“Rasistsajten Snaphanen”, det har jeg jo vænnet mig til er den moraliserende tone i Sverige, for det der skal gå for at være politisk debat. Det er kun i Sverige, udenfor denne enklave betragtes jeg som en almindelig konservativ, bortset fra i små, venstrekstreme sekter. Main-stream i Sverige er med andre ord en venstreekstrem sekt i en europæisk sammenligning. Svenskerne ved det ikke, for svensk journalistik formidler ikke borgerlig dansk debat, kun venstresiden og nogle kunstnere, der har en indstilling som flugter med deres. I går fremstillede SR f.eks. Michala Bendixen og Leif Borch Hansen som “en folkebevægelse.”
Det er også kun i Sverige, at en journalist i fulde alvor kan bebrejde en anden journalist – min kronikør – at hun “hetzer mod journalister og politikere.” Hamrud og Orrenius skjuler ikke engang, at de er en del af den politiske magt. Nu var kronikøren altså blevet for stor, nu skulle hun kanøfles af samtlige svenske “journalister”, der så nødigt vil miste deres jobs og ville demonstrere deres rette, magttro sindelag. Hun skulle ned med nakken for at bedrive klassisk journalistik, hvad enten man kan lide tonen eller ej. Den journalistik de selv har forrådt for mange år siden. Hun agter dog at skrive en kronik på lørdag, hvis hun er i nærheden af en internetopkobling, fortæller hun i dag.
Der har om denne sag været publiceret i nærheden af 50 svenske avisartikler. De er allesammen nærmest makabert enslydende, ikke én journalist vover at vælge dissens. Det er disse klicheer og tomme kalorier, de undervurderer deres læsere med at servere. Det er denne parodi på fri debat og demokrati, de spises af med. Imens bugner min inboks med mails, der vil tilbyde min kronikør beskyttelse og husly.
Åkesson og Annie Lööf har hver tre-fire argumenter, som de hver gentager syv gange. Studieværten afbryder Åkesson ti gange og Annie Lööf nul gange. Så er de ti minutter gået. “Åkesson tørrede gulv med Annie Lööf,” siger de glade Sverigedemokrater. Det er vel ikke det mest slående ved denne tæt regisserede teaterforestilling. Jeg har en ven, som siger, at TV er det værste der er sket for demokratiet, og det indså jeg. da jeg smed mit væk for tretten år siden. Tretten år er alt for lidt, min ven på Gates of Vienna har ikke haft TV i 42 år. Han har forresten denne slagkraftige rubrik i dag: The Digital Assassination of Julia Caesar
“And so of course is Ari Shavit himself: “extremely complex, perhaps even tragic”. Maybe Ari Shavit is complexer than life like John Wayne was bigger than life. But Stockholm-syndrome or not, underneath Shavit’s dualistic word-diarrhea is one message: the Jews are guilty, Israel is guilty, Zionism is guilty and Shavit wants to take part in the guilt and he does not care whether his accusations play into the hands of Israel’s and Shavit’s own mortal ennemies, the repesentatives of the oldest manifestation of a nazi-mentality on earth: islam.”
“There is more reward! Besides getting a literary treat and being dragged into in a vortex of wit and having a look into abysses of deep insight, my 100 pages or so will give you a better idea of what Shavit’s book is about than reading the 475 pages of the book itself. And of course a reader of my essays gets an idea of what the Israel-discussion is about.”
“In short: the book is an incomprehensible mess. You might say: so is life and especially in Israel. Sure, but that is no reason to mess up your text too.”
1) The Hype around Shavit
The hype around Shavits “My Promised Land” started late 2013 in America, continued through 2014 and spread over Europe that last year. Amazon presents the book with these words:
“New York Times Bestseller, named one of the best books of the year by the New York Times Book Review and The Economist. Winner of the Natan Book Award, the National Jewish Book Award, and the Anisfield-Wolf Book Award.”
And then the praising quotes from the reviews in the important papers follow.
Indeed, In the “mainstream” the reviewers praised Shavits book lavishly. Sol Stern was one of the exceptions in saying that this book is a betrayal of Israel, plays into the hands of the mortal ennemies of Israel and and “is a gift box to Mahmoud Abbas and to haters of Israel, worldwide”. I agree with Stern.
A certain Rob Eshman “publisher and editor-in-chief of TRIBE Media Corp./Jewish Journal” epitomized the idolatry that for the rest surrounded Shavit,s promotion-tour in America in early 2014:
“If you want to see what prophecy looks like among Jews in the early part of the 21st century, follow Ari Shavit around Los Angeles.”
I reviewed the book too. And I did it very, very extensively. It took me almost the whole year 2014 to write 17 (!) essays analysing the 17 chapters of “My Promised Land’. Although they deserve to, they won’t make me world-famous, because they are written in the Dutch language.
Still, working on my 17 essays in Dutch I promised myself that my name was going to stick for eternity to that of Shavit. But to do the sticking they will have to be translated from Dutch into English and be read by . . . . eh . . . . an international public. Now the question is: how to seduce this “international public” to actually read them all seventeen?
The least I can say is: the 17 articles to be published on “Snaphanen” comprise 100 pages but will give you a better idea of what Shavit’s book is about than reading the 475 pages of the book itself. Or, for that matter, one would gather from the exalting and idolizing reviews in the mainstream media. And of course a reader of my essays gets an idea of what the Israel-discussion is really about.
So let’s go and write the (relatively!) short essay that must wet your appetite for the other 17.
2) Shavit is a man of many perspectives, maybe too many
Expressen sletter den gamle stjernereporter, Ulf Nilson’s anmeldelse af Julia Caesar, 2010, fra arkivet. Den kan stadig læses her.
Når man leser Annika Hamruds angrep på Julia Caesar er det én ting som slår en: Hun går etter personen. Det er ikke noe saklig oppgjør med hennes fremstilling. Det ville forutsatt en debatt om hvor Sverige er på vei, hvordan mediene ter seg og reagerer på hendelser, som f.eks IKEA-mordene.
Hamrud gjør ikke det. Kanskje fordi hun vet at mediene ville kommet dårlig ut?
I stedet gjør hun det personlig. Utad Expressen søker en anstendig begrunnelse for avsløringen:
-När vi fick bakgrunden att hon var en gammal journalist, en van debattör och en slipad person som är fullt medveten om vilken kraft det är hon utövar i sina texter, så tog vi beslutet att en sådan person bör kunna ställas till svars för det hon skrivit. Hon bör tåla att vara med i en öppen debatt, säger kulturredaktör Karin Olsson till Dagens Media.
Det lyder tilforlatelig. Nesten. Men Olsson går ikke inn på hvorfor noen anser det nødvendig å skrive under pseudonym i dagens Sverige.
Dagens Media stiller indirekte et spørsmål om det når journalisten spør om ikke Expressen risikerer at Caesar utsettes for trusler og hat:
– Vi måste göra en helhetsbedömning hur stort allmänintresset är att veta vem hon är och vilket inflytande hon har i den offentliga debatten. Det rimliga och rätta var att publicera hennes namn. Jag tror också att hon får ta emot mycket stöd från sina läsare, att döma av de mejl jag fått så finns det de som är beredda att stötta henne. Den rumsrena offentligheten ägnar sig inte åt den typen av hot och hat som svansen efter henne.
Det er en representant for den “rumsrena offentligheten” som snakker og hun frikjenner seg selv.
Men dette kan leserne se ikke stemmer. Expressen og Aftonbladet mistenkeliggjør systematisk politiske motstandere og stempler dem som moralsk mindreverdige. I kulissene venter voldsvenstre.
“Den rumsrena offentligheten” synes ikke det gjør noe om demonstranter river ned Sverigedemokratenes godkjente plakater på Stockholms tunnelbane.
De har allerede innført et skille der noen er legitime og andre illegitime. Det er den typen “ansvarlighet” Karin Olsson forvalter. Hun sier i virkeligheten: – Vi har makten og vi vil bruke den.
Expressen outer Julia Caesar. Det er Annika Hamrud, en av de to journalistene som forsøkte å trenge seg på henne i hennes hjem, som bringer “avsløringen”.
Det kan tolkes på to måter: Som hevn for at Julia Caesar tok bladet fra munnen og beskrev metodene Hamrud og Orrenius brukte for å tvinge henne til å stå frem. Eller, mer nærliggende: Avsløringen av hennes identitet har hele tiden vært målet for deres “oppsøkende” journalistikk.
Hamrud forsøker å skyte seg inn under at de kun fulgte journalistisk praksis og ønsket å få en kommentar etter at hun er blitt en av de mest leste på alternative medier.
Men hvis det er tilfelle burde det vært spor av nyanser i Hamruds artikkel.
Tysk reportage fra igår, der nu viser en ren kaossituation, og man må gentage, det er kun begyndelsen. Enhver der taler om at modtage masserne der kommer i de næste årtier, har ingen ide om realiteterne.
Tyskland er taget på sengen. Sverige har villet lade sig tage på sengen i flere år. Nu står Østrig og Skandinavien næste på listen. Programmet tror, det er en krise, det er en fejltagelse. De tror, modstanderne er “racister,” det er også en fejltagelse. Fortsatte fejltagelser fra det politiske etablissement’s side, vil kaste os ud i kaos.
Om to eller tre år ved alle, at naive europæere og deres ledere er ved at tømme et bundløst kar. Så stopper det forhåbentlig, hvis Europa’s grænser overhovedet kan bevogtes. Ellers kan være løbet kørt for os omkring 2030, som jeg mener, det allerede er kørt for Sverige. Der er det ved demografiske ‘tipping point’s’, at man først mærker bumpet, når det er for sent.
og “den der ikke føler medlidenhed over at se billederne, har intet hjerte”. Henryk Broder taler om, hvordan EU har siddet på hænderne. ‘”Ingen har set det komme? Grækenland, Syrien, Ukraine, Euro-krisen. Vinde tid, vinde tid, idag tager vi en pille, i mogen bliver alting værre.” Broder er Danmarks-aktuel den 26 september. Broder skriver blandt andet i Wer nur Mitleid empfindet, der hat keinen Verstand – Die Welt. (Snaphanen’s oversættelse)
Det, vi importerer til Tyskland, er ikke kun “etniske”, dvs. kulturelle og religiøse konflikter, men for at tale med Marx, også en “industriel reserve armé”, som der ikke er nogen beskæftigelse til, og vil ikke komme , morgendagen og fremtidens pjalteproletariat. Hvad slører vores dømmekraft, er de billeder, som vi ser hver dag: fra den græsk-makedonske grænse (Link:) fra Calais på Den Engelske Kanal (Link), fra Freital (Link) og Heidenau i Sachsen.
Han lyder udmattet, helt smadret faktisk. Han klager over at kronikken indeholdet hans tjenestemail og mobilnummer. Han kunne da slukke den eller skifte nummer, skulle man tro. Jeg bryder mig ikke om folks metoder, men jeg bryder mig endnu mindre om Orrenius’.
Jeg har en vis forståelse for folks vrede, for der er i forvejen en voldsom vrede blandt svenskere, hvad man også så omkring IKEA mordene. Det er uheldigt for Orrenius, han render ind i den stime, men på den anden side, er det samfundsforhold, han har propaganderet journalistisk for i lang tid, så man kan vel sige, han stod skrevet op til det.
Det stadig giftigere samfundsklima i Sverige er ikke skabt af min kronikør eller andre indvandringskritikere. Det er kupartet bygget op af en lille klike gennem 40 år, og når det koger helt over inden alt for længe, vil de selvfølgelig skyde hele skylden på dem der advarede,
Jeg har aldrig specielt søgt magt og indflydelse, men jeg er alligevel nødt til at glæde mig over den smule magt alternative medier her har demonstreret over for et politisk journalistkorps, der har misbrugt sin magt så længe jeg kan huske. Der ryger nogle finker af panden, men det gør der, når magt skifter hænder helt eller delvist som i dette tilfælde. Orrenius og Hamrud kommer til at lade min kronikør være i fred i fremtiden, er jeg vis på, og hvis jeg ikke var som jeg er, ville jeg hovere.
Orrenius fremstilling præges af lidet sandsynlige påstande. Hvis det er strømmet ind med mordtrusler på hans tjenestemobil, hvorfor han han så ikke slukket den til han fik et nyt nummer eller lånt en anden? Han påstår, at han ved sit andet uanmeldte besøg “tilfældigt befandt sig på egnen”. De få der kender kronikørens adresse ved, at det er så afsides, at ingen tilfældigvis kommer forbi der.
Hans kolleger tror på ham aftenens debat i Publicistklubben, der til dels handler om “Julia Caesar-affæren.” Den gamle kommunist, Åsa Linderborg karrikerer kronikørens fremstilling til, at “Orrenius ville slå hende ihjel.” Ingen højere? Jeg finder ham utroværdig. Han ville oute en politisk modstander, og han blev taget med hænderne i syltetøjskrukken af en stærkere vilje, der ligesom ham har en pøbelmob – Researchgruppen. Forskellen er, at kronikøren ikke samarbejder med sin og den er selvmobiliserende.. End of story.
Det er altsammen temmelig tilspidset og hysterisk. Journalisternes indædthed skyldes, som Lars Bern skriver, at de har mistet den afgørende magt de havde for bare ti år siden, da nettet var ungt. De står på en isflage, der bare skrumper. Alt er under afvikling og omfordeling, – også den politiske magt – og de skal lade som om ingenting er hændt. Svenskernes kampvilje skyldes, at flere og flere har indset, at de nu kæmper for, hvad der er tilbage af deres land, som disse journalister endnu ikke har været med til at give bort.
Opinionsmagerne i Sverige er flokdyr. De synes nogenlunde det samme med de samme ord, de forveksler kritik med had, de er infantilt fornærmede når nogen mener noget andet, og de roser hinanden for deres bedrifter på Twitter som præpubertære tøser. De er som en hvilken som helst anden lukket loge.
DN-journalisten som har forsøkt å trenge seg inn til Julia Caesar, Niklas Orrenius, sier til Dagens Medier at han har fått tåle stor pågang og mange trusler siden Caesar offentliggjorde kronikken Mardrömmen. Men han innrømmer ingenting som kan passe med den beskrivelsen Caesar gir: Alle hjembesøk har vært høflige i formen.
For ham er alle henvendelser “hat och hotsamtal”. Virkelig? At det har vært slike er utvilsomt. Men bare?
– Sent i lördags kväll började det att ringa. Det har varit två nätter med hat- och hotsamtal, säger Niklas Orrenius till Dagens Media.
Vilken typ av hot handlar det om?
– Det har varit mordhot och folk som sagt ”vi ska komma hem till dig, vi är 27 personer”. Min adress är överallt med uppmaningar att besöka mig i mitt hem.
Julia Caesars beretning om hvordan Dagens Nyheter har sendt journalister og fotografer på hennes dør for å tvinge henne til å stå frem, har skapt sterke reaksjoner.
Julia Caesar så seg tvunget til å stå frem med historien etter at DN ved Niklas Orrenius med fotograf kom igjen for fjerde gang, dundret i døren og beleiret huset hennes i lang tid. Dette var ikke et vanlig besøk, men trakassering og intimidering.
Under pseudonymet Julia Caesar har den tidligere DN-journalisten fått en stor leserskare. Det kan snaphanen.dk fortelle: Titusener klikker seg inn på hennes artikler hver helg. Hvem er hun? Det har svenske kolleger lurt på. DN bestemte seg for å gjøre noe med det.
Det er lov å skrive under pseudonym. Det er faktisk mange gode grunner til å gjøre det i dagens Sverige. Sverige har et voldelig og et ikke-voldelig venstre som ikke tåler at noen utfordrer deres ideologi. De utroper dem til samfunnsfiender. Dette er et ord med historiske assosiasjoner, men det en gang borgerlige Sverige later som de ikke hører historiens ekko. De er med og jakter på dem og henger dem ut. Vi snakker om fysiske overfall og vandalisering. Stener gjennom ruten, økser i døren, ramponerte biler.
Hvordan er det mulig at det skicklige Sverige har kunnet utvikle seg i en slik retning, at et avishus hvor det står jøder bak, kan oppre som pøbler?
Det er bestemt ikke rart at se, og jeg er bestemt ingen ven af det trusselssamfund, der har etableret sig i Sverige, men Orrenius spiller selv med truslerne som blind makker. Ingen har dog magt over pøblen, hvad enten den er sort eller rød, og slet ikke jeg. Nu er den røde pøbel langt den mest voldelige og talrige i Danmark og Sverige, og det ved Orrenius udmærket. Revolutionära Fronten og AFA er hans underforståede trussel mod dem, hans avis måtte navngive, og de er “ultra violence.” Bag enhver angst for offentlighed i Sverige, ligger angsten for deres vold. Dertil er nu også kommet den indvandrede vold som hver uge kræver et eller flere liv.
Orenius lyver desuden på den mest almindelige måde, nemlig ved at fortælle noget af sandheden. Han har opsøgt kronikøren fire gange, to gange pr mail og to gange fysisk. Hvorfor ikke sige sandheden, hvis den er så god og rigtig, Orrenius? Og högerextrema nätpublikationen Snaphanen, tro mig, der er kun svenske medier og venstreekstremister, der kan finde på at kalde mig det, skønt de er ikke så langt fra at være én og samme gruppe. Det er stadig løgn.
Pseudonymen ”Julia Caesar” är enligt tidningen Expo flitigt citerad inom högerextrema kretsar och dess medieflora. Hon är sedan 2010 krönikör på den högerextrema nätpublikationen Snaphanen, och har valt att hålla sin verkliga identitet hemlig. Under helgen började en text från ”Julia Caesar” att spridas där hon anklagar DN:s prisbelönte journalist Niklas Orrenius för att förfölja henne.
Hans intresse för ”Julia Caesar” grundar sig dels i pseudonymens stora inflytande högerextrema kretsar och dels i det faktum att skribenten valt att vara anonym. “Jag vill att hon ska berätta och höra hur hon har landat där hon har landat. Hon hetsar mot invandrare och hänger ut människor bakom anonymitetens skydd.”Niklas Orrenius menar dock att beskrivningen om förföljelse är falsk.
“Dra igång en bojkottkampanj mot Dagens Nyheter”
Marika Formgren skriver i dag i DN har förklarat krig blandt andet:
[..] Jag har inte läst alla hennes texter och kan inte gå i god för alla hennes formuleringar, men jag har läst tillräckligt många av hennes krönikor för att säga att Julia Caesar skiljer sig från i princip alla andra invandringskritiska skribenter genom att vara en genuint kvinnlig röst. Och med kvinnlig menar jag i detta sammanhang moderlig, empatisk, solidarisk, full av ömhet och omsorg. Jag läser mycket invandringskritisk alternativmedia, och de flesta röster (oavsett skribentens kön) är manliga på så sätt att de oftast är teknokratiska och faktatunga (alla texter med tabeller och statistik som visar ekonomiska eller våldsbrottsliga konsekvenser av invandringen), och ibland testosteronstint manande till strid mot den elit som låter vårt land koloniseras.
