(*Niccolò Machiavelli.) – Hvad angår Sverige, er forebyggelsens tid ved at være forbi. Bevares, der er altid lidt tilbage at forebygge, men det væsentlige i Sverige er sket, det er nemlig demografien.
Machiavellis ord gælder hele Europa, men de gælder i sjælden grad Sverige. Uanset hvad politikere måtte love af velstand og sikkerhed i valget 9 setember, er det luftfrikadeller. Toget er kørt for adskillige år siden, personligt mener jeg mod borgerkrig, selvom det næppe bliver i min tid, men det bliver i dette århundrede.
Demografi er skæbne, og det gælder i højere grad, når demografi er islam, end når det drejer sig om nogen andre folkegrupper. Uanset hvad den så bliver, er Sveriges skæbne allerede beseglet. Resten er strid, kamp og snak. Hvis man har set fremtiden, er appetitten mindre på at gennemleve den.
En podcast med Marcus Birro satte denne tankerække igang, han sagde “jeg var en af de første kritikere af indvandringen,” hvilket tør kaldes en tilsnigelse.
Jeg har tit spurgt mig selv, om det er attraktivt at beskrive Sverige forfaldsproces, nu den ikke længere kan forebygges. Om en klinisk beskrivelse af en nations påbegyndte dødsleje, er noget jeg skal bruge min tid på. Selv i Danmark og Norge går det nærmest kriminelt langsomt, skønt vi har grænse og udsigt på første parket til det svenske mareridt. Intet kan rigtig skræmme den danske vælger.
Jeg er ikke kommet frem med et svar, men Peter Hitchens sagde for nylig noget i København, som appellerede til mig, og måske viste mig en vej ud af håbløsheden over næsten tyve års kamp for at forebygge større ulykker. Der lå en trøst og en vej frem i disse ord (Fra minut 3:59)
The obituarist of my country. “I also hate our way of life”
Fortsæt med at læse “Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses*”










