Jussi Björling: Den største stemme af alle. Og den ulykkelige, ugengældte kærlighed til Sverige. Tekst.
Sidste år skrev jeg om ‘drømmen om Sverige’ som jeg har haft omtrent siden 1957. For første gang var jeg kun i Sverige to gange i det forgangne år.. Med min norske ven hos Friedmans i Lund og hos en gammel veninde i Småland, der er kommet på plejehjem.
Da hun næppe ænsede sine besøgere, tænkte jeg, at det meget vel kunne være sidste gang, jeg var i Sverige. Lysten er ikke så stor længere. Den svenske skønhed forlader mig dog aldrig. O Helga Natt er indspillet af hundreder af andre, jeg vil overhovedet ikke tage stilling til dem. Sissel Kyrkjebøs version, det er helt forfærdeligt at høre på. Der er kun én version.
Jørgen Leth sagde noget lignende i 24-Syv for et par måneder siden, men da han ikke er så politisk explicit som undertegnede, måtte man gætte sig til hvorfor. Jeg kan iøvrigt godt lide, at kunstnere holder en sikkerhedsafstand til politik, det kunne mange virkelig lære af.
Vi der hører dem, kan godt læse imellem linjerne, og jeg tror, jeg har læst Leth. Han har det ligesom jeg: Det Sverige han kender, forsvinder hastigt, og han vil ikke gerne overvære det. Den brutale afkristning af Sverige, har været landets store ulykke, men venstrefløjen har haft en angst, for at spytte det klart ud.
Jeg planlægger min næste rejse til foråret, og den går til et sted, hvor jeg ikke har været siden 1980. Det er godt at kunne overvintre med forventninger. Nu fortæller almanakken, at solen går den rigtige vej. Glædelig jul, allihopa!



De følgende essays, artikler og taler udgør et forhåbentligt repræsentativt udvalg af mine overvejelser om samfundet og samtidshistorien gennem de seneste 20 år, efter atjeg blev opmærksom på den vestlige verdens dybe krise.