Jeg fik en mail fra Norge:
Når kommer det noe seriøst? Jeg er innom Snaphanen fra tid til annen, men det finnes svært lite egenprodusert som er verdt å lese. Jeg regner ikke med at bilder og stemningsfoto, klipp og lim fra andre websider eller nyheter uten analyse, youtube-klipp fra anti-islamister fra andre land skal bygge opp om en særlig beskjed eller strategi fra deres side. Mens andre informasjonskanaler kjører de fleste aktuelle saker, og Snaphanen ikke lenger kommer med solide analyser men hele tiden poster saker med linker til alt som postes på nett uten henvisninger eller diskusjon – hva? Mainstream dansk media er i ferd med å ta dere igjen. Leser i dag heller Jyllandsposten eller Berlinske for informasjon om temaene dere brenner for. Kanskje bedre å omformulere hele poenget bak Snaphanen.dk
Den rører ved en hel del tanker, jeg selv har gjort mig selv i lang tid. Kan én person i tolv år drive en “avis” der udkommer hver dag. Jeg har tit spurgt mig selv, hvad jeg ‘har gang i’, og så har jeg måttet vente, til jeg syntes jeg vidste det igen. I årevis har jeg af og til spurgt mig selv, hvordan jeg slap ud af dette her på en pæn måde. Jeg er en potentiel flygtning, jeg er som J.F.Willumsen, der ikke var arkitekt, men byggede flere huse alligevel.
Vi befinder os også i en tid, hvor store blogs har mange medarbejdere, hvor enmandsblogs bliver for smalle og konjunkturfølsomme. Med det mener jeg f.eks. at to gange på hospitalet på et år som i år, så er man allerede noget ude af billedet, og så er der det lystbetonede, som jeg ikke kan se bort fra.
At skrive lange klamamser om politik, har jeg gjort, men det er ikke et af mine åbenlyse talenter, jeg har aldrig bildt mig det ind. Man skal holde mere af politik og politikere end jeg, for at gøre det. Jeg må dog have været flittig, for folk tiltaler mig af og til i flertal, men man kan vågne op om morgenen og tænke med en vis lede: “Åh, hvad har jeg nu ment igår?”
Vi lever, som jeg har skrevet, midt i en opinionstid, og det bliver meget hurtigt alt for meget. Jeg vil hellere gå rundt i København og fotografere, end mene noget om politik. Douglas Murray længtes for nylig tilbage til sin egentlige interesse, litteraturen, og jeg kender mange der hellere end gerne vil slippe for at skulle kæmpe for deres land og deres børns fremtid og komme videre med ‘det egentlige liv.’ Murray mente ikke, situationen tillod det. Jeg mener det heller ikke, jeg kommer selv fra kunsten, og vil egentlig helst tilbage.
