“En verden uden islam ville være temmelig fredelig”,

siger Sergej Trifkovic i dette klip fra ‘Islam – What the West needs to know’. (som er en af klassikerne, man bør have set.)

Jeg spurgte ham over en kasse Tuborg og 20 Kings i 2009, da vi havde komsammen på min bopæl efter hans foredrag i København, om han kunne sætte nogle tal og procenter på, og han sagde:

“omkring 90 % af konflikterne forsvinde, hvis vi eliminerede alle, der involverer islam på den ene eller begge sider af konflikten.”

Jeg har prøvet at sætte nogle tal på Trifkovic’ påstand: Hvis man anvender The Uppsala Conflict Data Program, der opererer med konflikter der løbende kræver over 1000 liv om året, er der i øjeblikket 11. Af dem involverer 2 ikke islam. Hvis man udvider til mindre konflikter, der ofte har varet i mange årtier, er der 42. Af dem involverer 7 ikke islam, men blandt disse er medtalt uafsluttede, inaktive konflikter som Nordirland og Korea, så i virkeligheden er islams konfliktandel større. (Syrien var lidt i grænselandet, da dette oprindeligt blev skrevet i juni 2012.) List of ongoing military conflicts

Man kan krydstjekke med en anden liste, men procentandelen forskyder sig ikke. Man kan altså sige, at islam er involveret i over 85 % af denne verdens mindre og større blodige konflikter. Muslimer udgør 23% af verdens befolkning, men islam er alligevel verdens suverænt største årsag til blodsudgydelse.

Når man på baggrund af disse tal tillader sig at ytre bekymring på Europas fremtids vegne, er det altså hverken baseret “zenofobi” eller “islamofobi”, men på empiri, facts og erfaringer, som er indhøstet i nutidigt og historisk blod.

Risikoen for at islam udløser blodige konflikter i Europa, er altså langt større, end chancen for at den ikke gør: Vores statistiske chance for et fredeligt samliv med islam vil over tid være foruroligende lille. Islam kan forandre sig, men det henhører endnu i 2013 under politisk ønsketænkning og idyllisering. Vi har netop lige set et stort tysk studie, der godtgør at muslimsk fundamentalisme og konfliktparathed i Europa, er langt mere almindeligt end hidtil antaget.

Man kan sige noget om, hvornår betingelserne er tilstede, men mindre om hvornår krig bryder ud. I Europas grænseland til islam, Balkan, tog det under ti år fra Titos død. Krigsbevidstheden var til stede med det samme i 1980, og krigen kom hurtigt. Jeg var i Kroatien og Slovenien i 1986, og luften var svanger med det ord, ingen turde udtale, for skaber ordene ikke….?

Den svenske officer Anders Lugn mente i 2008, at betingelserne for borgerkrig nu er tilstede i Sverige. Det er jeg ganske enig i. Den kommende svenske borgerkrig er nu i sin latens- eller inkubationstid. Jeg tøvede for 15 år siden med at slutte sådan, men de sidste otte-ti år har jeg ikke været i tvivl om prognosen. Mindre for hvert år der går, hvor jeg ser hvordan svenske ledere agerer og hvordan konfliktniveauet stiger systematisk i landet. Riksdagen er indstillet på konfrontation og på at betvinge virkeligheden.

Sverige skal altså i krig i dette århundrede, og det bliver en oplevelse, der kræver en radikal mentalitetsændring, hvis svensken har tænkt sig at overleve som individ og nation. Men husk at Sverige blot er os andre sat på spidsen af næsten lige så store idioter.

Deres fremmedpolitik sigter på at bringe 2 mio legale svenske våben ud af våbenskabene. Det ville være ikke så lidt af en politisk bedrift at være skyld i. Norske og danske politikere er kun grader mere oplyste og midre hasarderede og rabiate. Vi har lige set hele spektret i Danmark slå kors for sig over at DF ikke ville gøre flere muslimer til statsborgere. At forslaget er forebyggelse af en potentiel ulykke fremfor ren jura, falder på stengrund på Christiansborg. Naturligvis skal vi ikke gøre en kommende konflikt sværere for efterkommerne, end den allerede vil blive.

De kan kalde sig socialdemokrater, konservative, liberale, de kan kalde sig jurister, sociologer, journalister, de forråder dine efterkommere under alle omstændigheder i en skala, der er uset i dansk historie. Deres attitude adskiller sig ikke væsentligt fra Samarbejdspolitikernes, bortset fra at disse dog ikke selv havde inviteret nazisterne til landet, gjort dem til statsborgere og givet dem statslig forsørgelse. Nazisterne måtte stjæle og plyndre det, de ville have. Mine forældres generation var rigtig nok regeret af svæklinge, men ikke af landsforræddere. Der var ingen Quisling, der tog over efter 9 april eller efter folkestrejken.

Et oprør imod den reprise af Europas skæbne 1914-1945, kan kun komme nedefra. Via stemmesedlen, eller hvis tidspunktet som jeg personligt frygter er forpasset, gennem geværløbet. Krigen kommer ikke til at skyldes nationalisme, men tværtimod opløsningen af nationerne og ikke mindst som vist – islam og dens koransanktionerede politiske aspirationer og iboende voldelighed..

Det er disse fakta, man kaldes ekstremist for at nævne, i hvad der dårligt kan kaldes god tid. Heldigvis er jeg i en position, hvor jeg ikke kunne være mere ligeglad.

Jeg er ikke medlem af nogen klub, jeg har ingen karriere, nogen kan ødelægge. Jeg er ikke medlem af “Counterjihad”, et begreb som underinformerede journalister som Expo og norske Bjørn Stærk og Simen Sætre opererer med. Hvis de ikke var så uvidende og politiserende, kunne de måske have fået et opklarende interview, for jeg kender glimrende alle de personer og skribenter, som de fabler om mens de sørger for at holde sig inde i varmen hos de eliter, der hiver tæppet væk under deres folk og deres nation.

Men der er ikke nogen ‘counterjihadbevægelse’, der er intellektuelle i hele Vesten, som udfordrer det officielle billede af islam, og det er problemet, de ikke kan komme til rette med med andet end mumlen og shaming, fordi de har investeret så meget i en potentiel katastrofe.

Deres perspektiv er karriere, øjeblikkelig vinding og begrænset viden. De kontraintellektuelles – der som regel er betydeligt mere pålæste – er deres børns liv og fri, ærlig information. “Counterjihadbevægelsen” er et gigantisk løst og porøst græsrodsnetværk af faste og løse forbindelser, af folk der måske aldrig har mødt hinanden andet end på Skype. Det er folkeligt, demokratisk og derfor pr definition ikke ekstremistisk, selvom norske Breivik for en kort tid gav dem et håb om, at det var.

Nævnte Sætre sagde endda til Peder Jensen i forbindelse med portrætbogen, at han ikke vidste noget videre om hans emner, men at han var politisk imod skriverierne alligevel. Det er en sjældent ærlig og for næsten enhver europæisk politiker og journalist fuldstændig typisk replik. “Jeg aner ikke en skid om, det du siger, men jeg tager på det skarpeste afstand fra det.” Det er nordisk uddannelses- intellektualisme anno 2013.

Jeg skriver, hvad jeg ser. Min samvittighed har ikke flere herrer at tjene, mine begrænsninger er kun min viden. Tager jeg fejl, ser jeg skævt, gør det ikke ondt at revidere det. Man kan være ligeglad med mig, men at være ligeglad med at flere og flere ser det samme, er i færd med at tangere en forbrydelse.

Man kan synes, at en forudsigelse af krig er en vidtgående påstand, som jeg dog kalder en sandsynlighedsberegning, men modsat spørge hvorfor det skulle gå anderledes med islam her, end dusinvis af andre steder på kloden og tidpunkter i historien. Det er mere vidtgående og luftigt, så meget desto mere som menneskehedens historiske erfaring er, at krig er et livvilkår på linje med fødsel og død. Freden er undtagelsen.

Desværre er over-Europa ikke det ringeste indstillet på forebyggelse, så det hele på denne blog vil formentlig vise sig at være skrevet i vand, ligesom Churchill skrev i vand i 1935. Hvad der kommer til at ske, står derfor allerede skrevet på væggen, og vi der advarede, vil få skylden når vores anelser bliver virkelighed, men til den tid satser jeg alligevel på at være død, så det vil ikke vedrøre mig.

Det skulle de virkeligt skyldige også gøre. “Vel død er hele sagen”, siger Ambrosius Stub. Dø derfor mens du stadig har ridderkors og står i kraks blå bog, alt andet vil være synd for de efterladte. Genpostering, revideret fra 14.6.2012 “En verden uden islam ville være temmelig fredelig”

Bruce Bawer: Sweden’s March Into Oblivion

Sweden is self-destructing, and more and more people are writing about it – but, with very few exceptions, still not in the mainstream Swedish media, where denial continues to reign supreme. Indeed, even as concerned observers abroad (especially in neighboring Denmark and Norway, where the elites still look to their larger neighbor as a multicultural role model while many, if not most, ordinary householders view it as a cautionary example) are sounding the alarm about the fallout of Swedish immigration policies, Sweden’s own mainstream media – and the rest of its cultural establishment – are laboring overtime to silence the truth-tellers and keep the rabble from openly questioning the wisdom of their betters.[..]

Meanwhile, as I say, the admonitory essays keep coming. One example: “Sweden’s Race to the Bottom,” a bracingly frank piece that appeared on December 4 on the website of Jyllands-Posten, Denmark’s biggest newspaper. The author, Morten Uhrskov Jensen, didn’t mince words. His opening sentence: “Sweden has chosen to break down.” Jensen went on to outline the steady slide in the quality of education in Swedish primary schools over the last decade or so, as detailed in a recent PISA study, and to link that decline to what Jensen bluntly called the country’s “insane immigration policy.”

Sweden, warned Jensen, “will have to pay a very high price for its experiment with permitting excessive immigration from dysfunctional states.” He placed special blame on the media, noting that in an article about the PISA study, Aftonbladet, Sweden’s largest paper (and, as he put it, “official Sweden’s mouthpiece”), chose to ignore the real reason for the school crisis and to pretend it’s all the fault of “the decline in equality in schools,” which, in turn, is a result of “free school choice.” Reacting to this transparent hogwash, Jensen commented: “One doesn’t know whether to laugh or cry.”

Five days later, Jyllands-Posten offered another grim report, this one entitled “A Land of Ghosts and Shadows.” In it, Danish author Mikael Javling recounted the repercussions of a recent advertisement in the newspaper Dagens Nyheter. […]

Fortsæt med at læse “Pat Condell: Celebrating diversity”

(klik foto for helskærm) – Jeg tog billedet i Mindeunden den 4 maj i år. Jeg vidste ikke, hvem han var, men hvorfor jeg tog det, ser man. Han stod på ærespladsen midt for koret og monumentet. I dag syv måneder efter genkender jeg ham på et lille portrætfoto i Kristeligt Dagblads udførlige fødselsdagsomtale, hvor de andre aviser blot har hans navn i en række runde dage. Bent Blüdnikow kom med på billedet, påpeger min jødiske hjemmelsmand. Det vidste jeg heller ikke i maj. Der var andre, jeg først så på videos bagefter, Kastholm og Hedegaard. Det er gaven og charmen ved at fotografere, at man ser mere end man lige troede, man så. Jeg kan godt lykønske og takke en mand, jeg ikke kender. Hvilket liv, se her.

Forhenværende hotelejer James Spektor Benarzi, Holte, der i morgen fylder 90 år, blev født i Berlin som søn af en tysk erhvervsmand og socialdemokratisk medlem af den tyske rigsdag. Familien var tysk-jødisk, og som niårig oplevede Benarzi, at en venligtsindet tysk politimand advarer hans far om, at han vil blive afhentet om kort tid. Faderen flygtede, og kort tid efter kom SA-folk og tyske politifolk og tog hans mor, bror og ham selv med til politipræsidiet i Berlin. På grund af helt særlige forhold fik moderen og den resterende familie lov til senere at rejse til Palæstina, hvor de blev genforenet med faderen.

Det jødiske samfund i Palæstina skabte i begyndelsen af 1940′ erne af frygt for den tyske feltmarskal Rommels fremmarch i Nordafrika et forsvarssystem, som Benarzi meldte sig til for at uddanne sig som kommandosoldat. Han blev her uddannet sammen med Israels senere Premierminister Yitzhak Rabin.

I 1942 meldte han sig til allieret krigstjeneste i de australske styrker. Han var med ved det første succesfulde angreb på tyskerne enheder ved El-Alamein, og senere fik han opgaver på Kreta og var med ved de allieredes invasion af Italien i september 1943.

Fortsæt med at læse “James Spektor Benarzi, 90 år”

Traditionel. Olaus Petri i Örebro, december 2013.

Fortsæt med at læse “Frid på jord”

Om informationsmødet den 7. November i Michaelis Kirke i Leipzig om den planlagte opførelse af en moske i Gohlis, har vi allerede rapporteret detaljeret. Mange af de over 500 borgere i Leipzig viste en yderst negativ holdning til moskeen. Også den modige mand i vores korte video, der eksemplificerer den negative holdning, som mange østtyskere har over for den totalitære ideologi islam: “Vi gik på gaden i 1989 på , og vi vil igen gå på gaden mod moskeen. For vi er folket, og vi forbliver folket! “ Moschee-Protest eines mutigen Leipzigers (Snaphanens oversættelse, . Her en version på min. 9:45.)

En Leipziger siger i en anden video: “Vi vil ikke have Vesttyske tilstande her.”

Julegave fra ærkebiskoppen: En bog om islam

Till ärkebiskop Anders Wejryd: Ledamöter i det tillträdande kyrkomötet fick i adventstid en överraskande julhälsning. Det handlar om boken ”Möten med islam”, där du har skrivit förordet. I boken finns en ytlig genomgång av islams grunder och förslag på olika diskussionsfrågor som: ”Kan vi som kristna hålla med om att Muhammad är den siste profeten? Ska vi tala med varandra som troende bröder och systrar eller ska vi fortsätta låta vår rädsla styra och tala om varandra?” Förutom frågornas ofta polariserade och uppfostrande karaktär, får man väl dessutom förutsätta att engagerade i kyrkan redan har elementär kunskap om islam. [..]

Vilka ekumeniska signaler sänder denna julhälsning? Om vi kristna inte förstår varandra bör vi väl uppmanas att ta det på allvar – och att göra bättring? Varför skickas en bok om islam som julhälsning? Det är väl i inkarnationens, evangeliets och frälsningens glädje som vi hälsar varandra till jul?Varför en bok om islam som julhälsning?

The Genocidal Axis

Video: Robert Spencer, Caroline Glick, and Congressman Trent Franks on The Genocidal Axis Eyeopener, specielt Spencer om Mellemøsten og Egypten, anbefales.

Talman i Riksdagen fick nog av bara bröst. (I 2008 blev et nøgenbillede af Leonardo Da Vinci taget ned på en skole i Motala.) Det hedder sig rigtig nok, at det er af feministiske grunde og af hensyn til muslimske gæster, det 400 år gamle maleri er pillet ned, men jeg for mange års erfaring med svenske feminister: Det handler om dominans, kønsforskrækkelse og højrøvet bedrevidenhed. Hele Ebersteins trang til at tyrannisere andre med sit højvelbårne sosse-køn/hbtq ligger i sætningen:

“Jag tycker att det mer är en feministisk fråga. Det är tråkigt med en barbröstad kvinna när jag sitter på offentliga middagar med utländska gäster. Jag tycker det känns litet svårt att sitta där med män som tittar på oss kvinnor.”

Jeg foretrækker nok at beskue Juno frem for Eberstein, til en officel middag, der per definition er så røvkedelig, at man hele tiden skal bede mundskænken om en påtår. DN journalist Magdalena Ribbing, 73, fra det racerene Östermalm i Stockholm, er en anden blid tyran der giver giver påbud forklædt som gode råd til julemiddagen. Se hende på hatteparade i verden af igår. Udover tyranni er hendes speciale juveler, det stockholmske kleresi i en nøddeskal. Åh, kvidens tinder. Så firar du julen med hyfs och stil.

Är det okej att säga ifrån till släktingar med exempelvis kvinnoförnedrande eller smygrasistiska åsikter?– Om rasistiska och odemokratiska åsikter dras upp ur gyttjan i ljuset, säger man hövligt “det där är inte okej för min del, du har fel” och då får man mothugg förstås av den som har denna uppfattning, varvid man motfrågar “vilka belägg har du för det? Statistik? Var har du hittat den informationen?”

– Och till slut kan man säga, om inget annat hjälper, ungefär “det är obegripligt att en tänkande människa kan inbilla sig att andra är sämre varelser bara för att de har en annan religion/kultur eller ett annat kön; hur korkad får man vara för att tro sådant?”

Därefter är det förmodligen slut på julstämningen, men det är inte heller okej att någon-några får sitta och säga dessa enfaldiga dumheter utan att någon protesterar.

Tilsendt:

Den danske forfatter Anne Fortier bor i den canadiske vildmark og har lært at lade et gevær i mørke, så hun kan forsvare sig selv. Da hun forleden fyldte år, ønskede hun sig musselmalede krus – og en Beretta pistol

“Enhver kvinde bør kunne omgås et våben – og enhver mand for den sags skyld. Ellers er det jo kun de kriminelle der ved, hvordan man bruger våben, og det dur ikke.”

“Politikerne kan jo skrue sig op til al mulig retorik på det her område, men hvis man kigger på statistikkerne, så kan man se, at de steder, hvor der ikke er streng våbenkontrol, der er der meget færre voldelige indbrud. Et klassisk eksempel er Washington, som har en meget stram våbenkontrol, og de har haft en meget høj mordrate, mens man ovre på den anden flodbred, ovre i Virginia, hvor der næsten ingen kontrol er, næsten ingen kriminalitet har. De kriminelle går selvfølgelig over til Washington, når de skal begå indbrud, for der er der ingen, der forsvarer sig, mens de ved, at de bliver skudt i Virginia!”

”Hvis man ser på det med historiske briller, så er den naturlige tilstand, at folk er nødt til at kunne forsvare sig selv. Hvis du ser på den finske vinterkrig, så var det heldigt, at finnerne havde en fornemmelse af, at de blev nødt til at forsvare sig selv, for hvis de ikke alle havde kunnet omgås våben, så ville de være blevet indlemmet i Sovjetunionen. Det var takket være deres modstand, at de bevarede deres frihed.”

“Jeg ved godt, at mange danskere går fuldstændig i baglås på det her. Som forfatter og én, som interesserer sig for historie og statistikker, så kan jeg kun se os som nogle, der har forvildet sig ind i en drøm om, at verden er sikker, og at der aldrig vil ske os noget. Men hvis vi ser på historien, så kommer der altid noget, som man bliver nødt til at være forberedt på.”. Interview: “Kvinder bør kunne forsvare sig.” Jyllands-Posten, 15.12.2013, ikke online

Asylpakkerejse til Sverige: 100.000 kroner

Asylindustrien er lidt at ligne med dyre krydstogrejser for aldrende rigfolk fra Florida, blot med den forskel, at når rige syerere når frem, er opholdet (PUT) i Sverige i sig selv mange millioner kroner værd. Arbejdsfrihed, fri sygehusbehandling og uddannelse – en fungerende stat, for så vidt den overhovedet kan gøres op i kroner. At få fat i et ægte svensk pas, kan ikke være svært. Der er indvandrere i Sverige der “har mistet deres pas” op til tyve gange på kort tid og fået nye uden videre. I 2013 regnes der med 60.000 ‘mistede’ svenske pas.

Syrere kommer seg ikke til Sverige uten å reise ulovlig gjennom Europa. Men hvordan? Menneskesmuglere har en hel katalog av alternativer. Syrere som har råd til å betale for slike pakketurer fra Tyrkia eller Libanon, kan prise seg lykkelig. De slipper den farlige ferden som flertallet av flyktningene legger ut på, med strabasiøse vandringer, eventuelt båtreise og deretter transport gjennom flere EU-land.

Flyreisen er trygg og behagelig. Men om du som syrer skal slippe om bord i et fly til Sverige, må du enten ha fått visum eller være svensk statsborger. Visum gis ikke for øyeblikket, siden krigssituasjonen tilsier at en visumsøknad i praksis er en søknad om asyl.

En av måtene å jukse på, er å kjøpe et ekte svensk pass der den avbildede personen ligner på en selv. Det kalles et «look-alike-pass». – Utstyrt med et slikt pass går man gjennom sikkerhetskontrollen på vanlig måte. Når man er kommet om bord i flyet, leverer man det tilbake til smuglerligaens mann, som gjerne er med på flyreisen. Alternativt ødelegger man det. Vel fremme i Sverige viser man sitt syriske pass og ber om å få søke asyl, forteller analysesjef Christer Zettergren i det svenske Migrationsverket.

Mange ekte, svenske pass er i omløp, de er svært ettertraktet på det illegale markedet. Hver måned i år er det beslaglagt ca. 300 svenske pass bare på Atatürk-flyplassen, opplyser Zettergren. Ettertraktet «pakketur» til Sverige koster 100.000 kroner

6. minutter og 21 sekunder til den. Polarisering blev hængende i øret. Det interview med Expressens Niklas Svensson som Mattias Karlsson henviser til, er her. Flirtar etablissemanget med vänsterextremismen. (Säpo: Största hotet kommer från vänster og “Göteborg har blivit två nationer”. Allting handlar om två ord – tystnad och rädsla.)

»Nu går det åt helvete«

I Söderortpolisens blad Blåjus har en betjent en øjenvidneberetning om demonstrationen i Kärrtorps Centrum forleden, hvor ‘nazister’ gik løs på ‘antiracister’ og omvendt. Den er mere foruroligende, end referaterne i pressen, der var slemme nok. Pressen så isoleret og teknokratisk på hændelsen og kritiserede som sædvanligt politiet, men her er mord i luften fra begge sider, det er velbevæbnede, voksne svenskere, der vil slå hinanden ihjel. Det er mere end en sag for politiet.

Jeg har hørt nogle riksdagsdebatter i den forgange uge, og det er som om der i Sverige slet ikke er hul igennem nedefra og op til Riksdagen. Ingen andre end SD synes at mærke, at det svenske folk er gået op i fugerne, at der rundt om hjørnet venter usigelig vold. Pressen tager det heller ikke alvorligt, jvf. Expressens uansvarlige udhængning af indvandringskritikere. Sverige er et bål, politikere og presse bliver ved med at hælde mere benzin på, ‘og så skal man jo ikke undre sig’, som søvngængernes anfører Reinfeldt siger.

At svensk politi til dels har mistet kontrollen ved denne lejlighed, ved skyderiene i Malmø og Gøteborg og med kriminaliteten i al almindelighed, er jo kun et mikrobillede på en stat, der er på vej ud i det store kontroltab uden at erkende det. Masseoptøjerne i forstæderne i maj, er glemt, ingen taler om dem. Måske er det bare lettere at se udefra såvel psykologisk som geografisk..

Manglen på virkelighedserkendelse og lederskab er i det hele taget det mest slående ved riksdagsdebatter. Magthavere vil altid signalere kontrol, selv når den er tabt – kaldet Baghdad-Bob – eller som i Sveriges tilfælde på vej end i kloaken. Det er børn, der har overtaget rattet i et 16-hjuls lastvognstog. Det tænker jeg, når jeg hører på dem. Det er 1932 i Sverige, og enhver er nærmere sig selv end nogensinde før. Betjent M. Olsson skriver blandt andet:

.det hade varit rena blodbadet om vi inte lyckats hålla isär dessa grupper

[..] Då vi är 6 stycken utspridda på torget i konstellationer om 2, så kommer helt plötsligt ett fyrtiotal från SMR (Svenska motståndsrörelsen) och de såg allt annat än fredliga ut. De är beväpnade med kevlarhandskar med knogjärn under, påkar och långa störar, knivar, nödbloss, knallskott, egentillverkade sköldar, glasflaskor i massor. En person beskrev det som i filmen Brave Heart, i sekvensen då alla soldater på angiven signal skjuter iväg sina pilar…det viner flaskor och stenar på samma sätt mot oss och mot demonstranterna. Jag hinner tänka ” nu går det åt helvete”

Som om inte detta räckte så börjar de som har den tillståndsgivna demonstrationen att samla trupp, de är hundratals till antalet, och även de beväpnar sig med långa störar, påkar, stenar, stegar, stolar mm.

(Och det är för deras skull vi är där bör tilläggas) För oss blir situationen än värre då vi blir angripna från båda falanger, och vi måste skifta fokus varenda sekund och värja oss mot våld framifrån och bakifrån tyvärr.

Vi står kvar!

Fortsæt med at læse “»Polarisering«”

Ingen der har set svenske aviser i dag, har undgået at se, at Olof Lagercrantz’ søn Daniel, skal skrive en Millenium bog nummer fire. Der forelå en lille bitte begyndelse fra Larssons hånd, men den har Lagercrantz ikke set. Han er ekstatisk beæret over at “skulle løfte Larssons litterære arv” – skal utvivlsomt læses, ‘tjene mange lette millioner på triviallitteratur og redde pensionen’. Se ham stråle over hele femøren: Så blir nya Salander Hans far var nok en politisk idiot, men han var en sleben forfatter, ikke mindst til bøger om Dagerman, James Joyce, August Strindberg, Joseph Conrad, Proust og Ekelöf. Larsson er ikke en landvinding for familien, men litterære tider og sæder er skiftet. Nu står den på Snabba cash.

Da jeg boede et halvt år i Sverige i 2011, så jeg af høflighed over for min værtinde en enkelt, svensk milleniumfilm, som jeg skrev om i En kommunistisk heltinde i postkommunismen overvældet af kvalme og skam på Sveriges vegne.

Det bedste jeg imidlertid nogensinde har læst om dette i enhver henseende perverse forfatterskab, hvis succes gør mig ulykkelig på menneskehedens vegne, er skrevet af Christopher Hitchens i Vanity Fair, og jeg vil anbefale at læse det i stedet for at hælde flere penge i Larsson og hans arvinger. Millioner går også til venstreekstreme Expos propaganda for uskyldige skolebørn (og Lagercrantz junior, der nu er så gammel så han er i farve-hår-alderen.) Læs: The Author Who Played With Fire By Christopher Hitchens

‘Stolte svenske journalister overtræffer sig selv’

Det är nu bara några få dagar kvar av 2013. Det har, precis som vanligt, varit ett händelserikt år för oss journalister. Samtidigt som vi oförtrutet försöker utföra vårt jobb blir det allt tuffare. Branschen krisar, antidemokrater hotar, och uppdragsgivarna/arbetsgivarna blir alltmer pressade. Och ändå: vi har antagligen aldrig behövts mer än just nu, i det nya mediesamhällets gigantiska utbud av brus.

Och i år, liksom varje år tidigare, överträffar vi oss själva, med journalistik som avslöjar, upplyser och engagerar. Vi kan stolta se tillbaka på 2013. Vi har det tufft, men vi viker inte ned oss! Så, oavsett hur du tillbringar julen, önskar jag dig det bästa…..Din ordförande (Journalistforbundets nyhedsbrev)

De findes selsvfølgelig også i Sverige – Ingen människa är illegal: För en värld utan gränser – men åbenbart ikke i Danmark. Den svenske forening er selvfølgelig et ræverødt, miljøpartistisk foretagende, med begge ben solidt plantet i den blå-gule luft:

Jorden tillhör alla. Alla människor har rätt att röra sig fritt och bosätta sig var som helst i världen. Enligt principen “av var och en efter förmåga, åt var och en efter behov” har vi rätt att med omsorg och respekt ta del av jordens och samhällets resurser på lika villkor.

Nätverket Ingen människa är illegal erkänner inga nationsgränser annat än som politiska konstruktioner som vi saknar både moralisk skyldighet och intresse av att acceptera och upprätthålla. En människa som är född på en plats har inte större rätt till den än någon annan. Detta får inte stanna vid att vara en vision, utan måste efterlevas i praktiken. Vi erkänner inte någon stats, organisations eller individs rätt att på något sätt begränsa människors rörelser över gränser eller stämpla detta såsom “illegal” migration.

Hatespeech er tilladt – for hadprædikanter

Hvor langt ude i tovene England er, kan man se af følgende liste. Når Tommy Robinson uafladeligt taler om et two-tier system i lovgivningen, er det en mild underdrivelse af det vanvid, englænderne finder sig i. Anjem Choudary er aldrig røget i fængsel, men de følgende tretten er:

So why isn’t Choudary ever banged up for racism, or incitement to racial and religious hatred? Because, as Assistant Met Commissioner Cressida Dick informed MPs, just after the Rigby murder, “offences under the hatred laws” are “difficult to prosecute” and it seems he never crosses the line. And that’s true, isn’t it? Hardly anyone is jailed for racial or religious hatred, because it is so “difficult to prosecute”.

I mean, off the top of my head, I can only think of 52-year-old Keith Hurdle, just given four months in prison for a racist rant on a Tube train, and Swansea student Liam Stacey, who got 54 days in prison for some racist tweets, and 42-year-old Jacqueline Woodhouse, given 21 weeks for a racist rant on another train, and six Charlton fans, jailed for 18 months for singing racist songs, and 62-year-old David Rowley, locked up for eight months after sending four racist texts, and Anthony Buck given four months for posting Islamophobic remarks on Facebook, and electrician Darren Tosh, who got 16 weeks inside for some more racist texts, and Grimsby man Terence Baker, who got prison time for being Islamophobic on the Internet, and Glaswegian Stephen Birrell, who got eight months for inciting hatred of Catholics on Facebook, and Gareth Hemingway, of Bognor Regis, who got 15 months for uploading racist clips to Youtube, and 34-year-old Emma West, who spent two weeks in jail for shouting at some foreign people on a tram, and Martin Smith, slammed in a cell for having a potentially racist ringtone, and fortysomething Ronnie Hutton, who spent days behind bars after revving his car in a racist manner, and 19-year-old Celtic fan Sean Smith, who got three months in prison for impersonating a monkey in the direction of a Senegalese footballer. Laws against inciting hatred: funny how an Islamist hate preacher is never prosecuted

Hvad Choudhary har opfordret til bare for nylig, kan man se her.

Hængt ud af Expressen, udsat for bombeattentat
Expressen er selvfølgelig ikke så dum, at den ikke kunne forudse det. Tillykke med succes’en, Expressen. Først køber smudsredaktør Mattson personlige oplysninger af dømte venstreradikale, så publicerer hans kulørte sprøjte, og derefter bomber venstreradikale de udhængtes hjem, og endelig skriver Expressens egen oversylte: Politiskt våld är förkastligt. Cirklen er sluttet. Det er svensk agendajournalistik, der vil frem i verden.

Anders Dahlberg är av de sverigedemokrater som skrivit på hatsajten Avpixlat. Politikern ville “beväpna etniska svenskar ” och använde ord som “avelskossor”.Klockan 17.31 på tisdagskvällen fick polisen ett larmsamtal om att det detonerat någon form av sprängladdning hemma hos Anders Dahlberg (SD). – Det har varit en kraftig detonation. Man har använt sig av en form av sprängladdning, slängt in den genom brevinkastet. Delar av dörren har flugit in genom bostaden. Bombattentat hos SD-politiker i Arlöv, ”Våld är så jävla roligt” – möt männen bakom Researchgruppen