In absentia: Yusuf al-Qaradawi idømt livstidsfængsel
En lille men bemærkelsesværdig historie, man ikke ser på alle forsider. Det er drøje tider for Broderskabet, Tariq Ramadan sidder i en fransk fængsel på voldtægtsanklager. Qaradawi har indrejseforbud i USA og England, men besøgte Stockholms Moske i 2003. Han er 91 år, og bor i Qatar, så han kommer nok ned i et sort hul før han nogensinde kommer i fængsel.
An Egyptian military court has sentenced eight people to death, including four in absentia, for alleged involvement in acts of violence in 2015. Another 17 people were sentenced to life behind bars, including prominent Muslim scholar Yusuf al-Qaradawi, who, along with six others, was tried in absentia on Wednesday.
“Det går hastigt ned ad bakke for “Regnbuenationen”
I Europa har fortidens ‘apartheid-crowd’ travlt med at lade som om, de ikke ser Sydafrikas eskalerende opløsning. Når man er på det godes side, vil man tilsyneladende ikke se den ondskab, man forvolder. Herunder den afrikanske racisme, der nu har fået over 4000 hvide bønder dræbt.
Den svenske regering fornægter den sammenbrudte integration. I mellemtiden opstår lovløse no-go zoner i byer.
Fra Sverige kommer Ikea, Abba og Pippi Langstrømpe – elskede navne over hele verden. Lige så succesrig, hvis det stod til skaberne af idéen, skulle en anden svensk ide have været: Åbningen af ”Folkhemmet”, den socialdemokratiske velfærdsmodel, for flygtninge fra hele verden. Det kulturelt homogene Sverige skulle være multikulturelt, havde den politiske elite besluttet for omtrent 40 år siden, og grænserne skulle være vidåbne.
De taknemmelige ‘Ny-svenskere’ ville snart tage de dyder, de modige, flittige og noget kedelige nordboere besad til sig, Sverige ville blive en “humanitær stormagt” og en model for et etnisk-religiøst broget samfund, men stadig et fredeligt og omsorgsfuldt samfund og et lysende forbillede for de resterende nationer. Således var de stolte socialingeniørers drømme. Det blev anderledes.
I dag er det treårsdagen for terrorangrebet på Krudttønden-Synagogen. Helle Merete Brix udgiver sin bog ved en reception på Toga Vinstue kl. 19.30.
Zimeray var ligeledes en af talerne på denne konference, og han erklærede åbent, at der ikke går en dag uden at han tænker over angrebet. Det er naturligvis ikke alle terrorofre, der har denne oplevelse. Men mine egne erfaringer – jeg er overlevende fra angrebet på Krudttønden – og de, som andre overlevende har gengivet, genspejler på en vis måde ambassadørens erfaringer: Det tager væsentlig længere tid at komme sig over et angreb, end ofrene ofte forestiller sig. Og ikke sjældent aktiverer nye angreb følelser hos overlevende af sorg, chok og vrede. Terrorens ofre taler ud. Se også Dan Parks kommentar til årsdagen.
Søren Espersen frygter kaos efter svensk valg
Nu er det femte svenske valg, hvor jeg beder til en kraftig, folkelig reaktion og inden næste lavkonjunktur, hvorefter den kan blive meget lidt pæn. Jeg aner ikke, hvad jeg skal håbe denne gang. Svenske opinionsmålinger stoler jeg lige så lidt på som til Brexit og Trump. I dem står SD til cirka 15 procent, og det vil ikke ændre noget. I kan se statsminister Löfven i Veckans Brott i går om de jammerlige, krigslignende forhold. Han har ikke rigtig forstået situationen, han tror angiveligt at guerillakrigen i forstæderne skyldes “arbejdsløshed,” og hverken han eller Leif G.W. kommer i nærheden af at nævne problemet ved navn. G.W. må være er en veldresseret sosse. Veckans brott Säsong 16, 58 minutter.
Stadig dårligere opinionscifre for den planlagt tyske koalition. Ifølge Die Welt får Merkels CDU kun 29.5 %, Scgitz’ rekordlave 16.5 procent. Socialdemokraterne ligger nu kun lige over AfD, der er tredjestørste parti med 15 procent. Sarrazin skriver om det i Die Achse des Guten:
“Jeg vil… som medlem af SPD stemme imod en fornyet stor koalition”
Af Thilo Sarrazin (foto Snaphanen.dk)
Mellem den 29. januar og den 2. februar foretog tre velrenommerede opinionsinstitutter rundspørger i hele forbundsrepublikken. Disse gav SPD mellem 17,5 og 19%, – endnu en nedgang efter forbundsdagsvalgets historiske lavpunkt på 20.5%. AfD lå derimod i alle 3 rundspørger sikkert på sine 14 %, en tydelig fremgang i forhold til forbundsdagsvalgets 12,6 %.
Hvis den store koalition, ”GroKo”, bliver virkelighed vil AfD blive det største oppositionsparti og har dermed – efter regeringspartierne – første taleret i plenardebatterne. De seneste måneder har vist, at AfD forstår at udnytte sine parlamentariske muligheder til at profilere sig. AfD har i nogle dage ledet forbundsdagens budgetudvalg samt retsudvalget. De øvrige partier bliver tvunget til normal parlamentarisk opførsel og dæmoniseringen af AfD bliver stadig vanskeligere, så længe partiet ikke selv giver anledning til det.
I tre østtyske forbundsstater ligger AfD i de aktuelle rundspørger foran SPD. I Bayern ligger de kun lige under SPD. I Baden-Württemberg ligger SPD og AfD lige med 12,5 %.
“Indvandringen koster 100 mio kroner om dagen. Vi er i en overlevelseskamp mod en totalitær ideologi. Jo længere tid vi venter, desto værre bliver det uundgåelige opgør.”
Jeppe Juhl giver sit bud på, hvorfor vores politiske og intellektuelle elite valgte en katastrofal, multikulturel dagsorden i efterkrigstiden; han ser nærmere på hvad konsekvenserne har været indtil nu, og han slutter med at skildre, hvordan fremtiden ser ud for Vesten i almindelighed og Danmark i særdeleshed.
Jeppe Samuel Cholewa Juhl (f. 1961) er en dansk journalist, tv-producent og borgerlig politisk debattør. Han er søn af den berømte journalist Bent Juhl (1921-2009) og den jødiske kz-overlever Gitte Cholewa Juhl (1934-2006). Han fik i 1989 dansk journalistiks fornemste pris, Cavlingprisen. (Se også Security analyst: Europe’s politicians do not want to admit the West is in a state of war.)
Fra Torino til Taranto over de “røde” regioner til Lazio eksploderer flere og flere bomber og Molotovcocktails i nærheden af modtagelsescentre og hoteller, hvor der bor indvandrere. Også mindre sofistikerede våben er blandt borgernes mest anvendte midler for at stoppe indvandrernes ankomst til deres landsbyer.
Sarderne ser tilstrømningen som en reel invasion
Den seneste sag fandt sted på Sardinien i torsdags foran modtagelsescentret Dorgali i Nuoro-provinsen. Heldigvis blev de 64 beboere ikke såret, selvom eksplosionen lavede et stort hul i bygningen. Dette er ikke det første tilfælde på Sardinien, i virkeligheden har flygtningemodviljen vist sig to gange tidligere.
Den 11. oktober var der et brandattentat på den tidligere kaserne i Monastir efter præfektens beslutning om at lave den om til modtagelsescenter. Det samme skete i Burcei i begyndelsen af september, da et privat hus, der skulle huse 25 indvandrere, blev ødelagt. I november i Buddusò, en landsby med 4.000 indbyggere, blev et turistkompleks, der skulle huse flygtninge, ødelagt af en hjemmelavet bombe. Sarderne har passeret deres tolerancetærskel. De ser tilstrømningen af indvandrere som en reel invasion, og dette i en region, der har et af de højeste arbejdsløshedstal i Italien. [..]
Artiklen What Future for Sweden? er noget så sjældent som en Sverige-artikel på engelsk med et helt minutiøst lokal- og historisk kendskab som grundlag for sin analyse. “Martin Lund” er et pseudonym for en skribent, jeg mistænker jeg kender, hvis jeg mødte ham, selvom jeg ikke præcis ved hvem. Jeg ville dog ikke røbe ham, hvis jeg vidste.Brugen af pseudonym indikerer, at han befinder sig i Sverige.
“Ønsker vi at leve med dem? Nej, det gør vi ikke. Vores børns liv er vigtigere end deres børns liv”
“Efter at vi har opført Fort Europa, må vi fjerne de mennesker, der ikke ønsker at tilpasse sig vores orden. Denne jordlod er vores. Flygtningestrømmene er en kolonisering, en udvidelse af den islamiske verden. Det er ikke en moralsk fordømmelse. Mennesker tager territorier fra hinanden, sådan er det bare. Grænsernes genkomst er et udtryk for vores livsvilje. Muslimer er ikke hollændere og Amagerbønder. Vores børns liv er vigtigere end deres børns liv. Desværre skal mange flere lemlæstes af lastbiler og voldtages, før vi når en undtagelsestilstand i sindet. Idag er vi stadig levende døde.”
Nord flytter sproglige grænser fra den sump af tomme ord, vi daglig er fanget i. (Se DR2 debatten fra igår, så ved du, hvad jeg mener.) Nye ord, giver nye mulige tanker, sprog og tanke er indbyrdes befrugtende, og de grænser Nord flytter i denne tale, medvirker ingen politiker idag til at flytte af den enkle grund at de er for indskrænkede og upersonlige. De rykker i øjeblikket blot tilbage fra deres radikale, komprommitterede positioner fra barrikade til barrikade. Se socialdemokraternes nye barrikade, der blot er et luftkastel med en god lyd.
De vover aldrig pelsen, før andre har sat en anden sproglig dagsorden. De er ængstelsen og nederlagets politikere, skønt de har bildt sig selv ind, de er avantgarden, og vi alle skal interessere os for, hvad de siger. Jeg har ikke gjort det i mange år andet en som et patologisk studie. I mine øren, er de som den maskinelle popmusik, jeg surfer væk for ikke at ødelægge min dag mere end nødvendigt. Det kan risikere at forhindre mig som ‘politisk kommentaror,’ det tager jeg med. Det er ikke hos dem. tiden brænder på. De er mindst ti år bagud med alt, de begriber ikke engang, at det de har gjort mod deres landsmænd, har kurs mod at ramme dem selv personligt.
“To be ignorant of what occurred before you were born is to remain always a child. For what is the worth of human life, unless it is woven into the life of our ancestors by the records of history?” (Cicero)
Evig barndom? Jeg bemærkede i forbifarten, at når en moderne partileder associerer, griber han ikke ned i verdenslitteraturen som en Kennedy, en Enoch Powell eller Churchill, men til en børnebog: Åkesson i SVT: “Stefan Löfven är som tjuren Ferdinand – han vill inte se verkligheten”. Når han hører musik, er det naturligvis den lammeste, mest forarmede popmusik, men han snakker om vestlig kultur, som om han faktisk kendte den. Hans kultur har gjort ham ‘evig ung’, for nu at sige det pænt, for jeg har stor sympati for Åkesson. Han kæmper en tabt kamp, ligegyldigt hvor mange stemmer han får til valget.
Vi taber vores kultur fysisk, fordi vi har tabt den intellektuelt.
Jeg kom til Mellemøsten første gang, da jeg var 16 år i 1969. Jeg mærkede, at der var noget på færde, jeg slet ikke forstod og ikke kunne sætte ord på. Ikke bare, at mange ville svindle mig på enhver måde, men også den perverterede seksualkultur, at homopraksis er helt almindeligt blandt hetero mænd, naturligvis fordi de ikke kan komme til damerne af indlysende, praktiske, islamiske grunde.
Jeg tænkte ikke, den tanke erfaringen har givet mig senere: “Jeg kommer fra et tillidssamfund, dette er et mistillidssamfund. Her går grænserne ved klanens revir. Andre er lovligt bytte for landevejsrøvere,” hvilket politikerne i deres grænseløse uvidenhed nu også har plantet i vores land.
Jeg havde ganske enkelt ikke det mentale forsvar, det kunne være gået rigtig galt for den unge Snaphane, jeg var ung, og jeg kunne ved skæbnens og 68-generations ugunst, være forblevet ung. Men mine rødder var i verdenen før 1968, jeg gik hen og blev voksen omsider, ikke som Ingmar Bergman siger “Jeg kom ud af puberteten i 58-års alderen,” tidtypisk, men nok også et særlig svensk syndrom. En tragisk konstatering, der kun mildnes af Bergmans hudløse ærlighed. Jeg blev voksen, fordi jeg var sulten på verden, og fordi der ikke stod nogen mentale eller ideologiske hindringer i vejen.
Det er først langt senere, jeg forstod tilpas meget af kristendommen og min egen kultur, og jeg havde endda gode forudsætninger fra gode skoler, der sammenlignet med dagens var små universiteter.
Vi har ikke sangenes og digternes ord for sorg længere
Åkesson har vage anelser, og hvad får hans børn?. Vi taber vores kultur fysisk, fordi vi ikke bare har tabt den intellektuelt, men også følelsesmæssigt. Vi kan ikke udtrykke den, fordi vi mangler sproget og følelsen. Vi har ikke sangenes og digternes ord for sorg længere, kun stearinlys og tøjbamser, også musikken der skulle bære sorgen, er degenereret i primitiv larm, som Peter Hitchens talte om i København forleden. Mister vi vores land – som svenskerne sandelig først kommer til – har de ingen ord for det dybe tab.
Kulturtabet på bare en og to generationer er gigantisk, og desværre for Vestens fremtid, vælger ahistoriske og uvidende vælgere politikere, der ligner dem. Vi bliver alle til børn, der ikke kender deres forældre: Fluernes Herre, vi vender tilbage til stammesamfundet. Det betyder kulturtabet, egenoverlevelse, vold og primitivisering. Fællesskabets forsvinden.
Man ved det er valgår når…
En svensk politiker udenfor SD, siger noget der giver mening i den virkelige verden. En tweeter meget præcist og ikke uvittigt:
Andre styrman på Titanic anser några år efter kollision att det är bra att beskriva isberg som de är. Övriga i personalen gör ett diplom för insikten.
