Eller: Hvad blev der af radiomontagen?
Hvad blev der af Christian Kryger, Stephen Schwartz og Christian Stentoft? Jeg spillede i orkester med Christian Stentoft i slutningen af tresserne. Jeg så slet ikke, det format han senere fik, hvad der dog ikke undslipper ens blinde, unge, dumme øjne! Nu er han død, ser jeg. Han følte, han stod i skyggen af sin far, men i tilbageblikket gjorde han overhovedet ikke det. Christian havde sin helt egen musikalitet, der ikke stod tilbage for Aage Stentofts. Berlingske har en stor artikel og faderen i dag: Jane Aamund: »I dag ville han have fået en etiket på sig, ADHD eller noget andet«.
Nu har P1 ikke længere den slags ambitioner, hvis de overhovedet har nogen andre, end at få folk til at mene ‘det rigtige.’ Tvivlen og sårbarheden har de forladt, det nu radioen fra troende, vel-skolede personer. Det gælder også den såkaldt ‘borgerlige’ 24 Syv. Artige, politiske dengser som Cordua og Steno, snart er de LA, snart er de Alternative, altid arbejder de på en strålende fremtid efterhånden som den bliver værre og værre.
Hvor mange mænd er der tilbage på SR per time?
Jeg er gået over til kun at høre musik på SR 2 eller NDR, så kommer jeg i det mindste ikke unødigt til skade, med mindre det er SR om dagen, hvor rutinefyldet er ‘normkritiske’ kvindebands fra Norrland. Hør selv, hvordan kvinder har vundet kønkrigen og vundet hele SR.SE, og hvordan de stadig påstår, de stadig er ofre for forlængst forsvundne patriarker. Hvor mange mænd er der tilbage på SR per time? Svenske mænd er mediemæssigt blevet det usynlige køn.
Tæl minutterne, de er udraderede. Kvinderne overtog Sverige og forærede det væk til den tredje verden. Kønskrig var OK, når det var kvinder mod mænd, men når det er det modsatte, er det dybt suspekt. Det er ‘facistisk’ og ‘nationalistisk,’ men kvinderne skal leve med resultatet, som vi ser i Sverige, hvor de ikke længere tør færdes uden beskyttelse. Vi er alle underlagt vore fejlskøn, og Sverige idag er ét, gigantisk fejlskøn, der vil vare i århundreder.
Sverige er et meget ideologisk land, de der befinder sig der, ser det slet ikke. Man må til Danmark eller Norge, for at opdage det. Man må væk, og se Sverige udefra, og jeg kan kun beklage, det tog mig 40 år at komme væk. Det vidner om min langsomme opfatningevne, men hvad pokker: Anette Heick flyttede for en måned siden, jeg flyttede i 2004. Ingen i den rutine-politiske presse har beskyldt hende, for at være særlig informeret. Hvis hun aner, hvad hun foretager sig, har hun ikke ytret det offentligt.
Pianisten, filosoffen, matematikeren og drankeren Moskvitin
En god ven har lånt mig Jurij Moskvitins bog om Henrik Stangerup, “Du må ikke sjuske med dit liv.” Den mere småborgerlige del af Stangerups familie var ikke glad for bogen, hvilket kun øger min appetit på den.
Jeg kom i tanker om pianisten, filosoffen og drankeren Moskvitin for nylig, da jeg skulle i teatret Betty Nansen og se Michel Houellebecq. Jeg kom for tidligt, og gik en tur på Frederiksberg Kirkegård, hvor man ikke kan gå mange meter, uden at støde på et kendt navn.
Jeg var der sidst for tre år siden på grund af en tilfældig ordveksling om den norske digter Sigbjørn Obstfelder, der døde i København og ligger der. Moskvitin gik i klasse på Metropolitanskolen med Johannes Møllehave og Simon Grabowski, sønnen af Synagogens kantor Leopold Grabowski, som man også nemt er stødt ind i i købstaden København. Jeg er stødt ind i Simon en del gange i ‘counterjihadistiske kredse,’ i det daværende Giordano Bruno Selskabet i 2002-2003.
“Det er sgu’ Jurij, der ligger der “
Jurij Moskvitin 1938-2005, stod der på den lille rundede sten. Jeg måtte fortælle min ledsager om Jurij, for hun er ikke københavner. Ikke at jeg og Moskvitin på nogen måde var bon-kammerater, men de første fem år af firserne boede vi dør om dør i små, beskedne lejligheder i den indre by på den tid, hvor de ikke var forbeholdt millionærer.








