Renate Falck kom som liten flicka till Sverige. Hennes föräldrar inpräntade i henne att hon skulle uppföra sig – att de var gäster i detta land. Nu är Renate pensionär och sörjer det förlorade Sverige. Missa inte denna starka berättelse.

Renate Falcks forældre indvandrede til Sverige fra Østrig i 50 erne. Hun beskriver det Sverige, som eksisterede dengang, og sammenligner det med Sverige (Malmø) i dag (sidste tredjedel af programmet) Det er en ældre dame, der næsten ikke tør forlade sit hjem af frygt for “nysvenskere.” 40 procent af kvinder i feministlandet har det sådan. Hver 10 går slet ikke ud, når det der mørkt, hver anden tør ikke motionere alene.

Jeg tænker på dirigenten Herbert von Karajan, der havde flycertifikat. Han sagde engang om symfoniorkestret: “Det er en kompliceret organisme, når det først flyver, forstyr det ikke!” Det samme med et samfund. Da Sverige var nærmest perfekt i 1975, så politikerne sig om efter, hvad de nu kunne gøre. Jo, de kunne jo ødelægge det som et sandslot, og som sagt så gjort. Alt det værste fra 68, blev mainstream i Sverige blandt alle politikere.

Jeg fatter ikke, hvorfor de hovedansvarlige ikke sidder i fængsel nu. Intet ville være mere opmuntrende, end at se dem buret inde. Især Fredrik Reinfeldt og samtlige chefredaktører i landet. Desværre medfører politik et minimum af ansvar, men tiltrækker så mange desto flere halvhjerner – “kolbøtter”, som Asger Aamund lidt venligere siger.Sverige er i vidt omfang ødelagt, og ingen bliver stillet til regnskab.

Der var de forløsende ord, som Krasnik kunne have serveret for Søren Pind i Deadline i går. Jeg ønsker jo ikke, at vi skal gå fysisk løs på dem, som Thomas Mair gik løs på Jo Cox, men hvad stiller man op imod et politisk flertal, der bliver en større og større fysisk risiko mod én selv? Jeg har tre gode bekendte, der er forsøgt dræbt af muslimer, og endnu flere der må leve skjult på grund af faren. Kun akut sygdom forhindrede mig i at være tilstede i Krudttønden for halvandet år siden.

Ingen skal fortælle mig, politikerne ikke er en fysisk trussel imod os. Ingen skal fortælle den kvinde, der blev voldtaget af en asylsøger i forgårs, at danske politikere er ufarlige, selvom de ikke er  halvt så farlige som svenske eller franske. Men lur mig, der er ikke mere så lang tid til at politikerne opdager, at de også er farlige for sig selv.

Jeg anbefaler også meget programmet fra i går, med forfatteren Kristian Ditlev Jensen og Critique redaktøren Christian Egander Skov. Det viser, på hvor højt et niveau debatten føres i Danmark, ikke at det har betydet noget særligt politisk, men jeg sammenligner det jo uvægerligt med det svenske niveau, der er blevet holdt kunstigt nede af politiske og journalistiske magthavere i fyrre år. I Sverige findes niveauet nu næsten udelukkende udenfor MSM, for det findes selvfølgelig. Dansk debat – kan man sige uden at prale – har været førende i Europa i hvert fald siden år 2000. Jalving skriver blog i dag: Sommer og terror

Rapport fra en nation der vipper på kanten af borgerkrig

Le Midi er Front National-land, og stemningen er nu eksplosiv, fortæller politikeren Jonathan Miller. En politiker fortæller, hvordan beboerne forberede sig på en blodig konflikt. Der har været sparet op til vold i mange årtier, men politikerne har ignoreret advarslerne fortsat deres kurs. De – og især EU, “garanten for fred” -vil komme til at stå som eneejere til en kommende borgerkrig.

Jeg tror ikke, der går et halvt år inden de første voldhandlinger fra fransk side. Hvad der især vil virke mobiliserende langt udover de store terrorangreb, er den forfærdende vold og kriminalitet, almindelige franskmænd er blevet påført af indvandrere i årtier, og som er beskrevet f.eks. i Laurent Obertones bog ”La France Orange mécanique”. Der er i hundredetusindvis af regnskaber, der venter på at blive gjort op. Hverdagen vil have lagt grunden for den kommende  katastrofe, spektakulære terrorangreb vil udløse den:

Fortsæt med at læse “Lars Hedegaard: »Politikerne er fjenden«”

Puds brillerne, Søren Blind!

af Henrik M.Jensen

Endnu engang har et muslimsk terrorangreb ramt Europa, og endnu engang har diverse ‘menere’, ‘eksperter’ og politikere travlt med at finde alle mulige og umulige forklaringer, der går uden om den indlysende: At terror begået af muslimer først og sidst har udgangspunkt i ideologien, som ligger bag muslimernes handlinger. Islam.

Blandt de mange vestlige politikere, fra Bush og Blair til Merkel og Obama, der nægter at se denne virkelighed i øjnene, har nu også landets justitsminister meldt sig. Hør bare her fra hans facebook-opdatering efter den muslimsk terrordåd i Nice:

“Vi er i krig med en dødskult, ikke islam.” For “Bliver det til krig med islam, slutter den aldrig”.

Fortsæt med at læse “Sommarpratare: Karl Olov Arnstberg”

Ordene på de følgende sider er udsprunget af trangen til at bruge ordene på en anden måde – at bruge andre ord – end i politiske meningsytringer. Bag den offentlige person man til dels bliver af at tage del i den offentlige debat er der en anden – eller første – person, hvis motiver og grunde til at tage ordet sjældent kommer med i ordene. Selv om disse grunde og motiver ikke har større offentlig interesse, er det i hvert fald livsvigtigt for personen selv ikke at glemme dem for lutter ord, men at finde ord for dem.

Måske kan man blive så optaget af den herskende umenneskelighed at man efterhånden glemmer sin egen menneskelighed, naturligvis på godt og ondt. Kan man på den anden side få ro til den personlige virkelighedsoplevelse som er betingelsen for et virkeligt personligt engagement – uden at afsondre sig fra den verdensuro som er vilkåret? Denne konflikt er hovedtemaet i disse daglige betragtninger fra forrige højsommer som – symbolsk nok – aldrig blev høj, selv om jeg var tålmodig med den til bladene faldt. Villy Sørensen, Vejrdage 1980. (den hele synes online)

Det er godt skrevet, og det er mere aktuelt end i 1980. Det er henvendt til os, der er så optagede af tiden omkring os, at vi kan glemme vi selv har en dagligdag, der skal leves. I dag ville man gå med sin smartphone i Dyrehaven, og real time vide, der var terror i Nice eller militærkup i Tyrkiet. Man ville være suget ind af umenneskeligheden, hektisk optaget af ting, man ikke har nogen indflydelse på. Det er tidens plage, der hele tiden vil trække en over på sin side, når “alt er politik,” som 68 erne ønskede, som det er i Mellemøsten og som det  er ved at blive i Europa. ”Helvede er de andre”, sagde Sartre, nej, Helvede er, når alt er politik.

Jeg sad på en bænk nede i Nyhavn i går morges kl 6. Der hvor Georg Brandes boede på anden sal i hjørnehuset på den ene side, og H.C. Andersen boede i nr. 67 på den anden side. Jeg var gået en morgentur, fordi solen næsten skinnede. Byen var vidunderlig tom, kun mågernes skrig hørtes. Ud af ingenting kom et “flash”, det kan ikke beskrives anderledes.

Det var ikke et billede, ikke en duft, ikke en tanke. Det varede et millisekund, som var følelsen af sensommer. Jeg ville spole tilbage og fange følelsen, men den var borte. Jeg kan ikke tro andet, end at det var en elektrisk aktivitet i min hjerne, som var et koncentrat af alle de sensomre, jeg har oplevet. Altså vemodet, som alle føler på den årstid, og jeg tænkte “det er jo helt forkert, sommeren har knapt nok været her endnu. Den kan stadig nå at komme. Ude på landet er vejret altid bedre,” tænkte jeg efter forgæves at have ledt efter det millisekund, der rummede vemodet.

Jeg tog nogle billeder, og tænkte på Villy Sørensens bog fra 1980. Det er betragtninger i dagbogsform fra en sommer, der aldrig kom,  nogle nærmest i digtform. Spontane pennestrøg, en del fra Dyrehaven, hvor han gik sine ture, fordi han boede i Tårbæk. (klik fotos for helskærm)

Fortsæt med at læse “Vejrdage”