Alle krige handler i sidste ende om at få tilgang til materielle ressourcer. Det hænger naturligvis sammen med det forhold, at den dominerende økonomiske naturlov er knaphedens lov.
Vi kan henføre krige til uforenelige ideologiske interesser, uforenelige religioner eller simpelt magtbegær, men ser vi nærmere efter, ligger kampen om ressourcer bag ved de etiketter, vi sætter på. Derfor udgør den afgørende trussel mod verden i dag det forhold, at nogle befolkningsgrupper vokser voldsomt samtidig med, at de ikke formår at producere nær nok til at opretholde tilværelsen. Der er ikke land nok, der er ikke vand nok, og der mangler i de voldsomt voksende befolkninger intellektuel kraft til at gøre noget ved ubalancerne.
Derfor har stigende dele af befolkningerne i den islamiske civilisation (”civilisation” i Samuel Huntingtons forståelse af begrebet) og store dele af den afrikanske civilisation sat kursen mod den vestlige verden i håb om overlevelse. For muslimerne har deres eksplosive befolkningstilvækst efter Anden Verdenskrig givet deres religiøse ledere ny styrke til at sætte turbo på Koranens bud om at islamisere hele verden. Hele grundidéen i deres ideologi er absurd, islam er på alle planer den store taber i den globaliserede verden, men taberne kan i kraft af deres antal blive den faktor, som gør os alle til tabere.
Landene i Mellemøsten har en helt uholdbar befolkningstilvækst og en meget ringe produktion. FN regner pr. 2013 med, at folketallet i Irak vil vokse fra ca. 31 mio. i 2010 til 145 mio. i år 2100 (mod 5 mio. i 1950), i samme periode i Saudi-Arabien fra 27 til 42 mio. (mod 3 mio. i 1950), fra 173 til 261 i Pakistan (mod 37 mio. i 1950). Egypten havde i 1926 14,2 mio. indbyggere, i 1950 20 mio. indbyggere, i 2007 78,9 mio., i 2011 83,7 mio. og forventes i 2100 at have 123 mio. I Afrika er det værre endnu. I f.eks. Nigeria, som pr. 2010 havde 158 mio. indbyggere, vil der år 2100 if. FN være ca. 779 mio. (mod 37 mio. i 1950). Den afrikanske befolkning som helhed forventes if. FN at vokse fra 1,1 mia. i 2013 til 4,2 mia. i 2100 – en tilvækst på 280 pct. læs videre på Jyllands Posten
To svenske jøder spytter klart ud
Befriende for en gangs skyld at høre to, der ikke holder hånden over deres plageånder eller lyver som politikerne, der i virkeligheden bare vil beskytte sig selv mod resultaterne af deres egne gerninger. Den svenske shaming er selvbeskyttelse, intet ædlere. Se det hele på Den fula och fina antisemitismen del 1
Ilya Meyer, göteborgare och jude tidigare bosatt i Indien, England och Israel, menar att det finns en specifik svensk politisk korrekthet som han inte har stött på någon annanstans än i Sverige.
– Att antisemitismen här till största delen skulle bero på svenska rasister och nazister är ett förlegat synsätt. Vad gäller sverigedemokrater vet jag inte, det finns säkert folk där som inte är välvilligt inställda till oss judar. Men den mest utbredda antisemitismen idag kommer från islamistiska grupper och individer från Mellanöstern. En minoritet av svenska muslimer ger sig på judar.
Ilya berättar att hans yngsta son blev trakasserad av unga män med ursprung från Mellanöstern – aldrig svenska killar. Dessa arabiskättade invandrarkillar skrek antisemitiska slagord och att han som smutsig jude inte skulle få vara i ”deras Sverige”. De slog honom tills han lärde sig självförsvar. Sonen intervjuades i SVT:s Agenda om övergreppen men i samma program blånekade dåvarande integrationsminister Mona Sahlin om att unga med muslimsk bakgrund kunde begå sådana handlingar.
Före detta företagaren och debattören bekräftar Ilya Meyers bild av de underdåniga svenska judarna:
– Judar vill inte sticka ut utan vi anpassar oss till de länder vi bor i. Därför är svenska judar mer ängsligt svenska än svenskar ibland, säger Stefan Ritter. Det är otänkbart att göra som i Danmark där före detta ordföranden i judiska församlingen i Köpenhamn är ledamot för Dansk Folkeparti.


