Jeg har aldrig kendt særlig mange homoseksuelle, hvilket jeg beklager, men statistisk set er kun hver 100′ person man møder homoseksuel, og det er ikke alle der er så selvfølgelig venlige at vise det. Dette betyder at selv i en storby, kan man leve en ret bøsseløs tilværelse. Der kan altså gå lang tid imellem, at man møder en bøsse, så mange ville ikke vide de findes, hvis de ikke havde så fremtrædende en plads i journalisters bevidsthed. I Udkantsdanmark er byens eneste bøsse forlængst rejst til storbyen, der er ganske enkelt ingen ‘rollemodeller’ (dansk for forebillede.)
I de Abrahamitiske religioner spiller kvindelig homoseksualitet ingen rolle, og det har vi overtaget uden at reflektere over hvorfor, idet vi jo tror, at tusind års kristendom er gået sporløst hen over os. Lesbiske må leve en skyggetilværelse, undtagen i svenske medier. I Sverige har Pride-marcher antaget en karakter af religiøse processionstog, men i Tokyo fejrer man den nye afgud på en noget anderledes måde. Se også Eva Selsing: Hvorfor er kulturradikal sex altid så klamt?
”Det gick att förutse migrationsvågen”
Det er som om den svenske valgkamp 2018 allerede er gået i gang. Det bliver et langt år. Disciplinen vil hedde ‘abekastning’ og den vil være blevet brandvarm til søndag den 9 september 2018. I mindst tyve år er der blevet advaret mod de tilstande vi ser i dag, så få vil være skyldfri, når regnskabet skal gøres op om et år, for det skal det. Økonomi, politi, sygehuse og skoler er i krise. På gaden myrdes almindelige Svenssons i nat i Katrineholm, i fredags i Gøteborg. Bag det hele, er det ét navn, der går igen: Fredrik Reinfeldt. Folk er i færd med at blive ufølsomme for alle de gode grunde, han havde til at ødelægge Sverige.
