Af Torben Snarup Hansen, historiker
I 1930’erne løb horder af unge mennesker rundt på Tysklands gader og tæskede løs på politiske modstandere. Begejstrede deltog de i masseforsamlinger med faner, trommer, trompeter og brandtaler af en ophidset “fører” og hans assistenter, og de sang “Denn heute gehört uns Deutschland und morgen die ganze Welt!” Jubelen nåede nye højder i 1936, da den britiske regering accepterede, at Hitler beordrede oprustning af den tyske “Kriegsmarine”. Andre dele af militæret blev også genoprettet.
Skeptiske danskere, der rejste til det store naboland og oplevede løjerne, blev urolige for den nære fremtid, mens andre fandt det helt i orden, at tyskerne anskaffede sig slagskibe og bombefly. Franske politikere var også nervøse, men ville og kunne ikke imødegå den tyske trussel på grund af den britiske medgørlighed overfor føreren. De stolede i stedet på deres enorme betonanlæg, der skulle beskytte dem mod invasion fra arvefjenden – “Maginotlinjen”.
Krokodillen fodres – “appeasement”
I England blev Winston Churchill også urolig. Fra efterretningskilder blev han orienteret om den tyske oprustning, og desuden satte han sig grundigt ind i nazismens målsætning og metoder. År efter år påtog han sig Kassandra-rollen og advarede det britiske Underhus mod det blodige barbari, der nu herskede i en gammel “Kulturnation”, og mod Hitlers krigsforberedelser. Men kun få ville lytte og tage Churchill alvorligt. I 1938 bemægtigede føreren sig Østrig og Sudeterlandet (i Tjekkoslovakiet), og igen godkendte den britiske regering det skete. Churchill fortsatte sine advarsler og forlangte, at regeringen satte en stopper for provokationerne, men ved konferencen i München lovede Hitler, at han fremover ikke ville kræve mere. Premierministeren forsikrede, at varig fred nu var blevet sikret. Men det følgende år udbrød Anden Verdenskrig. Den besværlige Kassandra havde set rigtigt.
Allah har en plan
I året 2018 skyder moskéer, kulturcentre og koranskoler op som svampe efter sommeregn i Danmark og Vesteuropa i det hele taget. Det handler om religion, og så kan både stat og kommune sove trygt. Emnet kommer aldrig på dagsordenen, når der er valg til kommunalbestyrelserne og til Folketinget.





Jag läser i International Business Times att Turkmenistans president Gurbanguly Berdimuhamedow infört förbud mot 

