Aftonbladets kulturredaktĂžr Ă sa Linderborg skrev i gĂ„r en artikel, Förföljd av hatet, hvor hun citerer nogle af de hadefulde reaktioner og sexistiske trusler, hun har modtaget pĂ„ mail og sms efter hun drog kampagnen imod indvandringskritikere og multikulturmodstandere, – det hun kalder ‘nethaderne’ og ‘jernrĂžrsiterne’- igang. Citaterne er af en sĂ„dan art, at man selv mĂ„ klikke ind og lĂŠse dem, hvis man har apppetit pĂ„ det. Det er slemt.
Hun har mĂ„ttet flytte sig og bĂžrnene hjemmefra. Det skal siges, at hun selv har slĂ„et tonen an med rubrikker som “Nu granskar vi skiten”, “Desperata försvarstal av högerextremisterna”, “Stöveltrampet hörs tydligt pĂ„ hatsajterna”, “Ja, vi vill stoppa skiten”, “NĂ€tstorm mot SD-stödd hatsajt”, “Hatsajten Exponerats huvudman sjĂ€lv dömd pedofil,” men intet i nĂŠrheden af den trusselsstorm, der nu er vĂŠltet fra net-kloakken ind over hende. Det ikke overraskende, at sĂ„ meget ‘skit’ (lort) vĂŠlter frem, og det kommer nĂŠppe helt bag pĂ„ Linderborg, bortset fra mĂ„ske pĂžblens intensitet.
Linderborg har ikke gjort det nemmere for en civilliseret offentlig samtale ved at bundte Wilhelmson, Herslow, Avpixlat, Nationell idag, Nationell Nu, Realisten og Fria Tider sammen, men det tjener Aftonbladets politiske formĂ„l ikke at skelne og foregive, at ‘frĂ€mlingsfientlige’ kommer fra samme hĂžstak allesammen, men de er ikke ens, og de er ikke alle nynazister og antisemitter. Avpixlad er blandt Sveriges 15 stĂžrste mediesites, noget der ville vĂŠre helt umuligt for en blog i Danmark eller Norge, og det er der selvfĂžlgelige grunde til. Oven i det har Linderborg et noget selektivt forhold til vold og trulser. Om Lars Vilks, imod hvem truslerne mĂ„ antages at vĂŠre noget alvorligere end dem mod Linderborg, har hun sagt Sveriges fegaste konstnĂ€r, og om politisk vold i al almindelighed, har hun sagt:
Jag ogillar vÄld i alla dess former men imponeras av att det i alla fall Àr nÄgra som har sÄn moralisk resning att de Àr beredda att till och med slÄss med fascisterna.
Det er altsĂ„ moralsk i orden, bare det er de politisk ‘rigtige’, der bliver truet og overfaldet? Hvis ikke Linderborg vil fordĂžmme andre trusler end dem mod hende selv og dem hun sympatiserer med, kan hun lige sĂ„ godt spare sig umagen, sĂ„ er hun lige sĂ„ meget deltager i en voldsoprustning som en hvilken som helst nazist eller antifascist.
Der er ogsÄ netpÞbel i Norge og Danmark ogsÄ, ligesom der er masser af svenskere der bidrager kvalificeret og civilliseret til den offentlige svenske samtale, men fornemmelsen er alligevel, at det i gennemsnit stÄr langt vÊrre til med den demokratiske samtale i Sverige end andre steder i Norden. Den fornemmelse blev ogsÄ bekrÊftet af undersÞgelsen over trusler mod politikere i kommuner, landsting og Riksdag for nylig. Det er sÞrgelig lÊsning.
“SjĂ€lvklart ska det vara en demokratisk rĂ€ttighet att ifrĂ„gasĂ€tta invandring och mĂ„ngkultur,” skriver Linderborg men det er hverken selvfĂžlgeligt eller sandt, det er en efterkonstruktion af en hĂ„rdt presset Linderborg. I Danmark havde vi omkring Ă„rtusindskiftet resterne af et tabu pĂ„ at kritisere antallet af udlĂŠndinge, vi skulle tage imod (jvf. Ritt Bjerregaard der var noget virkelighedsforskudt efter et langt liv som poltisk tremmekalv.) I Sverige, der har modtaget mange, gange flere, og er ved at segne under indstrĂžmningen, er det stadig pĂ„ kanten af det tilladelige at kritisere antallet.
Den svenske samtale om “masseindvandringen”, et ord, der ikke bruges af stuerene i Sverige, men bruges helt main-stream af topministre i England nu, er pilrĂ„dden og forgiftet af at have ligget under lĂ„g i tre Ă„rtier. Det er den sĂžrgelige sandhed, selvom det mĂ„ske ikke er den eneste.
Da jeg i slutningen af 90 erne, efter at have skrevet frit i en hvilken som helst avis i Danmark siden jeg var 17 Är, valgte at henvende mig til fire forskellige svenske aviser, nÄr jeg nu alligevel var i landet et kvartal hvert Är, var jeg luft. Ikke sÄ meget som et automatsvar, og det var nÊppe fordi, jeg ikke kunne formulere eller ikke havde indsigt at bidrage med. Emnerne jeg ville bringe op, skulle ikke diskuteres, og det var dengang aviserne sad trygt pÄ al opinion i Sverige. Jeg opgav svenske aviser og begyndte pÄ det spirende net og i litteraturen, at studere det, der var de facto eller censur-light i Sverige, i al fald hvad angik fremmedpolitikken. Jeg har ikke kontaktet et svensk medie siden, det er tolv Är, jeg savner dem ikke og det er sikkert gensidigt. Nu hvor de har mistet opinionsmonopolet, kan man jo ignorere dem, hvad mange ogsÄ gÞr. Den udvikling havde de ikke set komme, de er i dyb krise og det mÊrkes.