“De forbandede år” og tidens Quislinge
Visse ting er evige. Alle kollaboratørerne fra dengang på film, og på grund af 68 er det værre idag end i 1940. I dag er yngre danskere, som svenskerne var i 1940: Til salg, nationalt afvæbnede og lige til at plukke for højestbydende. Filmen viser troværdigt de voksnes opportunisme overfor nazismen, og de unges nationalt inspirerede oprør imod det. Vor tids unge er ikke som dem i 40’erne, for at sige det mildt. 1968 er skillelinjen mellem dem og fortidens. I dag er vi alle “samarbejdspolitikere,” undtagen vi der er for gamle.
Den nazistiske besættelse splittede befolkningen, men kun majoriteten af folket fra den politiske og industrielle samarbejdsklasse. Den politikerbefordrede muslimske invasion i vores tid splitter befolkningen midt igennem, og det er langt værre. Spaltning og konflikt kan meget vel blive evig.
‘Multikulturalisterne’ køber stemmer ved at sælge deres land
Svenske socialdemokrater har købt muslimske stemmer siden 1999, (“Samarbejdsaftalen.“) og som man ser i valg, har det været en stor succes. Fremmede stemmer S i takt med at svenskere forlader partiet.
Hvorfor tror man, de uddeler statsborgerskaber som bolscher? 3.2 mio fremmede skal naturligvis stemme på dem, så de aldrig mere mister magten. Det vil gå godt, indtil disse stemmer på et muslimsk parti. Så er socialdemokraterne klædt af og færdige. Alle vil vide, de har solgt landet og dets fremtid for egen vindings skyld. Landsforrædderiets evige motiv: Penge og magt.
Samarbejdspolitikerne blev mere og mere fedtet ind i nazisterne, og vores samarbejdespolitikere bliver mere fedtet ind i islam. De klæber til dem som brandsår. Begge begyndte at forfølge egne, oppositionelle landsmænd. Denne film, der er mere aktuel end nogle af de medvirkede bryder sig om at forstå. f.eks. notoriske røde skuespillere Jesper Christensen og Anne Marie Helger. Filmen kan lejes for 49 kroner her.
Amor fati, Laura!
Laura er kun 29 år, og hun forstår ikke den situation, hun er havnet i. Der er kun to muligheder, når man udelukker den pædagogiske mumbo jumbo, der aqldrig vil redde hende: Enten forsvinder disse mennesker fra vores land i tide, hvilket ikke er særlig sandsynligt, eller også skal personer som Laura lide i al evighed. Jeg hælder til, at det sidste bliver virkeligheden med den erkendelseskurve, vi har.
Min egen personlige opgave er, at Lauraerne kommer til at lide og ikke jeg. Skæbnen æder dem, der står sidst tilbage, og som ingen andre gider støtte. Det gør mig ondt for hende, men nogle har mere fortjent det end andre. Det gør mig ondt for unge, uvidende mennesker, det burde have været Svend Auken, Birthe Weiss, Marianne Jelved, Niels Helweg og Gammeltoft Hansen, men det er nu engang deres arv til de unge. Alle må spille de kort, de har fået uddelt. Amor fati, Laura.




