Ingen huvudstad är väl mer älskad i Sverige än København, möjligen i konkurrens med London. När Stockholm kallar sig ”The Capital of Scandinavia” vet alla att det egentligen bara finns en riktig storstad i norden, och den bebos av danskar. I Danmark är korven röd, ölet skummande och människorna lite lyckligare.

Tills 2001, då alla blev rasister i stället. Och i morgon ska de rösta fram en ny regering.  Det Danmark vi kände gick under i en malström av främlingsfientlig retorik och hårdare tag mot flyktingar, särskilt ­muslimer. Den nya stjärnan på 00–talet hette Pia Merete Kjærsgaard och hade ­lika mycket energi som Maud Olofsson men en förfärlig människosyn. Partiet hon grundade, Dansk Folkeparti, blev ­efter valet 2001 stödparti åt den borgerliga regeringen. Steg för steg förändrade hon Danmark och den danska offentligheten. I dag kan man säga vad som helst om flyktingar men inte kritisera Pia Kjærsgaard utan att bli slarvsylta i medierna. En ofta rent rasistisk åsiktskorridor reglerar alla samtal och de flesta humanistiska röster har tystats. Det Danmark vi inte känner

“Racismen” er stor i Sverige ligesom den statsunderstøttede genus-ideologi. Der gør ikke nogen af delene mere virkeligt eksisterende. PEW Research afkræfter det. Protestantiske noreuropæere er de mindst “racistiske” i verden, men dumme politikere kan naturligvis gøre dem til “racister” ved at sende dem ud i en overlevelseskamp, hvis de er ihærdige nok jævnfør landsforrædderne gennem 100 år, Det Radikale Venstre, Helle Thornings kompissar.

Frihedskæmperen Gunnar Dyrberg sagde: “Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”. Der vil komme en dag, hvor danskere ikke kan få ram på politikere nok. De skal ikke forestille sig, at de er ansvarsfri. De skal ikke forestille sig, at det kun er en Westergaard eller Hedegaard, som skal bøde personligt for politik. Naturligvis ikke.

I deres Danmark lever vi risikabelt, og det vil også komme til at gælde for dem efterhånden. Det manglede bare, at der ikke skulle herske “alla människors lika värde” på det felt. Nogen vil efterhånden ønske slå dem ihjel, og det vil desværre være fuldt forståeligt. De har selv skabt vilkårene. Det vil ikke være sådan, at kun nogle lever i livsfare. Alle vil leve i komme til at leve i livsfare, når de her personer får deres vilje. Vi vil ikke se en socialdemokrat eller SF’er gå alene på Købmagergade uden livvagt som man kunne se Villy Søvndal for få år siden. Det vil ikke forekomme. Nogen vil ønske at drage dem til ansvar. Det er det Danmark, du kender, eller som de har lært dig at kende.

Vi er sikkert mange, der husker svenske journalisters dækning af Danmark i årene 2001-2011.

Fortsæt med at læse “Aftonbladets sidste suk”

Selvom jeg ikke har haft tid til at skrive eller læse andet end hovedrubrikkerne siden jeg forlod København i fredags, har jeg set dette, som den uindviede må tro er løgn. Det er bare lidt værre end normalt. Siden jeg forlod København, har mindst syv svenskere mistet livet voldeligt. Rare læsere kan supplere med de ofre for svenske politikere, jeg måtte have overset.

Min fornemmelse siger, der er knap et mord i Sverige om dagen, men BRÅ påstår der kun er 90 om året. Jeg prøvede at trænge til bunds i diskrepansen i Det er svært at dø i Sverige, da man skulle tro, det var af en en vis interesse for kommende, voldeligt døde, som BRÅ kalder “selvmordere” eller døde ved “uheld og ulykker.” Døde er de ligevel, og hvad de selv mener om deres egen død, har vi ingen anelse om. Vi kender kun de endnu levendes løgne, og vi ved faktisk ikke, hvor mange mord der er i Sverige om året. Folk dør, statistikere fifler.

Dette er hvad danskerne stemmer for på torsdag. Med “de blå” vil det gå lidt langsommere end med “de røde,” men målet er det samme: Blod, kaos og forarmelse, og danskerne lader sig føre som lam til slagtebænken af politiserende TV journalister, kan jeg forstå. Jeg ser dem med omhu ikke. Sjunne.com.

Videoen skulle komme i dag, tirsdag, redigeret ned til et kvarters tid. men jeg syntes at hele timen fortjener at komme ud til offentligheden. Jeg synes, diskussionen er vigtig, også selvom den burde have varet i tre timer, også uden salen. Det er vor tids vigtigste diskussion i forhold til hvilken, resten af folkemødet blegner. Rigtig mange interesserede i Allinge kunne jo heller ikke komme ind til mødet.

Det var min hollandske ven Jan W., der mindede mig om, at jeg havde back up af lyden, og jeg uploadede den pronto. Det var lykkedes mig at glemme den omgivet af mennesker og turist, som jeg er indtil tirsdag aften.

Katrine Winkel-Holm og Aia Fogh indleder indtil minut 4:40. Flemming Rose slutter minut 15:33, hvor Wilders begynder. Lyden er taget fra højttaleren tæt ved, da jeg ikke kunne placere mikrofonen foran taleren, som jeg plejer. Lyden er dog helt acceptabel.

Trykkefrihedsselskabet annoncerer til sidst en konference den 26 september på Christiansborg med Mark Steyn, Douglas Murray, Henryk Broder og Flemming Rose. København er stadig Europa’s dissens-by, som den var Europa’s jazz-hovedstad i 60’erne og 70’erne. Det gør én stolt som indfødt på Christianshavn.

 

Poul Christian Matthiessen, professor, dr. polit., og Gunnar Viby Mogensen, dr.phil.
“Indvandringstallene er en katastrofe”

Det er denne slags kronikker fra de største autoriteter på området, politikerne konsekvent har ignoreret og ikke kommenteret. Det er derfor jeg tager dem som lutter varm luft ved dette valg. Det er ikke mine repræsentanter længere, jeg deltager ikke. Der foregår – uanset mange ikke har opdaget det,- et irreversibelt, historisk forræderi mod den danske befolkning i disse årtier, og jeg legitimerer det ikke ved at stemme for nogen af de involverede politikere. Tværtimod er min bestræbelse, at de skal komme til at stå med hele det tunge ansvar, som er deres, og det kan kun gå for langsomt her 32 år efter 1983 og 14 år efter 2001.

De nye vandringsstrømme kommer altså til os i en situation, hvor vi under alle omstændigheder for længst har passeret maksimum for, hvor mange borgere fra underudviklede lande, vi kan modtage uden alvorlig skade på velfærden for den befolkning, som er født her, eller som tidligere er indvandret til Danmark. [..]

Den internationale demografiske udvikling generelt peger altså entydigt på, at den voldsomme stigning i vandringerne mod Danmark fra de ikke-vestlige lande vil fortsætte. I SR-regeringens tid, hvor vores udlændingepolitik samtidig er blevet markant lempet, har det årlige antal nye indvandrere fra de ikke-vestlige lande gennemsnitligt ligget omkring 50 pct. over niveauet under de forudgående borgerlige regeringer (Nyt fra Danmarks Statistik 10.02.2015).

Fortsæt med at læse “Wilders & Rose, Bornholm, unedited”

© Snaphanen.dk, klik for helskærm

Fortsæt med at læse “Ystad – Bornholm”