere ansættelsesforhold, og hverken de eller de taknemmelige medier der sidder ved deres fødder understreger at der er tale om civile borgeres synspunkter, ikke om deres arbejdsgiveres nuværende holdninger. Jeg mener de to i fatal grad svigter denne distancering, at de puster sig op med de fhv. titler, som når den førstnævnte henviser til sig selv som en særlig autoritet på området – samtidig med at hvad han siger er himmelråbende dumt – og således mener sig immun for modsigelser. Dette er ikke acceptabelt for debatten og ikke acceptabelt for tilliden til de myndigheder der – uden Bonnichsen og Andersen ved roret – skal beskytte os alle.
Ole Stig Andersen siger dog heldigvis i dette interview: “Men det er fuldstændigt absurd at basere en retsstat på en blind tro på, at politiet altid har ret”. Dette må vel også betyde at det er absurd at tro at en fhv. rorgænger ved PET altid har ret? At man har ‘ret’ til at udtrykke uenighed med ham? Ikke at jeg behøver denne tilståelse af ret … Således skurrer det fælt i ørerne på undertegnede civilist uden security clearance på noget plan, at den fhv. Andersen henregner jihadiske aktiviteter til det kriminelle domæne, snarere end til det sikkerhedspolitiske:
Den tidligere øverste PET-chef Ole Stig Andersen har fået nok af den indskrænkning af afgørende retsprincipper, som politikerne er villige til at acceptere i terrorsager. Unødvendigt og underminerende for retsstaten, kalder han det. […]
Hans kritik er især udløst af sagen om de to tunesere og en dansk-marokkaner, der af PET mistænkes for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard. […] “Man kan sagtens tænke sig terror så voldsom, at det er rimeligt at tale om statens sikkerhed. Men hvad har mordplaner mod en tegner med statens sikkerhed at gøre,” siger Ole Stig Andersen.
Han erkender, at PET og politiet har et behov for at beskytte sine kilder. “Men hvorfor er en agent, der arbejder for PET i Vollsmose, mere hemmelig og sårbar end en agent, der arbejder i et meget kriminelt og farligt narkomiljø? Forklaringen er nok, at efterforskning i terrorsager finder sted i efterretningstjenesterne. Og dermed har man overtaget det samme begrebsapparat om statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter som dengang, hvor man bekæmpede spionage og KGB. […] Tidligere PET-chef: Terrordebat er farlig
Hvad “mordplaner mod en tegner [har] med statens sikkerhed at gøre”, er, at trusler af denne art undergraver dette samfunds centrale værdier – således er ytringsfriheden de facto indskrænket p.g.a. bevidstheden om denne slags trusler. Statens sikkerhed eller samfundets sikkerhed? Tja, det er i hvert fald noget langt mere indgribende i vores alles liv, end simpel kriminalitet. Er det virkelig nødvendigt at påpege dette? Og er det virkelig nødvendigt at påpege, at jihadister ikke bare sprænger bomber for sjovs skyld og narrestreger, men at de har et eksplicit politisk mål, der handler om statens nedlæggelse til fordel for religiøst diktatur? Og at disse handlinger forløber parallelt og i tandem med ‘stealth jihad’, eller salamitaktik, som også gradvist afvikler den stat som PET skal beskytte? Der er ingen tegn på erkendelse af dette hos Ole Stig Andersen. Ingen påvisning af at denne trussel kan håndteres inden for de sædvanlige spilleregler. Jeg tror godt jeg kan tillade mig at være uenig med ham (LFPC).
“Vuxna uppmuntrar de unga till våldet”
Bensinfyllda flaskor, slangbomber och gatstenar som kastas mot polis. Nu kräver integrationsministern att de vuxna stoppar våldet i stadsdelen Rosengård i Malmö. HBL.FI
Aje Carlbom om ekstremisterne i kældermoskéen: Så länge offerperspektivet dominerar tänkandet kommer det att vara svårt att förstå stadsdelen Rosengård
Den wahhabistiska läran som praktiserades i källarmoskén i Rosengård är extrem och destruktiv, särskilt för ungdomarna. Konflikten kring den är till stor del en konflikt inom islam och majoritetssamhället har all anledning att motarbeta de extrema lärorna. Det skriver Aje Carlbom som bott i Rosengård och forskat på de wahhabistiska grupperna.
För tillfället är det en ideologisk röra som dominerar tolkningarna av händelserna i RosengÂrd. Många är alltför snabba att göra som Anders Lago i Södertälje och rama in händelseförloppet i det så kallade “utanförskapet”.
Konflikten i Rosengård är även en konflikt mellan muslimska grupper. Inbyggt i detta ligger olika idéer om att invandrare i Rosengård inte släpps in i samhället, att samhället inte gör tillräckligt mycket för invånarna, att trångboddhet och kackerlackor helt och hållet är fastighetsägarnas ansvar och så vidare. Det är ett märkligt synsätt. Fastighetsägarna kan ju knappast beskyllas för att ha dragit in ohyra eller fuktskadat sina egna fastigheter.


By posting this am I saying that Bill Clinton is different from any other powerful politician, in taking money from foreign donors who obviously hope to influence the political process? No, in this Bill Clinton is not singular. But look at this list: $10 million to $25 million from the Kingdom of Saudi Arabia. Between $1 million and $5 million each from Saudi businessman Nasser Al-Rashid, Friends of Saudi Arabia, the Dubai Foundation, and the governments of Kuwait, Qatar, Brunei and Oman. And the New York Post here is worried about money from India keeping Hillary from being kind to Pakistan! Has anyone stopped to ask whether or not all these millions coming in from Muslim states might be helping make Bill (and Hillary?) soft on the jihad?



Students from schools run by Islamic charity organization Jamaat-ud-Dawa chant slogans during a protest in Karachi, December 17, 2008. Pakistan has cracked down on suspected Islamists since the Mumbai attacks, detaining scores of people, many of them members of the Jamaat-ud-Dawa, an Islamic charity that India says is a front for a militant group it blames for the Mumbai attacks last month.

Set herfra et det mere eksotisk at Hedegaard og Westergaard anmeldes – omtales – i en svensk avis, end i en dansk. Særligt når det er en konvertit som Pernilla Ouis, der skriver videre i den Marathon-diskussion, vi lige så godt én gang for alle kan døbe Rose vs. Seidenfaden. Man kan stige af og på den efter behag, ligesom i metroen eller