Der er altid, som i politimanden Peter Springares tilfælde, voldsomt interessant at høre en fagperson fortælle udenom det svenske mediefilter. Sverige var engang landet hvor alting fungerede, men idag knirker det overalt i infrastrukturen. Der mangler penge, der mangler boliger, socialforsikringssystemet dækker dårligere og dårligere, sygehusene er alle overbelagte, og i dag kan vi læse at politiet har 157 050 uopklarede forbrydelser på deres skriveborde. Hør hvad den praktiserende læge Johan fortæller.

SD-ledelsen i Wall Street Journal: Trump har ret

Her er en risiko for at “Sverigebilledet” mørkner. Temaet ligner Søren Hviid Pedersens Lad os undgå at ende som Sverige fra igår. Han er nok også ‘fremmedfjendtlig’, men idag får ‘de fremmedfjendtlige’ 26.9 procent af stemmerne i Sverige. SD er større end S og langt, langt større end Moderaterna. Der varmes op til jordskredsvalg i 2018. Desværre ti år og 1.3 millioner fremmede for sent.

Jeg skrev for over ti år siden, at “Sverige vil ende med den værste af alle situationer: En maksimal indvandringsmodstand og en maksimal indvandrerbefolkning.” En eksplosiv cocktail der måske kunne have været undgået, hvis Sverige havde haft en fri, demokratisk debat. Det havde  Sverige ikke. Inden nettet slog rigtigt igennem, var journalisterne “vogterne ved gærdet,” i praksis var de politikernes censorer. Jeg tænker altid på dem med kostene i curling, der letter vejen for spillerne, når jeg tænker på deres kryberi for magten. De er de hovedskyldige i de nuværende og kommende blodsudgydelser.

Hvis nogen er skrevet op til voldelige sammenstød nu, er det Sverige (og Frankrig). De komme til at længes efter de dage, hvor der kun blev kastet med sten, voldtaget og brændt biler og skoler af. Der bliver en tung skyld at fordele, og det er ikke ganske sikkert, det går fredeligt af. Jeg er i nogens øjne en ond person for at forsøge at forebygge dette. Synspunktet taler for sig selv.

Fortsæt med at læse “En svensk læge fortæller”

Den herskende klasse i Sverige er ganske åbenbart mere optaget af “billedet af Sverige i udlandet,” end af Sveriges tilstand i sig selv. Jeg antager, at det er af forfængelighed fordi de opfatter Sverigesbilledet som et selvportræt. De er, som Fjordman skriver i kronikken nedenfor, ikke vant til kritik, og de reagerer ikke på den med eftertanke, men med stædig insisteren.

Den kritik der har været gennem årerne, har de undertrykt. Hertil har pressen villigt leveret ekspertise. I 1972 kunne Roland Huntfords ‘The New Totalitarians‘ (‘Fagre nye Sverige’ på dansk) ikke finde noget svensk forlag. Huntfords profetiske bog er nu 45 år efter stadig yderst læsværdig, hans analyse er langtidsholdbar og skarp som et barberblads. Han lever endnu og min ambition er, at lave et interview med ham hvis han indvilliger.

Professor jur. Jakob W.F.Sundberg fik den udgivet privat. Sundbergs erindringer, hvori han omtaler forløbet, har den eksplicitte titel Minnen från landet där den offentliga lögnen fått en svindlande omfattning. Professor Sundberg er nu 90 år gammel, han og Huntford  er lige gamle.

Fortsæt med at læse “»Den mörka Sverigebilden«”

by Fjordman

Du kan støtte forfatteren på Mobile Pay eller Pay Pal mrk. “Fjordman” på denne blog eller her

In the 1970s Sweden was a stable and wealthy country that was admired by many outsiders. It had international pop artists such as ABBA, sports stars like Björn Borg and Ingemar Stenmark as well as Volvo cars. Some outsiders still maintain this rosy image. In 2016, Sweden was still ranked as the world’s “ goodest “ country.[1]

Unfortunately, being “good” in the Western world today seems to mean being suicidal.

In just two generations, Sweden has become an increasingly dysfunctional and crime-ridden country. The main cause of this negative transformation is non-European mass immigration.

I have been chronicling Sweden’s decline for many years. My reports were falsely dismissed as fantasies made by an alleged “right-wing extremist.” This denial is no longer possible.

Many alternative media and independent websites are now describing these issues. Major media in Britain, Germany, the USA and even in Russia have also finally discovered Sweden’s Multicultural problems. This is causing huge embarrassment to the ruling elites in Sweden. They are used to being admired. They are not accustomed to international ridicule, or being viewed as an example of what not to do.

Events reached a peak when U.S. President Donald Trump publicly made negative remarks about the problems in Sweden. The Social Democratic Prime Minister Stefan Löfven has repeatedly rejected suggestions that the authorities have lost control. On February 20, 2017, the former Prime Minister Carl Bildt accused President Trump of “ engaging in misinformation and slander” against Sweden.[2] That very same night, violent riots once again erupted in one of the no-go zones near Stockholm that allegedly do not exist.[3]

Fortsæt med at læse “Sweden: From ABBA to Allah”

For dem der kender disse landes medier (jeg kender dog kun de svensksprogede finske), virker undersøgelsen bekræfte vores indtryk. Sådan ser det faktisk ud. Svenske medier er et politisk nichefænomen langt fra europæisk alfarvej.

Her har vi, hvad jeg mener er hovedårsagen til Sveriges vanvittige og irrationelle fremmedpolitik. Når det endelige opgør med endnu et “galent kvartsekel” kommer, bør man ikke glemme svenske journalister, selvom de allerede er ved at skifte ham i garderoben.

Man kunne i fire årtier ikke få så meget som fire kritiske linjer i en svensk avis om den førte fremmepolitik, det sørgede de for. Det skete dog i perifere publikationer som Ølandsposten og da Ulf Nilson skrev en anmeldelse i Sundsvalls Tidning af Exit Folkhemssverige. Enlige svaler. Ulf Nilson hører man ikke mere til efter at multikulturelle kolleger mobbede ham ud fra Dispatch International i 2013. Et sørgeligt endeligt på en ærefuld karriere.

Det gjorde det ikke bedre, han i 2010 skrev en kronik i Expressen, der var venlig overfor denne blogs svenske kronikør. Den er nu fjernet fra historien med tilbagevirkende kraft.

Nu er katten ude af sækken – takket være internettet og udenlandsk presse. Korpset af politiske kommissærer lod det ikke ske med deres gode vilje, og nu bruger de deres tid på at forfølge “hatsites.” De er med rette forhadte på hjemmefronten.

Enligt en opinionsundersökning genomförd av YouGov är svensk media den mest vänstervridna i Europa. Medias skildring av olika frågor ligger alltså avsevärt till vänster om den allmänna politiska uppfattningen, medan det i Storbritannien är tvärt om. Det är ett grovt underkännande av svensk media, som om det vore objektivt och balanserat skulle uppfattas neutralt av allmänheten.

Medias politiska vinkling

Fortsæt med at læse “YouGov: Svensk media är mest vänstervridet i Europa”

Av Thomas Nydahl 

Det PK-samhälle som det ofta refereras till i politiska debatter är lite svårgripbart, det tolkas olika av olika människor beroende på den egna ståndpunkten, men om man skulle försöka förenkla kunde man kanske ändå säga att det är ett samhälle till vilket man förhåller sig ängsligt, avvaktande och rentav inställsamt. Har man de politiskt korrekta ståndpunkterna kan man räkna med att få vara ifred. Det blir lugnt alldeles oavsett vad som diskuteras.

Karl-Olov Arnstberg har skrivit boken vi behöver. Den heter kort och gott PK-samhället. Arnstberg tecknar bilden av detta samhälle, brett och övergripande men också med detaljer som är bestickande. Han nöjer sig förstås inte med det. Boken är i själva verket svar på tal. Arnstberg visar varför vi måste opponera oss, säga emot, hävda något annat. Det är en ytterst stimulerande läsning och själv blir jag på gott humör av den. Att det ska vara så svårt, tänker jag när han skildrar radikalfeminism, offermentalitet, nyspråk, kulturrelativismen och allt det andra, att det ska vara så svårt att genomskåda. Arnstberg visar nämligen att det borde vara tämligen enkelt. Att det ändå inte är det beror förmodligen på en manipulativt verkande social och politisk kraft som finns överallt, också i ett samhälle som Sverige. Man anpassar sig till massan. Man vill inte bråka eller uppfattas som bråkig. Man ansluter sig till värdegrunden utan att veta vad begreppet står för, liksom man kallar sig feminist utan att ens inför sig själv fråga vad det innebär.

Nå, vad säger då Arnstberg i sin bok?

Fortsæt med at læse “Karl-Olov Arnstberg: PK-samhället”