En dristig canadisk muslim går lige til biddet i sin analyse. I England spørges det samme. Why aren’t British Muslims condemning the maniacs killing in the name of Islam? From a leading Muslim voice, a troubling question… I Deadline i Danmark mente Politikens Bredal, at det hele ville gå meget bedre, hvis “jøderne og deres venner ikke var så provokerende, at de ville demonstrere på Nørrebro.”
Deadline og Politiken gør, hvad de er bedst til: Gøre ubekvemme emner om indvandrere til et spørgsmål om “kontroversielle” danskere. De skriver kun om antisemitisme når den er for påtrængende til at ignorere. En jøde jeg kender er blevet banket adskille gange, endda sendt på hospitalet, og danske jøder skal gå i dialog og ikke provokere? Det er ikke stemningen blandt unge danske jøder, kan jeg betro Bredahl.
Knapt ti jøder er myrdet af muslimer i Frankrig. Bredal og hans avis vil ikke rigtig tage det alvorligt, Jarlov udstillede dem i Deadline. Han spørger Bredal, hvad han synes han skal gøre. Jeg tror, at den antisemitisme, der har slået rod med islam, er så stærk en kraft, at vi aldrig slipper af med den. Trist svar, men formentlig sandheden og den baggrund politikerne bag Udlændingeloven af 1983 og dens medløbere på Politiken skal bedømmes. De installerede konflikten, og man skulle tro de var klar over det, så ivrigt de taler den ned. De vil ikke beskytte Danmark eller jøder, de vil beskytte deres egen sørgelige røv. Der er to demonstrationer for danske jøder denne weekend. Henrik Gade Jensen skriver bla. om dem i Jødehadets deja-vu:
Det er her man får et deja-vu fra 1938. Og bliver klogere på, hvordan tidligere tiders uhyrligheder kunne vokse frem fra det små og – dengang – til det store. Mekanismerne synes at være de samme: uvilligheden til at se det som andet end enkelttilfælde, fortrængningerne i håb om det nok går over igen hvis vi ikke taler så højt om det, den pæne uvilje mod at se et mønster i de små bække, som man ikke håber bliver til en å eller flod, og den gode hensigt med at tro det bedste og ikke italesætte frygten.
Chokerende er også diskrepansen mellem almindelige borgeres oplevelser af frygt, had og stenkast og så den officielle gengivelse i licensbetalte medier og hos politiet om fred og ingen fare. TV2 beskrev det, som de ”røg i totterne på hinanden”. Demonstranterne, jøderne, har åbenbart selv været ude om det og bærer lige meget skyld som stenkastere….Overfald er snart en hverdagsoplevelse for mange danskere. Mange unge har prøvet det, og forholdsregler som at undgå enhver øjenkontakt med unge mandlige nydanskere fra fredens religion er et velkendt beskyttelseskodeks.
Og så kan man ikke lade være med at tænke på, at hvis kong Christian X i dag havde været dansk konge i 2014, ville han utvivlsomt have redet forrest til lørdagens demonstration på Nørrebro mod antisemitisme. Kongen foreslog til statsministeren i 1941, at vi alle skulle bære en Davidsstjerne for at markere uviljen mod jødehadet. Ingen fra det nuværende kongehus ville nogensinde få lov af regering, PET, rådgivere eller Politiken til at udøve lignende heltemod. Selvom de uden tvivl gerne ville. Det er som om det officielle Danmark har tabt courage siden da.
Venstres udlændingeforslag og den tilvandrede antisemitisme
Det kunne måske være interessant for svenskere at høre den danske debat i detaljer. Støjberg taler godt for sit forslag, men man hører, at Venstre stadig tror de kan opstemme asylbølgen, blot ved at gøre det ‘lidt mindre attraktivt, at søge sig til Danmark.’ Man hører også Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup og næstformanden for Det Jødiske Samfund i Danmark Jonathan Fischer.





