Bruckners ottende
Min gode fe havde bestilt billetter i Operaen. Jeg havde aldrig været der, men kun haft afsmag for bygningen på afstand. Når man bruger 2.3 mia kr., hvorfor så ikke opføre noget enestående som f.eks. operaen i Oslo? Bygherren der blandede sig, tog svaret med i graven.
Vi skulle ikke høre opera, som jeg har et sporadisk forhold til, men det udvidede Kongelige Kapel, verdens ældste symfoniorkester, spille Bruckners underdejlige ottende symfoni. Den havde jeg ikke hørt i koncert siden 80 erne, da Celibidache dirigerede den i den nu nedbrændte Odd Fellow Palæets koncertsal.
Operaen er dog en dejlig koncertsal, ikke meget større end Radiohusets gamle i Julius Thomsensgade og med en moderne, lydefri akustik. Orkestret og Bruckner fyldte den helt ud, hvad man ikke oplever i DR’s nye koncertsal. Der er mere stadionkoncert over den. For meget til min smag.
Elskelige melodier
Når jeg poster den ottende her, er det fordi min erfaring er, at skønt den for førstegangslytteren er ‘svært tilgængelig’, bliver selv novicer meget hurtigt fortrolige med den, elsker den og kan dens melodier. Den er fra den tid, hvor melodien stadig regerede musikken.
Alle ved, hvad en melodi er, eller gør de? Melodi er sammenhæng. Jeg måtte afholde mig fra at synge højt med den aften. Genhøret rørte mig sådan, at jeg måtte beherske mig selv, og det lykkedes ikke helt.









