Og så bør man også se skyderiet mod Rayshard Brooks i Atlanta. Det kunne han nemt have undgået. Han mistænkes for at sidde beruset og sove i sin bil. Da han skal anholdes, modsætter han sig, slagsmålet begynder, han stjæler en taser og bruger den mod politiet, hvorefter skuddene falder mens han er i løb og er svær at ramme i benene. Jeg mistænker dog ikke 17 årige rødgardister for at interessere sig for fakta, når man lige så godt kan brænde noget ned med det samme. Kort video og råvideo.
Gellerup: Muslim på førtidspension står bag politisk attentat
Af Uwe Max Jensen
Der er kommet nye afsløringer frem om det islamiske knivangreb mod Rasmus Paludan fra Stram Kurs under et grundlovsarrangement i Gellerupparken. Et angreb, der kulminerer med, at politiet affyrer skud mod gerningsmanden.
Det viser sig, at to palæstinensere, der ikke er ubekendte med sociale ydelser i Danmark, spiller hovedrollerne i det alvorlige anslag på demokratiet. De muslimske mænd, på henholdsvis 52 og 40 år, er varetægtsfængslet ved retten i Aarhus. Den 52-årige (“knivmanden”, red.) er sigtet for forsøg på manddrab. Den 40-årige for medvirken til samme forbrydelse.
Raspails Europadystopi kom 30-40 år inden Michel Houellebecqs
Og de drog frem over Jordens Flade og omringede de helliges Lejr og den elskede Stad. Og Ild faldt ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem. (Aabenbaring 20:9)
Mange har sikkert bemærket, at Gates of Viennas løbende reportage [2011] om landingerne på Lampedusa, Malta og i Syditalien i år, alene i år 48.000, hedder “Camp of Saints”. Jeg har haft travlt med andet, så det tog mig seks måneder at stille spørgsmålet “hvorfor.”
“Hvis de nu kommer”
Det er titlen på Jean Raspails (f.1925) øjensynligt profetiske bog om en fremtidig, ødelæggende masseinvandring til Europa fra den tredje verden, der udkom et par år efter at jeg blev student, og havde så mange andre ting i hovedet. Han er nu en gammel mand på 86, hans bog er genudgivet to gange, han har fået flere litterære priser og været tæt på at blive indvalgt i Académie Française i år 2000, hvor han fik flest stemmer. Han har skrevet 38 bøger, men han siger om “Le Camp des Saints”:
Det er en inspireret bog. Det vil sige, da jeg begyndte at skrive den i 1972, havde jeg udsigt til Middelhavet, og jeg spurgte mig selv: “Hvis nu de kommer…..og så kom bogen til mig som ingenting. Den ligner ikke noget andet, jeg har skrevet.”
Raspail siger også, at bogen ikke kunne være udkommet i dag på grund af hate-speech lovgivningen, samt at han undgik spørgsmålet om islam, der allerede var kontroversielt i Frankrig dengang, givetvis bla. på grund af Algier, der i vidt omfang var et islamisk oprør mod Frankrig. 50 år efter Ben Bella og OAS, oplever Frankrig en kvalitativ, lignende trussel, men nu på fransk grund.
En halv milliard mennesker i labile lande
Her er så en tretrinsraket om Raspail. Man kan se interviewet ovenfor fra februar i år, det er med engelske undertekster. Han afslutter det med at minde intervieweren om, at der lige syd for den franske middelhavskyst er en halv milliard mennesker i labile lande, som stadig kan sætte kursen mod den franske Riviera, hvis (når) deres samfund tipper over i kaos.
Intervieweren hører det ikke, ligesom europæiske politikere idag, ikke vil tænke tanken, skønt den kan eksplodere på dem og deres sagesløse undersåtter når som helst. Man kan læse anmeldelsen her nedenfor, og/eller endelig kan man læse bogen online: THE CAMP OF THE SAINTS By Jean Raspail, 102 sider pdf.
Mens Svensson sov og medierne censurerede sandheden, udskiftede Sverige befolkningen
“While Sweden Slept” skrev Bruce Bawer allerede for 14 år siden, men de var umulige at vække. At svenske politikere – uden på noget tidspunkt at spørge befolkningen – er i fuld gang med at skifte den ud, er en realitet, og nu må alle fremtidige svenske generationer betale prisen i blod, vold, mord, voldtægt, erobring og fremmed herredømme.
SCB detaljdata om alla 0-21 år – de släpptes igår f.m. – siffrorna är då bearbetade av mig på kommungrupp/kommunnivå och jag har slagit samman alla invandrar/andragenerations/blandbarn rakt av.
Borgerkrigen i Sverige 17 juli 2027
Personligt tror jeg snarere det bliver 2037 eller 2047, men det er selvfølgelig umuligt at spå om detaljer. Entreprenøren Arne Weinz har udgivet bogen Perfect Storm og Landet som ingen ägde. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om at inkompetente svenske politikere har plantet en borgerkrig, der vil bryde ud i dette århundrede, og det har jeg ikke været de sidste ti år. Det Muslimske Broderskab er meget aktivt i Sverige, der mål er verdensherredømme, og de ser med rette Sverige som den mest lavthængende frugt. Svenskerne ser slet ikke faren.
Desværre så jeg også Riksdagsvalget i Sverige 2018 som den abslout sidste chance for at undgå den. Sverige ville ikke redde sig med stemmesedlen, mens de kunne, og danskerne der kan nå det endnu, gør ikke mine til det. Nu råder den onde og vilkårlige skæbne, og svenskerne er ikke længere herrer over den. At en borgerkrig også bliver meget usjov for de skyldige politikere, synes de ikke at skænke en tanke.
Jeg kørte taxi i den i begyndelsen af 70 erne, og det kan jeg anbefale af to grunde: For det første fordi jeg lærte at køre bil, så jeg aldrig glemmer det. Der er intet miljø i trafikken, der skræmmer mig. Bjerge, jungle, storbyer. Paris, Rom, Berlin, Singapore – kom an!
Den erfaringsbaserede højskole
For det andet fordi, at køre taxi var en fantastisk måde at komme ud af sin sociale ghetto på. Hvordan forberede man sig til livet, når man er 20? Man aner det ikke, man kan kun være heldig eller mindre heldig, men man skal ikke sno sig ind i en åndelig ghetto, man ikke kan komme ud af. Man skal sikre sin fremtidige frihed, til den dag man ved mere, end unge er født med at vide. Vi er alle født ind i en, og jeg kom på en social højskole, ingen pædagoger kunne have konstrueret. Den erfaringsbaserede.
Bloggen holder sommerlukket fra 2.6. Kommentarerne er lukket indtil videre på grund af sabotører. Repriser kommer med visse mellemrum
Når jeg ser på hvad jeg har skrevet gennem årene, er det ikke-politiske næsten det eneste, jeg finder umagen værd at genlæse. Ikke at jeg ser mig meget tilbage. Denne er skrevet under indtryk af Breiviks kolossale forbrydelse, og fordi Fjordman, et sekundæroffer, befandt sig i rummet ved siden af på min sofa. Det var meget Norge og Breivik i de dage, der gik hen og blev til fem år.
Jeg blev politisk af nød. Ikke af lyst, men jeg ville ønske, jeg kunne lave det om.
Jeg er, modsat af de fleste af mine venner, ikke noget politisk menneske fra starten. Jeg kommer fra et miljø med et Emma Gadsk forhold til politik, dvs. mild foragt, ikke noget for folk der er ømme om deres anseelse.
Min milde foragt er ikke blevet mindre med tiden, men har været et godt udgangspunkt, for passion for politik forkommer mig idag suspekt og pubertær, og at komme igennem 1968 og 70 erne upolitiseret, betragter jeg som min fornufts svendeprøve. Jeg ytrede mig først politisk, da min egen verden og den større verden begyndte at krakellere samtidigt. Af nød, for de fleste søger jo heller ikke læge når de er raske. Da var jeg 49 år.
Flere samtidige sammenbrud ændrede mig “midtvejs i livet. Jeg blev klar over, hvor skrøbeligt det hele var. Jeg kunne ikke se før, hvorfor jeg skulle være politisk, da det hele fungerede omkring mig. Jeg betragter stadig trangen til at være politisk, som – ungdommelig og ørkesløs. De der er i politik hele livet, afgår som flest ved en åndelig død.
At skrive blev en overlevelsesstrategi
Du ser dem på TV hver aften, hvis du har et. En præst jeg kender siger således: “Man bliver så grim af politik.” Når ånden og sandheden forlader mennesker, og kun strateger og gamblere er tilbage, ser man det på deres ansigter. Men disse personer afgør vores liv og død, det alene begrunder interessen for dem. Det er virkelig ikke deres åndelige vingefang.
Sverige var katalysatoren for mig i år 2000 sammen med voldsomme oplevelser, der skal vedblive være private. At skrive blev min måde at overleve. At vinde udad, hvad jeg havde tabt, eller bare få en vis orden på det, at defragmentere hjernen. Jeg ville også fortælle det uskyldige Sverige noget om ren ondskab, det ikke kender, det “har afskaffet” og nu ikke kan beskytte sig imod.
Du vil skræmmes over at være menneske
Se denne film, og du vil skræmmes over at være menneske, men måske også tage dig selv og verdens godhed op til revision. Tag ikke fejl, Breivik er et psykiatrisk tilfælde, Richard Kuklinski er ikke. Han er normal i en klinisk forstand, og han klinisk i sin beskrivelse af sin egen ondskab i samtale med en psykiateren i den anden halvdel af dokumentaren. Hvor meget alment, og hvor meget patologisk der er i ham, det er der, det interessante befinder sig. Han er ekstrem, men forståelig fra det psykologiske normalspektrum.
Måske er lægesamtalen den mest foruroligende del af dokumentaren, og det mærkelige er, at den også det tangerer det bevægende. Så dyb er ondskaben, så nært ligger det tragiske og forløsende på hinanden, bødlen og offeret og viljen og skæbnen, og her kommer det mest paradoksale ind: Tilgivelsen. Cirklen er sluttet.
Libanon: Ingen ved, hvorfor borgerkrigen startede, og ingen ved, hvorfor den stoppede. Denne dokumentar er lige så lærerig og gribende, som den er lang. Tre timer.
Jeg har skrevet, at jeg var en uge i Beirut få år inden borgerkrigen begyndte i 1975, nemlig i sommeren 1969. Krigen varede i femten år fra 1975 til 1990. Libanon var Mellemøstens Schweiz, Beirut var Mellemøstens Paris. Det var en europæisk, liberal storby indtil den demografiske balance mellem kristne og muslimer tippede.
Jeg så i min ungdommeligt indskrænkede verden en hvilken som helst europæisk storby i nærheden af Cypern. Jeg elskede Beirut, men fornemmede kun en mørkere undertone. Jeg så ikke tragedien lige foran min næse. 300.00 skulle komme til at dø ud af ud af 6 millioner libanesere. Det svarer til, at samtlige Århusianere døde i en dansk borgerkrig. Her et mit skib DFDS m-s Petunia i Beiruts havn i juni 1970.
Om tyve år har Sverige samme demografi, som Libanon havde i 1975
Jeg har tænkt over det på det sidste, og bortset fra at jeg købte et kilo grøn libanon, havde jeg glemt, at jeg for første gang hørte Kalashnikov knitren i det fjerne. Jeg tænkte ikke videre over det, det var for fjernt fra min 16-årige verden, at nogen ville skyde med skarpt mod andre. Jeg tillagde det ingen betydning.
Sådan har jeg det ikke længere. Om tyve år har Sverige den samme demografi, som Libanon havde i 1975. Sverige vil da være overladt til sin skæbne, ikke til sin vilje. Den gode vilje vil ikke betyde noget som helst.
“Humanismen” vil have gjort det største onde muligt, for krigen varer ved i Libanon, den er bare ikke så blodig lige i øjeblikket, og det er nøjagtigt sådan Europa ødelægges i disse år: Demografisk. De ansvarlige forbrydere skal vide, at det er usikkert om de slipper godt fra det. Alt tyder på det nu, men det kan ændre sig på måneder.
Libanon er det, Europa er ved at blive: Evig konflikt
Sydeuropæerne ramt af både Euro- og Coronaproblemet
Ingen tvivl om, at sydeuropæerne er kommet i en ubehagelig situation. Dobbelt ramt af to økonomisk ødelæggende problemer, hvor kun det ene, nemlig valutaændringen kan kaldes selvforskyldt. Engang et fristende tilbud, som man kunne have afvist. Det skete ikke og nu kan man ikke redde sig op fra den dobbelt påførte gæld ved egen hjælp.
Det er både Tyskland og Frankrig klar over og derfor er de to lande, der vel nok med rimelighed må siges at være skyld i de sydeuropæiske landes valutamæssige problem klar til at yde støtte med en stor økonomisk hjælpepakke. Det er nu hverken skyldfølelse eller velgørenhed der er årsag til de to landes interesse. Det er deres EU projekt, der står på spil. De er nemlig nervøse for at Italien i lighed med England skal trække sig ud af EU og dermed måske starte en bølge af udmeldelser.
Den politiker de er mest bange for er sandsynligt italienske Salvini. Den økonomiske hjælpepakke, der tilsyneladende skal andrage 5.600 milliarder Euro, er efter min mening endnu ikke endelig, ligesom den endnu ikke er opdelt i en ”foræringspakke” omfattende de fire sydeuropæiske lande samt sandsynligt Frankrig, samt en gældspakke, der skal afdrages. Forhandlingerne pågår p.t. så ingen kan efter min mening indestå for størrelsen af beløbet og fordelingen.
“Glem flokimmunitet. Stop smittespredningen og red liv, Sverige tester færre end Djibouti. Vi kommer til at se skrækindjagende dødstal.”
I detta telefonsamtal diskuterar Mikael Willgert och Lars Bern om strategin för hanteringen av Corona. Bern stödjer Moderaternas förslag om att etablera en kommission som leder krishanteringen. Trots att vi har försuttit tid är det inte för sent att agera. Avslutningsvis anser Bern att vi måste erkänna att vi gått fel och att politikerna måste börja agera för att rädda liv.
Länder som testar fler per capita än Sverige inkluderar Serbien, Vitryssland, Chile, Peru, Kazakhstan och Azerbaijan. Sverige är ett rikt högskatteland med inhemsk läkemedelsindustri, men lyckats med bedriften att testa färre per capita än Djibouti, ett afrikanskt land vars främsta export är boskap, getter, kameler och läder till grannländer som Somalia och arabvärlden. Tino Sanandaji
Corona har ligheder med HIV. Måske bliver man aldrig rask igen
Nobelpristagerne Luc Montagnier and Françoise Barré-Sinoussi, der opdagede HIV, har skrevet, at Corona har ligheder med HIV og Malaria. De skriver også, at Corona må være laboratoriefremstillet. Amatøren Tegnells flokimmunitet bliver nu en katastrofe for mange mennesker, der i første omgang overlevede. En sygeplejerske skriver om sin tilsyneladende kroniske sygdomstilstand: Vi är tusentals som aldrig tycks bli friska – hjälp oss!
Radio: Lars Vilks, rondellhunden och attacken i Köpenhamn
En udmærket ny dokumentar, der også minder en om med hvilken foragt det officielle Sverige så på Vilks de første mange år. “Vilks var en islamofob, og han omgikkes med islamofober.” Det var blandt andet Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet og Vilks komitteen. Fæle danskere.
Han mødte endda nordmanden Fjordman i 2011. Da denne ankom til det hus Vilks endnu boede i, sagde han med en mild underdrivelse kort efter Utøya: “Jeg har skam hørt om dig,” som om Vilks med selvfølge ventede på, at han ville dukke op i Skåne, nu hele Norge ledte efter ham. Alle politifolkenes øresnegle glødede, da de så nordmandens pas. Dette dobbeltportræt er fra den lejlighed, nordmanden er skåret bort, han rejste strikt ikognito.
Den svenske elite er hjulpet på vej af en stadig mere presserende virkelighed. Realiteternene er en nådeløs pædagog. En tyve-tredive år, så er en svensk journalist virkelighedsjusteret, men i mellemtiden har virkeligheden bevæget sig et nyt sted hen. Det er sgu ikke sådan at være avantgarde.
Selvom de har magten i landet, har de defineret sig som permanente ofre. Magthavere koketterer jo gerne med, at de netop ikke er magthavere. Det er derfor, jeg kalder landet et matriarkat, men historisk set er matriarkater temmelig kortlivede, og Sverige vil da heller ikke holde dette århundrede ud. Der vil kun være navnet på landet og muligvis flaget tilbage i år 2100, og det bliver meget usjovt for kvinder. På den måde minder kvinder om det Radikale Venstre: De opnår alt det modsatte af det, de påstår de ville.
Big Tech er sårbare på to områder, som politikerne kunne have gjort noget ved for længe siden: Skat – de betaler ikke skat i de lande, hvor de tjener pengene – og redaktøransvar.
Tucker Carlson er krystalklar på hvad striden mellem Twitter og Trump handler om: Magthaverne – Big Tech og medierne – forlanger retten til at bestemme hvem, der må ytre sig.
Når DR og TV2 formår at gøre Trump til den store censor, siger det meget om hvor ideologiske og indforståede de er. De er ikke optaget af at censuren breder sig. De omtaler det ikke.
Publikum må forstå, at hvis Big Tech, medierne og Demokraterne skal kunne ødelægge Trumps genvalg, vil det være ved at knægte konservatives ytringsfrihed.
En økonom i det amerikanske bankvæsen sagde, da han blev bedt om en kommentar om, hvorfor den japanske boble-økonomi brød sammen, at Japans problem er, at de ikke ved, at de ikke ved. Det var derfor meget let for amerikanske ejendomshandlere at snyde de japanske investorer og sælge til en 8 dobbelt overpris i New York. (Foto: Historikeren Torben S. Hansen, Tim Pallis og delvist den norske historiker Fjordman t.h. på Vinstuen Gl Kongevej 90, klik helskærm.)
Ingen i USA ville drømme om at betale de penge, men japanerne gjorde det, fordi de ved ikke, at de ikke ved. Japanerne tror de ved alt om priser, konjunkturer og økonomisk udvikling, men det gør de ikke. De var ikke i tvivl. Det var denne særlige slags arrogance, der kom til at koste det japanske samfund dyrt, da banklånene pludselig ikke kunne indfris. Den, der ikke er i tvivl bliver arrogant.
