A third of all children born in Germany belong to immigrant families, but many immigrants are poorly integrated into German society. A new study has shown that Turks in particular are faring poorly in Germany. – A new study has delivered a damning verdict on the integration of Germany’s immigrants, concluding that an alarmingly high percentage of them live in a parallel world with poor prospects of a decent education and career advancement. Spiegel Online
Malmø update: “Hitler är stor”
( Skræmmende nye optagelser, der sætter svenske avisers dækning i relief og placerer dem i den kategori, vi normalt kalder “Valium journalistik” her. – Se hovedhistorien fra Malmø søndag nedenfor)
Dogmatikkens magtmonopol
Det er en almindelig og uerkendt antagelse i medierne, at spørgsmål om tørklæde eller anden islamisk uniformering kan anskues på det individuelle plan: Kan kvinden med rimelighed siges at have ‘valgt’ de 30 g stof selv? På tilsvarende vis anskues hele problematikken om systemet islams tilstedeværelse i vore lande til et spørgsmål om individers personlige kvaliteter: Kan man ‘forebygge radikalisering’ hos den enkelte må problemet jo være løst. Jeg plejer gerne i blogdebatterne at postulere at dette er en ufrugtbar anskuelsesvinkel, fordi det pres som får den enkelte muslim til at vælge orientering kun går i én retning – trusler og intimidering for at få muslimer til at bekende kulør går kun henimod det dogmatiske. Der er ikke nogen der truer indpakkede kvinder til at aflægge sig uniformen, der er ikke nogen der kaster syre på dem i dén anledning i muslimske lande, der er ikke noget voldspotentiale der får
rettroende muslimer til at tage mere afslappet på tingene og lade være med at gå til bøn i moskeen. Et konkret eksempel på denne envejsdynamik kan man iagttage i Tyrkiet (LFPC):
[…] For to år siden opfandt den velanskrevne tyrkiske sociolog, Serif Mardin, udtrykket ‘nabopres’ (‘mahalle baskasi’) for at forklare det sociale pres til at indordne sig efter konservative religiøse normer. I sidste måned bekræftede en kontroversiel rapport, ‘At være anderledes i Tyrkiet’, udarbejdet af Det Åbne Samfunds Institut og Bosporus Universitet, at ikke-religiøse og sekularister i Tyrkiet føler sig under pres for at indordne sig under de sociale normer fremmet af AKP.
Blandt eksemplerne er presset til at deltage i fredagsbønnen og at faste i Ramadanen og at sørge for, at hustruerne går med tørklæde for at beskytte deres virksomheder og jobs. Dengang Tayyip Erdogan var borgmester i Istanbul, var alkohol forbudt i kommunens udskænkningssteder, men nu kan den ikke serveres i 56 ud af Tyrkiets 81 provinser, hverken kommunalt eller i privatejede restauranter.
I november 2005 fastholdt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tørklædeforbuddet på tyrkiske universiteter og understregede, at det er pluralisme og tolerance, der kendetegner et demokratisk samfund. Tayyip Erdogan var ikke enig og erklærede, at det kun var de religiøse lærde, der var berettiget til at udtale sig i denne sag.
I et forsøg på at genoplive Tyrkiets chancer for EU-medlemskab har Erdogan udnævnt sin nære ven Egemen Bagis til chefforhandler. Det var denne herre, som sidste år i Los Angeles Times udtalte: “Vi opgraderer landets demokratiske niveau.”
Desværre er der fortsat en del europæiske og amerikanske politikere og meningsdannere, der tror på denne fantasi, og derfor ville det være klogt at lytte til Bassam Tibis advarsel: “Ved at støtte det institutionaliserede islam mister Vesten sine ægte venner: liberale muslimer.” Robert Ellis: En brandklokke om natten [Information 26.1.2009, ikke online]
Så står verden da ikke længere: Klaus Wivel i nøgtern beskrivelse af islamisk intimidering
Jeg må indrømme at jeg nærlæste denne artikel for at se hvornår apologetrefleksen blev udløst i Klaus, men der er sådan set ikke noget at udsætte her. Allerhelst ville jeg jo kunne se dette som en begyndende opvågnen hos en af anstændighedens ypperstepræster, måske starten på en trend. Man skal nok ikke i denne forbindelse overse at artiklen ikke nævner Lars Hedegaard eller Søren Krarup med ét ord, men det må måske komme i næste udviklingstrin: At de ting der her bliver fremsagt af ædle, autentiske vilde ikke bliver mindre sande af at blive sagt af de værste vederstyggeligheder for det kulturradikale parnas. Små skridt, små skridt (LFPC).
[…] Europas nye flygtninge har den uafhængige britiske tænketank The Centre for Social Cohesion netop udsendt en længere rapport om under titlen: Intimideringens ofre – ytringsfrihed i Europas muslimske miljøer. Rapportens forfattere, centrets direktør Douglas Murray, og arabisten Johan Pieter Verwehey, præsenterer os for 27 muslimske dissidenter i Vesteuropa – fra de mest berømte, Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali, til troende og ikke-troende muslimer, der i en dansk offentlighed er mindre kendte, men ikke mindre interessante.
Rapportens formål er at opfordre Europa til at tage vare på disse fredløse mennesker ved at sætte et hegn om ytringsfriheden, selv når den kommer på tværs af religiøse følelser. Europa bør påtage sig at sørge for deres sikkerhed og slå ned på de miljøer, som står for intimideringen.[…]I 2000 blev Kadra Noor berømt i Norge, da hun med skjult kamera fik norske imamer til at sige, at de gik ind for kvindelig omskæring – skønt de udadtil havde fremført det modsatte synspunkt. Udsendelsen betød, at kvindelig omskæring blev forbudt, og Kadra Noor vandt en norsk pris for sin journalistik. Men mange somaliere var rasende på en kvinde, som de anså for at være forræder, og norske antropologer anklagede hende for »kulturimperialisme«.
I 2007 skrev hun en kronik i Verdens Gang og opfordrede til, at man omfortolkede Koranen, så den kunne passe til moderne kvinders forhold. Få dage efter blev hun gennemtævet på en bar af syv somaliere, der råbte »Allah Akbar«, og at hun havde besudlet Koranen. Hun blev sparket bevidstløs, brækkede flere ribben og blev efterladt skamferet på kroppen og i ansigtet.[…]
De to forfattere til rapporten om Intimideringens ofre har ikke meget til overs for Europas evne til at hjælpe de forfulgte. Så snart truslerne tager fart, begynder en del europæiske regeringer at betragte disse dissidenter »som mennesker, for hvem der ikke gælder de samme frihedsrettigheder som de oprindelige europæere; som ikke kan gøre krav på samme muligheder for at udtrykke sig selv; som ikke bør forvente at have friheden til at kritisere og lave grin med deres egne religioner og traditioner. Uden denne afgørende støtte fra regeringer og fra den europæiske intelligentsia har mange af dem besluttet sig for at holde op med at hæve stemmen; nogle er flyttet for at kunne udtrykke sig mere frit i et andet land, mens andre er blevet ved med at råbe op, uanset at de derved satte livet på spil.« Klaus Wivel: Politiske flygtninge: Flugten fra Europa [Weekendavisen 23.1.2009, ikke online]
Fjern religion fra offentlige arbejdspladser
fra den løbende diskussion i Ugeskrift for Læger
♠ Mag.scient. Britta Mogensen, Frederiksberg,
Lægeforeningens Etiske Udvalg (LEU) v/Poul Jaszczak (PJ) tager i sit svar på læge Kurt Charlemans (KC) indlæg i Ugeskr Læger 2009;171:68-9 ikke det problem op, som KC nævner, nemlig det sociale, psykologiske og etiske, men kaster i stedet et tågeslør, når han anfører, at hvis mennesker på grund af deres tro »tager afstand fra etikken i bestemte behandlinger, kan de naturligvis ikke blive medicinske kandidater«. Og videre, at »der ikke kendes til tilfælde af denne art i Danmark«. Det kan PJ ikke vide noget om, medmindre han er tankelæser.
Fortsæt med at læse “Survey Shows Alarming Lack of Integration in Germany”





Jeg bruger normalt ikke p-ordet, det er vitterligt racistisk, og det slår sagesløse indvandrergrupper sammen med de problemvoldere det er tiltænkt at ramme, men de tider hvor jeg forargedes og satte folk i bås på grund af brug af ordet er forlængst forbi. Fronterne i kulturkrigen, og den politiske korrekthed der forsøges holdt i live, afføder en modreaktion så nogle af os bliver i bedste fald ligeglade med pænhedens grænser, i visse tilfælde får lyst til at overskride dem. Den pågældende betjent har forbrudt sig lige præcis seks bogstaver plus tilhørende slette associationer, men hvis der, hvad alt tyder på, ikke bliver rejst nogen form for tiltale mod de tilvandrede arabere der på Rådhuspladsen i København forrige lørdag gav udtryk for folkemorderiske ønsker mod en fredelig gruppe danskere, ja, så er min forargelse her helt og aldeles på den udhængte betjents vegne (LFPC).



