Man må håbe at journalist Søren Villemoes i den retssag 9/11-konspirationsteoretikeren Niels Harrit har anlagt mod ham for æreskrænkelse er mere fokuseret på fakta end på æstetik og positionering. Det kan vist efterhånden godt slås fast at mainstreammediernes dækning af Trykkefrihedsselskabet altid vil fokusere på personer og form, frem for på den dokumentation foreningen fremlægger, og dette gælder for intet medie mere end for Weekendavisen.
Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed – har de ret i at Europas kerneværdier undergraves i disse år af hovedløs import af erklærede fjender af disse værdier, er personlige animositeter og æstetisk ubehag komplet irrelevante distraktioner.
Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (“Dagbog fra en uriaspost”, WA 13.3.2015, ikke online) der er “so 2005”, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut.
I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i “et røgfyldt kontor” (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar:
“I Trykkefrihedsselskabet føler man sig svigtet og forladt af en omverden, der har givet op både intellektuelt, politisk og moralsk, mens undergangen nærmer sig”.
Fortsæt med at læse “WA: Skam få Trykkefrihedsselskabet, for de havde ret”





