Musik som bedøvelse: Kulturtabet er så universelt, at vi næppe bemærker det
Jeg har bemærket, at jeg med alderen har sværere og sværere ved at udholde popmusik, men det var ikke nogen bevidst indsigt, før jeg hørte Peter Hitchens foredrag i København i vinter, at jeg begyndte at tænke over hvilket kulturtab Vesten frivilligt har påført sig selv på bare halvanden generation. Det var bare sket, uden at nogen havde artikuleret det.
I dag har vi 50-årige, hvis musikalske horisont er såkaldt ‘heavy metal’, vi har 60-årige der hænger fast i deres ungdoms musik fra 1965-72, og aldrig er kommet videre. Det er som at spise ostemadder og bananmos hele livet. Jeg har ikke tal på pop-stationerne på min mobiltelefons radio, og jeg bruger dem kun som bedøvelse, når jeg er hos tandlægen, for at overdøve tandrensningens højfrekvente lyd. Det er billigere end lattergas, at overdøve den ene smerte med den anden.
Mit radioliv er blevet et slalomløb, hvis primære formål er at undgå popmusik og politikere. Enhver kan forestille sig hvilken Ingemar Stenmark, det kræver. TV var blevet det samme, men det røg ud for femten år siden. Derfor kender jeg ingen af dem, der figurerer i tandlægens SE & HØR. Hvilken udsøgt lettelse. Poison for the soul – Scruton on pop music.
Den industrielle dåsemad
Prøv at hør Paul Joseph Watson her forklare i detaljer, hvad det er for noget industrielt dåsemad vor tid lader sig spise af med, om som vi lader vores unge vokse op med som ernæringserstatning. Samtidigt som vi bliver rigere, bliver vi fattigere og fattigere. Vi har folk, der vil ‘forsvare den vestlige kultur,’ men næppe aner, hvad den består i, og aldrig har hørt dens musikalske mesterværker, der er beundret i hele verden. Arabere bryder sig ikke om meget vestlig kunstmusik, men japanere og kinsere har symfoniorkestre og fremtrædende dirigenter og musikere. Der er symfoniorkestre i hele verden, endda i Egypten og Marokko.
