“Ladies and gentlemen, I am often asked whether I have any answers to the problem and what those might be. Well, I certainly have some answers. Here are ten things we would have to do to stop the Islamization of the West:
1. Stop cultural relativism. We need an article in our constitutions that lays down that we have a Jewish-Christian and humanism culture.
2. Stop pretending that Islam is a religion. Islam is a totalitarian ideology. In other words, the right to religious freedom should not apply to Islam. “Death for Apostasy” 4:89, Sahih Bukhari
3. Stop mass immigration by people from Muslim countries. We have to end Al-Hijra.
4. Encourage voluntary repatriation.
5. Expel criminal foreigners and criminals with dual nationality, after denationalization, and send them back to their Arab countries. Likewise, expel all those who incite to a ‘violent jihad’.
6. We need an European First Amendment to strengthen free speech.
7. Have every member of a non-Western minority sign a legally binding contract of assimilation.
8. We need a binding pledge of allegiance in all Western countries.
9. Stop the building of new mosques. As long as no churches or synagogues are allowed to be build in countries like Saudi-Arabia we will not allow one more new mosque in our western countries. Close all mosques where incitement to violence is taking place. Close all Islamic schools, for they are fascist institutions and young children should not be educated an ideology of hate and violence. ISLAM EVIL IN THE NAME OF GOD: CHAPTER TWENTY ONE “TEACHING ISLAM TO CHILDREN IS CHILD ABUSE”
10. Get rid of the current weak leaders. We have the privilege of living in a democracy. Let’s use that privilege and exchange cowards for heroes. We need more Churchills and less Chamberlains.
In short, we have to go on the offensive and start fighting back. We must no longer allow ourselves to remain seated in our armchairs and get trampled over. If they bombard us with Sharia law, we will bombard them back with our human rights.…”
Douglas Murray siger rigtig nok, at hvis fremtidige terrorhandlinger som Rigby mordet ikke forhindres, vil der forekomme gengældelsesmord. Cameron-regeringens svar på Rigby mordet kom i dag. 25 muslimske hadprædikanter får en Asbo (Anti-social behaviour order.) Den rabiate Anjem Choudhary er bemærkelsesværdigt nok ikke iblandt dem. Bortset fra det, overholder 50 % af dem der får en asbo den ikke. England kan forhindre en saudisk hadprædikant fra at indrejse, men de er ude af stand til at skille sig af med folk i landet, hvis retorik vil starte en borgerkrig. Cameron har købt sig en stakket pause samtidigt med at han demonstrerer sin impotens, intet andet. Lee Rigbys død var forgæves.
Government officials have identified 25 hate preachers who face being silenced with new ‘Asbo’ style anti-terror orders, it has today been revealed. Downing Street is to introduce the new civil powers, based on a dramatically revised definition of extremism, to target preachers who radicalise others.
På idrottsplatsen tog de ansvariga för Linje 17, det lokala nätverket som ordnat både demonstrationen förra söndagen, och denna, till orda. Den som talade för Linje 17, Petri Myllykoski, presenterades som “busschaufför, boende i området och funktionär från förra söndagen”. Det man glömde säga från scenen var att han är en framträdande medlem i Rättvisepartiet Socialisterna.
Han började med att angripa “polis och media” för att vi har påstått att det “var två grupper som slogs” i Kärrtorp förra söndagen. Sen sa han att de 25 nazister som greps och sen släpptes borde sitta inne. Och att de tre som häktades för våldsamt upplopp “borde anklagas för mordförsök”. Han glömde berätta att en 34-årig ledare från Revolutionära fronten misstänks för dråpförsök vid samma demonstration.
Detta tillsammans med aggressiva utfall från scenen, sånger om “Jimmie Åkesson – skicka grisen till slakt” och långa tal om helt andra politiska frågor fick mig till slut att förstå att jag inte alls, som jag trott, var på en antinazistisk demonstration, utan på ett vänstermöte med extrema inslag. 15 000 av demonstrationsdeltagarna droppade av, kvar var 1000 frälsta med knytnävarna i luften.Jag tror det var den största politiska och medmänskliga miss jag någonsin sett någon göra. Jag åkte linje 17 tillbaka hem, nedslagen. På ena sidan dessa vidriga nazister. Och på den andra detta hat. Räddare och ledsnare än när jag åkte dit (“Slipa kniven och skicka SD-svinen till slakt”)
En fremragende bog om modstandskampen
Katrine Winkel Holm anmelder Jørgen Kielers nye bog
[..] Så her har vi endelig bogen, der kan give den opvoksende ungdom begreb om, hvad der stod på spil, og hvad der blev ofret under besættelsen. Det er en god nyhed, for det er forbløffende svært at finde rigtig spændende fremstillinger af modstandsbevægelsen. De store modstandsfolk var sjældent store skribenter, og deres erindringer er ofte gudsjammerligt kedelige.
Læg dertil, at de historiske fremstillinger – Sven Ove Gades glimrende biografier undtaget – for tiden mest tager samarbejdspolitikernes parti, mens sabotørerne på det store lærred fremstilles som småneurotiske, mumlende desperadoer med sært farvet hår som i ”Flammen & Citronen”. Det billede, skolen giver – hvis den overhovedet giver noget – er ofte, at det var samarbejdspolitikken, der hånd i hånd med modstandsbevægelsen, førte os trygt gennem besættelsen.
Mens Sveriges demografi flytter sig med lynets hast, flytter debatten sig i luntetrav. Dette drejer sig vist om den canadiske multikulturmodel, som Camereon og Merkel har undsagt for år siden uden at man har set nogen konkrete resultater af det.
I stället för multikultur som blandning har vi fått konformistiska monokulturer som lever bredvid varandra, till exempel Kreuzberg i Berlin, Rosengård i Malmö och enklaverna i Södertälje. I Sverige, där vi alla tidigt fick lära oss att segregation och apartheid är något oönskat, firar segregationen i dag triumfer. Det är dags att ta farväl av multikulturen, skriver statsvetare Lisbeth Lindeborg.
Medan man exempelvis i Tyskland – mitt ena hemland – nu befinner sig i konfliktstadiet så är man i Sverige – mitt ursprungliga och andra hemland – kvar på segregationsstadiet där man ofta undviker varandra. Till skillnad från Tyskland är det påfallande lågt i tak när det gäller att diskutera det problem som invandringen är för både ursprungsbefolkning och för invandrarna. I Tyskland däremot hoppas man att genom en intensiv och konstruktiv diskussion, där alltfler tabun nu slängs över bord, att slippa hamna i samma situation som Holland, Danmark och Sverige med ett högerpopulistiskt parti i tyska Förbundsdagen.
För tre år sedan publicerade den kända turkisk-tyska juristen och författarinnan Seyran Ates, som själv har utsatts för mordförsök av islamister, sin bok Der Multikulti-Irrtum (det multikulturella misstaget). Även om boken väckte uppmärksamhet är det först nu, då politiken ger integrationsfrågan prioritet, som hoppet finns om en konstruktiv lösning. I första hand handlar det om att integrera – inte assimilera – de invandrare som bor i landet och kämpa för ett ansvarsfullt samhälle. Ty, sammanfattar Ates i sin bok: Multikulti, som det hittills praktiserats, är inget annat än organiserad ansvarslöshet. Multikulturen har nått vägs ände
Jeg spurgte ham over en kasse Tuborg og 20 Kings i 2009, da vi havde komsammen på min bopæl efter hans foredrag i København, om han kunne sætte nogle tal og procenter på, og han sagde:
“omkring 90 % af konflikterne forsvinde, hvis vi eliminerede alle, der involverer islam på den ene eller begge sider af konflikten.”
Jeg har prøvet at sætte nogle tal på Trifkovic’ påstand: Hvis man anvender The Uppsala Conflict Data Program, der opererer med konflikter der løbende kræver over 1000 liv om året, er der i øjeblikket 11. Af dem involverer 2 ikke islam. Hvis man udvider til mindre konflikter, der ofte har varet i mange årtier, er der 42. Af dem involverer 7 ikke islam, men blandt disse er medtalt uafsluttede, inaktive konflikter som Nordirland og Korea, så i virkeligheden er islams konfliktandel større. (Syrien var lidt i grænselandet, da dette oprindeligt blev skrevet i juni 2012.) List of ongoing military conflicts
Man kan krydstjekke med en anden liste, men procentandelen forskyder sig ikke. Man kan altså sige, at islam er involveret i over 85 % af denne verdens mindre og større blodige konflikter. Muslimer udgør 23% af verdens befolkning, men islam er alligevel verdens suverænt største årsag til blodsudgydelse.
Når man på baggrund af disse tal tillader sig at ytre bekymring på Europas fremtids vegne, er det altså hverken baseret “zenofobi” eller “islamofobi”, men på empiri, facts og erfaringer, som er indhøstet i nutidigt og historisk blod.
Risikoen for at islam udløser blodige konflikter i Europa, er altså langt større, end chancen for at den ikke gør: Vores statistiske chance for et fredeligt samliv med islam vil over tid være foruroligende lille. Islam kan forandre sig, men det henhører endnu i 2013 under politisk ønsketænkning og idyllisering. Vi har netop lige set et stort tysk studie, der godtgør at muslimsk fundamentalisme og konfliktparathed i Europa, er langt mere almindeligt end hidtil antaget.
Man kan sige noget om, hvornår betingelserne er tilstede, men mindre om hvornår krig bryder ud. I Europas grænseland til islam, Balkan, tog det under ti år fra Titos død. Krigsbevidstheden var til stede med det samme i 1980, og krigen kom hurtigt. Jeg var i Kroatien og Slovenien i 1986, og luften var svanger med det ord, ingen turde udtale, for skaber ordene ikke….?
Den svenske officer Anders Lugn mente i 2008, at betingelserne for borgerkrig nu er tilstede i Sverige. Det er jeg ganske enig i. Den kommende svenske borgerkrig er nu i sin latens- eller inkubationstid. Jeg tøvede for 15 år siden med at slutte sådan, men de sidste otte-ti år har jeg ikke været i tvivl om prognosen. Mindre for hvert år der går, hvor jeg ser hvordan svenske ledere agerer og hvordan konfliktniveauet stiger systematisk i landet. Riksdagen er indstillet på konfrontation og på at betvinge virkeligheden.
Sverige skal altså i krig i dette århundrede, og det bliver en oplevelse, der kræver en radikal mentalitetsændring, hvis svensken har tænkt sig at overleve som individ og nation. Men husk at Sverige blot er os andre sat på spidsen af næsten lige så store idioter.
Deres fremmedpolitik sigter på at bringe 2 mio legale svenske våben ud af våbenskabene. Det ville være ikke så lidt af en politisk bedrift at være skyld i. Norske og danske politikere er kun grader mere oplyste og midre hasarderede og rabiate. Vi har lige set hele spektret i Danmark slå kors for sig over at DF ikke ville gøre flere muslimer til statsborgere. At forslaget er forebyggelse af en potentiel ulykke fremfor ren jura, falder på stengrund på Christiansborg. Naturligvis skal vi ikke gøre en kommende konflikt sværere for efterkommerne, end den allerede vil blive.
De kan kalde sig socialdemokrater, konservative, liberale, de kan kalde sig jurister, sociologer, journalister, de forråder dine efterkommere under alle omstændigheder i en skala, der er uset i dansk historie. Deres attitude adskiller sig ikke væsentligt fra Samarbejdspolitikernes, bortset fra at disse dog ikke selv havde inviteret nazisterne til landet, gjort dem til statsborgere og givet dem statslig forsørgelse. Nazisterne måtte stjæle og plyndre det, de ville have. Mine forældres generation var rigtig nok regeret af svæklinge, men ikke af landsforræddere. Der var ingen Quisling, der tog over efter 9 april eller efter folkestrejken.
Et oprør imod den reprise af Europas skæbne 1914-1945, kan kun komme nedefra. Via stemmesedlen, eller hvis tidspunktet som jeg personligt frygter er forpasset, gennem geværløbet. Krigen kommer ikke til at skyldes nationalisme, men tværtimod opløsningen af nationerne og ikke mindst som vist – islam og dens koransanktionerede politiske aspirationer og iboende voldelighed..
Det er disse fakta, man kaldes ekstremist for at nævne, i hvad der dårligt kan kaldes god tid. Heldigvis er jeg i en position, hvor jeg ikke kunne være mere ligeglad.
Jeg er ikke medlem af nogen klub, jeg har ingen karriere, nogen kan ødelægge. Jeg er ikke medlem af “Counterjihad”, et begreb som underinformerede journalister som Expo og norske Bjørn Stærk og Simen Sætre opererer med. Hvis de ikke var så uvidende og politiserende, kunne de måske have fået et opklarende interview, for jeg kender glimrende alle de personer og skribenter, som de fabler om mens de sørger for at holde sig inde i varmen hos de eliter, der hiver tæppet væk under deres folk og deres nation.
Men der er ikke nogen ‘counterjihadbevægelse’, der er intellektuelle i hele Vesten, som udfordrer det officielle billede af islam, og det er problemet, de ikke kan komme til rette med med andet end mumlen og shaming, fordi de har investeret så meget i en potentiel katastrofe.
Deres perspektiv er karriere, øjeblikkelig vinding og begrænset viden. De kontraintellektuelles – der som regel er betydeligt mere pålæste – er deres børns liv og fri, ærlig information. “Counterjihadbevægelsen” er et gigantisk løst og porøst græsrodsnetværk af faste og løse forbindelser, af folk der måske aldrig har mødt hinanden andet end på Skype. Det er folkeligt, demokratisk og derfor pr definition ikke ekstremistisk, selvom norske Breivik for en kort tid gav dem et håb om, at det var.
Nævnte Sætre sagde endda til Peder Jensen i forbindelse med portrætbogen, at han ikke vidste noget videre om hans emner, men at han var politisk imod skriverierne alligevel. Det er en sjældent ærlig og for næsten enhver europæisk politiker og journalist fuldstændig typisk replik. “Jeg aner ikke en skid om, det du siger, men jeg tager på det skarpeste afstand fra det.” Det er nordisk uddannelses- intellektualisme anno 2013.
Jeg skriver, hvad jeg ser. Min samvittighed har ikke flere herrer at tjene, mine begrænsninger er kun min viden. Tager jeg fejl, ser jeg skævt, gør det ikke ondt at revidere det. Man kan være ligeglad med mig, men at være ligeglad med at flere og flere ser det samme, er i færd med at tangere en forbrydelse.
Man kan synes, at en forudsigelse af krig er en vidtgående påstand, som jeg dog kalder en sandsynlighedsberegning, men modsat spørge hvorfor det skulle gå anderledes med islam her, end dusinvis af andre steder på kloden og tidpunkter i historien. Det er mere vidtgående og luftigt, så meget desto mere som menneskehedens historiske erfaring er, at krig er et livvilkår på linje med fødsel og død. Freden er undtagelsen.
Desværre er over-Europa ikke det ringeste indstillet på forebyggelse, så det hele på denne blog vil formentlig vise sig at være skrevet i vand, ligesom Churchill skrev i vand i 1935. Hvad der kommer til at ske, står derfor allerede skrevet på væggen, og vi der advarede, vil få skylden når vores anelser bliver virkelighed, men til den tid satser jeg alligevel på at være død, så det vil ikke vedrøre mig.
Sweden is self-destructing, and more and more people are writing about it – but, with very few exceptions, still not in the mainstream Swedish media, where denial continues to reign supreme. Indeed, even as concerned observers abroad (especially in neighboring Denmark and Norway, where the elites still look to their larger neighbor as a multicultural role model while many, if not most, ordinary householders view it as a cautionary example) are sounding the alarm about the fallout of Swedish immigration policies, Sweden’s own mainstream media – and the rest of its cultural establishment – are laboring overtime to silence the truth-tellers and keep the rabble from openly questioning the wisdom of their betters.[..]
Meanwhile, as I say, the admonitory essays keep coming. One example: “Sweden’s Race to the Bottom,” a bracingly frank piece that appeared on December 4 on the website of Jyllands-Posten, Denmark’s biggest newspaper. The author, Morten Uhrskov Jensen, didn’t mince words. His opening sentence: “Sweden has chosen to break down.” Jensen went on to outline the steady slide in the quality of education in Swedish primary schools over the last decade or so, as detailed in a recent PISA study, and to link that decline to what Jensen bluntly called the country’s “insane immigration policy.”
Sweden, warned Jensen, “will have to pay a very high price for its experiment with permitting excessive immigration from dysfunctional states.” He placed special blame on the media, noting that in an article about the PISA study, Aftonbladet, Sweden’s largest paper (and, as he put it, “official Sweden’s mouthpiece”), chose to ignore the real reason for the school crisis and to pretend it’s all the fault of “the decline in equality in schools,” which, in turn, is a result of “free school choice.” Reacting to this transparent hogwash, Jensen commented: “One doesn’t know whether to laugh or cry.”
Five days later, Jyllands-Posten offered another grim report, this one entitled “A Land of Ghosts and Shadows.” In it, Danish author Mikael Javling recounted the repercussions of a recent advertisement in the newspaper Dagens Nyheter. […]
(klik foto for helskærm) – Jeg tog billedet i Mindeunden den 4 maj i år. Jeg vidste ikke, hvem han var, men hvorfor jeg tog det, ser man. Han stod på ærespladsen midt for koret og monumentet. I dag syv måneder efter genkender jeg ham på et lille portrætfoto i Kristeligt Dagblads udførlige fødselsdagsomtale, hvor de andre aviser blot har hans navn i en række runde dage. Bent Blüdnikow kom med på billedet, påpeger min jødiske hjemmelsmand. Det vidste jeg heller ikke i maj. Der var andre, jeg først så på videos bagefter, Kastholm og Hedegaard. Det er gaven og charmen ved at fotografere, at man ser mere end man lige troede, man så. Jeg kan godt lykønske og takke en mand, jeg ikke kender. Hvilket liv, se her.
Forhenværende hotelejer James Spektor Benarzi, Holte, der i morgen fylder 90 år, blev født i Berlin som søn af en tysk erhvervsmand og socialdemokratisk medlem af den tyske rigsdag. Familien var tysk-jødisk, og som niårig oplevede Benarzi, at en venligtsindet tysk politimand advarer hans far om, at han vil blive afhentet om kort tid. Faderen flygtede, og kort tid efter kom SA-folk og tyske politifolk og tog hans mor, bror og ham selv med til politipræsidiet i Berlin. På grund af helt særlige forhold fik moderen og den resterende familie lov til senere at rejse til Palæstina, hvor de blev genforenet med faderen.
Det jødiske samfund i Palæstina skabte i begyndelsen af 1940′ erne af frygt for den tyske feltmarskal Rommels fremmarch i Nordafrika et forsvarssystem, som Benarzi meldte sig til for at uddanne sig som kommandosoldat. Han blev her uddannet sammen med Israels senere Premierminister Yitzhak Rabin.
I 1942 meldte han sig til allieret krigstjeneste i de australske styrker. Han var med ved det første succesfulde angreb på tyskerne enheder ved El-Alamein, og senere fik han opgaver på Kreta og var med ved de allieredes invasion af Italien i september 1943.
Om informationsmødet den 7. November i Michaelis Kirke i Leipzig om den planlagte opførelse af en moske i Gohlis, har vi allerede rapporteret detaljeret. Mange af de over 500 borgere i Leipzig viste en yderst negativ holdning til moskeen. Også den modige mand i vores korte video, der eksemplificerer den negative holdning, som mange østtyskere har over for den totalitære ideologi islam: “Vi gik på gaden i 1989 på , og vi vil igen gå på gaden mod moskeen. For vi er folket, og vi forbliver folket! “ Moschee-Protest eines mutigen Leipzigers (Snaphanens oversættelse, . Her en version på min. 9:45.)
En Leipziger siger i en anden video: “Vi vil ikke have Vesttyske tilstande her.”
Julegave fra ærkebiskoppen: En bog om islam
Till ärkebiskop Anders Wejryd: Ledamöter i det tillträdande kyrkomötet fick i adventstid en överraskande julhälsning. Det handlar om boken ”Möten med islam”, där du har skrivit förordet. I boken finns en ytlig genomgång av islams grunder och förslag på olika diskussionsfrågor som: ”Kan vi som kristna hålla med om att Muhammad är den siste profeten? Ska vi tala med varandra som troende bröder och systrar eller ska vi fortsätta låta vår rädsla styra och tala om varandra?” Förutom frågornas ofta polariserade och uppfostrande karaktär, får man väl dessutom förutsätta att engagerade i kyrkan redan har elementär kunskap om islam. [..]
Vilka ekumeniska signaler sänder denna julhälsning? Om vi kristna inte förstår varandra bör vi väl uppmanas att ta det på allvar – och att göra bättring? Varför skickas en bok om islam som julhälsning? Det är väl i inkarnationens, evangeliets och frälsningens glädje som vi hälsar varandra till jul?Varför en bok om islam som julhälsning?
Talman i Riksdagen fick nog av bara bröst. (I 2008 blev et nøgenbillede af Leonardo Da Vinci taget ned på en skole i Motala.) Det hedder sig rigtig nok, at det er af feministiske grunde og af hensyn til muslimske gæster, det 400 år gamle maleri er pillet ned, men jeg for mange års erfaring med svenske feminister: Det handler om dominans, kønsforskrækkelse og højrøvet bedrevidenhed. Hele Ebersteins trang til at tyrannisere andre med sit højvelbårne sosse-køn/hbtq ligger i sætningen:
“Jag tycker att det mer är en feministisk fråga. Det är tråkigt med en barbröstad kvinna när jag sitter på offentliga middagar med utländska gäster. Jag tycker det känns litet svårt att sitta där med män som tittar på oss kvinnor.”
Jeg foretrækker nok at beskue Juno frem for Eberstein, til en officel middag, der per definition er så røvkedelig, at man hele tiden skal bede mundskænken om en påtår. DN journalist Magdalena Ribbing, 73, fra det racerene Östermalm i Stockholm, er en anden blid tyran der giver giver påbud forklædt som gode råd til julemiddagen. Se hende på hatteparade i verden af igår. Udover tyranni er hendes speciale juveler, det stockholmske kleresi i en nøddeskal. Åh, kvidens tinder. Så firar du julen med hyfs och stil.
Är det okej att säga ifrån till släktingar med exempelvis kvinnoförnedrande eller smygrasistiska åsikter?– Om rasistiska och odemokratiska åsikter dras upp ur gyttjan i ljuset, säger man hövligt “det där är inte okej för min del, du har fel” och då får man mothugg förstås av den som har denna uppfattning, varvid man motfrågar “vilka belägg har du för det? Statistik? Var har du hittat den informationen?”
– Och till slut kan man säga, om inget annat hjälper, ungefär “det är obegripligt att en tänkande människa kan inbilla sig att andra är sämre varelser bara för att de har en annan religion/kultur eller ett annat kön; hur korkad får man vara för att tro sådant?”
Därefter är det förmodligen slut på julstämningen, men det är inte heller okej att någon-några får sitta och säga dessa enfaldiga dumheter utan att någon protesterar.
Den danske forfatter Anne Fortier bor i den canadiske vildmark og har lært at lade et gevær i mørke, så hun kan forsvare sig selv. Da hun forleden fyldte år, ønskede hun sig musselmalede krus – og en Beretta pistol
“Enhver kvinde bør kunne omgås et våben – og enhver mand for den sags skyld. Ellers er det jo kun de kriminelle der ved, hvordan man bruger våben, og det dur ikke.”
“Politikerne kan jo skrue sig op til al mulig retorik på det her område, men hvis man kigger på statistikkerne, så kan man se, at de steder, hvor der ikke er streng våbenkontrol, der er der meget færre voldelige indbrud. Et klassisk eksempel er Washington, som har en meget stram våbenkontrol, og de har haft en meget høj mordrate, mens man ovre på den anden flodbred, ovre i Virginia, hvor der næsten ingen kontrol er, næsten ingen kriminalitet har. De kriminelle går selvfølgelig over til Washington, når de skal begå indbrud, for der er der ingen, der forsvarer sig, mens de ved, at de bliver skudt i Virginia!”
”Hvis man ser på det med historiske briller, så er den naturlige tilstand, at folk er nødt til at kunne forsvare sig selv. Hvis du ser på den finske vinterkrig, så var det heldigt, at finnerne havde en fornemmelse af, at de blev nødt til at forsvare sig selv, for hvis de ikke alle havde kunnet omgås våben, så ville de være blevet indlemmet i Sovjetunionen. Det var takket være deres modstand, at de bevarede deres frihed.”
“Jeg ved godt, at mange danskere går fuldstændig i baglås på det her. Som forfatter og én, som interesserer sig for historie og statistikker, så kan jeg kun se os som nogle, der har forvildet sig ind i en drøm om, at verden er sikker, og at der aldrig vil ske os noget. Men hvis vi ser på historien, så kommer der altid noget, som man bliver nødt til at være forberedt på.”. Interview: “Kvinder bør kunne forsvare sig.” Jyllands-Posten, 15.12.2013, ikke online
Asylpakkerejse til Sverige: 100.000 kroner
Asylindustrien er lidt at ligne med dyre krydstogrejser for aldrende rigfolk fra Florida, blot med den forskel, at når rige syerere når frem, er opholdet (PUT) i Sverige i sig selv mange millioner kroner værd. Arbejdsfrihed, fri sygehusbehandling og uddannelse – en fungerende stat, for så vidt den overhovedet kan gøres op i kroner. At få fat i et ægte svensk pas, kan ikke være svært. Der er indvandrere i Sverige der “har mistet deres pas” op til tyve gange på kort tid og fået nye uden videre. I 2013 regnes der med 60.000 ‘mistede’ svenske pas.
Syrere kommer seg ikke til Sverige uten å reise ulovlig gjennom Europa. Men hvordan? Menneskesmuglere har en hel katalog av alternativer. Syrere som har råd til å betale for slike pakketurer fra Tyrkia eller Libanon, kan prise seg lykkelig. De slipper den farlige ferden som flertallet av flyktningene legger ut på, med strabasiøse vandringer, eventuelt båtreise og deretter transport gjennom flere EU-land.
Flyreisen er trygg og behagelig. Men om du som syrer skal slippe om bord i et fly til Sverige, må du enten ha fått visum eller være svensk statsborger. Visum gis ikke for øyeblikket, siden krigssituasjonen tilsier at en visumsøknad i praksis er en søknad om asyl.
En av måtene å jukse på, er å kjøpe et ekte svensk pass der den avbildede personen ligner på en selv. Det kalles et «look-alike-pass». – Utstyrt med et slikt pass går man gjennom sikkerhetskontrollen på vanlig måte. Når man er kommet om bord i flyet, leverer man det tilbake til smuglerligaens mann, som gjerne er med på flyreisen. Alternativt ødelegger man det. Vel fremme i Sverige viser man sitt syriske pass og ber om å få søke asyl, forteller analysesjef Christer Zettergren i det svenske Migrationsverket.
Mange ekte, svenske pass er i omløp, de er svært ettertraktet på det illegale markedet. Hver måned i år er det beslaglagt ca. 300 svenske pass bare på Atatürk-flyplassen, opplyser Zettergren. Ettertraktet «pakketur» til Sverige koster 100.000 kroner
