En politikommissær siger til Aftonbladet, at Stockholm er blevet et helvede
Af Lars Hedegaard
Mens vi diskuterer det formålstjenlige i Rasmus Paludans fortsatte Koran-afbrændinger, kunne der være grund til at rette opmærksomheden mod et nok så vedkommende fænomen, nemlig sammenbruddet af lov og orden i den svenske hovedstad.
Indtil nu har Sveriges herskende klasse af ryggesløse politikere og samvittighedsløse medier trøstet sig med, at den islamisering, som de selv har indbudt til, kun ville gå ud over almindelige svenskere, mens de selv kunne hygge sig med deres moraliseren i rigmandsenklaver fjernt fra det orgie af vold og lovløshed, der har bredt sig i den tidligere moralske stormagt.
Men den tid er forbi. Der er nu skyderier, bomber og mordbrande hver aften i hele Stockholm, og end ikke overklassekvarterer som Solna og Södermalm er sikre. Avisen Fria Tider er blevet kontaktet af beboere i flere af byens kvarterer, der siger, at de føler det som at leve i en krigszone.
