Talens blev holdt på Balvanyos Summer Open University den 23.7. Når Orban siger begivenhederne igår, henviser han til terrorangrebet i München den 22. Hans kritik af EU og immigrationen begynder minut 16. Den går lige over i en omtale af immigrationen, som han ligesom flertallet af borgere mener er tæt forbundet med terror og kriminalitet.
I første halvår 2016 var der utrolige 79 mord i Sverige. Det er næsten hvad BRÅ påstår, der er på et helår. I Danmark er der ret stabilt omkring tre drab om måneden. Journalisten Elisabeth Höglund stoler ikke på BRÅ’s officielle statistik. Det er der ikke mange, der gør:
Under juni månad 2016 begicks totalt sett fler grova våldsbrott än under någon annan månad det här året. Min egen granskning visar att det i juni i år begicks 14 mord, 40 mordförsök, 32 fall av grov misshandel, 19 fall av misshandel och 24 mordbränder (eller misstänkta mordbränder).
Douglas Murray siger, hvad mange der ikke tilhører de pludrende klasser nok aner:
“Muligvis vil det ikke være muligt for Europa at løse dette terrorproblem. Hvordan argumenterer man for, at det er klogt at importere millioner af muslimer, som Tyskland gjorde i 2015, samtidigt med at vi har dette problem?”
Det er skræmmende, at alle andre partier afviste Søren Espersens forslag om et stop. Det er skræmmende, at Vesteuropæiske politikere lader os sejle længere ud i voldelig konflikt, nu hvor skriften på væggen er glasklar. Så snart man kommer op over et vist niveau på samfundsstigen, så er almindelig logik sat ud af kraft, eller er politikerne personificeret af Merkel og Hollande i virkeligheden lammet af angst?
Terror er skræmmende effektivt. Straks efter terrormordet på Theo van Gogh, klappede meningdannere og debattører i Holland i angst, og det er aldrig rigtig blevet de samme igen. I dag ser vi et eksempel på, hvor terroriserede af angst Frankrig er: De vil ikke udgive den franske version af Hamed Abdel Samads seneste bog. Politikerne behøver slet ikke sige, vi skal leve som før – hvornår det så var. Det gør vi allerede, altså bortset fra dem, der skrev offentligt om “fredens religion.” Politikens fhv. chefredaktør mente ikke – bag vagter og indhegning – at det frie ord var truet i Danmark. Politiken skriver bare som den plejer, og når Politiken er fri, er alle fri. Det er sand provinsialisme.
Pludselig virker toppolitikernes ro påtaget. Pludselig forstår man hvorfor det er så intetsigende, hvad der kommer ud af munden på dem. Man forstår, at Lars Løkke med omhu ikke siger noget. Det er som om der gik et mørkt tæppe ned ved Charlie Hebdo og Krudttønden, og som ved en almindelig depression, letter det ikke igen. Det bliver kun værre.
Vi gennemlever en næsten tyst katastrofe. Ingen i toppen tager føringen, Hollande ligner et levende lig på sammenbruddets rand. Søren Pind vrøvler og Bertel Haarder snakker ren bragesnak i dag, Lars Løkke er klappet i, svenske politikere er klappet i, Säpo og MI5 siger det kun er et spørgsmål om tid inden terror rammer Sverige og England. Hvem skal bringe os ud af denne halvandet år lange depression?
Jeg tør godt love, det bliver ikke de siddende politikere, men befolkningen er endnu ikke bekymret nok til at stemme dem ud. Langtfra. Den skal have en omgang “education by murder”først.
TV sender de samme Dummepetterprogrammer, i den indre by drikker de unge sig visne og smider affald som sædvanligt, skønt der ikke er et værtshus, der ikke kan blive skudt i smadder af den virkelighed de drikker sig væk fra. De har ikke set CCTV fra den parisiske cafe i november 2015. Verden vil altid se ud som den gør nu. Ligesom i juni og juli 1914. Ligesom 8 april 1940. Imens rykker det politiske spektrum sig langsomt og systematisk i hele Vesteuropa. I dag får Østrigske FPØ 35 procent i en måling. Løkke, Hollande og Merkel har ikke god tid.
Udover terror, er der en anden plage, vi har set i Sverige i mere end et årti, og som vi nu begynder at se dagligt i Danmark: Seksuel terror af kvinder og børn. Den har været synlig på lang afstand, alligevel har Folketinget påført os den.
Police arrest 900 Syrians in England and Wales for rape and child abuse
Dette er på kun ét år, og det er kun i England og Wales, og England har taget imod færre syrere end de fleste europæiske lande. Chockerende må være det mildeste ord, der beskriver det.
I går kunne man se, at Sveriges BNP tilvækst for første halvår 2016 er nede på 0.4, og vi befinder os ikke i en lavkonjunktur. Det er ikke rigtigt pr. capita, for flere hundredetusinde ‘flygtninge’ og asylsøgere er ikke medregnet. Hvis de var, ville den være nul eller i minus.
Samtidigt er skoler, sygehuse, politi og boligmarkedet i alvorlig krise. I et menneske ville man kalde det der venter forude for et “multi-organsvigt.” Det bliver svært for obducenten at finde på, hvad der skal stå på dødsattesten til sin tid.
Weekendavisen havde et interview med den amerikanske professor Jonathan Haidt, der ender med at kredse om Sverige. Haidt slår fast, at det ikke er økonomien, der er skyld i “højrepopulismen” og “racismen.” Det er moral, psykologi og en overdosis venstrefløj. Folk hader sjældent andre, bare fordi de ser anderledes ud. Racisme er ofte et udslag af moralsk fordømmelse,” og svenskerne fordømmer selvsagt islamiske normer. (Mine kursiveringer)
Mørk fremtid
[..] Hvis man lægger det sammen, lyder det, som om Sverige ifølge dig har det perfekte klima for en højrepopulistisk bølge? »Ja, og det er allerede ved at ske med Sverigedemokraternas fremgang, som man også ser i andre europæiske lande mest på grund af indvandring. Men netop fordi Sverige er så meget mere progressivt, så har de også taget langt flere flygtninge og indvandrere, der gør, at de nu har et større assimilationsproblem end noget andet europæisk land,« siger Haidt.
Dagens socialdemokratiske udspil har tråde langt tilbage i begyndelsen af det 20 århundrede. Når det virker tragikomisk lige nu, er det fordi vitale samfundsfunktioner ikke fungerer, og det er ikke sengelivet, der sigtes til. Roland Huntford tog det under behandling i den profetiske The New Totalitarians (1973): Sex as the Opiate of the People, Give me an orgasm or give me death. Hele bogen kan læses på engelsk her, PDF.
Sex i Sverige er blevet den politisk lynafleder, nu hvor folket har brød og skuespil nok. Man marcherer i veritable folkeoptog i de mindste flækker for halvanden procent homoseksuelle, som endda havde det meget bedre inden islam kom ind i billedet. I 40’erne og 50’erne blev homoseksuelle trods alt ikke lemlæstet eller myrdet.
Hvis der var en antropolog tilstede, ville hen nok også kunne bekræfte, at det altid står skidt til med potensen i matriarkater. De er af en eller anden grund ikke særlig sexede, hvilket sikkert også er grunden til at overklassefeministerne importerer så mange araber-hanner, at mænd nu er et flertal i befolkningen. Löfven regeringen er ikke bare virkelighedsbefriet, den er uden selvironi. Daily Mail har nu også historien: Making Swede, Swede love: Sweden launches official investigation into citizens’ bedroom antics over fears people aren’t having enough SEX. Asger Aamund er inde på lidt samme emne hos Jalving fra starten. (Indlejret nederst i posten.)
Regeringen vill att folket ska njuta av sex. Ett dåligt sexliv är ett politiskt problem och inte bara en privatsak, enligt folkhälsominister Gabriel Wikström på DN Debatt.
“Sex är inte, och har aldrig varit, en enbart privat angelägenhet. Sex är också en fråga om människors hälsa och ur det perspektivet en politisk fråga. För att skapa en jämlik hälsa behöver vi också en jämlik sexuell hälsa”, skriver Gabriel Wikström.
I Europa er 443 dræbt i 18 terrorangreb de sidste to år. I hele verden er 1601 dræbt i muslimske terrorangreb den sidste måned. I England, der ved et tilfælde er sluppet billigt, er blot én ud af 2000 terrormistænkte under overvågning. Europæerne er politikernes ‘sitting ducks.’
Det har været en blodig sommer, og den vil med statsgaranti blive blodigere, måske allerede når du vågner i morgen. Politikerne har mistet grebet, og de meddeler os over en bank, at de ikke har tænkt sig at bruge de midler, der kræves for at genvinde kontrollen, f.eks. internering på ubestemt tid af farlige personer, som australierne nu vil gøre.
Angela Merkel meddelte på en pressekonference torsdag, at hun ikke har tænkt sig at røre ved asylpolitikken. Hun har afbrudt sin ferie, men det er også det eneste, hun har gjort. På konferencen kunne man også høre, hvor lammefromme tyske journalister er. Enkelte spidse spørgsmål – om hun f.eks. “ikke havde dårlig samvittighed over for de døde” – ellers intet. Tysk journalistik er en del af problemet. Mediernes løgne stiger proportionalt med terrortrykket.
Et massivt flertal i Folketinget afviste Søren Espersens forsigtige forslag om en femårigt stop for muslimsk indvandring til Danmark. Det var rene rutineafvisninger så klicheagtige, at man ikke skulle tro, det drejede sig om danskeres liv og førlighed.
De kunne lige så godt have sagt: “Det er alvorligt, men vi vil ikke have noget med det at gøre.” Eller de kunne have sagt lige ud: “Lad det fortsætte til borgerkrigen kommer,” hvis de var ekstraordinært ærlige. “Vi udsætter jer for islams erobring,” hvis de turde være endnu ærligere.
Der er altså intet håb, medmindre befolkningen stemmer dem ud, og det vil næppe ske de første ti år, ikke før den nøgne nød er så stor, at mere end 20 procent vågner. Når befolkningen først ankommer til vågen tilstand, vil problemerne være uløselige og massive. Folketingsmedlemmerne kan indtil videre roligt se stort på Søren Espersen, kvæget stemmer på dem alligevel.
Mange flere kommer til at dø, det er konklusionen efter den seneste terrorbølge. Det kommer til at gå sin lagsomme, sejge gang fra ondt til værre. Politikerne gør sig til vore fysiske fjender, de vil fremkalde ekstremisme fra europæernes side og ekstreme partier, vi ikke kan forestille os idag. Væbnede borgermilitser vil dukke op. Man føler bare håbløshed og opgivenhed over dem. Jeg er kommet til at betragte dem som kriminelle.
Formanden for Republikanernes Nationale Komité, Reince Priebus taler om den danske indvandrer William Knudsen på konventet 20 juli (full speech)
af Henrik M. Jensen
På det indre Østerbro tæt på Sortedammen ligger “Kartoffelrækkerne” fra 1870’erne. Det var Arbejdernes Byggeforening, der stod bag byggeriet af de små tre-etagers huse, der hver rummede to toværelses lejligheder samt kælder og loft. Men der var lige som i det lidt ældre Brumleby masser af lys og luft, hvilket var tiltrængt oven på koleraepidemien i 1854.
Inden for de sidste 40 år er stort set alle de gamle arbejderboliger blevet overtaget af folk fra liberale erhverv, læger, arkitekter osv. samt diverse pinger fra mediernes og politikkens verden. De små lejligheder er gennem sammenlægninger og ombygninger blevet to til tre gange større, prisen for et hus nærmer sig de ti millioner, så nu kan den københavnske nomenklamentura sidde bag sirlige hække i pyntelige haver og nyde roen i fred for pøblen med alle dens politisk ukorrekte meninger om tidens brændende problemer.
I 1880’erne, da der ofte boede en børnerig arbejderfamilie i to rum med et lille køkken, var der mere liv i gaderne, også i Voldmestergade, den nordligste af de i alt 11 ‘kartoffelgader’, hvor hr. og fru toldbetjent Knudsen og deres ni børn boede i nummer 26.
Frankfurten Allgemeine skriver idag, at massemorderen fra München var en iransk racist, der hadede tyrkere og var stolt over at være “arier” og have fødselsdag på Hitlers fødselsdag 20 april. Han var ikke psykisk syg, det var helt almindeligt had af den slags, vi har importeret nok af til flere krige. Amokläufer von München war Rechtsextremist
Hvor meget kan Frankrig holde til, spørger Spectator. Hollande har fået nok, han genopstiller ikke. Enhver kan se på tv, han ikke tror på sagen længere. Sarkozy har haft sin chance, han gjorde intet ved indvandringen som alle præsidenter har lovet i fyrre år. Måske var det derfor i denne uge, at Marine Le Pen blev præsident.
Der er en del krigsretorik, men når Daniel Hannan taler om borgerkrig, lytter man. Det kan de godt gøre i hele Vesturopa, alle de politikere der systematisk har sparet sammen til denne vold i fyrre år. Frankrig kunne lige så vel være England, Sverige eller Holland. Ja, Danmark. Når main stream tories begynder at snakke om krig, bliver de hovedskyldige i en evt. sådan nervøse. “Det er ubehageligt”, sagde Jørgen Bæk Simonsen i går. Det bliver ikke behageligt at stå som skyldig til den tid, om det så først er om ti år, det kan Bæk Simonsen bide sig i næsen på.
“The civil war has begun.” Since the Nice abomination, those words keep coming into my mind. When the Charlie Hebdo attack took place last year, I wondered whether it might be a one-off, an epochal, never-to-be-repeated enormity.
But it was soon surpassed by the horror of the Bataclan massacre — over which the authorities now stand accused of having covered up details of torture and mutilation. Now Nice. [..]
