Jeg noterer mig, at Sahlin tror, Thorning hedder “Thornvig.” Er det ikke mærkværdigt, hun ikke kan Thornings navn efter ti år? Måske har hun skåret sig under barberingen. Sahlin er nederlagets talskvinde, hun er én lang katastrofe, hun er selve argumentet imod at begive sig ind i politik. At hun har klaret sig så godt i Sverige i 40 år, burde skræmme enhver.
Med et SD, der nu er større end DF, lever hun og hendes parti på lånt tid. Den svenske statsminister lever på lånt tid, han kom ikke til Danmark for at støtte sine “främlingsfientliga” partikammerater. Aftonbladet lever på lånt tid. Dagens Nyheter lever på lånt tid.
Kun Expressen forsøger ikke at blive hægtet helt af virkeligheden. Moderaterna hægter sig, som man kan høre, på svenske socialdemokraternes undergang. Inden året er ude, er SD det største parti i Sverige.
Sahlin påstår, at indvandringen er “en tilgång.” Til og med maj i år, er der kommet 22.342 asylsøgere direkte ind på svensk bistandshjælp. Tre gange så mange mænd som kvinder i feministstaten. Sahlin driver sine egne vælgere på flugt, svenskerne flytter fra de ikke-europæiske indvandrere, fordi de ikke i tide stemte imod det.
Moderater og socialdemokraters fattige argument om “deres racistiske fortid”, stammer fra tiden inden Mikael Jansson blev formand i 1995. Det er historie, og svenskerne ved det. Moralisternes tid er ved at rinde ud. Det mest bekymrende ved at danske valg i går er måske, at venstrefløjen ikke tabte større.
Et godt liv uden politik
Med udlændingepolitik mener jeg både integration, asyl og indvandring. Der er andre vigtige temaer: økonomi, uddannelse, miljø, EU osv. Men alt dette angår problemer, der kan løses. I udlændingepolitikken står vi over for noget, der sandsynligvis angår irreversible problemer og dertil eksistentielle. Det omhandler det allervigtigste for vores samfund: sammenhængskraft.
Politik har til formål at løse samfundets problemer, så vi kan leve et godt liv, dvs. et liv uden politik. For med politik er det som med den syge mand, der hele tiden er optaget af sin egen afføring, som C.S. Lewis skrev. Når udlændingepolitikken er det vigtigste valgtema, skyldes det, at vi har fået fundamentale, ikke blot tekniske, problemer ind på livet, som altså synes vanskelige, hvis ikke umulige at løse.
Vi ser, at man nu bliver slået ihjel for at ytre sig frit; et jødehad er blusset op, der ikke er set magen til siden det nazistiske barbari; vi ser islamisering af hele parallelsamfund; vi ser en gennemført afstumpet vold med tusindvis af traumatiserede ofre, især unge mennesker, gaderøverier, hjemmerøverier og meget mere. Derfor er udlændinge valgets vigtigste tema
Selvom jeg har gjort mig umage, for at undgå denne valgkamp, er ingen naturligvis helt uberørt. Og nu er den heldigvis overstået med et bedre resultat, end jeg havde frygtet. Det er hverdag igen. Kasper Støvring skrev igen noget vigtigt forleden, som man kunne parafrasere som: “Politikkens opgave er at sørge for, at almindelige borgere kan leve et liv befriet for politik.”
Politik er vigtigt for politikere, fordi de lever af den, men hvis de politiserer alle os andre, har de gjort det deres job dårligt, og det er hvad jeg mener, de har gjort, når de har kunnet politisere et i grunden upolitisk menneske som undertegnede. Disse politikere har splittet os. De såkaldte 68’ere ville, at alt skulle være politik. Tiden viste, at de havde uret, men at de kunne få ret.
Samfund hvor alt er politik, er syge samfund: Den tidligere Sovjetblok, lande under den politiske religion islam. I Sovjet var der ikke en vise, ikke en vittighed, der ikke var politisk. Disse års politiske kamp, er kampen for at kunne leve et liv befriet politik. “Den arabiske gade” er det sygeste, man kan forestille sig. Jeg har selv oplevet den, da jeg var 19 år og ikke kunne gå i fred i Beirut eller Tanger for heteromænd, der var opsat på homosex. Mellemøsten er syg, og sygdommen hedder islam.
Om kampen for et upolitisk Danmark stadig kan vindes, skal jeg ikke kunne sige. Vores politikere importerer fortsat ufortrødent islam’s samfundssygdom. Når enhver fra mislykkede nationer har krav på asylbehandling, når de krydser vores grænse, er der pricipielt ingen ende på ødelæggelsen af et tusindår gammelt land.
Flygtningekonventionen af 1951 må opsiges af denne regering. Dette land er vores, vore forfædres og vore efterkommeres. Ikke alle og enhvers. Presser I os mere, som venstrefløjen vil, sender I os i krig. Sverige vil højst tænkeligt være et land i krig, inden dette århundrede er slut. Historisk set er krig den normale tilstand, og Sverige er i fuld færd med at blive normaliseret. Svenskere dør af indvandringen hver dag. Elin Krantz døde af den. Lisa Holm døde af den. Utallige andre. At de dør, er noget magten omhyggeligt ignorerer. Hvor længe kan den overleve det?
